Muslimsk alkoholforbud — noget for os?

 

Dette blogindlæg bliver noget anderledes, end jeg i første omgang havde troet. Det skyldes noget så usædvanligt, som at jeg er kommet til at tænke mig om. ‘Ved nærmere eftertanke’ kunne såmænd næsten stå som overskrift.

Jeg havde egentlig tænkt mig, sådan forholdsvis alvorligt, at tage det muslimske alkoholforbud op som noget, vi muligvis kunne lære noget af. Som jeg tidligere har nævnt her på bloggen, er der to ting, som mange muslimer foragter os for: vor seksuelle promiskuitet og vore løsslupne drikkevaner. Vores forhold til sex – som ikke er helt så promiskuøst, som muslimer vist forestiller sig – har jeg tidligere været inde på, ikke fordi jeg mente, vi kunne lære noget af muslimerne, men fordi jeg kunne se, at vi på det område ikke just har fundet de vises sten.

Nu havde jeg så tænkt mig, at forholdet til alkohol skulle behandles efter samme læst, endda helst mere positivt, så den muslimske kultur ikke blot kunne påpege vore mangler, men endda være et ideal for os. Men den tanke har jeg ‘ved nærmere eftertanke’ måttet opgive.

Og hvad er så det, der har bevirket denne ‘nærmere eftertanke’?

Ja, det er ikke de forfærdelige ting, som vi af og til oplever. Jeg tænker fx på Casper, der forsvandt fra en ungdomsfest i Aalborg og mange dage senere blev fundet druknet i Aalborg havn. Eller jeg tænker på en lignende begivenhed her i Horsens for snart mange år siden. En ung mand gik hjem fra en gymnasiefest, men endte flere kilometer derfra, man fandt ham ved fjorden, frosset ihjel. Noget siger mig, at vi tager altfor let på de negative og farlige virkninger af alkohol, når alkohol sådan kan få ellers forholdvis velfungerende unge til helt at miste stedsansen. Og umiddelbart kunne man sige, oven på sådanne skrækkelige beretninger: Jamen, så lad os dog i nogen grad følge muslimernes eksempel! Lad os prøve at holde alkoholfri fester! Lad os gøre det til en dyd at være afholdende! Hvorfor skal muslimerne løbe med den bedste løsning? Men – er deres løsning den bedste løsning?

Ja, for nogen er det jo. Der er en del alkoholikere, der ikke drikker mere. De er blevet totalt afholdende. Men det er nøden, der har tvunget dem til det. De véd om sig selv, at hvis de får blot den mindste smule alkohol indenbords, så kan de ikke standse deres drikkeri, så går det videre, for manges vedkommende dage, uger og måneder igennem, indtil de så igen, møjsommeligt og med store psykologiske kampe, holder helt op med at drikke. De har oplevet, at alkoholen udradérer deres frie vilje, blot den mindste smule, og alt det, de havde lovet sig selv, højt og helligt, bliver smidt overbord. Derfor er deres eneste udvej til et fornuftigt liv den totale afholdenhed.

Og også disse sørgelige kendsgerninger kunne give anledning til med misundelse at se på den muslimske praksis: her har man da endelig en kultur, der har en rationel opfattelse af alkohol: den er en gift og skal behandles som sådan.

Hvordan kan dog en ‘nærmere eftertanke’ fjerne dette positive ved den muslimske kultur?

Det hang i nogen grad sammen med, at jeg kom til at vende spørgsmålet om. Jeg kom til at spørge mig selv, hvordan det mon egentlig kunne være, at det i vore dages Danmark er de muslimske unge mænd, der skejer ud, og de danske unge, der holder sig på måtten. Det er jo egentlig ganske overraskende i betragtning af, at det er danskerne, der drikker, og muslimerne, der er afholdende. Der må altså være andre faktorer, man skal tage med i sine betragtninger, når man vil bedømme muslimsk praksis. Man kan ikke fokusere udelukkende på alkohol og forholdet til alkohol.

Den måde, vi opdrager vore børn og unge på, er bestemt af vores kultur. Men den er bestemt af den på en måde, der er næsten usynlig. Vi véd dårlig nok selv, hvordan kulturen bestemmer over den måde, vi opdrager næste generation på. Og selv når vi har muslimerne levende iblandt os som levende eksempler på en anderledes opdragelse, opdager vi ikke altid forskellen.

