Hvad skal man tro?

Mange synes, det kan være svært at finde ud af, hvad der er sandt og hvad der er løgn i klimadebatten. For nogle dage siden hørte vi, at nogen havde brudt ind i nogle forskeres e-mails og offentliggjort nogle mails, som forskerne havde sendt til hinanden. De fleste undlod at forarges over disse hackere og nøjedes med at forarges over det, forskerne skrev til hinanden. Det lød højst foruroligende. Én forsker diskuterede således, om ikke man skulle sætte temperaturangivelsen lidt højere, så ville folk lettere blive overbevist om, at klimaændringerne var på vej.

Ikke sandt, så bliver man tvivlrådig med hensyn til klimaændringerne. Er dette ikke et bevis på, at forskerne ‘snyder på vægten’, opfinder deres egne resultater, som de kan få overbevist folk med? Men viser det ikke også, at så er der ikke noget om al denne klimasnak? Det er ‘kun’ en række videnskabsfolk, der vil være med på klimavognen og maler fanden på væggen, blandt andet, fordi det nu er det, der ‘giver kasse’, det vil sige: får forskningsbevillingerne til at rulle.

Og så på den anden side: Netop i dag offentliggør Information en henvendelse til politikerne fra 26 af de forskere, der har siddet i FN’s klimapanel. De hævder, at de sidst opdaterede tal viser, at det står værre til, end hidtil antaget. Med andre ord: de vurderinger, klimapanelet sidst kom med, var for lave: vi risikerer større temperaturstigning, større vandstandsstigning, større klimaændringer end hidtil antaget.

Så hvad skal man tro? Tja, det synes at være forvirrende.

Og så ser man i Deadline et interview med Saxo-bank direktør Lars Sejer Christensen. Han har investeret i en udgivelse af en bog af Vaclac Klaus, den tjekkiske præsident. I den bog stiller Klaus sig meget klimaskeptisk an, og derfor mener Saxo-direktøren, at han gør en god gerning ved at udgive bogen. For man skal altid høre den anden side også.

Det synspunkt er der forresten mange, der deler. Det var én af grundene til, at Dansk Folkeparti for et stykke tid siden bekendtgjorde, at de ville arrangere en alternativ høring, hvor bla. Henrik Svensmark skulle have mulighed for at komme til orde. For det var også deres fornemmelse, at man nu kun hørte den ene side i debatten, den side, der mente, der ville komme klimaændringer, men helt havde glemt den anden side.

Tillad mig at gøre opmærksom på, at det jo ikke er en folkeafstemning, vi har for os! Ved en folkeafstemning er det rimeligt, at vi hører synspunkter i nogenlunde ligelig grad fra både ja- og nej-siden. Men det giver ikke megen mening at overføre dette ja-nej-synspunkt til klimadebatten. For dette er en videnskabelig diskussion. Og her ændrer tingene sig, for her er der faktisk nogen, der bliver overbevist hen ad vejen, blandt andet, fordi der hele tiden indløber nye forskningsresultater.

For nogen tid siden var det journalister, der blev taget i skole af videnskabsfolkene, fordi de – deres vane tro – altid ville høre begge sider i debatten. Det er udmærket, sagde videnskabsfolkene, men prøv at forstå, at skeptikerne faktisk bliver færre og færre. Derfor er det bedre at prøve at popularisere forskningsresultaterne, fremfor hele tiden at give det udseende af, at der er tvivl om dem.

Jamen, se nu, hvordan det er blevet afsløret, at videnskabsmænd snyder med resultaterne!

Den historie er en and. Flere aviser har taget emnet op. Én har fx sagt, hører vi, at de 3000 mails, der er blevet offentliggjort, må være en meget lille del af den samlede diskussion. Og det vil sige, at hackerne har siddet og valgt ud af disse mails. Kan vi så stole på, at de mails, de offentliggør, giver et retvisende billede af debatten videnskabsfolk imellem?

