Minareter i Danmark – selvfølgelig!

Nu har man i Schweiz haft en folkeafstemning om at forbyde fremtidigt byggeri af minareter på de derværende moskéer. Og til alles overraskelse blev forslaget i søndags stemt igennem, dvs., nu kan der ikke bygges minareter på de moskéer, der ikke i tide har sikret sig denne udsmykning, og så vidt jeg erfarer, er der kun en to-tre moskéer, der har været så heldige.

Straks har så Dansk Folkeparti været ude med en melding om, at vi burde gøre det samme her i landet. Jeg vil mene, at det er en uklog melding. Vi bør i forholdet til muslimerne holde strengt på statens neutrale rolle. Det vil jeg mene er, hvad oplysningstiden har lært os, og netop oplysningstidens idéer er, hvad der adskiller os fra muslimerne.

Og man må da også sige, at et sådant forbud ville stemme dårligt overens med den holdning, jeg har bekendtgjort flere gange: at vi bør give vore muslimske medborgere al den frihed, vor lovgivning bare kan trække, om vi mon ikke på den måde kunne få dem til at fatte, at et friheds-samfund er bedre end et tvangs-samfund. Og ikke sandt, fornemmelse for frihed kan ikke indgives med tvang eller forbud.

Ja, jeg vil endda mene, at man bør give muslimerne endnu større frihed: de skal som den største selvfølgelighed have lov til at bruge minareterne til det, de er beregnet til: til at kalde til bøn. Deres minareter behøver ikke, som minareterne på den påtænkte moské på Dortheavej, være tavse minareter. Og det er en opfattelse, der må forekomme rimelig for enhver, som kan indse, at staten ikke skal give den ene religion fortrin fremfor den anden.

Det er ikke en opfattelse, jeg har fået fornylig. I en afhandling fra september 2004, ”Frihed contra fromhed”, har jeg hævdet dette synspunkt, dog med den indskrænkning, at de kun må kalde til bøn én gang om ugen, svarende til, at kirkeklokkerne kun ringer til gudstjeneste én gang om ugen. (Se her). Men den slags kan der naturligvis forhandles om. Det må vel også afhænge af, hvor mange decibel man agter at udsende.

Men på trods af, at jeg således mener, det er en uklog afgørelse, Schweiz har truffet, fordi den fraviger det princip, som ethvert vestligt land må handle efter, princippet om den sekulære stat, så kan jeg alligevel ikke lade være med at godte mig, fordi dette også kan ses som ‘folkets’ opgør med ‘eliten’. Nu har ‘eliten’ igennem lang tid talt med løftede pegefingre til ‘folket’: fy, fy, sådan må I sandelig ikke sige eller tænke! I skal være gode ved muslimerne! osv., og så kommer der et sådant svar fra hjertet af folket. Ha, ha!

Og der er også en skønhedsplet på den schweiziske afstemning, en skønhedsplet, som dog ikke kommer fra det såkaldt ‘populistiske’ Schweizisk Folkeparti, der har støttet forbudet, men fra en del kantoner, der har nedlagt forbud mod én af forbudsfolkenes plakater. Den viser en række minareter gro op af det schweiziske flag, og, siger man, disse minareter minder om raketter, og derfor bedømte de plakaten til at være racistisk.

Ak ja, dette viser, forekommer det mig, hvor langt den muslimske tankegang er trængt igennem i Europa. Nu besvarer man ikke længer ord med ord, plakat med modplakat, nu bruger man ufine metoder med forbud, endda i en normal, demokratisk valgkamp.

En sådan muslimsk tankegang kan man også ane, hvor nogle tilhængere af forbudet vil sige: Jamen, vi gør ikke andet, end hvad Saudi-Arabien hele tiden har gjort. Og mange andre muslimske lande lægger jo også hindringer i vejen for kirkebyggeri, hvorfor skulle vi så give muslimerne lov til at bygge i vort land?

Svaret på det spørgsmål er naturligvis meget enkelt: Fordi vi ikke er muslimer, men vesteuropæere, og som vesteuropæere har vi en arv, der siger, at staten skal være religiøs neutral. Og det er mærkeligt at skulle sige det, men vi skal naturligvis i vore handlinger lade os bestemme af vore idealer, ikke af muslimernes tankegang.

Og lader vi os bestemme af vore egne idealer, her idealet om lige rettighed for alle religioner, så bliver resultatet altså, at ikke blot skal muslimerne selvfølgelig have lov til at bygge moskéer og forsyne dem med minareter, de skal også have lov til at kalde til bøn fra minareterne, måske ikke just fem gange om dagen, men blot én gang om ugen.

Advertisement
Dette indlæg blev udgivet i Islam. Bogmærk permalinket.

11 svar til Minareter i Danmark – selvfølgelig!