Lad mig prøve at trække forskellen op, måske lidt for hårdt!

Vi prøver at opdrage vore unge til selv at kunne tage stilling. Vi mener ikke, vi kan rulle udviklingen tilbage, og udviklingen har nu engang medført, at alkohol er opfundet og er blevet en del af danskernes hverdag. Det drejer sig derfor om at give de unge et naturligt forhold til alkohol, herunder at lære dem på deres egen krop, hvad det betyder for deres følelser og selvopfattelse at drikke. Kloge forældre plejer at lade de unge begynde deres erfaringer med alkohol i hjemmet og under overvågning, men senere går det løs uden overvågning eller med en lidt mere fjern overvågning.

Det er ikke blot i forholdet til alkohol, at vi optræder på den måde, det gælder også forholdet til sex, til arbejde, til sport, til uddannelse, de unge skal møde udfordringerne på deres egen krop og selv danne sig deres værdier derudfra.

På det punkt er muslimerne anderledes. Deres kultur er bestemt af rent og urent, af hallal og haram. Og det, de unge muslimer får ind under huden fra deres forældre, er viden om, hvad der er hallal og hvad der er haram. Det vil sige, for enhver véd jo, at unge mennesker, især unge mænd, ikke bare bevidstløst retter sig efter voksnes forskrifter, de må også have at vide, hvad sanktionerne er, hvis man overtræder forbudet.

Og her er forholdene for muslimer, som er i mindretal, anderledes end de er for muslimer, der er i flertal i det land, de bor i. Muslimer, der er i mindretal, kan ikke regne med statens støtte til at gennemføre deres sanktioner. De må klare sig med sociale sanktioner: der bliver set ned på én, man omtales negativt af andre muslimer, familien lægger pres på én, osv.

Dertil kommer imidlertid det forhold, at unge muslimer, der føler en konflikt mellem forældrenes kultur og den danske kultur, ofte i deres identitetskonflikt bliver meget mere bevidst om forældrenes kultur og med meget større entusiame vælger denne kultur fremfor den danske. Så de sociale sanktioner, der skal til for at fremkalde den muslimske afholdenhed, får stor støtte fra de unges eget ønske om at vise sig som gode muslimer.

Deres muslimske religion støtter dem i dette. For ligesom mad og handlinger deles op i haram og hallal, gør personer det også; og vi vesterlændinge hører altså til de urene, og alt, hvad der er vestligt, er derfor pr definition skidt, herunder altså det store alkoholforbrug.

Men på den måde bliver de unge muslimer ikke stillet i noget valg; de får ikke til opgave selv at finde ud af tingene; som deres kultur lægger tingene frem for dem, sådan er de; haram og hallal ligger fast; ligesom de ikke tænkes at skulle omgås nogen af det andet køn før ægteskabet, sådan tænkes de heller ikke på egen krop at skulle erfare alkoholens virkning.

Og denne forskel mellem de to kulturer er nok større, end man ved første øjekast betænker. Hele vort uddannelsessystem går jo ud på at få eleven til at tænke selv, han eller hun skal selv nå frem til konklusionen, selv finde ud af de værdier, livet skal bygges på. Hvor omvendt muslimen ikke behøver gøre sig sådanne eksistentielle overvejelser; det, der her skal læres, er, hvad sharia siger; hvad er haram og hvad hallal; hvad er rent og hvad urent. Man skal ikke selv afgøre, om svinekød er urent, kulturen har afgjort det for én. Man skal ikke selv finde ud af, hvem man skal giftes med, kulturen vil gøre det til sin tid. Man skal ikke selv erfare sig frem til, hvor meget man kan tåle at drikke, hvornår det er klogest at holde op, osv., kulturen har afgjort alt dette på forhånd: du må som god muslim overhovedet ikke drikke alkohol.

Og det er her, jeg står af i forhold til den muslimske kultur. Det kan være sandt nok, at når man skal have et sådant system af rent og urent, så kan man da godt se noget positivt ved, at man så har gjort alkoholnydelse til noget urent. Men betingelsesbisætningen ‘når man skal have et system af rent og urent’ ødelægger det hele. For vi skal jo ikke have et sådant system. Vi skal stadig have de unge til selv at erfare sig frem, så det, de lærer, den erfaring, de gør sig, kommer til at sidde virkelig fast, så at sige bliver en del af dem selv.

