Bjørn Lomborg forsøgte for nogen tid siden gennem tænketanken ‘Copenhagen Consensus’ at aflede opmærksomheden fra klimatopmødets væsentligste emner. Man forsøgte at genoptage løsningsforsøg på klimakrisen, som var aktuelle engang, men ikke er det mere.
Man undersøgte tre scenarier for den teknik, der kaldes ‘solstrålestyring’. Men, ak, det var ikke nogen solstrålehistorie, der kom ud af det. Alle tre scenarier undersøgte man ud fra cost/benefit analyser, men man måtte dog opgive en klar konklusion, fordi vi véd for lidt, og man endte derfor med at foreslå øgede bevillinger til forskning i problemerne.
Det hele blev i medierne fremstillet som var det noget nyt. Jeg erindrer imidlertid, at jeg for et par år siden læste om sagen i The Economist. Det, man vil gennemføre, er den såkaldte ‘geo-engineering’, dvs. man vil løse klimaproblemerne ved hjælp af tekniske fif. Hvis det er ‘solstrålestyring’, man er ude på, kan det gennemføres på flere måder. Tre af dem blev undersøgt af tænketanken. Man kan opsende aerosoler til stratosfæren for derved at ændre solstrålingens tilbagekastning. Det samme kan man gøre ved at ændre skydannelsen over havene. Og endelig kan man opsende enorme spejle i rummet mellem jorden og solen for på den måde ret så direkte at begrænse solstrålingen til jorden.
Men det er alt sammen gamle nyheder. Jeg kan for morskabs skyld supplere fra min hukommelse med den oplysning fra The Economist, at man i ét af sine forslag til geo-engineering foreslog at lade al verdens krigsskibe fra et eller andet sted i Atlanterhavet affyre granater op i stratosfæren for derved at efterligne de forhold, der ofte fremstår efter store vulkanudbrud, hvor den globale gennemsnitstemperatur ganske rigtig falder. Der skal mange granater til, men det er nu ét af de forslag, jeg stiller mig ganske positivt til, ikke mindst, fordi man på den måde endelig ville kunne få en fornuftig anvendelse af alle disse krigsskibe.
Men alle disse forslag til, hvordan man kan styre solindfaldet, stammer fra en tid, hvor man ikke med sikkerhed vidste, om den globale temperaturstigning var menneskeskabt eller ej. Det véd man nu. Og man véd derfor også, at så længe vi fortsætter med at udlede CO2, endda med stigende udledning år efter år, vil temperaturen stige med alle de uheldige følger, det har. Det vil sige: Skal vi opsende spejle i rummet eller granater i stratosfæren, så må vi se i øjnene, at vi skal opsende flere og flere, som tiden går, hvis vi vil holde trit med den stadig stigende udledning af drivhusgasser.
Jeg husker også fra den tids diskussioner, at man betragtede det som en fordel, at man jo ved at opsende spejle eller granater ikke havde gjort noget uopretteligt. Og det er sandt. Spejle kan tages ned, granaters virkning forsvinder efter nogle år. Men hvad man ikke vidste dengang, véd man altså nu: den mængde CO2, vi udsender til atmosfæren, skaber uoprettelige problemer. Når først den befinder sig dèr, er den ikke til at indfange igen, og så vil temperaturen stige og stige med uoverskuelige følger for klimaet.
Så nej, Bjørn Lomborg og Co! Det er en ‘ommer’, eller måske snarere: det er afsløret, at det var en afledningsmanøvre.
ricardtriis 