Kønslivets genvordigheder

 

Da vi dengang i firserne opdagede, at vi havde fået muslimer ind i landet i større tal, troede vi, at de var ligesom vi på alle måder. Nå ja, de havde vel deres små særheder, ligesom de folkeslag, der omgiver os, har deres særheder: finnerne har let til kniven, svenskerne kan være noget så højtidelige, tyskerne er så arbejdsomme, at der ikke findes det økonomiske system, der kan hindre dem i at arbejde, osv. Men hvad, den slags småforskelle skulle vi vel nok kunne leve med.

Som tiden er gået, har vi fundet ud af, at er endog meget store kulturforskelle mellem os og dem. Ikke mindst på ægteskabsområdet, eller altså på kønslivets område, viser der sig enorme forskelle. Sandt nok, de rent biologiske funktioner er de samme, det gælder for både muslimer og danskere, at det er kvinderne, der føder børnene, men så hører lighederne også op. For oven på biologien har vor kultur jo placeret en række ”selvfølgeligheder”, dvs indtil muslimerne kom, troede vi, der var tale om selvfølgeligheder. Men når vi nu ser, at den muslimske kultur oven på den samme biologi har placeret en række helt anderledes ”selvfølgeligheder”, så er det, vi må til at undre os, måske endda undre os så meget, at vi tager vore ”selvfølgeligheder” op til overvejelse.

Bare tag den overskrift, jeg har forsynet dette blog-indlæg med! Har kønslivet da genvordigheder knyttet til sig? Ja, det vil vi i den vestlige kultur nok synes. For hos os er ungdommen den store usikkerhedsperiode, den periode, hvor vi gennemlever den ene forelskelse efter den anden, uden dog at kunne beslutte os til, om vi vil binde os eller ej. I vore dage er der nok tale om en forelskelse ‘med det hele’, for vi har fået svangerskabsforebyggende midler, og så gør det jo ikke så meget, om de unge har seksuelt samkvem. Så en vis løssluppenhed i forhold til tidligere er nok opstået, ja, man kan såmænd af og til undre sig over, at så mange faktisk holder sammen, gifter sig og får børn sammen. Der er altså åbenbart andre følelser knyttet sammen med dette med forelskelsen end blot at få tilfredsstillet sin kønsdrift. Der opstår også bindinger, som varer og kan danne grundlag, af og til endda for livsvarige forbindelser.

Men forelskelse, det er da noget, alle må kende til.

Ja, det troede vi. Men så kom muslimerne. Og så hørte vi om arrangerede ægteskaber, og vi hørte om det på en måde, så det var ret svært at skelne det fra tvangsægteskaber. Så blev vi klar over, hvad vi ikke havde anet før, at dette er den normale form for ægteskab i de fleste muslimske lande: forældrene eller familien i større sammenhæng finder ud af, hvem der passende kan danne par, og så bliver der lavet en aftale mellem familierne, sommetider næsten uden at de berørte er blevet spurgt, og i de fleste tilfælde uden at de har haft mulighed for at omgås hinanden på det, vi i vesten vil kalde en naturlig måde.

For omgås hinanden på naturlig måde, det er noget, der er højst unaturligt for muslimerne. For dem er det naturligt, eller i hvert fald selvfølgeligt, at de to køn ikke skal have mulighed for at omgås hinanden frit, hverken før eller efter ægteskabsindgåelsen. For man er overbevist om, at manden ikke kan styre sin kønsdrift, og at en slækkelse af de ret strikse bestemmelser vil medføre utugt i lange baner.

Strikse bestemmelser er der jo. Muslimerne søger i høj grad at disciplinere deres unge. Det vil sige: det er kun pigerne, de disciplinerer, drengene slippes løs og må næsten gøre, hvad de vil. Men pigerne, dem skal der passes på. For mens ingen stiller krav om, at brudgommen ikke må have været i seng med andre, så stilles der strenge krav om, at bruden skal være jomfru. Nogle familier går endda så vidt, har vi hørt for nylig, som til at kræve lægeerklæringer om, at den pige, deres søn skal giftes med, har sin mødomshinde intakt, noget, det efter sigende (jeg er ikke ekspert) kan være svært selv for læger at udtale sig om med sikkerhed.