  1. Morten - - - siger:

    Måske. Selvom det ikke er rart.

    Dog en ting: Det er ikke Oplysningstidens idéer, der skiller os fra muslimerne, men vores kulturelle modning.

    Idéer er universelle og stort set tilstede gennem det meste af historien via enestående mennesker med indsigt. Det er idéernes iværksættelse, der er det særlige, og den finder sted, når kulturen modnes. I den forbindelse er en kultur at sammenligne med et individ.

    Idéer er tilgængelige for alle og har altid været det. I dag kan de desuden downloades fikse og færdige fra Internettet – sågar i form af hele konstitutioner. Det hjælper bare ikke. Det ville det heller ikke have gjort i Oplysningtiden.

    – – –

  2. Avismand siger:

    Du skrev: Vi bør i forholdet til muslimerne holde strengt på statens neutrale rolle. Det vil jeg mene er, hvad oplysningstiden har lært os,

    Mit svar: Oplysningstiden har intet lært os i den retning. Statskirken i Danmark bliver stadigt betalt og dirigeret af staten, og præsterne er statsembedsmænd, hvis loyalitet først og fremmest er vendt mod staten.

  3. Ricardt Riis siger:

    @ Morten!
    Det kan være meget godt at begynde sin historieforskning med én eller anden teori. Du har en teori om, hvordan idéer udbredes. Udmærket! Men man er nødt til at lade sin teori retlede af den historiske virkelighed. Det mangler du vist at gøre.
    Desuden må du ikke overse, at det begreb, du opererer med, ‘kulturel modning’, i høj grad er et værdiladet begreb. Det sætter dig i stand til at betragte den muslimske kultur som ‘umoden’, underforstået: den skulle egentlig gerne vokse op til vort stade, blot har den ikke gjort det endnu.
    Den forståelse af islam finder jeg forkert.

    @ avismand!
    Hvis man er medlem af folkekirken, betaler man kirkeskat, hvis ikke, slipper man. Så er det sandt, at staten giver tilskud til folkekirken, men kirken yder også visse tjenester til staten, deriblandt personregistrering, vedligeholdelse af historiske bygninger og kirkegårdsvæsnet i de fleste byer. Jeg er ikke i stand til at afgøre, hvor præsters loyalitet ligger, så dèr er du klogere end jeg. Eller i det mindste tror du, du er det.

  4. Morten - - - siger:

    Næh, altså – jeg forventer snarere, at islam passerer os udi en fremtid, ligesom vi selv har passeret alle de store civilisationer i løbet af den korte tid, der er vor – danske – historiske tid.

    Sammenligner man den relativt nyere europæiske historie med historien fra andre dele af verden, ser den europæiske nærmest hæsblæsende ud i forhold til noget, der kunne ligne stagnagtion. Og hvor der ikke, isammenligning, er – relativ -stagnation, er det den europæiske civilisation, der er lokomotivet. Ikke sandt ?

    Går man længere tilbage i den globale civilisations historie, ser man imidlertid det samme fokus ligge andre steder i verden. Altså dengang vi var barbarer.

    Der er tale om et tydeligt mønster.

    – – –

  5. søren w. siger:

    Skal vi så, for den gode stemnings skyld, lade som ingenting, når det gælder vores forfulgte trosfæller i de muslimske lande. Præster og teologer har meget travlt med at forsvare islam, det ville være velgørende, hvis de brugte en lille del af deres energi på de forfulgte kristne. Selv om staten skal være sekulær, så er undertrykkelsen af de kristne dog et klart brud på menneskerettighederne, ligesom det at have en kirke i Saudi Arabien også burde være en menneskeret. En ligeværdig dialog mellem vesten og de muslimske stater må da kræve, at man tildeler hinandens borgere de samme rettigheder. Religion må blive et påskud for at undertrykke menneskerettighederne.

  6. søren w. siger:

    PS – i øvrigt ringer kirkerklokkerne jo også morgen og aften, en reminicens fra tidebønnen, så I ligehedens navn skulle muslimerne kunne råbe fra minereterne to gange om dagen plus om fredagen. En løsning kun så være, at vi sløjfede de to ringninger, hvad mange i byerne nok ville sætte pris på.

  7. Ricardt Riis siger:

    @ Søren W.!
    Prøv nu at lade være med at være så misforstående! Det, jeg vender mig imod, er, at vi siger: ‘Når muslimerne behandler kristne kirker dårligt i deres lande, så vil vi også behandle deres moskéer dårligt i vore lande’. Jeg nævner ikke kristenforfølgelserne i de muslimske lande med et ord. Og dog har du naturligvis ret i, at ”Præster og teologer har meget travlt med at forsvare islam, det ville være velgørende, hvis de brugte en lille del af deres energi på de forfulgte kristne.” Det burde vi gøre noget mere ved.
    Angående det med kirkeklokkernes morgen- og aftenringning, har jeg i den internet-pjece, jeg henviste til, gjort opmærksom på, at de lutherske teologer på reformationstiden ændrede ringningen i forbindelse med tidebønner fra en kirkelig til en borgerlig ringning. Og jeg erindrer da, hvor skønt det var at blive vækket af klokken syv ringningen fra kirkeklokken, skønt jeg boede knap en kilometer fra kirken. Dog kunne den ikke bruges som vækkeur, for af og til bar vinden fra. Men hvorfor fjerne et livsbekræftende vidnesbyrd om, at verden står endnu?

