Al-Jazeeras Danmarksfilm

 

Den arabiske, meget sete, tv-kanal, al-Jazeera, har begået en film om vort lille land. Og som altid, når fremmede omtaler os, er vi meget interesserede. Så snart en stor berømthed er landet i Kastrup, mødes han eller hun efter fem minutters ophold i landet af det obligatoriske spørgsmål: Hvad synes De om Danmark? Og når vedkommende fortæller os om ‘your lovely country’, oh, så labber vi det i os.

Det får vi ikke lejlighed til ud fra denne film. Den omtaler Danmark negativt. Den fortæller om, hvordan vi danskere er blevet mere og mere racistiske. I en foromtale fortæller instruktøren, dansk-palæstinenseren Awad Jouma’a, at han har oplevet Danmark som et racistisk land, og at det er det, han forsøger at videregive gennem sin film, der i den anledning har fået betegnelsen ”Dokumentar” knyttet til sig. Ja, han mener endda, at han gør sit andet fædreland en tjeneste med filmen.

”Jeg er dansker og har lavet denne film for at hjælpe Danmark med at anerkende de problemstillinger, der er med indvandrerfjendtlighed og hetz mod muslimer. Danske politikere må anerkende dette problem og gøre noget for at løse det. Jeg ser mere filmen som en form for selvkritik og et forsøg på at redde Danmark”, siger han til netavisen Akhbar.

Og så er der jo lagt op til, at endnu flere danskere skal føle sig beskæmmede ved at være danskere. Så får vi vel igen en bølge af selvanklager, som ikke retter sig mod personen selv, men mod ”de andre”, mod dem med de forkerte meninger.

Lad mig sige det lige ud: Awad Jouma’a har ikke forstået en pind af, hvad det drejer sig om. Han aner ikke, hvad integration går ud på. Han fatter ikke, hvad folkelig sammenhængskraft er. Han tror – fejlagtigt – at det er noget, man kan formane frem. Han mener, at når han løfter pegefingeren og siger: fy, fy, må ikke!, så vil danskerne blive flove og rette ind.

Intet er mere forkert. Det er slet ikke det, det drejer sig om. Og diagnosen, han stiller: at vi er blevet racistiske, er ikke bare gal i den forstand, at vi ikke er særlig racistiske, den er også gal i den forstand, at det slet ikke er det, det drejer sig om. Det drejer sig derimod om indbyrdes solidaritet. Det drejer sig om, hvorvidt vi gammeldanskere vil være åbne overfor vore nye medborgere. Det drejer sig om, hvorvidt disse nye medborgere over tid kan vokse sammen med os gammeldanskere og gøre det på naturlig måde, så begge parter føler, at den danske folkelighed omfatter også den anden part.

Hvordan en sådan sammenvoksning kan lade sig gøre, og hvordan den kan få et heldigt resultat, så vi under besættelsen i oktober 1943, da tyskernes aktion mod de danske jøder mislykkedes. Nuvel, som jeg tidligere har gjort rede for (se ”Jødeaktionen oktober 1943”), var der mange årsager til, at det lykkedes at få smuglet langt de fleste af de danske jøder over Sundet til Sverige, og mange af dem havde intet med nogen dansk samhørighedsfølelse at gøre. Men en del af begivenhederne – det tror jeg, alle må indrømme – kunne ikke have fundet sted, hvis ikke utrolig mange danskere havde følt tyskernes aktion som et overgreb mod det danske folk, det vil sige, hvis ikke alle disse mange danskere havde følt, at jøderne var en del af det danske folk.

Der er utrolig mange små og store begivenheder, der afslører denne samhørighedsfølelse. Lad mig blot nævne én af dem: En dag i oktober stod Aage Bertelsen, der ved tilfældighedernes spil var blevet én af de ledende i den såkaldte Lyngby-gruppe, og en anden af hjælperne og talte sammen i S-toget om, hvordan de kunne få indsamlet flere penge til hjælpen for jøderne. Det var sikkert et sikkert sted at tale om den slags, men der var alligevel en dame, der havde haft lidt for lange ører, i dette tilfælde dog med positivt resultat. For inden hun stod af toget, gik hun hen til Bertelsen, tømte sin pung for sedler og gav ham dem.

Jeg nævner ikke dette, for at vi danskere skal pudse vores glorie. Vi må jo fx i samme åndedrag være klar over, at vi et par år tidligere havde behandlet kommunisterne lige modsat. Da de skulle interneres efter tyskernes angreb på Sovjetunionen i juni 41, var der ingen folkelig samhørighedsfølelse, der beskyttede dem. De blev indfanget efter tyske lister over kommunister, ja endda efter det danske politis lister, der indeholdt mange flere navne, og anbragt i Horserød-lejren, hvis det ikke forinden var lykkedes dem at gå under jorden.

