Tilbage til stenalderen? Overhovedet ikke!

Hvad skal man mene om klimaet?

Tja, blandt de lærde er der ikke så stor tvivl. Vi får en global temperaturstigning, der vil ændre afgørende på klodens klima. Hvilke ændringer der lige nøjagtig vil forekommer, og hvor de værste ændringer vil finde sted, ja, det får vi ikke at vide, dertil er klimamodellerne vist for unøjagtige. Men at der vil komme ændringer, og at de vil blive store, hvis vi fortsætter med at brænde fossile brændstoffer af, det er der ingen tvivl om.

Denne store énstemmighed – overraskende stor; der er kun ganske få klimaskeptikere tilbage blandt videnskabsfolk – baseres på den kendsgerning, at indholdet af CO2 i atmosfæren er steget jævnt, siden vi mennesker begyndte at fyre med kul, og steget stærkt i de senere år, hvor vi har pumpet enorme mængder olie op af jorden, og hvor naturgas er blevet en almindelig varmekilde.

Derimod er der en del debattører, der ikke tror på, at der er fare på færde. Man sammenligner med andre bevægelser, den økologiske bevægelse, den revolutionære bevægelse, og mener, at det, man så kan kalde ‘klimabevægelsen’, nok vil gå i sin mor igen. Det skete jo med de andre bevægelser, så hvorfor ikke med denne!

Eller man afbilder det moderne, asketiske menneske som et væsen, der elsker forbud, og som af klimabevægelsen håber at få en masse nye forbud presset ned over hovedet. Og så bliver det hele til fnidder, som ikke har ret meget med sagen at gøre.

En afart af dette moderne, såkaldt ansvarsbevidste menneske kan ses i de mange forslag til besparelser, der dukker op. Vi skal til at indføre det, vi kendte under krigen: sluk lyset, hver gang du forlader lokalet! Vi skal spare på vandet: småt skyl til småt, stort kun til stort! Brug kun bilen, hvor det er strengt nødvendigt, osv. Alt sammen meget velment, men aldeles uden effekt. Hvad vi står overfor, er noget, vi ikke kan spare os ud af med den slags fedterier.

Hans Hauge har beskrevet alt dette, og tilsat en stor portion haugesk uvidenhed, eller måske snarere ligegladhed med kendsgerningerne, lyder hans konklusion som følger: ”[Vi får to kirker] Her vil den rødhvide danske middelalderlandsbykirke blive skæmmet af store, grimme solfangere; der opstilles vindmøller på kirkegården; kirkebilen afskaffes, og menighedsrådet uddeler kirkecykler til præst og personale, genansætter kirketjenere og genindfører de pedaler på orglerne, som jeg husker fra min barndomskirke. Så vil der være en anden kirke. Den gammelmoderne. Den kan man kende på, at udenfor på parkeringspladsen holder der masser af biler, og lyset fra tusind pærer strømmer ud, og der er varmt derinde. Vi får to kirker: Den kolde grønne og den fyldte varme.” (se her).

Ikke sandt, så blev vi så kloge. Det, der venter os, hvis vi giver os til at tage klimatruslerne alvorligt, er vindmøller på kirkegårdene, solfangere på kirketagene, cykler til alle, bælgetrædere til orglerne, altså næsten tilbage til stenalderen. Hvorfor man absolut skal afskaffe elektriske blæsere til orglet, når man nu har alle de vindmøller på kirkegården og solceller på tagene, det lyder lidt mystisk. Men der er nok ikke så meget tale om logik, mere om, at Hauge skal have afløb for en vis fornæret fornærmethed: komme her og forstyrre min dagligdag! Hvad bilder de sig ind!

Men skal vi da ikke i gang med at spare? Skal vi ikke, når vi tager klimatruslen alvorligt, forberede os på en ændret livsstil? Skal vore børn ikke opdrages til at skrue ned for varmen og alt det dèr?

Overhovedet ikke!

Dèr, hvor en ændring nok først og fremmest vil vise sig, er i vores brug af bilen. Vi vil skulle skifte benzinslugeren ud med en el-bil med de begrænsninger i rækkevidden, som det medfører. For det er én af de mærkelige ting ved den tekniske udvikling: selv om man nu har forsket i mange år, er der ikke noget, der tyder på, at en el-bil vil kunne få en rækkevidde på mere end et par hundrede kilometer. Så den deciderede el-bil vil kun kunne bruges til at pendle med eller til nød tage i sommerhuset med, ikke til lange udlandsture.

Og ih, hvor bliver det vanskeligt at vænne sig til den ændring!

Men hvorfor skal vi ikke spare?

Fordi der ikke er tale om at nedsætte vort CO2-udslip, der er tale om helt at undgå at bruge fossile brændstoffer, kul, olie, naturgas. Og er det målet, kan vi ikke spare os frem til det; vi må i stedet finde andre energikilder. Heldet er, at de findes, og endda findes i store mængder. To amerikanske forskere har regnet på det (jeg tager deres resultater fra en artikel i Scientific American, nov. 09). De er nået frem til, at vi kan eliminere brug af alle fossile brændstoffer allerede i år 2030; endda er de gået ud fra, at verdens energiforbrug til den tid vil være steget, fordi både befolkningstallet og levestandarden er steget. (Dog trækker de lidt fra, fordi el-biler er langt mere energiøkonomiske end benzin-ditto).

