Danmark — et terrormål!

 

Tja, vi vidste det jo godt: der er nogle rabiate muslimer, der vil hævne Muhammed-tegningerne. Heldigvis har man nu pågrebet to af dem, før de fik udført den terrorhandling, de havde planlagt. Men der er og bliver noget absurd over det hele. Det er, som er vi vidne til et stykke absurd teater, et kafkask stykke, hvor den ene absurditet dynges ovenpå den forrige, så vi til sidst hverken véd hoved eller hale på nogen ting.

Det begyndte allerede, mens hele balladen stod på. Hvilket, som man måske husker, ikke var, da tegningerne blev offentliggjort, men sådan cirka et halvt år senere, da Saudi-Arabien skulle have en sag, der kunne aflede opmærksomheden fra de mange, der var døde under pilgrimsfærden til Mekka. Og en sag, der kunne aflede opmærksomheden, det fik de. Deres forehavende lykkedes langt ud over, hvad de kunne have drømt om.

Specielt lykkedes det dem at splitte den vestlige opinion. Noget af det mest deprimerende ved den tids begivenheder var, at Danmark i begyndelsen af affæren stod ganske muttersalene. I store kredse af den vestlige verden var tankegangen den, at vi lå, som vi havde redt. Når man med disse tegninger udfordrede hele den muslimske verden, så måtte man selv tage skade for hjemgæld. Andre lande kunne virkelig kun græde tørre tårer over den boykot, der blev os til del. Det var først, da det satte ind med ambassadeafbrændinger, at man fra andre vestlige landes side begyndte at sige, at nu var det vist alligevel for meget.

I dag står vi ikke så alene mere. Det er gået op for flere vestlige regeringer, at de muslimske lande ønsker at beskære vores ytringsfrihed, omend de stadig har til gode at indse det fuldstændig vanvittige i, at det skal være fremmede magter, der skal bestemme, hvad vi i vesten må sige og give udtryk for. Det er også første gang, det er sket, siger Bernard Lewis, amerikansk islam-forsker; aldrig før har muslimer krævet muslimske regler overholdt af ikke-muslimer. Men med det held, de har haft med det denne gang, bliver det bestemt ikke sidste gang, de forsøger sig med noget sådant.

Men ikke mindst på baggrund af den tøvende reaktion fra også USA’s side, da Muhammed-krisen opstod, er det glædeligt, at se amerikanernes prompte og solidariske reaktion denne gang. Der var ikke noget med, at de bare lod tingene ske, for hvad, det går bare ud over lille Danmark, og de har jo i virkeligheden selv været ude om det. Overhovedet ikke. De stillede sig fuldt ud solidarisk med os. Dejligt at erfare.

Også dejligt at erfare, at de har haft tillid til vore efterretningstjenester, i dette tilfælde PET. I den forbindelse må det være tilladt at minde om, at én af begrundelserne for, at PET holdt kortene meget tæt til kroppen, da de to tunesere skulle udvises, fordi de havde planlagt at myrde Kurt Westergaard, én af dem, der havde leveret de famøse tegninger, var, at man ikke ville svække den tillid, som udenlandske efterretningstjenester viste det danske efterretningsvæsen. Man ser for sig, at PET dengang havde lagt kortene på bordet, at den amerikanske efterretningstjeneste derfor havde nedprioritetet deres samarbejde med PET, at de nu anholdte ikke var blevet anholdt, at de derfor havde gennemført deres terrorhandling, og at det bagefter kom frem, at amerikanerne ikke mere turde samarbejde med PET. Så skulle man høre et ramaskrig fra den danske presse, måske især fra den del, der i sin tid krævede alle kort på bordet i tunesersagen. Ak ja.

