Aktiv dødshjælp — ja eller nej?

 

Jeg kan af og til undre mig over, at jeg er så utrolig langsom i opfattelsen. Nu dette med aktiv dødshjælp – da jeg havde læst Gudmund Rask Pedersens blog om dette emne (se her), sagde jeg til mig selv: Ja, hvor har han ret! Men da jeg lidt efter så et svar (som nu er fjernet), som hånede Gudmunds indlæg som et altfor letkøbt halleluja-indlæg, måtte jeg indrømme, at ‘det er der nu noget om’. Og når man sådan altid er parat til at ‘give den sidste ærede taler ret’, så føler man sig noget forvirret, og så er det, at man igen får lejlighed til at undre sig over sin utrolig langsomme opfattelsesevne.

Lad mig derfor her prøve at tage fat på problemet på en anden måde! Tillad mig at fortælle om to begravelser, jeg har haft, begge af mennesker, der havde taget deres eget liv!

Den ene selvmorder var en mand i fyrrerne, der led af den frygtede sygdom Huntingtons chorea. Det er en arvelig sygdom, der angriber nervesystemet og først kommer i udbrud i trediveårsalderen. De næste 10 til 20 år skrider så sygdommen ubarmhjertigt frem, med intelligenssvækkelse og sindsyge som symptomerne, indtil patienten dør stærkt invalideret og dement. Manden her havde, kan man forstå, besluttet, at han ikke ville vente på det uafvendelige, men gøre en ende på sit liv, før alle disse forfærdelige, personlighedsopløsende tilstande viste sig.

Det var ikke nemt at komme med trøsteudsagn i den situation, ikke mindst, fordi mandens 14-årige datter var tilstede, så der ikke kunne tales åbent om det. Sygdommen er som omtalt arvelig, og arvegangen er dominant, det vil sige, at hvis blot én af forældrene har sygdommen, er der 50%’s risiko for, at barnet også har den. Så den 14-årige pige vil nok kunne leve et normalt liv endnu nogle år, men før eller siden vil hun jo opdage, hvilken skæbne hun har fået: at hun skal tage stilling til, om hun vil lade sig undersøge og få vished for, om hun har sygdommen eller ej, eller om hun vil fortsætte med at leve i uvished om det.

Jeg tror og håber, at jeg fik givet udtryk både for, at jeg selv forstår og accepterer mandens handlemåde, ja, endda finder den ansvarsfuld, og for, at Gud gør det samme. Gud stiller os frit overfor livet, han tvinger os ikke til at elske det, han lokker os med alle livets herligheder, men det er frivilligt, om vi vil sige ja; han giver nogle mennesker én skæbne, andre en anden; han ‘prøver’ os med modgang, men det er stadig vort frie ja til livet, han er ude efter; bliver modgangen for hård og vi siger: ‘nej, nu vil jeg ikke mere’, så respekterer han et nej.

Det er dette, at Gud respekterer et nej, der gør, at spørgsmålet om aktiv dødshjælp ikke er så enkelt endda. For det var jo det, denne selvmorder måtte overveje: Hvornår er jeg så svækket af sygdommen, at jeg ikke mere er i stand til selv at fremkalde døden? Hvor har vi den deadline, som, hvis den overskrides, henviser mig til en måske årelang, pinefuld sygdomsperiode, før døden kan udfri mig, for jeg er nu for svækket til selv at kunne skaffe mig den ønskede udfrielse? Og det er det spørgsmål, vi som samfund må overveje i den forbindelse: Ville en sådan mand kunne have fået flere år at leve i, hvis der kunne træffes aftale om aktiv dødshjælp ved de og de symptomer? Ville man på én eller anden måde ved et tilbud om aktiv dødshjælp have kunnet fritage ham for den gambling, han måtte begive sig ind i: er det altfor tidligt, at jeg tager mit eget liv, eller er jeg allerede nu tæt på den deadline, efter hvilken jeg ikke længer kan gøre det?

Dette forudsætter, at sygdommen er uhelbredelig – og det er Huntingtons chorea – men det forudsætter også, at den sidste tids opløsende symptomer ikke kan lindres, og det véd jeg faktisk ikke, om de kan i dette tilfælde. Jeg er ret sikker på, at læger i den slags tilfælde oplyser så troværdigt som muligt om sygdomsforløbet og mulighederne for lindring, men jeg er ikke sikker på, at samfundet forsker nok i mulighederne for lindring; det, man kalder den ‘palliative forskning’, altså forskning i smertelindring og lindring af andre ubehageligheder, når døden venter lige om hjørnet, er vist først i sin begyndelsesfase. Og oplysning om det er heller ikke højt prioriteret.

