De ti brudejomfruer

Jens Ole Christensen har i Kristeligt Dagblad stillet det spørgsmål til alle tidligere og nuværende folkekirkepræster, hvordan vi vil kringle den i morgen, hvor der skal prædikes over lignelsen om de ti brudepiger (eller brudejomfruer, som det hed i gamle dage, dengang jeg var præst). Selv mener han, at man ikke kan prædike renfærdigt over denne tekst uden at indrømme, at Jesus gik ind for det, han kalder ‘den dobbelte udgang’, altså den tanke, at det ved dagenes ende går sådan, at der nogle, der bliver frelst, men andre, der går fortabt. (Se hans artikel her). Andre har her på eftertanke.dk været inde på det samme. Claes Flach og Asser Skude har henholdsvis udtrykt deres skepsis overfor tanken om den dobbelte udgang og holdt en prædiken over teksten.

Jeg har igennem nogle år været formand for Grundtvigsk Forum her i Horsens og derfor ved vores årlige adventsgudstjeneste hørt mange præster udlægge denne lignelse. Deres udlægning strækker sig lige fra dem, der direkte nægter, at Jesus kan have sagt sådan, til dem, der mener, at lignelsen er ægte nok, men får noget andet ud af den end det bevis for den dobbelte udgang, som Jens Ole Christensen mener at kunne præstere.

Min egen opfattelse af denne lignelse er, at både de, der vil hævde den dobbelte udgang, og de, der vil hævde alles frelse (og derfor erklærer lignelsen for uægte), misforstår, hvad det drejer sig om. Begge parter forstår lignelsen som ligefrem tale og ikke som myte. De tror, lignelsen skal tilfredsstille vor nysgerrighed om, hvad der sker efter døden, og ser ikke, at den tværtimod skal fortælle os, hvordan vi skal leve vort liv her og nu, altså før døden.

Bibelen skulle kunne gøre os klogere. Profeten Jonas, fx, fik til opgave at prædike død og undergang for Ninives indbyggere. Og det gjorde han. Men da Gud så, at indbyggerne angrede og klædte sig i sæk og aske, undlod han at bringe den profeti, han havde givet gennem Jonas, til udførelse. Det klager Jonas over: Hvad ligner det, når han nu havde haft alt det besvær for at komme til at aflevere sin profeti, at Gud så ændrer profetien i sidste øjeblik! Og man kunne måske også tænke sig, at en del prædikanter af Jens Ole Christensens observans ville føle sig noget brøstholdne overfor Gud, hvis han virkelig imod det, han efter deres mening har forkyndt i bibelen, lader alle blive frelst. (Jens Ole Christensen ville efter eget udsagn i artiklen, vist glæde sig på de frelstes vegne).

Men dermed gives der ikke medhold til tilhængerne af alles frelse. For de forstår frelsen forkert. Frelse er i deres øjne noget ydre, noget med guld på gaden og evig ungdom og herlig festivitas i det himmelske. Og det er ikke frelse, hvilket Jobs bog skulle lære os. For hvad er det, Job ser frem til, hvis opstandelse virkelig, imod, hvad hans samtid mener, finder sted? Det er ikke disse strålende gader, nej, det er indeholdt i det, han siger i Job 19,26: “Når min hud er skrællet af, når mit kød er tæret bort, skal jeg skue Gud; v27 ham skal jeg skue, ham og ingen anden skal mine øjne se”. Det er samværet med Gud, det er overensstemmelsen med ham, det er det at vide, at forholdet til ham er i orden, det er det, der frelsen.

Dommedagstanken er i sig selv en myte, dvs en fortælling om noget helt ukontrollabelt, der siger os noget om, hvordan tilværelsen er indrettet. Er det den jødiske dommedagstanke, der er tale om, er det loven, der står i centrum. Gud har givet os en lov, hvad enten man nu tænker på toraen eller moralloven, og holder vi os dens regler efterrettelig, opnår vi frikendelse på dommens dag, hvorimod vi, hvis vi overtræder dens bestemmelser, går ind i fortabelsen.

Men nej, siger Jesus, sådan er tilværelsen ikke indrettet; det er ikke det, det drejer sig om. Du opnår ikke, at livet fuldbyrdes for dig, hvis du retter dig efter de moralske regler. Det, det drejer sig om, er i stedet, at du er opmærksom på de forhold til andre mennesker, du står i, at du er klar over, hvordan den anden person i forholdet har det, hvilke følelser der gennemstrømmer ham, hvornår han åbner sit hjerte for dig, og hvornår alt er dagligdags tale.