Men her blev altså anslaget mod danske interesser afværget, takket være amerikanernes indsats. I den forbindelse kan man ikke tilbageholde et lille suk over, at vore samfund er blevet overvågningssamfund i så høj grad, som tilfældet er. FBI har lyttet med på alle de to mænds telefonsamtaler, har læst alle deres e-mails, er klar over, hvor mange penge de hæver og hvor de hæver dem, følger med i deres rejser til og fra Danmark og Pakistan, osv. Det er betryggende, at der bliver passet på os, men det er en mærkelig bagvendt glæde, at vi skal føle os godt tilpas med, at den store stat kan overvåge os på den måde.

Dog har terroristerne ifølge PET ikke været tæt på deres mål. De har i Pakistan været i forbindelse med en højtstående al-Qaida-mand, de er taget til det nu angrebne Waziristan, og de har måske også fået visse instrukser og gode råd derfra, men de manglede meget endnu, før deres terrorhandling kunne gennemføres. Blandt andet havde de endnu ikke skaffet sig nogen kontaktmand her i Danmark, efter hvad PET siger. Og en sådan er de næsten nødt til at have.

De har nok kunnet rejse nogenlunde uhindret ud og ind af Danmark. De har kunnet gå rundt i gaderne og video-fotografere de bygninger, de kunne tænke sig at sprænge i luften. Men de har ikke kunnet have sprængstoffer eller våben med i deres bagage. Disse ting må de skaffe sig her i landet. Og det er ikke helt let. Og derfor må det være praktisk for dem at have kontakter her i landet til at fremskaffe disse ting. Nå, vi har måske ikke set de sidste arrestationer i sagen endnu. Og er der danskere blandt de arresterede, har de måske været tættere på terrorhandlingen, end vi bryder os om at tænke på.

Man skal heller ikke overse, at blandt de mange, der har taget afstand fra terrorhandlingerne, er Muslimernes Fællesråd. ”Danmarks sikkerhed ligger os lige så tungt på sinde som enhver anden borger. Et angreb mod et hvilket som helst mål er det samme som et angreb på hele samfundet og dets borgere, og derfor er vi naturligvis lettede over at et forestående terrorangreb synes afværget”, siger Zubair Butt Hussain, der er talsmand for Muslimernes Fællesråd til DR Nyheder. Og han føjer til: ”Enhver terrorhandling er og bliver uforenelig med Islam!”

Naturligvis er der dem, der straks har været ude og sige, at den slags udtalelser tror vi da ikke på. Og det er klart: en sådan afstandtagen gør det virkelig svært at være muslim i Danmark. Tidligere, da der ikke kom nogen fælleserklæring fra de danske muslimer, var det galt. Nu, hvor muslimerne har fået sig organiseret, og derfor kan udsende en fordømmelse af dette terroranslag, nu er det også galt. Nej, lad os dog tage dem på ordet! Og det er da ikke svært at tro, at de er lige så oprørte som vi andre. En terrorhandling vil jo også gå ud over dem. Det er for så vidt mærkeligt, men sådan er det. Da en tilsvarende pakistansk organisation slog til i Mumbai, skød dens medlemmer rundt på må og få; man havde bestemt ikke indtryk af, at de skelnede mellem muslimer og ikke-muslimer.

Det gør al-Qaida i det hele taget ikke. Og de andre terrorist-organisationer har taget ved lære af dem. Vi ser det i Irak, vi så det i London og Madrid. Så hvis terroristen var kommet indenfor i Jyllands-Postens lokaler, og hvis han dèr så, at der netop da var rundvisning for en stor gruppe muslimske kvinder, let kendelige på deres hovedbeklædning, ville han så standse sit forehavende? Det er jeg stærkt i tvivl om. Hidtil har det i hvert fald været sådan, at det skel, som mange muslimer prøver at opretholde mellem muslimer og ikke-muslimer, det bliver fuldstændig ophævet af de muslimske terrorister. Deres handlinger understreger rigtigheden af, ikke deres medmuslimers forsøg på at skille sig ud, men af vi gammeldanskeres opfattelse: der må og skal oparbejdes en altomfattende solidaritet mellem alle de mennesker, der bor i Danmark.