Og hvis man nu ser bort fra diverse moralsk forargede løftede pegefingre og nøjes med at se sociologisk/videnskabeligt på tingene, så kan man godt forsøgsvis stille det spørgsmål: Hvordan mon det vil gå med landets muslimske borgere, hvis landet skulle gå hen og blive sat på en prøve, der lignede den, vi blev sat på under besættelsen? Vil de så blive behandlet som kommunisterne blev behandlet i 41 eller som jøderne blev behandlet i 43?

Og svaret på denne tænkte og forhåbentlig aldrig indtræffende situation er for mig at se ret tydeligt: De ville blive behandlet som kommunisterne i 41.

For noget af det, der kendetegnede jøderne i Danmark, var, at de på enhver måde søgte at tilpasse sig flertallet. Deres religion beholdt de for sig selv. De gjorde, hvad de kunne for ikke at skille sig ud. De arbejdede hårdt og ønskede ingen særbehandling.

Det modsatte har vore muslimske medborgere gjort: de har på næsten alle måder søgt at skille sig ud fra mængden, og de har næsten fra dag ét krævet særbehandling. Ikke blot har de indbyrdes værnet om deres særpræg, de har også villet have os andre til at se på dem som noget for sig. I så høj grad har de skilt sig ud, at mange af os gammeldanskere næsten er blevet tvunget til at spørge os selv: Jamen, vil de være danskere, vil de tilpasse sig vort samfund, eller vil de have det danske samfund til at være muslimsk? Nå, det sidste vil de nu nok trods alt ikke, men de har i hvert fald mødt det danske samfund med en række krav, som skal være opfyldt, for at de kan pleje deres religion. Badeforhæng ved badning i skolerne, kønsadskilt badning i vore svømmehaller, hallal-mad i alle børneinstitutioner, ret til at bære tørklæde for kvindelige muslimer i alle erhverv, osv.

Intet af det er noget, deres religion kræver. I hvert fald findes der indenfor sharia masser af undtagelsesbestemmelser, som de kunne bruge, hvis de ville. Dette, at muslimske kvinder skal bære tørklæde, er således noget, der så at sige ikke fandtes i fx Egypten for tredive år siden. Det er en skik, der har bredt sig med den muslimske vækkelse, der har fundet sted, både blandt muslimer i de muslimske lande og blandt muslimer i Europa. Men når man bliver klar over det, er det altså noget vanskeligt at se på dette krav som en del af Guds evige og uforanderlige krav til mennesker.

Nu er det jo imidlertid meget få af dem, der deltager i debatten, der er tilbøjelige til at se bort fra alle de moralske overtoner og nøjes med at se sociologisk på sagen. Og da ydermere de fleste sociologer er meget uvante med at se på folks religion som en sociologisk faktor, så vil debatten nok forblive i det moralske spor, også når eller hvis den Danmarks-kritiske film skulle blive vist i dansk tv.

Alligevel vil jeg mene, der er fordele ved at forlægge debatten til sociologien. Derved undgår vi den evindelige tilbøjelighed til at gribe i egen barm, som truer med at blive en sygdom for alle europæere. For med den tænkemåde, jeg her har antydet, bliver jo muslimerne spurgt så tydeligt, at de vel selv må kunne høre det: VIL I være danskere, eller vil I bare bo i Danmark? VIL I være en del af det folkelige fællesskab, som vi prøver at fastholde her i landet, eller vil I fortsat dyrke jeres egne særheder? VIL I yde modstand mod de tendenser iblandt jeres egne folke- eller trosfæller, som søger at gøre muslimer til noget særlig ophøjet og os danskere til ”vantro”, der i virkeligheden kun fortjener foragt?

Og så får vi forresten også mulighed for at se, at den solidaritet, jeg taler om, allerede ER i funktion. Det var en sådan folkelig samhørighedsfølelse, der gjorde det naturligt for udenrigsministeriet sammen med andre landes udenrigstjenester at søge at få danske statsborgere reddet ud af det sydlige Libanon, da Israel angreb i 2007. Men denne handling var netop naturlig, ligesom den folkelige samhørighedsfølelse er naturlig, dvs den var noget, man ikke kunne lade være med at gøre, hvis man stadig skulle føle sig som en ordentlig dansker.

Og endelig er sådanne sociologiske overvejelser frugtbare, fordi den gør det forståeligt, at der må være grænser for, hvor mange fremmede vi kan optage i vort folk. Der skal tid til, hvis integrationen af de fremmede skal kunne gennemføres ordentligt. Her nytter ingen løftede pegefingre, for det er dybtliggende følelser af samhørighed, der skal påvirkes, og de vokser frem i det skjulte, uafhængigt af moral, kun afhængigt af de dagligdags erfaringer, man gør med de fremmede. Og bevares, en del erfaringer af mærkelige krav fra muslimsk side kan vores folkelighed vel nok tåle. Men hvis det bliver ved, hvis det oven i købet vokser til krav om særlig muslimsk lovgivning, særlige muslimske zoner, hvor muslimske og ikke danske regler skal gælde, eller hvis den muslimske chikane mod jøderne, som vi også herhjemme har set spirer til, tager overhånd, osv., så kan man være sikker på, at der ikke, hverken i det skjulte eller i det åbenbare, vil vokse frem nogen følelse af samhørighed med muslimerne.

