Trahimur — teologiens genkomst?

 

Teologi er ikke et helt dødt fag, den stikker sit hoved frem så her, så dèr. Nu sidst lod den høre fra sig i et interview, som Jes Stein Pedersen havde med Søren Mørch i Deadline, 2. sektion, i søndags. Søren Mørch er historiker og har færdiggjort første bind af et stort værk om, hvad vi kan lære af historien, mens bind 2 med samme sigte er lige på trapperne.

Det første, man lagde mærke til, var, at Søren Mørch uden blusel tog et Augustin-ord som sin ledetråd: trahimur, vi drages. Augustin mener godt nok, at vi drages af Gud, Mørch, at vi drages af historiens skjulte kræfter, men den psykologiske oplevelse må vist være den samme, oplevelsen af, at der er visse rammeforudsætninger for vort liv og vore tanker, som vi ikke er herrer over; de ændrer sig over tid, og det er mennesker, der ændrer dem, men vi ændrer dem uden selv at være klar over, at det er det, vi gør.

Det næste bemærkelsesværdige var, at Mørch gav udtryk for, at det netop er gennem historien, at vi mennesker finder ud af, hvem vi er. Mørch sagde det ikke, men Grundtvig har sagt nøjagtig det samme, ja, det er et centralt punkt i Grundtvigs teologi. Naturligvis har Grundtvig ikke patent på denne opfattelse, man kan som Grundtvig-fan kun glæde sig over, at opfattelsen nu tilsyneladende er så udbredt, at den tages som en selvfølge uden nogen forbindelse med Grundtvigs navn. Alligevel kan jeg ikke dy mig for at nævne et Grundtvig-citat fra Danskeren: ”Jeg maa nemlig bede saavel Læseren som Læ­serinden lægge vel Mærke til, at det er ingen­lunde, som man sædvanlig snakker, blot Vor­herre Christus og hans Tjenere, der forlanger Tro af os, thi den forlanger alle de vise eller uvise Mestere, som vil oplyse os om alle mue­lige Ting, ligesaa fuldt, skiøndt de gierne, saa vidt som mueligt, tager dem iagt for at bruge det Ord”. (Grundtvig i Danskeren 1851, side 535).

Dette citat lader ane, at Mørchs opfattelse, ja, måske selve dette at beskæftige sig med historien, bygger på en form for tro. Jeg vil her lade anelse være anelse og blot hæfte mig ved, at der altså går en ret kraftig linie fra Søren Mørch tilbage til gode gamle Grundtvig. Der jo som bekendt var kristen teolog.

Som luthersk teolog er det naturligvis også glædeligt, at Mørch nævner Luther som én af dem, der har været med til at præge vor civilisation (eller civilisationen, som Mørch foretrak at sige). Og han blev oven i købet nævnt som én, der har udtrykt en teologisk holdning, den nemlig, at man indenfor kristendommen må skelne mellem religion og politik: religion drejer sig om ”hvordan man får en nådig Gud”, politik om, hvordan man med fornuftens hjælp kan gøre jordelivet lidt bedre.

Men mest bemærkelsesværdigt var det nok alligevel, at Mørch med sin historieopfattelse stiller sig i forlængelse af en lang teologisk tradition. Når Augustin siger ”trahimur”, er det som en modsætning til dem, der rask væk siger ”fri vilje”. Og selv i vore dage må dette ”trahimur” vække anstød. Er vi ikke selvberoende mennesker? Har vi ikke herredømme over vort samfund? Kan vi ikke vende og dreje det, som vi vil? Jo, svarer Mørch, men det, vi vil, er bestemt af bagvedliggende, skjulte kræfter, som vi ikke kan komme til at pille ved.