Og for øvrigt har ord det ved sig, at de skaber, hvad de nævner. Ord er det dyrebareste, vi har. Og når muslimer giver udtryk for solidaritet med os andre, så er det dels noget, der glæder os dybt ned i vor sorte sjæl, men det er også noget, de senere kan holdes fast på. Hvis de ikke opfører sig solidarisk, hvis de vil lave parallelsamfund, hvis de vil kræve særlige regler for sig selv og deres trosfæller, så kan de holdes fast på den solidaritetserklæring, de her kom med. Det bliver forhåbentlig ikke nødvendigt. Men det er en mulighed, de med deres udtalelse har givet os.

Tøger Seidenfaden har i en leder i Politiken den 28-10 09 ikke kunnet dy sig for at skose Jyllands-Posten lidt. Andre aviser har udtrykt deres uforbeholdne solidaritet med Jyllands-Posten, men Seidenfaden skal absolut nævne, at ”meget kunne være gjort anderledes, og det er dybt beklageligt, at vi som samfund er kommet i denne situation”. (Se her). Og der er næppe tvivl om, at han med disse ord skyder skylden for den nuværende situation over på Jyllands-Posten. Ak ja!

Men når han så føjer til: ”det er fire år siden, Muhammedtegningerne blev offentliggjort, tre et halvt år siden, de første gang satte store dele af Mellemøsten i brand, og skulle vi være i tvivl, har vi nu endnu en gang fået bekræftet, at sagen ikke vil dø”, så er det, man får lyst til at sige: Jamen, når sagen alligevel ikke vil dø, når vi alligevel ikke på nogen måde kan slippe for terrortruslen, så kan vi jo lige så godt fortsætte med den satire og den forhånelse og det drilleri overfor muslimerne, som vi finder for godt. Det er jo nu engang en del af vores kultur at være satiriske, at gøre grin med, at drille og håne, jvfr det, vi siger, når vi har vundet over nordmændene i fodbold: nu er det os, der har ”håneretten”. Det er ment i al fredsommelighed. Og hvis vi bruger den samme omgangstone overfor muslimerne, altså vore hjemlige muslimer, dem, vi kender og efterhånden betragter som en del af vort folk, vil det være ment på samme måde.

En sådan holdning vil i det lange løb nok både være den klogeste og den naturligste. Tænk, om vi kunne komme dertil, at vi driller dem med deres ramadan, og de til gengæld driller os med vores jul!

Så ville det vist ikke være nemt for udenlandske terrorister at finde bare én muslim her i Danmark, der vil bistå med nogen terrorhandling.

Dette indlæg blev udgivet i Islam versus kristendom. Bogmærk permalinket.

Et svar til Danmark — et terrormål!

  1. Morten - - - siger:

    @ Ricardt Riis

    Tak for den væsentlige pointe, du fremfører, når du opfordrer til at tage muslimer, der meddeler det danske samfund deres støtte, på ordet: at det er en meget dårlig idé at betvivle andre menneskers hæderlighed, når man ikke har andet at have denne tvivl i, end generel antipati for en bestemt overbevisning. Det er simpelthen for tovligt, og det glæder mig, at du – selvsagt – har øje for det.

    Der er, for mig at se, ingen tvivl om troværdigheden af de udsagn, du citerer, ligesom min menneskekundskab siger mig, at personen Zubair Butt Hussain er et menneske, man kan fæstne lid til. Jeg tror endda, han er en ægte, spirituelt troende !

    Vi bør have en løbende diskussion med muslimerne i vort land. Så vi må ikke støde de af dem fra os, som vi rent faktisk kan tale med. Og det er så fuldstændigt rigtigt, det du skriver: “Tidligere, da der ikke kom nogen fælleserklæring fra de danske muslimer, var det galt. Nu, hvor muslimerne har fået sig organiseret, og derfor kan udsende en fordømmelse af dette terroranslag, nu er det også galt.”

    Vi er enige med de muslimer, der vil samtale oprigtigt med os, uden skjulte dagsordener – uanset, hvor uenige med dem, vi ellers måtte være.

    – – –

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.