Det er jo forresten også derfor, at så mange muslimske kvinder føler det naturligt at gå med tørklæde. De forklarer selv, at de derved signalerer, at de ikke vil være kønsobjekt. Og hvis man ser en modsætning til de danske piger, så er det ikke helt forkert. For de danske piger, mener muslimerne, gør sig til, prøver at klæde sig attraktivt, udstiller deres ynder, så ingen skal være i tvivl om, at her kommer en kvinde. Det er ikke den rette holdning at indtage som kvinde. Man må passe på ikke at vække mændenes kønsdrift, og det ville man netop gøre, hvis man optrådte på den måde, de danske piger optræder på. Det er jo også derfor, at danske piger i almindelighed af muslimske drenge og unge mænd bliver kaldt ‘ludere’, og bliver opfattet som kønsobjekter til fri afbenyttelse. Det er vel ved at ændre sig, men den opfattelse har været ret udbredt i muslimske kredse.

Skal vi nu forstå ‘de andre’, så er nok tørklædet et godt sted at begynde. For dette viser i høj grad de muslimske pigers fromhed. Når de selv insisterer på at ville gå med tørklæde, skyldes det, at det er en from handling. Og de muslimske piger vil gerne være fromme. De vil gerne rette sig efter det, man retter sig efter, når man er en from muslim, dvs efter sharia. Og sharia kræver, at en kvinde dækker sit hår med et tørklæde.

Og ser man nu videre på verden med de muslimske pigers øjne, så kan man jo sådan set godt forstå, at de ser på deres danske medsøstre med en vis forargelse, og tilsvarende ser på sig selv, som nogen, der dog i hvert fald ikke er sunket så dybt som de danske piger. Og det må man jo indrømme, forelskelse og ægteskab er noget, de ikke har nødig at spekulere på, det tager familien sig af. Så de har ikke nødig at fremvise deres ynder, de kan klæde sig efter muslimsk skik, de kan være gode og fromme i både deres egen og i deres omgivelsers opfattelse.

Blot må man jo håbe, at de ikke går hen og bliver forelskede. Dette, at mennesker kan blive forelskede, dette at kønslivet kan have sine genvordigheder, det har den muslimske kultur ikke taget højde for. Og det er også vanskeligt, ikke blot her i landet, hvor vi jo ikke har nogen tradition for at kønsopdele vore aktiviteter, også i de muslimske storbyer, hvor der ikke, som i landsbyerne, kan holdes øje med alle og enhver.

Men forelskede kan de altså blive, både de muslimske drenge og de muslimske piger. Og så er Fanden løs. For de var måske af deres forældre lovet bort til en anden end den, de tilfældigvis blev forelsket i. Ja, det var måske en dansker, de faldt for, og hvad så?

Sådan udfordres den muslimske kultur ved at blive omplantet til dansk jord. Og man skal ikke tro, at det er let at besvare den udfordring på ret måde, hverken for de unge eller for deres forældre.

Men det er heller ikke uden problemer for os i værtslandet at optage disse anderledes muslimer med deres anderledes kultur. Vi kan stille os aldrig så forstående an overfor deres anderledes kultur, vi kan prøve at trænge ind i den uden straks at fordømme den – og her vil jeg altså mene, at ordet ‘fromhed’ er et godt ord at begynde med – men få de to kulturer til at arbejde sammen eller blot til at kunne leve sammen, det er altså meget vanskeligt.

Vi bygger vore ægteskaber på forelskelsen, og vi er derfor nødt til at lade de unge omgås frit ud og ind mellem hinanden, med blandede klasser i skolen, med møde mellem kønnene på vore arbejdspladser og vore uddannelsesinstitutioner. Muslimerne bygger deres ægteskaber på familieaftaler og vil derfor søge at afgrænse kønsdriften mest muligt, dvs søge at forhindre, at forelskelse i det hele taget opstår.