Tallene ser sådan ud: De regner med, at verdens nuværende energiforbrug er 12,5 terrawatt. Med stigende befolkningstal og stigende levestandard vil det i 2030 være steget til 16,9 TW, hvis man bibeholder de nuværende energikilder, og faldet til 11,5 TW, hvis vi bruger vedvarende energi.

Dette energiforbrug vil de så i 2030 have dækket gennem vindenergi (5,8 TW), gennem vandkraft (1,1 TW) og gennem solenergi (4,6 TW), hvilket naturligvis kræver en enorm omlægning af vore energikilder, men ikke nødvendigvis bliver dyrere. Godt nok skal der store investeringer til, men energien selv, solens energi i forskellige former, er jo gratis. Og allerede nu, hævder de, er el fra vindenergi nogenlunde konkurrencedygtig med el fra kulfyrede værker. (Når de lægger en del vægt på solenergi, selv om den for øjeblikket er noget dyrere end de konventionelle energiformer, skyldes det, at de to energiformer, sol og vind, på udmærket vis kan supplere hinanden, for solen skinner jo ikke altid og vinden blæser ikke hele tiden).

Men så hører jeg Hauges Jeronimus-røst i min øresnegl: Jamen, hvor kommer det til at se grimt ud! Og måske han så peger ud over en strandeng oppe i Thy og siger: Se, denne smukke natur vil man plastre til med vindmøller! Sagen er jo imidlertid den, som en kronik i Information gjorde opmærksom på (4-11 09), at hvis ikke vi gør noget, så vil strandengen forsvinde, fordi vandstanden i havene vil stige. Og så vil i hvert fald jeg nu foretrække vindmøllerne. De kan jo for øvrigt fjernes, når de er udtjente om en 40 til 50 år, hvis man til den tid har fundet andre energikilder. Men den globale temperaturstigning er ikke sådan at få omgjort.

Nuvel, selv med disse ret optimistiske fremtidsudsigter skal der såmænd nok være tvivlere tilbage. Og der skal såmænd også nok være folk, der aldeles ikke er til sinds at opgive deres årlige biltur til Norditalien og just af den grund stiller sig skeptiske overfor disse påstande om klimaforandringer. (Jo, jeg kender mine lus på travet og véd godt, at man meget ofte er lynhurtig til at se, hvad klimaændringerne betyder for én selv, og uvilkårlig bedømmer dem negativt af den grund). Man kan se det på debatten om klokkeringningen. Nogen har fundet på, at man på en bestemt dato, vistnok den 17. december, skal slå 360 slag med alle landets kirkeklokker for at markére, at vi gerne skulle holde CO2-indholdet under 360 ppm. Men det har vakt en del modstand. Herved blander kirken sig jo i politik, lyder det.

Ak, ja. Det var Jakob Haugaard, der i sin tid kom i Folketinget på et politisk program, der lovede medvind på alle cykelstier. Vil disse klimaskeptikere på lignende måde love lav vandstand i verdenshavene og fortsat is på Nordpolen trods fortsat udledning af CO2? De kan muligvis, som Jakob Haugaard, få stemmer på det, men jeg er ikke sikker på, at naturen vil rette sig efter dem.

Og det kunne man i det mindste forvente af klimaskeptikerne, at de fortæller os, hvorfor de tror, at det denne gang skulle gå anderledes, end det er gået alle andre gange i jordens klimahistorie. Hidtil har man kunnet konstatere en nøje overensstemmelse mellem jordens indhold af CO2 og jordens gennemsnitstemperatur. Og man har altså også kunnet måle det stigende indhold af CO2 i atmosfæren. Hvorfor skulle det denne gang ikke føre til en temperaturstigning? Det skylder man os en forklaring på fra klimaskeptikernes side; det er ikke nok bare at sige, at det tror jeg ikke på.

-En gudelig betragtning, præst, kom nu med noget fromt og opbyggeligt! Vel er du gået af og prædiker ikke mere, men helt glemt håndelaget har du vel ikke?

Tja, jeg véd såmænd ikke. Faktisk er der en from betragtning, der ligger lige til højrebenet for et fromt gemyt. Blot har jeg ikke set den fremført andre steder. Men jeg vover alligevel at komme med den:

Gud har jo altid været modstander af krige. Han har villet, at vi skulle indse, at selv om vi er opdelt i forskellige folkeslag, så er vi alle mennesker og har alle samme ret til at leve på jorden. Han har ikke haft særlig held med at få os til at indse det. Men med klimaforandringerne så at sige tvinger Han os til at handle i fællesskab, handle som én samlet menneskehed. Det er såmænd bare det, Han forventer af os på topmødet i København til december. Er det for meget forlangt?

Advertisement
Dette indlæg blev udgivet i Samfundsforhold. Bogmærk permalinket.

Et svar til Tilbage til stenalderen? Overhovedet ikke!

  1. Gudmund siger:

    – tankevækkende tankegang, Ricardt – der er håb og muligheder forude – vi finder på noget – sådan har det alle dage været – jeg kommer til at tænke på en videnskabsmands beroligende udtalelse i en radioudsendelse hvori indgik tanken om mulig fremtidig mangel på fossile brændstoffer – manden sagde hertil: Stenalderen holdt jo heller ikke op på grund af mangel på sten!

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.