Elendig og fornem formidling

Vi tager den elendige formidling først.

Det drejer sig om en bog af den danskfødte professor Jytte Klausen om Muhammed-tegningerne. Der har været en del kritisk omtale af, at Yale-universitetet i USA nok ville udgive bogen, men betingede sig, at de famøse tegninger ikke blev trykt i den. Kristeligt Dagblads anmelder (se her) har rigtigt set, at Jytte Klausen dermed sætter sin troværdighed overstyr. Man tvinges til at spørge, på hvilke andre punkter hun har slækket på de videnskabelige krav, og man er desværre udelukket fra at få svar.

Oven i købet foretager Jytte Klausen en ikonografisk gennemgang af tegningerne. ‘Ikonografi’ betyder billedbeskrivelse. Men det er altså i dette højst specielle tilfælde noget der foretages, uden at nogen kan se billederne.

Anmeldelsen slutter med dette mistrøstige spørgsmål: ”Bogen mere end antyder, at der mangler fri og reel folkeoplysning i visse muslimske dele af verden. Men hvordan skal den nogensinde kunne komme i stand, hvis end ikke forskerne fra Vestens førende universitetsmiljøer vil levere den?” og med denne konstatering: ”Trusler om hævn betaler sig.”

Så til den fornemme formidling.

Den fandt sted på Århus Universitet, hvor en også danskfødt professor, Patricia Crone, holdt forelæsning over ”Koranen som historisk kilde”. Patricia Crone har en lang karriere bag sig som kritisk koranforsker. Hun gjorde selv opmærksom på, at hun var ‘kætter’, og selv om hun i nogen grad har taget afstand fra visse teorier i hendes første bog ”Hagarism”, fordi de ikke var tilstrækkeligt underbyggede, mente hun stadig, at hun i muslimsk henseende var en kætter. Blot ønskede hun at blive beskyldt for den form for kætteri, som hun faktisk var tilhænger af.

Forelæsningen og den efterfølgende diskussion var et fornemt eksempel på, hvad vesterlandsk kritisk forskning kan frembringe, når den er bedst. Det var koranen, der var i centrum, og den blev udsat for nøjagtig den samme kritiske bearbejdning, som bibelen bliver på vore universiteter. Der var ikke nogen angst for muslimske reaktioner her. Og det på trods af, at der var en del udenlandsk udseende unge mænd til stede, som man godt kunne få mistanke om var muslimer. Mange har nok studeret religionsvidenskab, så de har vel været forberedt på, hvad de ville få. For for religionsvidenskabsfolk er navnet Patricia Crone ganske kendt.

Crone tog en del mekkanske koranvers frem for at undersøge, hvem egentlig ‘budbringerens’ modstandere var (Crone talte om ‘budbringeren’, ikke om Muhammed). Godt nok kaldes de ofte ‘polyteister’, men nogle af dem tror dog på Gud og på dommedag (to væsentlige ting for Muhammed), selv om de ikke tror på, at de for dommedagens skyld skal leve et bedre liv, end de gør.

Hun tog også begrebet ‘den anden død’ frem, som spiller en vis rolle, selv om det ikke direkte forekommer i koranen. ‘Den anden død’ er helvedespinslerne, og disse andre modstandere, der ikke tror på dem, regner altså kun med én død, måske en dommedag, hvor de selv vil blive frikendt, men ikke en dom, hvor helvede vil blive deres lod.

Det, der gjorde det givende og interessant, var, at Crone tog så mange gamle muslimske lærde korankommentarer frem og belyste sagen ud fra dem. Disse kommentarer var værdifulde, mente hun, fordi de jo kendte sproget helt anderledes indgående end en udlænding kan komme til. Blot skal man ikke tage dem som autoriteter, men som hjælpere.

Det hele bar præg af at være et eksempel på forskning ‘in the making’; vi fik så at sige lov til at se ind i en forskers værksted og fornemme, hvilke problemstillinger hun sloges med, hvilke vanskeligheder der tårnede sig op for hende. Der opstår naturligvis en vis usikkerhed, når man ikke mere holder sig til traditionen (og Crone bekendtgjorde, at hun for lang tid siden var slået ind på den vej), men nøjes med at se på koranens samtidige kilder. Specielt er dette en vanskelig opgave, fordi der mangler kilder til det Arabien og den tidsperiode, hvor koranen blev til. Men hun brugte så i stedet for kilder fra Syrien og Palæstina og kunne vise, hvordan de samme halvhjertet-troende havde levet dèr, og hvordan en del udtryk fra koranen gik igen i disse kilder.

Naturligvis fik hun spørgsmål, gående ud på, hvor outreret hun nu er med hensyn til koranens opståen. Og hun fortalte, at hun havde indset, at der var en del fejl og overfortolkninger i ”Hagarism”, men hun kunne dog stadig ikke få sig til at tro, at de såkaldt mekkanske suraer virkelig var blevet til i Mekka. Hun syntes stadig, at de mange steder, hvor de troende omtales som folk, der driver landbrug: dyrker oliven, korn og vindruer, aldeles ikke tyder på Mekka som ophavssted; for alle er enige om, at Mekka kun var befolket af handelsfolk, og at området omkring byen var ørkenagtigt, uden mulighed for at dyrke noget som helst.

Så alt i alt må det siges, at det, Kristeligt Dagblads anmelder savner hos Jytte Klausen: mod til at trodse eventuelle muslimske terrortrusler, det fik vi i rigt mål den dag i Århus fra Patricia Crone.

Men vi fik noget mere: Vi fik indtryk af et menneske, der nærer dyb respekt for koranen. Det kan godt være, at de fleste muslimer hellere ser, at vi nærer den overfladiske respekt for koranen og for Muhammed, at vi ikke gør grin med nogen af delene, og det kan godt være, at mange af dem finder det helt i sin orden, at terrorister tvinger en sådan overfladisk, hyklerisk respekt frem. Men jeg kan ikke andet end beklage sådanne overfladisk tænkende muslimer. Hvor meget mere værd er dog ikke den respekt for koranen, som Patricia Crone udviser gennem sin forskning og gennem den minutiøse kundskab til koranen, hun er nået frem til! Hvor meget dybere bunder den ikke! Hvor langt mere værdifuld er den ikke, også for muslimer og muslimske samfund!

Hun har haft koranen som sit forskningsområde i omkring fyrre år og synes at være overbevist, at koranen nok skal stå sig overfor al kritisk forskning, nogenlunde ligesom vi kristne er overbevist om, at bibelen nok skal bevare sit budskab, ja måske endda få det tilslebet ved den stadige forskningsindsats. Det er sandelig at have respekt for koranen. Men de, der vil forsvare den med terror, de tror åbenbart ikke, den kan stå sig imod de historisk-kritiske angreb. De har så tydeligt kun ringe respekt for den.

Og jeg kan ikke tro andet, end at de muslimer, der måtte have været til stede, er blevet lige så grebet af den sandhedssøgen, der prægede hende, som jeg blev.

Dette indlæg blev udgivet i Islam. Bogmærk permalinket.

2 svar til Elendig og fornem formidling

  1. hvad jeg ledte efter, tak

  2. Pingback: Var Jesus og Muhammed fiktive figurer? | ricardtriis

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.