Vi har i lang tid regnet med, at muslimerne blot var underudviklede, de ville, når blot tiden gik – og vi troede, vi kunne nøjes med årtier – nå op på vort udviklingsstade, blive lige så frigjorte som vi i deres betragtning af kønslivet. Noget tyder på, at det ikke vil ske, ja, at hele denne betragtningsmåde er forkert. Der er ikke tale om en underudvikling, som af sig selv vil udvikle sig op til vort stade. Der er tale om to forskellige kulturer. Og sin kultur opgiver man ikke sådan lige én-to-tre.

For det er tørklædet jo også: det er en identitetsmarkør. Man går med det for at vise sig selv og sine opgivelser, hvem man er.

Derfor kan vi lige så godt med det samme gøre os klart, at der er tale om to ligeværdige kulturer. Og ligesom vi må forvente, at muslimerne lærer noget af os, også på det ægteskabelige område, sådan må vi også forvente, at vi lærer noget af dem.

Vi kunne fx begynde med at tage kønslivet mere alvorligt. Dette at gå i seng med hinanden er noget, der har bindende kræfter i sig. Det bør derfor være en følge af en forelskelse, dyb eller mindre dyb, som man nu har temperament til, og ikke en følge af, at man er godt beruset til en firmafest, eller ungdomsfest.

Men Milde Moses! Selve tanken om, at vi skulle kunne lære noget af muslimerne, virker på mange helt absurd. Og jeg skal heller ikke anbefale, at vi bekæmper forelskelsen på den muslimske måde. Men jeg synes altså heller ikke, der er megen alvor i at bekæmpe den med seksuel løssluppenhed.

Dette indlæg blev udgivet i Islam versus kristendom. Bogmærk permalinket.

8 svar til Kønslivets genvordigheder

  1. Karen E. Hansen siger:

    Nej! Selvfølgeligt kan vi i den danske (europæiske), moderne kultur lære en hel del af den muslimske – som jo vil minde os om familieværdier, vi har lagt bag os, og en respekt for seksuallivets menneskelige alvor, vi har trådt under fode.
    Men sammenligningen er skæv. Enten burde vi sammenligne det kristne syn på ægteskabet med det muslimske (se f.eks.Massoud Fouroozandeh:”Islam og kristendom”), eller sammenligne den moderne, individuelle og debatterende kultur med den patrikalske, klan- og familliekultur med styring og kontrol (især af kvinder), ordrer og lydighed uden spørgsmål o.s.v. (Se f.eks Ayaan Hirsi Ali: “Jeg anklager”)
    Når du så smukt skriver “to ligeværdige kulturer”, så er det i forhold til den ærlighed, du plejer at udvise, en alt for nem omgåelse af hele problematikken omkring den uigennemtænkte idé om multikulturalisme. Hvad med menneskerettighederne? Er der ligeværdighed mellem kulturer, der giver alle borgere samme status, personligt, retsmæssigt o.s.v., og kulturer med apartheid-forhold, hvad enten dem i bunden er de sorte, de kasteløse eller kvinderne?
    En afgørende forskel er for mig at se, om en kultur lader sig kritisere, og har selvkritik – eller om den møder al kritik med fornærmelse, forbud, straf eller had.
    Den muslimske tilstedeværelse kan for den moderne kultur betyde en besindelse på tro og etik; det giver den selv mulighed for – og jeg mener det er ved at ske.
    At leve i moderne samfund kan for immigranter med patriarkalsk/muslimsk identitet betyde selvkritiske spørgsmål … men ofte ser det desværre ud til at betyde en voldsom og krænkelses-opmærksom insisteren på det medbragte og på at “vor kultur er ligeværdig”…Som modtager-kulturen er frygtsom over for at modsige – og som derfor gør det meget svært for indvandrerkvinder under ære/skam-regimet at få bedre forhold – selv i et moderne samfund. Er det værdigt?
    Bedste hilsner
    Karen

  2. Ricardt Riis siger:

    Kære Karen!
    Tak for dit indlæg! Det giver mig noget at tænke over.