Dette sidste – det med oplysning om, hvad der kan gøres af lindrende tiltag i et sygdomsforløb, der ender med døden – kan illustreres af den anden historie, jeg vil fortælle.

Det var en ældre dame, rask og rørig, med både børn og børnebørn, enlig, men med god kontakt til både familie og bekendte. Pludselig en dag havde hun taget sig eget liv. Ingen anede, at hun gik med den slags tanker, men børnene fandt – og skulle vistnok også finde – hendes dagbog, og af den fremgik det, at hun havde fået ind over sig en angst for at blive senil dement. Denne angst havde hun levet med gennem ret lang tid, viste dagbogen, og denne angst var det, der fik hende til at foretage den forfærdelige handling at tage livet af sig selv.

Man kan betragte det som et enkeltstående tilfælde, og sandt nok, det ER et enkeltstående tilfælde, jeg har i hvert fald ikke været udsat for andre lignende tilfælde. Alligevel spørger jeg mig, om vi gør nok for at oplyse om de mange måder, døden kan komme på. Er vi for bange for at vise tilværelsens barske sider? Dels er spørgsmålet, om vi gør nok for at fortælle om de mange muligheder for smertelindring, der findes. Her tror jeg, de mange hospicer gør en god indsats. Men i tilfældet her, er spørgsmålet måske mere, om vi kan acceptere og grine tilpas meget af, at vor personlighed opløses indefra. Her spiller det nok en stor rolle, at flere og flere vælger at være åbne også overfor denne form for invaliderende sygdom, og også, selv om den angriber os på vort ømmeste punkt: vor opfattelse af at være selvberoende.

Jamen, skal vi virkelig grine af den demente? Ja, måske, for den, der står ved siden af og ser på personlighedsnedbrydningen, skal jo også leve. Og de mange mærkelige ting, der siges, de mange absurde ting, der foretages, kan ses fra den tragiske side, javist, men jo altså også fra den komiske side. For ikke blot er det mærkeligt, ikke blot er det absurd, det er også af og til direkte morsomt. Og hvorfor så ikke le af det?

Men jeg tænkte nu mere på, at vi skal lære at le af os selv, af vor egen selvhøjtidelige forestilling om at være selvberoende, om at være vort eget livs pilot, om at det er os og vor personlighed, der betyder noget. Det kan jo alt sammen være rigtigt nok og være godt nok. Men alligevel kan man godt se noget selvhøjtideligt latterligt over det, og altså også over angsten for at miste personligheden.

-Jamen, hvor er Gud henne i alt dette? Du kan da ikke nægte, præst, at dette at sidde som pårørende og se på, hvordan et menneske, man har elsket og holdt af, visner bort, hvordan den personlighed, man bandt sig til, skrumper ind, det er ikke blot sindsoprivende, det er også trosoprivende, det fratager mig al tanke om Gud, hvis jeg har haft nogen, for i den proces er da Gud borte, forsvundet op i den blå luft. Var han der, ville han umuligt kunne tillade noget sådant at finde sted.

Ja, alt det er sandt. Og på det punkt kan jeg ikke forsvare Gud, måske snarere deltage i anklagen mod ham. Men lad alligevel være med at kaste ham bort! Vær alligevel midt i al fortvivlelsen opmærksom på, at han måske har bud til dig! For jeg har ofte hørt folk fortælle, at der midt i alt det vrøvl, de hørte fra den demente, pludselig kunne vise sig ét eller to træk, der afslørede den bundethed, den pågældende havde levet i. Og det var måske meningen: at du skulle høre det udtryk for den kærlighed, den anden følte sig bundet af; at du skulle fornemme, hvordan der midt i alle de hjernevindinger, der var smuldret bort, pludselig kunne komme liv i den hjernevinding, der bandt det hele sammen: kærligheden, fortroligheden, samhørigheden, følelsen af bundethed.

Og hvis du fornemmer, at du i et sådant uforudséeligt udtryk har fået kraft til at udholde mange dags vrøvl, ja, hvis du fornemmer, at det måske var meningen med de mange dages absurde hændelser, at du skulle have lov til at lytte til dette glimt, denne afsløring af, hvad der har båret den anden inderst inde livet igennem, så vil det være godt, om du ikke har kastet Gud overbord. For ham er det jo, der giver skjult mening til det hele.

