Hvor gærdet er højest

Nej hør nu! Det er da forkert! Det gode ordsprog hedder da ‘at springe over, hvor gærdet er lavest’. Ingen vil da være så tosset, at han springer over, hvor det er højest.

Nej, det troede jeg heller ikke. Men det var ikke desto mindre, hvad jeg oplevede i går. Da blev jeg sat i en situation, hvor jeg måtte spørge mig selv: Hvorfor springer manden dog over, hvor gærdet er højest? Det var, da jeg var til møde i Forum Teologi/Naturvidenskab. Her holdt Mickey Gjerris et udmærket foredrag: ‘Jorden brænder, et foredrag om klima, værdier og religion’. Mickey Gjerris er blogejer her på eftertanke.dk, se hans første blogindlæg her. Og han skildrede sådan set på udmærket vis de problemer, der tårner sig op for menneskeheden. Som et eksempel på ét af problemerne nævnede han vort overmåde store kødforbrug. Danskerne har verdensrekord i årligt kødindtag, og man har regnet ud, at landbruget står for ikke mindre end 20% af vor udledning af drivhusgasser. Heraf udgør produktionen af oksekød en meget væsentlig del, fordi koen er en drøvtygger, og i dens vom dannes der en stor mængde metan; metan er en drivhusgas, tretten gange så virksom som kuldioxyd.

Og her kunne Gjerris så slå den ironiske gæk løs, drille os med vore grill-aftener, åle os for vor kultur, der siger, at jo festligere et måltid skal være, des mere kød skal der på bordet. Han opstillede også et dilemma for os: hvis vi vil se på dyrevelfærd, så er det fritgående køer, vi skal satse på; hvis vi vil mindske vort CO2-udslip, er det kyllinger, vi skal spise; og så så vi et billede af en kyllingefarm, hvor kyllingerne stod som sild i en tønde, aldeles uden dyrevelfærd.

Selv er han blevet vegatar, og for at give et indtryk af, hvor vanskeligt det vil være for os at ændre vor kultur på madens område, citerede han sin mor, der ovenpå oplysningen om, at hendes søn var blevet vegetar, reagerede med at spørge: Hvad så med juleaften? Og så kørte han ellers videre med det, der syntes at være hovedformålet med foredraget: at angribe vort natursyn og at stille en løgstrupsk opvurdéring af naturen selv i stedet.

Jeg fulgte nogenlunde godt med i foredraget, syntes jeg da selv, men med ét blev jeg lysvågen: navnet på min ringhed stod på skærmen (det var et Power-Point-foredrag). Gjerris havde brugt en artikel af mig som eksempel på én, der (fejlagtigt, mente han) troede, man kunne klare problemerne med teknologiske løsninger. Det var den artikel af mig, der bar overskriften: ”Fri os fra religiøse klimafans” (se her).

Nå, i pausen blev det opklaret, at denne Ricardt Riis, som han havde citeret for noget skrækkeligt noget, var til stede ved foredraget, og jeg fik lejlighed til at forklare mig. Udmærket! Og jeg troede sådan set, at vor uenighed ikke var så stor endda. Men vel hjemkommen fandt jeg ud af, dels ved at tænke over, hvad der var blevet sagt, og dels ved at læse de blogindlæg, Gjerris har her på eftertanke.dk, at den vist alligevel er ret omfattende, og at det ønske, min overskrift gav udtryk for, også kunne passe på Gjerris.

I det føromtalte blogindlæg skriver Gjerris fx efter at have indrømmet, at naturvidenskabsfolk har deres at sige i debatten: ”Men den egentlige udfordring er ikke kun at afbøde effekterne af fortidens synder. Den er af langt mere filosofisk, eksistentiel og psykologisk karakter. I en kultur, hvor vi har bundet tanken om personlig frihed op på muligheden for at tage bilen når og hvor man vil, skal der mere end lidt biobrændsel til. Vi skal ikke bare løse nogle lidt uheldige bivirkninger ved en ellers problemfri udvikling. Vi skal til at se på hele vores kulturs grundlæggende indstilling til naturen”.