  8. Hans Henrik Hansen siger:

    Jeg vil – undtagelsesvis – tilllade mig at ‘låne’ en udmærket kommentar fra Berlingeren:
    “Måske har de gæve frihedselskende vælgere i Schweiz blot set skriften på væggen og tydet Erdogans budskab korrekt:

    “Moskeerne er vore kaserner, kuplerne stålhjelme og minareterne bajonetter.”

    Tyrkiet er også moskesponsor: “Vi bygger erobrermoskeer” på tyrkisk “Fathi Camii”, dvs. „Erobermoske“, hvilket er navnet, som Tyrkiet giver nye stormoskeer i Flensborg og Kiel.

    Religionsforskeren Professor Spuler-Stegemanns spurgte ved indvielsen, hvorfor man valgte det navn til flere hundrede nye moskeer i Europa. Svaret var: „Det er i Sultan Mehmed Eroberens ånd.“ Han erobrede Konstantinopel og en stor del af det kristne Europa og lovede at erobre resten.

    Skulle vi ikke respektere, at de gode demokratiske borgere i Schweiz er de eneste der har kompetancen til at afgøre, hvordan man bedst opretholder demokratiet og landets suverænitet.

    Det gør man ikke ved at lukke en hoben integrationsresistente muslimer ind i landet og lade dem te sig som herrefolk mens de bygger erobrermoskeer og minareter og arbejder på at islamisere samfundet”
    – kunne vist ikke ha’ sagt det bedre selv! 🙂
    Kilde:
    http://uffeellemann.blogs.berlingske.dk/2009/11/30/nej-til-minareter-i-schweiz-tolerancen-der-blev-v%c3%a6k/#comment-38751

  9. Ricardt Riis siger:

    @ Hans Henrik Hansen!
    Inden du næste gang ‘hugger’ en andens meninger, så tjek lige først, om det nu også passer ind i sammenhængen.
    ”Skulle vi ikke respektere, at de gode demokratiske borgere i Schweiz er de eneste der har kompetancen til at afgøre, hvordan man bedst opretholder demokratiet og landets suverænitet.” Jeg har ikke anfægtet schweizernes kompetence til at afgøre, hvad der skal ske i Schweiz. Jeg har prøvet at give forslag til, hvad vi skal gøre i Danmark.
    ”Det [at opretholde demokratiet og landets suverænitet] gør man ikke ved at lukke en hoben integrationsresistente muslimer ind i landet og lade dem te sig som herrefolk mens de bygger erobrermoskeer og minareter og arbejder på at islamisere samfundet”. Vi har forholdsvis effektivt lukket for tilstrømningen siden 2001. Hvad jeg finder pinende nødvendigt. Hvorfor skriver du så sådan imod mig?
    Jeg tør ikke sige, hvordan det, du har hugget, passer ind i den oprindelige sammenhæng. Men her kunne du godt have tilpasset det noget bedre.
    Bortset fra det, så går mit forslag ud på, at vi lader VORT menneskesyn og ikke Erdogans bestemme, hvad vi vil foretage os med de muslimer, der nu engang ER kommet ind i landet. Og de er ret integrationsresistente, det er også min opfattelse. Hvordan får man dem blødt op til at gå positivt ind for integration? Hvordan får man dem til at synes om vort samfund? Ved tvang? Bestemt ikke. Kun ved at give dem frihed kan vi overbevise dem om, at frihed er bedre end tvang.
    Men det tager tid.

  10. Hans Henrik Hansen siger:

    “Jeg tør ikke sige, hvordan det, du har hugget, passer ind i den oprindelige sammenhæng. Men her kunne du godt have tilpasset det noget bedre” – jeg synes faktisk (stadig), det passer glimrende, også her!

    “Kun ved at give dem frihed kan vi overbevise dem om, at frihed er bedre end tvang” – og iden sammenhæng finder du, at at ‘erobringsmoskéer’, smykket med symboler for stålhjelme og bajonetter er befordrende? 🙂

  11. claes flach siger:

    Hvis vi giver muslimerne frit slag med minareter, så bliver det i hver fald synligt hvor megen magt de tiltager sig i Danmark. Og senere hørligt, når der kaldes til bøn.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.