    Og jeg kan da følge dig ret langt i din indvending mod mig, at jeg kalder de to kulturer ligeværdige. Når jeg gjorde det, og når jeg vistnok stadig vil forsvare det (i hvert fald i nogen grad), skyldes det et ønske om at komme ud over en almindelige fordømmelse af alt muslimsk. Det er, som om vor debat danskerne imellem kun har to poler: for eller imod islam. Enten er man hallal-hippie, eller også er man imod alt, hvad der bare smager den mindste smule af islam. Jeg er nok imod islam, men jeg vil ikke ind i en kategorisk fordømmelse. Og i mit indlæg prøver jeg at se sagen fra muslimernes side. Jeg prøver så at sige at forstå deres religion indefra, også på den måde, at jeg prøver at forstå deres had eller foragt eller ringeagt for vor vestlige kultur.

    Det fører så til, at jeg kalder deres kultur en ligeværdig kultur. Er det at gå for langt?

    Ja, jeg indrømmer, at jeg ikke havde tænkt på, at det kunne misforstås, som om jeg deltog i det almindelige heppekor for den såkaldte multikulturalisme. Det gør jeg bestemt ikke. Man kan kun styre et land efter én kultur, og den samfundsopfattelse, vort land skal styres efter, er den demokratisk/vestlige, ikke den muslimske. Så den kultur, muslimerne kan have her i landet, er deres muslimske kultur, fraregnet den del af den, der har med samfundsopbygning at gøre.

    Men jeg vil alligevel sige, at i en anden forstand er vore kulturer ligeværdige, fx i historisk forstand. Det kan i dag ærgre mig, at jeg i min skoletid ikke lærte mere om de muslimske landes historie, om den prægtige muslimske fortid, om deres filosoffer og andre store skikkelser. Og alt det, der indenfor den kulturkreds har fastlåst sig i menneskers sind og menneskers tankeverden, kan man ligeså lidt fjerne med et pennestrøg, som man kan fjerne vor vestlige kultur fra vore tanker og forestillinger.

    Og jeg vil også godt plædere for talen om de ligeværdige kulturer af den grund, at der kan være en vis idé i at gøre muslimerne opmærksom på, at vi anerkender den rige historie, de har, anerkender, at der har været lande med stor kunst og rig filosofi og litteratur (tusind og én nats eventyr er jo fx blevet til i den muslimske kulturkreds). Jeg kunne da godt tænke mig, at vore muslimske unge i gymnasiet ikke blot, som jeg, blev undervist i en såkaldt verdenshistorie, der fuldstændig udelod alt ikke-europæisk, men fik god og rimelig oplysning om den del af verden, de stammer fra. Det sker formentlig allerede, og godt det samme. Det er udmærket, hvis vore unge muslimer kan være stolte af deres historie. Blot må man jo så huske også at lade dem høre den del af den muslimske historie, som man ikke kan være særlig stolt af. Ligesom vi har taget afstand fra inkvisitionen og korstogene, burde jo også muslimerne tage afstand fra deres erobringstogter, deres undertrykkelse, deres slavetogter, noget, jeg dog ikke har erfaret endnu.

    Men det, der især fik mig til at anvende udtrykket ‘ligeværdige kulturer’, var hensynet til os danskere: at vi ikke skulle tro, at integration betød, at muslimerne skulle afgive noget af deres kultur, for så vidt den overhovedet kan indpasses i den danske samfundsforståelse. Og det kan ganske meget af den muslimske levevis. Eller, kan jeg sige, jeg ville vende mig imod den ret udbredte udviklingstanke, hvorefter det kun er et spørgsmål om årtier, før muslimerne har ‘udviklet sig op til vort stade’. Det går på ingen måde automatisk. Der skal argumenter til. Og vi skal vove at stå fast på det, der er vort. Og, hvad mere er, vi skal anstrenge os for at formulere det, der er vort, nu ikke så meget i modsætning til ateismen, men mere i modsætning til islam.