Men som man vel kan forstå, jeg er næsten lige så forvirret nu, som da jeg begyndte. Jeg kan godt se, at én, der står foran den deadline, som fx Huntingtons chorea sætter, måske kunne få flere år at leve i, hvis der var mulighed for en aftale om aktiv dødshjælp. Men jeg kan også se, at selv en tilværelse af langsomt fremadskridende demens, hvor personligheden opløses, dog kan give værdifulde oplevelser fra sig, og at man ville fraskrive sig sådanne oplevelser på forhånd, hvis man her slog den demente ihjel efter kortere eller længere tids demens.

Nej, livet er ikke så let endda. Og døden heller ikke.

Dette indlæg blev udgivet i Etik. Bogmærk permalinket.

3 svar til Aktiv dødshjælp — ja eller nej?

  1. Min datter sagde forleden: “Vi aner jo ikke, hvordan vi vil reagere, før vi står i situationen”

    Det har hun så sandelig ret i, det ER umuligt for at mig at vide, om jeg vil leve som en “grønsag” eller vil dø.

    Jeg håber da, jeg vil leve, men på den anden side: Er alle odds imod mig, og jeg har kun elendighed tilbage, så ved jeg det ikke.

    Jo- vi bliver nok alle forvirrede af at tænke på det.

    KH
    Elsebeth Bjoergit

  2. Gudmund siger:

    Tak for dit tankevækkende indlæg og implicitte respons på mit, Ricardt. Nu fylder du jo selv meget i dine indlæg (blogs), så tillad mig at fylde lidt rigeligt i kommentaren her, hvor jeg gerne vil fortælle fra forfatteren Linn Ullmanns (ja, hun er skuespilleren Liv Ullmanns datter) roman “Nåde”, om Johan Sletten, som lever i et lykkeligt ægteskab med Mai. Hun er hans kone nummer to. Sytten år yngre. De har været gift 23 år. Nu er Johan blevet halvfjerds og det forfærdelige er sket, at han er blevet ramt af en alvorlig og efter al sandsynlighed, dødelig cancer. Helt åbenlyst i det ydre i form af en byld i ansigtet. En grim og værkende og til tider væskende byld. Men Mai tager sig af ham. Mai – hans livs barmhjertige samaritaner. Eller som Johan siger det, og så ofte har tænkt det om Mai: ”Du er min nåde. Jeg er benådet, fordi du vil have mig.” (s. 21)
    Men Johan er bange for at den fremadskridende sygdom skal få ham til at miste den sidste rest af kontrol og værdighed. På et tidspunkt siger han til Mai: ”Jeg vil selv vælge hvornår det er slut…. jeg beder dig om at du vil hjælpe mig når jeg siger at jeg vil dø.” Mai hører, hvad han siger. Viger tilbage for det. Græder.
    En nat noget tid derefter tager Mai selv fat på emnet og siger, at hun skal være helt sikker på, hvad det er, han beder hende om – hvis og når tiden er inde. Men denne nat er det anderledes for Johan og han hvisker til Mai: ”Jeg vil hellere have at du siger til mig, at du vil være hos mig, når det bliver svært. At du vil holde min hånd…”
    Det skifter hele tiden for ham. Han ved ikke, hvad han vil. For han ved ikke, hvad der venter ham. ”Nåde, tænkte Johan og atter så han Mais ansigt for sig. Johan hviskede: Jeg har ikke tro. Jeg har ikke håb. Men jeg har kærlighed.” (s. 107) Men hvor længe og hvor meget kan kærligheden holde til? Hvor længe kan en hustru, en ven, en nært pårørende holde til at bøje sig ned over en halvdød og døende med ømhed og nåde?
    Det nådesløse melder sig når den anden viger tilbage. Går forbi uden virkelig at se.
    Når foragt og ikke nåde melder sin ankomst. Eller som Johan Sletten oplever det, da han og Mai endnu engang i en på alle måde pinagtig stund talte om at hun skulle hjælpe ham når det blev uudholdeligt – og han da så lettelse i hendes ansigt!
    ”…nu ventede hun” tænker han, ”på at det skulle blive uudholdeligt. Men hvornår? Han var ikke klar.” – Nej, fordi for Johan er det hele, nu hvor kræfterne er blevet meget små, blevet så uendeligt enkelt: ”Det lysner om morgenen og mørkner om aftenen” – og det er nok for ham. Det er nok for ham at være i dét endnu en dag. Endnu en time.

  3. Ricardt Riis siger:

    Tak, Gudmund, tak!

    De bedste hilsner
    Ricardt

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.