Og det ganske uanset, hvor mange Danmarks-kritiske film der vil blive vist herhjemme og i udlandet, og uanset, hvor mange pegefingre disse film eller følsomme danskere fra eliten vil løfte.

Dette indlæg blev udgivet i Islam. Bogmærk permalinket.

4 svar til Al-Jazeeras Danmarksfilm

  1. Nu burde regeringen vel være glad for, at Danmark fremstilles negativt i de arabiske medier, for så kommer der vel også færre arabiske asylansøgere?

    Da anden verdenskrig ligesom er lidt langt væk giver det vist ikke mening, at bruge historien om jødernes redning som en fortælling om sammenhængskraft. I øvrigt herskede der reelt set borgersligende tilstande i Danmark under krigen – hvad jeg ikke ser som udtryk for at man var særligt sammenhængende, men det er så en anden historie.

    Findes der racisme i DK? Selvfølgelig gør der det. Sidste år fortalte en meget velintegreret og meget lidet muslimsk kursist med iransk baggrund mig f.eks. en sørgelig historie om den racisme som hendes bror var blevet mødt med. Og jeg tror ikke, at den historie er enestående. Racisme kan aldrig retfærdiggøres, heller ikke mht. en socialgruppe hvor der er en undergruppe som giver problemer. Racismen i USA mod sorte retfærdiggøres jo heller ikke af, at de sorte som socialgruppe har en forhøjet kriminalitet mfl.

    Er Danmark mere racistisk end andre lande? Tja, det er jeg så ikke så sikker på. I et land som Tyskland har man ganske rigtigt en mindre brutal debat end her i landet – men man har til gengæld et stort problem med højreradikal vold.

    Men det ville unægteligt være smukt om vi begyndte at forholde os til de reelle problemer vi står overfor, såsom finanskrise, voksende arbejdsløshed, globaliseringen og klimaet i stedet for hele tiden at diskutere burkaer eller halalkød i skolerne. Ligesom det ikke er betrykkende, at Danmark er i krig under en hærledelse, der i den grad kager rundt som vi har set på det sidste…

  2. Peter Kaltoft siger:

    Når nu snakken er ved racisme, så kunne det være interessant at finde ud af, hvordan man overhovedet skal/kan definere racisme..

    Personligt har jeg meget svært ved at kunne definere Danmark som “et racistiske land”.. Alle er lige her i landet, uagtet etnisk baggrund, stand og så videre (såfremt at man er dansk statsborger), så Danmark som land (eller nation om man vil) er ikke racistisk.. Tværtimod, så er der love der er skabt for at regulere forholdene, så folk netop kan reagere mod racistiske og andre former for hadske udfald mod dem..

    Så er spørgsmålet om danskerne som folk er racistiske? Her vil jeg igen sige nej, da det er danskerne som folk, der står bag et folkestyre som netop har skabt disse love og givet flertal for disse love..
    Ydermere er det heller ikke min oplevelse, at racismen findes i det daglige.. Ingen af anden etnisk baggrund end dansk, oplever at blive jaget ned af gaderne af etniske danskere.. Det er ligeledes utroligt sjældent, at man oplever spontane overfald på folk, af anden etnisk baggrund..

    Jamen, kan man ikke finde danskere der er racistiske? Jo naturligvis, fristes jeg til at sige.. Danmark er hverken bedre eller værre end så mange andre lande på det punkt..

    Som Karen skriver, så har hun hørt beretninger fra folk hun kender, der kan fortælle om racistiske udfald mod dem, noget jeg også selv har oplevet, så der er da racisme i Danmark.. Men det er vigtigt at sætte sig ind i om alle udfald vitterligt er baseret på racisme eller om der er andet der spiller ind..

    F.eks. en palæstinenser der har mistet sin familie til israelske soldater.. At han ikke er glad for israelere, er der ikke noget underligt i, det ville overraske mig hvis han ikke havde et stort problem med israelere.. At han så måske kæder jøder og israelere sammen og lader dem være synonymt med hinanden, er en anden sag, men dog stadig til en hvis grad forståeligt.. Er palæstinenseren racist, når han ikke vil have noget med jøder at gøre?