For det er det forfærdelige ved livet, det ubarmhjertige, det farefulde og risikable, at livet kan mistes ved et øjebliks uopmærksomhed. Dette modsvares af, at livet kan vindes ved bare et enkelt ord, talt i det rette øjeblik, og modtaget i den rette tro. Du får ikke det ene uden det andet. Og Gud laver ikke om på den tilværelse, han har givet dig, fordi du ængstes ved risikoen.

Det er den risiko, lignelsen afbilder. Ligesom Jesus med ordet om, at den, der siger: du dåre, skal dømmes til helvedes ild, hævder, at et ord kan slå ihjel, med bare ét enkelt forkert betonet ord kan du ødelægge forholdet til din næste, ligesom Jesus dèr afbilder tilværelsens uopgivelige strenghed, sådan gør han det også her. De fem brudepiger var ikke på plads, da brudgommen kom. Livet koncentrerer sig i øjeblikke, nogle øjeblikke fyldes af sig selv med fuldkommen glæde, andre blive tynget af næsten ubærlig skæbne, og andre igen afslører først bagefter, at dèr, netop i denne uopmærksomhed fra din side, gik forholdet til din næste i stykker.

Jesus kan også fremhæve øjeblikkets skæbnesvangre betydning i forholdet til din ægtefælle. ‘Enhver, som kaster et lystent blik på en andens hustru, har allerede begået ægteskabsbrud med hende i sit hjerte’, siger han. Og meningen er jo ikke, at dette lille lystne sideblik vil Gud notere ned i sin lille sorte bog, og du vil blive stillet til regnskab for det på dommens dag, nej, meningen er at sige, at selv noget så uskyldigt som et lystent blik kan indeholde en invitation og derved blive alt andet end uskyldigt, blive ligefrem ægteskabsødelæggende. Mere skal der ikke til. Så farligt er det liv, vi har fået at leve.

I disse to tilfælde taler Jesus om det, vi kan afstedkomme ved det, vi gør eller siger. I lignelsen om de ti brudepiger taler han om, hvad vi kan afstedkomme ved det, vi ikke gør, det, vi overser, de tilfælde, hvor vi ikke er opmærksomme på, hvad vor næste egentlig siger.

Det kan der gives eksempler på fra litteraturen, ja al sand litteratur er vel egentlig kendetegnet ved, at det er det, der er dramaet i fortællingen: holder tillidsforholdet stand mod de udfordringer, det udsættes for? Og går det i stykker, hvordan går det så i stykker? Eller, om det genetableres, hvordan går det så egentlig til, at tilliden igen sejrer?

Kaj Munk har i ét af sine mindre kendte skuespil ‘Fra Tidehvervet’ givet et eksempel på, hvordan et forhold kan gå i stykker. Titus Lucretius er fornuftstilhænger i det gamle Rom, han kritiserer den gamle gudetro sønder og sammen. I tredie akt får han besøg af sin far, Vesonius, der er augur og derfor tilhænger af de gamle guder med alt, hvad dertil hører. Han kommer for at fortælle om et varsel, han har modtaget: Der truer Titus’ søn en fare i dag. Denne søn er netop sendt med en betroet slave hen til Ciceros for at lege med deres dreng, men da Vesonius fortæller, at Ciceros er bortrejst, bliver Charita, Titus’ hustru, ængstelig og vil have en slave til at hente drengen. Det vil Titus imidlertid ikke, fordi han føler, at han derved ville afsløre overfor sin far, at han tror på varslet.

Der udspiller sig derfor nu en scene, hvor de to mænd kommer i hæftig debat om gudernes eksistens, om varslers troværdighed, m.m., afbrudt af Charitas bøn om at få hentet sin dreng og Titus’ stadige afslag. Det får Charita til at sige: “Om jeg ikke mister min Dreng, har jeg visst mistet noget andet, der var mig dyrebart”. Og hun forlader senere sin mand, for først at vende tilbage til ham mange år senere, da han ligger på sit dødsleje. Her forklarer hun, at hun syntes, hun måtte forlade ham, for når sjæl og legem ikke mere er af samme væsen, bør de skilles, om det dog var muligt, at de atter kunne føjes sammen.