Det, vi så i vore byer i forrige års vinterferie, hvor unge muslimer hærgede store bydele landet over med ildspåsættelser til affaldskontainere, var jo noget, vi aldrig før havde set magen til. De utilpassede danske unge, som vi hidtil har haft at ‘slås’ med, er aldrig gået til sådanne yderligheder, sådanne fuldstændig negative handlinger. Hvad vi ser i Tingbjerg for øjeblikket, hvor en række utilpassede unge muslimer hærger bydelen, og hvor de specielt har set sig gale på den kristne præst, så han ikke længere kan bo i sin embedsbolig, er også noget nyt. Og det må, for mig at se, på én eller anden måde hænge sammen med den anderledes opdragelsesmetode, som den muslimske kultur fører med sig, sikkert uden at hverken muslimerne eller vi er helt klar over det.

Hvad jeg her skriver, er naturligvis også i nogen grad gætværk, omend et forholdsvis kvalificeret sådant. Jeg kan underbygge det med en bemærkning i det offentlige brev, der skulle støtte professor Sven Muhammed Kalisch i Münster, en muslim, der tilsluttede sig en teori om, at Muhammed slet ikke havde levet; han blev undsagt af en stor paraplyorganisation for muslimer i Tyskland, som ikke mente, at han kunne undervise kommende muslimske religionslærere, men blev støttet af en række videnskabsfolk, deriblandt mange muslimer. I støtteerklæringen hed det blandt andet, at det er vigtigt for kommende religionslærere at prøve deres egne forestillinger kritisk og måske ændre dem i sammenstødet med andre synsmåder og ny viden. Og, fortalte en avisartikel fra denne strid, Kalisch havde bevidst valgt en undervisningsstrategi, der stod i modsætning til koranskolernes. (se her).

Alt dette har skullet lede frem til det afsluttende og ubesvarede (og måske også ubesvarlige) spørgsmål: Hvordan kan det være, at det er de muslimske unge, dem, der ikke tænkes at drikke, og vistnok heller ikke gør det, der skejer ud på den måde? Hvordan kan det være, at det er blandt muslimske unge, vi finder den højeste kriminalitetsrate? Når det dog er de danske unge, der drikker sig fra sans og samling uge efter uge? Når det er danske unge, der får lov til på egen krop at erfare alkoholens virkninger og bivirkninger? Hvorfor har alkoholen tilsyneladende ikke den skadelige virkning, man ville forvente?

Jeg kan ikke ganske gennemskue det. Men det er ikke sådan, at alkohol og vilde fester i sig selv har en positiv virkning. Det, der virker positivt, er vor vestlige verdens tiltro til, at de unge selv kan finde ud af tingene. Og det, der virker negativt på muslimerne, er tilsvarende, at deres kultur giver dem en facitliste, ikke en række opgaver til løsning. Og fordi det muslimske alkoholforbud er en del af facitlisten, kan vi ikke bare efterabe muslimerne. De unge må selv finde ud af tingene.

Dette indlæg blev udgivet i Islam. Bogmærk permalinket.

Et svar til Muslimsk alkoholforbud — noget for os?

  1. claes flach siger:

    Som kristne kan vi ikke gå ind for et totalt alkoholforbud, alene af den grund at Jesus selv drak vin og ved en lejlighed forvandlede vand til vin. Skulle vi være frommere og renere end Herren? Men derfor kan unge mennesker i vore dage godt tænke sig om, inden de kaster sig ud i alkoholorgier og drukfester. De degraderer sig selv og gør sig til nar for omgivelserne. Og de unge piger risikerer at blive trukket ind i sexuelle forhold, som de siden vil fortryde. Og for enden af alkoholvejen ligger afhængighed af alkohol, en lænke som det kan være svært at bryde, samt de medfølgende lidelser for samfund og familje. Og de blivende fysiske skader op nyrer, lever og hjerne.
    Så uden at blive halvmuslimer kan man hævde mådeholdets dyd.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.