Dette med biobrændstof til bilen gik igen i det svar, han gav mig på mødet. Han fortalte, hvordan benzinselskaberne gik stærkt ind for biobrændstof til afløsning af benzin, fordi de derved kunne holde liv i forbrændingsmotoren. Og han fortalte også, hvordan den rapsolie, vi dyrker her i Europa til biobrændstof, gjorde dyrkning af palmeolie i Indonesien til madlavning rentabelt, hvilket medførte rydning af store skovarealer. Så der udledes mere CO2 ved biobrændstof end ved den normale brug af råolie. Underforstået: vi er nødt til at droppe den megen transport; vi er nødt til at ændre hele vor livsstil. Og så ikke mere. Intet om elektriske biler. Intet om det, jeg havde nævnt og også skrevet i den artikel, han henviste til, at man i år 2030 kan klare sig med vind- og solenergi, plus lidt småtteri fra termisk jordvarme, tidevands- og bølgeenergi. Min artikel blev stadig kun brugt som et afskrækkende eksempel på mennesker, der troede, de kunne klare sig med mere teknologi og undgå at foretage en ændring af vor indstilling til naturen.

Og så er vor uenighed altså ganske stor.

Han må gerne kalde det forslag fra Scientific American, jeg viderebragte, et teknologisk flop. Han må gerne anse mig for at være en teknik-besat galning, der tror, at alting kan klares med mere teknologi, mere teknologi. Men var det dog ikke på sin plads at undersøge det forslag, jeg kommer med, eventuelt argumentere imod det? De to forfattere til artiklen i Scientific American benytter sig udelukkende af kendt teknologi. Vindmøller er opfundet, solceller kan vel billiggøres, men solkraftværker fungérer en del steder. Får vi sat en pris på udledning af CO2, og bestemmes det, at denne pris skal stige, så vil oven i købet el fra disse vedvarende kilder snart være langt billigere end el fra kulkraftværker.

Altså: dèr er gærdet lavest, hvorfor dog ikke springe over dèr, og så lade det være fuldstændig ligegyldigt, om der er tale om et teknologisk fif?

Mit indtryk er, efter nøjere eftertanke – og efter nøjere læsning på eftertanke.dk – at han vælger den højeste del af gærdet, fordi det stemmer bedre overens med hans teologi. Mickey Gjerris er teolog og har lært en del af Løgstrup, især den Løgstrup, der gør sig metafysiske tanker om sansning og naturen. Derudfra drager han den slutning, at det er vort natursyn, det er galt med, det er vor kulturs tendens til at gøre naturen til objekt og ressource, der har taget overhånd. Skal vi løse krisen, skal vi have fat på et helt andet natursyn.

Og bevares, jeg kan da godt se, at kommer der så én og siger, at krisen kan løses med nogle forholdsvis enkle midler, så ødelægges den teologi, der hævder, at det er natursynet, der skal ændres. For det må jeg indrømme, de to amerikanske forskeres natursyn har jeg ikke undersøgt, mit eget såmænd heller ikke, jeg har blot forstået, at det, de foreslår, kan lade sig gøre, og kan der ved et sådant tiltag reddes et par hundrede millioner mennesker fra drukne- eller sultedøden, så må man gerne kalde mig både Mads og en forbenet teknik-tilbeder, det, at det virker, er jeg fuldt tilfreds med, og jeg kunne ikke drømme om at kaste vrag på en fuldt forståelig og fuldt gennemførlig løsning, blot for at kunne fastholde og forkynde, at vi hidtil har haft et helt forkert natursyn.

Mickey Gjerris citerede Martin Ishøy med tilslutning, den Martin Ishøy, der står bag fænomenet ‘Grøn kirke’. Det gør ham selvfølgelig ikke til tilhænger af alt, hvad Ishøy siger, men visse ligheder kan nu spores. Martin Ishøy siger fx i et indlæg på kristendom.dk:

Evangeliet bortforklarer præcis hverken, hvad vi har gjort, eller hvad vi burde gøre, nemlig at skære ikke 1 ton, men 7-8 ton af vores personlige CO2-udslip. Den aktuelle klimakrise, som måske er den mest fatale krise, menneskeheden nogensinde har befundet sig i, er uden nogen tvivl langt hen ad vejen menneskeskabt, og evangeliet er radikalt i sin fordring om omvendelse.

At ville leve op til evangeliet er at være i den rige unge mands sted, som skulle sælge alt, hvad han ejede og give det til de fattige. Men det er sværere for en rig at komme ind i himmeriget end for en kamel at komme gennem et nåleøje. Det er umuligt for mennesker, men alt er muligt for Gud. Det er evangeliets tale.