Her var der altså én, der ikke så det, der dog var til at se: sin hustrus fortvivlelse! Her var der én, der var for stolt til at lade hendes angst bestemme sine handlinger. Her var der én, der med sin undladelsessynd ødelagde forholdet til sin hustru, ødelagde det for mange år. For det liv, han levede efter bruddet, var et ikke-liv, var et liv i fortabthed. Først, da hun vendte tilbage, fik han mod til at nedbryde sin stoltheds fornuftstvang, mod til at indrømme også sin erkendelse af noget, der er udover fornuften: “Men naar den Trang til at knæle, der skjult i hvert Hjerte sig rører/ kræver sin Ret, skal et Billed, som eneste levende Guddom/ Mandens Tilbedelse værdig, staa mildt mellem Blomster paa Altret/ Kvinden, der midt i sin Ungdom staar med sit Smaabarn paa Armen”. (Kærlighed og andre Skuespil, side 288).

Det er dette, at et forhold, du lever i, kan ødelægges, det er det, Jesu lignelse handler om. Der er ingen grund til at spekulere over dobbelte eller enkelte udgange, vi får bare som Jonas én over næsen, hvis vi stikker den for langt frem i Guds sager. Men er det ikke også skæbnebetynget nok, at livet ved én eneste undladelsessynd kan lægges øde?

Og lad så dem, der er tilhængere af en tese om alles frelse, komme og sige, at dette da er altfor hårdt, sådan er Gud bestemt ikke, ja sådan kan Gud ikke være: vi véd alle, at sådan ER Gud, den ‘ubarmhjertighed’ er indbygget i tilværelsen, det kan ingen komme udenom. Et forkert ord, og du har mistet alt. En uopmærksomhed, hvor du skulle have været opmærksom, og forholdet er gået endegyldigt i stykker. En blindhed for, hvad din næste kræver og forventer og ønsker af dig, og du har ikke mere noget ægte forhold til din søn, din ægtefælle, dine forældre. En overfladiskhed, hvor du skulle have været medlevende og indfølende, og der opstår den første lille revne i forholdet.

Og lad dem, der taler om dobbelt udgang, komme og sige, at dette er ualvorlig tale, dette er at forskyde den alvor, der ligger i vente til os efter døden: de, der har erfaret, at netop sådan skete det, véd, at den fortabelse, man oplever før døden, ikke kan være værre end den, man måtte opleve efter døden, véd, at det er helvedes kval at have mistet sin hustrus tillid og at have mistet den ved egen skyld, men véd også, at uden denne fortabelsesmulighed ville der aldrig kunne blive tale om tillid.

Advertisements
Dette indlæg blev udgivet i Ny testamente. Bogmærk permalinket.

6 svar til De ti brudejomfruer

  1. claes flach siger:

    En bevægende eftertanke. Jo, et forkert ord, en uopmærksomhed kan røbe en ligegyldighed overfor et medmenneske. En ligegyldighed, som ikke kan dækkes til igen med søde ord. Smertefuldt fordi dette “fejltrin” røber den egentlige indstilling og derfor smerter som et piskeslag. Og omvendt kan det rette ord på rette tid og sted nå ind, hvor intet andet er nået ind – i sandhed en nåde. Det er denne nåde virkelig sjælesorg og psykoterapi lever af.
    Mennesket lever af Guds ord, hjemme har børn hvor Fader bor, oh Gud ske lov.

  2. Juma siger:

    Jeg er meget glad for henvisningen til Jonas’ Bog, da jeg selv tit har tænkt tanken – det er jo yderst tankevækkende, at Jesus selv laver en direkte henvisning til skriftet, når han taler om de tegn der vil komme på, at Han er den Han er, nemlig Jonas’ tegn. Her henvises ofte til Jonas tre dage i hvalens bug inden han bliver spyttet ud igen – men det særprægede ved Jonas’ Bog er netop, at Herren pludselig vælger at aflyse Dommedag med de manges fortabelse. Personligt mener jeg ikke man kan afvise dobbelt udgang, al den stund, at en afvisning ville være at tage friheden fra Gud. TIl gengæld tror jeg ikke på fortabelsen i praksis – i hver fald ikke med troens og kærlighedens fortegn.
    Hvordan skulle Jesus kunne prædike fjendekærlighed, hvis han ikke selv praktiserer det, også på den yderste dag.

  3. Maria siger:

    Et smukt indlæg.

    Jeg kan også anbefale C. S. Lewis’ “The great divorce” om dette tema.

  4. Pingback: Vilde myter | ricardtriis

  5. Pingback: Menneskesyn – Muhammeds og Jesu | ricardtriis

  6. Pingback: Tre logikker | ricardtriis

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s