    Og så kan man selvfølgelig spørge: Kan det lade sig gøre? Altså, at fastholde vort og samtidig give plads til muslimerne? Min mening er bestemt ikke, at vi skal bøje os for alle de krav, muslimerne kan finde på at stille. Og min mening er da slet ikke, at vi skal ‘respektere’ disse krav i den forstand, at vi skal undlade at kritisere dem, eller undlade at drille muslimerne med dem, hvis vi synes, de er for tåbelige. Slet ikke. Min mening er blot, at vi, blandt andet ud fra de frihedsidealer, vi har levet på hidtil, må kunne finde plads til muslimerne, så de bliver en del af dette samfund og føler sig godt tilpas her i landet. Eller min mening er, at vi skal sige: ”Der er tale om to forskellige kulturer, og der kan, hvad demokrati og frihedsrettigheder ingen tilpasning finde sted; vi har vores kultur, de har deres, og vi skal ikke opgive en tøddel af vores kultur, hvad samfundsindretning angår. For den kultur, vort land styres efter, er vores kultur”. Det sidste skal vi stå fast på.

    Det betyder blandt andet, at vi vil og skal bekæmpe alle forsøg på at gøre dele af landet til muslimsk område. Og det betyder, at vi ikke på nogen måde skal acceptere, at imamers domsvirksomhed får nogen retsvirkning. I England forsøger muslimerne, så vidt jeg véd, at lægge en del af ægteskabslovgivningen og arvelovgivningen over til muslimske domstole, ikke på den måde, de tilsvarende jødiske domstole gør det, nemlig så det er frivilligt for den enkelte jøde at bruge domstolen og frivilligt, om han vil rette sig efter dommen, men så den muslimske dom skal have umiddelbar retsvirkning. Noget sådan kan vi aldrig gå med til. Alle er lige for loven. Vil muslimerne lave deres egne domstole, kommer det til at svare til arbejdsretten, hvor sanktionerne holdes indenfor foreningslovgivningen, altså i sidste ende ‘kun’ er udsmidning af forening.

    Jeg har ingen idé om, hvordan fremtiden bliver, hvordan vore muslimske medborgere vil indpasse sig i samfundet. Jeg glæder mig over de mange, der synes at have det godt her i landet. Også over de mange tørklædebærende muslimske unge kvinder, der synes at have ben i næsen og synes at være godt på vej til at skaffe sig et godt arbejdsliv, og som efter alt at dømme bærer tørklæde for at markére sig som muslimer.

    De kvinder tror jeg vil være med til at forandre den herværende muslimske kultur. Og bevares, jeg håber da for de muslimske kvinder selv, at denne forandring vil gå i retning af mere ligeværdighed mellem kønnene. Men i den forstand er kulturerne ligeværdige, at det ikke er vores ‘fremmede’ kultur, der kommer til at bestemme det, det er muslimerne selv, eller det er ikke muslimerne, der skal udvikle sig op til vores stade, men det er muslimerne, der selv skal finde deres egne ben i den nye situation, de befinder sig i her i landet.

    Kvinderne i islam har jo ikke altid været undertrykte. Jeg husker stadig Henny Harald Hansens bog om Islams døtre, hvor hun som den første kvindelige etnograf kom til Irak i 1920erne. Alle de mænd, der havde været der, beskrev samfundet som ekstremt kvindeundertrykkende. Men hun fandt ud af, at det var forkert. Samfundet var ekstremt kønsadskilt. Og det gav faktisk kvinderne en række fordele, som de mandlige etnografer blot aldrig havde opdaget, fordi de ikke havde adgang til den kvindeverden, der altså var helt adskilt fra mandsverdenen.

    Men hvis ikke jeg på den måde skal kalde de to kulturer ligeværdige, hvad skal jeg så kalde dem? Forskellige, men uforenelige? Traditionsrige, men fremmede for hinanden? Jeg har ikke noget let svar. Men tak, fordi du gjorde mig opmærksom på det misforståelige ved min første betegnelse!

    Venlig hilsen
    Ricardt Riis.

  3. Karen E. Hansen siger:

    Kære Richard!