Vi skal faktisk løfte en klimabyrde, som vi ikke kan løfte, men det gør Gud, og derfor får vi håb mod håbløshed og mod til at kæmpe klimakampen det bedste vi har lært. Det giver evangeliet os mod og kræfter til”. (Se her).

Her får vor nuværende klimakrise den funktion, som ellers loven har i almindelig luthersk kristendomsforkyndelse: at være et ‘syndespejl’, i kraft af hvilket vi kan se vor synd. Og Ishøy kan ikke se anden udvej, end at vi skærer 7-8 ton af vores CO2-udslip. Og han går ud fra som en selvfølge, at dette er noget, vi kun kan gøre ved helt at lægge vor overforbrugeriske livsstil på hylden. Og da dette er lige så umuligt for os, som det var for den rige unge mand i evangeliet at sælge al sin ejendom (Mark 10,17-27), har vi kun Gud at sætte vor lid til. Men, siger Ishøy, det kan vi også rolig gøre, for den klimabyrde, vi ikke kan løfte, vil Gud løfte.

Det er dog det argeste vrøvl. For det første er det en misforståelse, at den forståelse af loven er luthersk: at loven kun skal være et syndespejl, der skal lære os at sætte vor lid til Gud. For det andet kunne det jo være, at det, der er umuligt for mennesker, men muligt for Gud, er at ændre et menneskesind, så det gerne gør det, det skal. For det tredje er det ikke nok at skære halvdelen af de 16 ton CO2 bort, som vi udleder pr år pr person, alle 16 skal naturligvis bort. Og endelig for det fjerde er, som før nævnt, dette at gå over til vedvarende energikilder en aldeles overkommelig opgave, som kan gennemføres, uden at vi behøver gå ned i levestandard, og uden at vi behøver at påkalde Guds hjælp af den grund. Det skulle da lige være, at vi behøver hans hjælp til at komme med modargumenter overfor teologiske vrøvlehoveder.

Hidtil har jeg troet, at mine eneste modstandere i klimasagen var klimafornægterne. Nu ser jeg, at de fromme og bekymrede teologer, der slet ikke kan få bekymring nok, og ikke er til at overbevise om, at løsninger findes, for de skal absolut bruge klimasagen til at forkynde deres noget særegne form for kristendom, er værre modstandere. For der er jo en hoben fromme mennesker, der elsker bekymring, og elsker at ‘gøre noget’, også selv om det batter som en skrædder i Helvede, fordi det får dem til at føle sig på den rigtige side. Klimafornægtere til den ene side, løsningsfornægtere til den anden side. Træls!

Jeg er ked af at måtte ødelægge jeres fromhed, men jeres bekymring holder ikke vand. Kan gerne være, I er forargede på den Thor Pedersen, der elsker at komme tilbage til sin gård og se den i fuldt oplyst stand, jeg for min del vil sige til ham: Helt i orden, Thor, brug du bare løs, blot du betaler for det. Og hvis du synes, det bliver for dyrt, så kan man sikkert få nogle små elektroniske dimser, der tænder for lyset, så snart du passérer det yderste af alléen op til gården. Smart, ikke!

Jamen, jeg elsker den slags fiduser. Og det forekommer mig smart, at vi kan gå over til at bruge udelukkende vedvarende energi. At det så tager luften ud af de frommes bekymring, nå ja, det tager jeg med som en velkommen sidegevinst.

Dette indlæg blev udgivet i Samfundsforhold. Bogmærk permalinket.

Et svar til Hvor gærdet er højest

  1. claes flach siger:

    En uhyggelig form for religion. Set i andre former før. Det er som om det smertefulde og ubehagelige bliver mål i sig selv. Pine sig selv og pine andre. En afspejling af en ondskabfuld guddom. Man må ikke have god samvittighed, ikke føle sig glad og tilpas. Ikke have den barnlige tillid til Faderen i himlen.
    Gud selv er helt anderledes. Han vil sine børns lykke og de begrænsninger der lægges på livsudfoldelsen tjener det mere fuldkommene og lykkelige liv. Som det siges i en from bog: Gud har altid dækket og vil altid dække ethvert menneskes behov. Jesus den store Mester sagde, at han var kommet for at vi skulle have liv, ja liv i overflod. Det er ad de baner religiøsiteten må bevæge sig. Det andet er mørke skygger, der ødelægge liv. Men mørke, der altid må vige for lyset.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.