Og når Luther og Erasmus strides om menneskets frie vilje – har vi en sådan, eller har vi ikke? – så stiller Mørch sig med sine udtalelser faktisk på Luthers side, dog uden at han finder anledning til at nævne det. Luther taler om, at vi har en trælbunden vilje (et udtryk, han har fra Augustin) og bruger mange paradokse udsagn til at ‘klargøre’, hvad der vel kan menes med det. Mørch taler om, at vi har frihed til at vælge det nødvendige, hvilket jo også er et paradokst udsagn, som skal være et resultat af hans historieforskning, og altså fortælle os, hvem vi er. Vore rammeforudsætninger befinder vi os i, og vi kan ikke ændre den retning, de vil tage i fremtiden, men alligevel ‘vælger’ vi dem, godkender dem, glæder os over dem. Luther kunne ikke have sagt det mere paradokst.

Og når jeg til sidst vil komme med en indvending imod ham, så må jeg begynde med at sige, at der er tale om en teologisk indvending.

Mørch nævnte, at muslimerne, når de vil ind i vor civilisation (det vil altså i Mørchs sprogbrug sige: ind i civilisationen), uvilkårligt, det vil sige, uden at tænke over det, ændrer forudsætning for deres væren-muslim. Før de blev konfronteret med os, var det at være muslim noget, man var født til, nu er det noget, man vælger: Vil du være muslim? Vær dog en ordentlig muslim! osv. Muslimerne har ikke valgt at ændre deres forudsætninger på den måde, og dog har de jo netop selv ændret sig, og ændret sig frivilligt.

Det tror jeg ikke, Mørch har ret i, ligesom han ikke har ret i, at muslimer føler det som en form for nederlag, at de er nødt til at bruge vestlig teknik for at overvinde Vesten (det var en anden påstand, han kom med). Her tror jeg, han tager fejl. Og han tager fejl, blandt andet fordi han har anvendt en fejlagtig sprogbrug: der er tale om forskellige civilisationer, det er forkert at tale om den vestlige civilisation som civilisationen. Muslimerne har faktisk gennemtænkt forholdet til de tekniske fremskridt, ligesom de jo hele deres historie igennem har haft både jøder og kristne levende iblandt sig til at minde dem om, at dette at være muslim ikke er nogen selvfølge.

Lad mig slutte med at sige det på den måde, at Mørch tager en teologisk problemstilling op, blot gør han det ikke som teolog, dvs. han gør det ikke ud fra en forestilling om, at her kræves der tro, her kan andre med en modsat opfattelse måske have lige så meget ret, som jeg har. Det er den fordel, en teologisk stillingtagen har fremfor en filosofisk: teologen véd, at hans grundtese er en trostese, filosoffen tror, at han har ret under alle omstændigheder.

Dette indlæg blev udgivet i Historie. Bogmærk permalinket.

2 svar til Trahimur — teologiens genkomst?

  1. Morten - - - siger:

    Jeg synes for min del, at det bemærkelsesværdige var, at Mørch gled af, da Jes Stein Pedersen uundgåeligt kom ind på det islamiske spørgsmål. Han vovede ikke at forholde sig til det, og serverede os derfor en hel vognladning af de sædvanlige flovsere om “respekt”, som forudsætning for “integration” o. s. v.

    Det var derfor, hele det afsnit virkede så totalt isoleret fra resten af samtalen. Smilet var væk hos Mørch, Stein Pedersen var anspændt, jeg var anspændt foran skærmen.

    Og så var det forbi. Vi havde været i det lille rum, hvor også Søren Mørch er fuld af løgn, og i lommen på dem, han er socialt afhængig af. Smilet kom tilbage, solen brød frem bag en sky, og udsendelsen sluttede harmonisk.

    Men det er næppe værd at hæfte sig ved, hvad Søren Mørch sagde i de få, anstrengte minutter. Det er snarere værd at hæfte sig ved alt det, han ikke turde sige, efterforske, og mene.

    Det var værd at hæfte sig ved, at den smilende mand har et problem. At hans smil er afhængigt af, at der er ting, vi ikke taler om. Det ved vi om det nu.

    – – –

  2. Ricardt Riis siger:

    @ Morten!
    Ja, det har du såmænd ret i. Men jeg havde ikke rigtig plads til at gå i lag med ham på det område. Og ærlig talt, når manden stadig hænger fast i den undskyldning med, at Fogh skulle have taget et møde med de muslimske ambassadører, så ville det vist også have været forgæves.
    Ricardt Riis.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.