    Tak for et omhyggeligt svar!
    Jeg forstår så udmærket dine intentioner med udtrykket, og alle fornemmer vi nok også behovet for respekt og kulturel anerkendelse hos vore muslimske indvandrere. (Det er for øvrigt også en eftertanke værd, at det i den grad er dem, der kræver mere anerkendelse og ikke f.eks. indvandrere fra ikke-muslimske sammenhænge, også selv om disse er fra Mellemøsten) Det må da også være muligt at føle sig anerkendt uden at kræve at samfundet giver køb på, hvad vi finder afgørende.
    Men det var samspillet mellem mand og kvinde, der var temaet i dit blogindlæg. Og der vil jeg nok være mere skeptisk over for den harems-idyllisering, du refererer til. (Undskyld, jeg har ikke læst nævnte bog!). Den ekstreme kønsadskillelses fordele vil jeg gætte på er sammenhold mellem kvinder, og en høj grad af ansvarsfrihed (økonomisk, beslutningsmæssigt o.s.v.) Kvinders identitet bliver så alene den seksuelle – herunder det at være mødre. Den kan som bekendt prises i høje toner, så skal der skal vogtes over den – og til gengæld skal hun så holde sig fra mandens verden, den der styrer politik og økonomi, og ikke mindst religionens betydningsfulde område. Hendes hjemme-fromhed ufortalt…
    Her i Vesten kan vi jo se, hvor galt det kan gå, hvis kvinder bliver lukket ud i mandens verden, ikke?
    Det er her, jeg mener, at evangeliets (evt. de første menigheder ifgl. tekstkritikken) fortælling om Jesus og kvinden grebet i hor er så revolutionerende. For hvis synden ikke bare kan lokaliseres til den uansvarlige kvinde og hendes fatale krop; men også sidder i mandens øje og tanker – hvor er vi så?
    I den kønsopdelte verden har den “dydige” mand muligheden for kone nr. to, tre eller fire + efter Koranen mulighed for at bruge slavinder. Desuden har han let til skilsmisse og altid ret til børnene. Det passer til en krigssituation, og er da helt på mændenes præmisser. Forstået sådan, at ansvaret for ham stort set er økonomisk – mens troskaben er kvindens sag. I et ægteskab, hun ofte er tvunget ind i mere eller mindre direkte.
    Den “dydige” kvinde skal, som du skriver, helst ikke forelske sig, og skal systemet fungere, må hun vel helst heller ikke have uddannelse, og ikke vide for meget om verden eller egne rettigheder…
    Det er uden tvivl for fromhedens og dydens skyld, at Taleban hader pigeskoler – men kvinderne ønsker dem.
    Det kristne ægteskab, hvor der tales om at blive eet kød, og hvor samspillet voves på lige fod – ja, hvor der tør tales om monogami fra begge parters side – det er virkeligt revolutionerende. Det har ikke altid haft lette kår historisk – og der er heller ikke meget at prale af nu i nutidens Danmark (men det eksisterer); og det er trods alt værd at tale for til enhver tid.
    Og jeg vil over for enhver kultur holde på, at et samspil mellem kønnene, der forudsætter kvinders isolation, uvidenhed og uansvarlighed (lydighed!), ikke er værdigt.
    Den med at tage tørklæde på, og så er det i orden at få en uddannelse, den vil blive en interessant udfordring for adskillelsessystemet.
    Der er mange måder at tackle den på. Jeg så forleden dag her i byen en pige med tørklæde – og dertil et par jeans, som var betydeligt mere snævre end min moral nogensinde ville have tilladt!
    Men jeg tror på at ansvarligheds-kultur er bedre end kontrol-kultur, altid, og ikke mindst for kvinder. Det vil jeg ikke tie med – heller ikke i multikulturalismens og den omtalte anerkendelses navn.
    Tak for din gode blog, som jeg læser med stor interesse.
    Karen

  4. Uzay Kertenkelesi siger:

    Islamisk lov tillader ikke kønslige forbindelser udenfor ægteskabet, heller ikke for DRENGE/MÆND.

    At nogle muslimer “slipper drengene løs” er dermed i strid med islamiske regler. Netop du som præst burde være i stand til at skelne regler fra handling; at nogen gør noget forkert, betyder bestemt ikke, at dette er “tilladt”.