The Economist har i denne uge en gennemgang af sagen. Og de finder de offentliggjort mails ret harmløse. De temperaturangivelser, der var tale om, var angivelser, baseret på tykkelsen af træers årringe, noget, der kun lader sig bestemme indenfor meget vide rammer. Det er derfor, man altid supplerer med andre metoder i bestemmelsen af fortidens temperaturer. Og – siger de – man må virkelig ulejlige sig med at læse alle disse e-mails, og ikke nøjes med nogle få. Selv om de måske er redigerede, så giver de alligevel et nogenlunde billede af den indbyrdes debat, og den debat er måske for mange overraskende, og også overraskende hård og tilsyneladende uforsonlig, men styrker det ikke snarere de resultater, klimapanelet kommer frem til? De er nået gennem en ophedet debat, ikke gennem forud aftalt konsensus.

Og så er der Henrik Svensmark. Ham bør vi da også høre, for han mener noget andet, synes man at mene. Mit svar er: Vi har hørt ham. Og hvad mere væsentligt er: klimapanelet har hørt ham. De har oven i købet taget højde for de resultater, han opererer med. Men det har ikke fået dem til at ændre deres forudsigelser.

Jeg husker, at jeg for nogen tid siden så en film, en såkaldt dokumentar, om Svensmark og hans teorier. Meget spændende og meget interessant. Men da jeg senere gik på nettet og læste noget om, hvilke indvendinger man er kommet med fra videnskabeligt hold, fandt jeg ud af, at der var forhold, som overhovedet ikke var blevet omtalt i dokumentaren. Og når han véd, der er indvendinger mod hans teori, væsentlige indvendinger, og når han fuldstændig undlader at nævne dem, endsige besvare dem, så fatter i hvert fald jeg mistanke til hans teoris holdbarhed.

Jamen, hvem kan forstå alt det med kuldioxyd og drivhuseffekt?

Sandt nok, jeg begriber heller ikke, hvorfor netop kuldioxyd er en drivhusgas. Det har noget med stoffets molekylære form at gøre, fortæller man, men jeg aner ikke, hvad det vil sige eller hvad det betyder. Men gør det noget? Der er jo ingensomhelst, der har benægtet, at kuldioxyd er en drivhusgas. Det synes at være en fastslået kendsgerning. Nuvel, så vil jeg heller ikke benægte det. Så klog er jeg alligevel ikke.

Men hvad jeg kan forstå, det har jeg vel en vis forpligtelse til at rette ind efter. Og det, jeg kan forstå, fremgår af en tegning af et badekar i National Geographic (11/09). Hvert år fylder vi 9,1 mia ton kuldioxyd i badekarret, dvs i atmosfæren. Hvert år fjernes der 5 mia ton. Når det forholder sig sådan, kan selv jeg forstå, at vandet i badekarret stiger, eller altså, at koncentrationen af kuldioxyd i atmosfæren stiger.

Det kan jo også måles. Det førindustrielle niveau lå på 271 ppm (andele pr. million), det nuværende niveau på 385 ppm, og det højeste niveau, man har målt i iskerner indenfor de sidste 333.000 år, er på 299 ppm. Hvis niveauet skal standses ved 450 ppm – et niveau, mange anser for faretruende højt – skal verden reducere sit udslip med 80% inden år 2050.

Påskeøen var tidligere en meget frugtbar ø. Men på et tidspunkt fældede man alle træerne. Om det var for at bygge de berømte statuer, vides ikke, og det er også ligegyldigt. Det gav anledning til erosion. Og øen kunne derefter ikke ernære nær så mange mennesker, som tidligere. Så ankom europæerne til øen. Og deres sygdomme gjorde selvfølgelig ikke situationen bedre. Men øboerne havde i deres tankeløshed indskrænket deres livsmuligheder betragteligt.

Vi er i gang med det samme. Og ligesom Påskeøen ikke kunne forvente hjælp udefra – der er 4000 km til nærmeste land – er også vi overladt til os selv. Men vi behøver vel ikke følge i deres spor.

Advertisement