    Eller danskeren, der har oplevet at kæresten er blevet voldtaget af en gruppe arabere, der på en eller anden måde fik det kædet sammen med at den handling skulle være “muslimsk”, samtidigt med at han selv lå gennembanket på jorden og ikke kunne gøre noget.. At han hader arabere/muslimer bagefter er vel heller ikke så underligt?

    De to tilfælde (som ikke er urealistiske, desværre) er ikke racisme..

    En dansker, som har boet i en lille jysk landsby hele sit liv og som for første gang møder en afrikaner, der udtaler sig nedladende til afrikaneren, fordi afrikaneren er mørk i huden, det er racisme..

    Eller en person som fortæller mig, at jeg er en skide smovs fordi jeg bare er ude på at dominere hele verden, uden overhovedet at have talt med mig, det er racisme..

    Langmuir beskriver i sin bog “Toward a Definition of Antisemitism” (hvis jeg ikke husker forkert) tre forskellige former/grader af “fjendtlighed”: Den realistiske fjendtlighed, den xenofobiske fjendtlighed og den kimæriske fjendtlighed..

    I sin bog “Anti”, forklarer Morten Thing hvordan de tre skal forståes:

    – Han tager i stedet udgangspunkt i et generelt begreb om fjendtlighed
    mellem to folk. Hvis denne fjendtlighed bygger på information om
    virkelige forhold om det andet folk, kalder han fjendtligheden for realistisk.
    Hvis fjendtligheden bygger på information om virkelige forhold ved
    det enkeltmedlemmer af det andet folk som generaliseres til at omfatte alle,
    kalder han fjendtligheden xenofobisk. Hvis fjendtligheden bygger på ren
    mytologi uden relation til virkeligheden, kalder han fjendtligheden
    kimærisk. – (“Anti” s. 90)

    Thing henviser til Langmuir i et forsøg på at definere anti-semitisme, som jo er en form for racisme og derfor mener jeg at den også kan gøre sig gældende i en almindelig betragtning af racisme, da racisme – som jeg ser det – er mere baseret på uvidenhed, fordomme og grundløs had til en/flere gruppe/r mennesker, omend jeg må medgive, at racismen sikkert allerede skal findes i den xenofobiske fjendtlighed..

    Men stadig, hvis man skal følge denne betragtning, så er spørgsmålet hvor meget der reelt er tale om racisme, når vi betragter fænomenet her i Danmark.. En person der har oplevet at have ti danskere ansatte og ni af dem stjal fra kassen, vil nok være betænkelig ved at ansætte danskere fremover, omend en af de ti var fin nok.. Hans afstandstagen – hans “fjendtlighed” – ved danskere, vil være baseret på realistiske konkrete input fra gruppen “danskere”..

    Bare for at give et indspark:o)

    Mvh

  3. Ricardt Riis siger:

    Til Karen og Peter!
    Jeg skrev i mit indlæg: ”diagnosen, han [filmens instruktør] stiller: at vi er blevet racistiske, er ikke bare gal i den forstand, at vi ikke er særlig racistiske, den er også gal i den forstand, at det slet ikke er det, det drejer sig om. Det drejer sig derimod om indbyrdes solidaritet.” Det var min mening med disse ord (og med mit indlæg i det hele taget) at skyde begrebet ”racisme” til side i vores diskussion, fordi det har en række moralske overtoner. Jeg mener: så snart vi hører, at en film anser os danskere for at være racistiske, kommer vi i forsvarsstilling, hvis vi ikke hører til dem, der absolut skal gribe i egen barm og indrømme alle vore fejl; gør vi det, bruger vi filmen til angreb på os danskere, (læs: de andre danskere).

    Og det er ikke lykkedes mig særlig godt at få skudt det moralske begreb ”racisme” til side. I tager begge to fat på at undersøge netop det, jeg argumentere for, at vi skulle lade ligge. ”Findes der racisme i DK?”, spørger Karen. ”Når nu snakken er ved racisme, … ” begynder Peter sit indlæg. Så det, jeg foreslog: at vi skulle lade begrebet ”racisme” fare, er der ingen af jer, der har taget til efterretning.

    Nuvel, jeg kan naturligvis ikke bestemme, på hvilken bane man skal diskutere. Men det er alligevel mærkeligt, at to drevne debattører kan læse et langt indlæg igennem, der dog argumenterer forholdsvis grundigt for at undgå racismetalen og i stedet tale om samhørighed, blot fortsætter i det sædvanlige spor: Karen med at overveje Danmarks racisme sammenlignet med andre, Peter med at se på, hvordan man egentlig skal definere racisme, begge, uden så meget som at strejfe nogen overvejelse i retning af, om racismediskussionen er ufrugtbar, og selvfølgelig også derfor uden at bringe modargumenter imod det, der var indlæggets hovedsag.

    For mig at se havde det unægtelig været sjovere, hvis den bold, jeg sparkede ud, var blevet taget op.

    Venlig hilsen
    Ricardt.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.