  5. Ricardt Riis siger:

    @ Uzay Kertenkelesi!
    Det er meget interessant, hvad du skriver.

    Jeg havde skrevet: ”Muslimerne søger i høj grad at disciplinere deres unge. Det vil sige: det er kun pigerne, de disciplinerer, drengene slippes løs og må næsten gøre, hvad de vil. Men pigerne, dem skal der passes på. For mens ingen stiller krav om, at brudgommen ikke må have været i seng med andre, så stilles der strenge krav om, at bruden skal være jomfru.”

    Men hvis kønslige forbindelser udenfor ægteskabet er forbudt også for mænd, så er det altså forkert af forældrene kun at holde pigerne hjemme, de burde i lige så høj grad holde drengene hjemme. Og det er også forkert kun at stille krav om jomfruelighed til bruden, man må også som god muslim stille krav om, at brudgommen aldrig har været i seng med nogen.

    For nogen tid siden opstod der ballade på Århus havn, fordi nogle muslimske unge blev forment adgang til et diskotek. Dørmændene ville sørge for, at der var en passende balance mellem kønnene, og det førte altså til, at disse unge ikke kunne komme ind. Bertel Haarder udtalte ved den lejlighed sin undren over, at muslimske drenge fik lov at besøge diskoteker og andre steder, som muslimske forældre ikke drømte om at give deres piger lov til at frekventere.

    Betyder nu det, du siger, at ligesom muslimske piger ikke skal udsættes for fristelser, sådan skal muslimske drenge det heller ikke? At vi altså ikke mere skal opleve situationer som den på Århus havn, fordi hverken muslimske drenge eller piger får lov til at tage sådanne steder hen?

    Min udtalelse om, at de muslimske forældre ”slipper drengene løs” bygger på erfaringer, ikke på, hvad der er tilladt eller ikke-tilladt ifølge islamisk lov.

    Ricardt Riis.

  6. Uzay Kertenkelesi siger:

    Der er slet ingen tvivl om det: islam tillader ikke kønsligt samvær udenfor ægteskabet for BEGGE KØN.
    Hvis en ung mand, som dem du beskriver, indleder et forhold til en anden kvinde uden at være gidt med hende, begår de begge en synd og kan ifølge islamisk lov straffes derfor.

    At forældre ser gennem fingrene med deres sønners forhold til andre kvinder, mens de passer på deres døtres dyd, afspejler en hyklerisk indstilling til islam og er IKKE i overensstemmelse med islamiske regler.

    Derudover er der INTET krav indenfor islamisk lov om, at kvinde eller mand skal være jomfru for at indgå ægteskab; sådan et krav er et personligt krav i en individuel forhandlet ægteskabskontrakt. Både mænd og kvinder kan sagtens gifte sig uden at være jomfru – forudsat at de har mistet deres jomfrudom i et forudgående ægteslab og ikke gennem hor.

    Mht fristelser, så er der indenfor islam også HELT KLARE regler, der IKKE skelner mellem kønnene. Det er forbudt at give efter for fristelser mht til det modsatte køn, sålænge der ikke er indgået ægteskab. Derfor skal både mand og kvinde gå anstændig klædt, sænke blikket og behandle en anden som var de søskende, sålænge de ikke er gift.

    Ærgerligt, at nogle mennesker tror, at denne regel ikke gælder for mænd. Det gør den.

  7. Jørgen Laursen siger:

    @ Uzay

    “Hvis en ung mand, som dem du beskriver, indleder et forhold til en anden kvinde uden at være gidt med hende, begår de begge en synd og kan ifølge islamisk lov straffes derfor.”

    Hvor betryggende.

    🙂

  8. Ricardt Riis siger:

    @ Uzay
    Vi har en gammel vittighed her i Danmark, der siger, at kønsdriften er næsten lige så vanskelig at styre som jernbanedriften.

    Det var noget, der gjaldt, før muslimerne kom hertil.

    Men så vidt jeg kan forstå på dig, gælder det stadig.

    Ak ja, vi må have noget gjort ved den jernbanedrift 🙂

    Ricardt

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.