Det er vores skyld altsammen!

Der foregår mange mærkelige ting rundt om i verden. Også på klimatopmødet sker der ting og sager, som er højst besynderlige. Men der sker også noget, som alle er enige om at betragte som noget naturligt, og som ingen derfor undrer sig over, skønt man måske, hvis man var i stand til at foretage en uhildet betragtning, måtte undre sig højligt over det.

Alle er således enige om at betragte det som noget naturligt, at de rige lande skal hjælpe de fattige lande. Og man har alle argumenterne parat: Det er os, der igennem de sidste par hundrede år har udspyet CO2 til den store guldmedaille, mens det i høj grad vil blive u-landene, det kommer til at gå ud over, når klimaforandringerne rigtigt slår igennem. Alt dette er meget naturligt. I denne argumentation er der intet mærkværdigt, der skjuler sig.

Alligevel er der et højst besynderligt træk ved u-landenes argumentation, det nemlig, at de fuldstændig overser de rige arabiske oliestater. Os vestlige lande er de parat til at kræve kompensation fra. Os udsætter de for en dobbelt anstrengelse, dels skal vi investere gevaldigt i ny teknologi, så vi kan fjerne vor afhængighed af fossile brændstoffer og ophøre med at skade klimaet, og dels skal vi altså også hjælpe u-landene, så de kan klare sig igennem de ændringer i klimaet, som selv et brat stop for CO2-udledninger i dette øjeblik ikke kan forhindre.

Alt sammen rimeligt nok, bestemt! Men hvordan går det til, at ingen stiller krav til de rige olielande? Hvorfor er der ingen, der kræver kompensation fra dem? De har igennem snart mange år tjent styrtende med penge på den vestlige verdens olieforbrug, og de har ikke gjort det i det skjulte, for se blot, hvordan vi alle undrer os over den enorme luksus, som fx Dubai opviste indtil fornylig. Og alligevel synes de at gå fri. Alligevel er det ikke dem, men os i vesten, der skal betale kompensation. Hvordan kan det dog gå til?

Én forklaring kan være, at vi ikke rigtig gør os den økonomiske mekanisme klar, som bevirker, at de tjener så mange penge. Med alle andre varer forholder det sig jo sådan, at prisen bestemmes af, hvad det koster at fremstille varen. Men sådan er det ikke med olien. Den ligger i jorden, og prisen bestemmes af efterspørgslen, og ikke af, hvad det koster at få den op af jorden. Og her er altså landene omkring den persiske golf begunstiget af, at de ligger ovenpå enorme oliereserver, og af, at disse olieforekomster er særdeles lette at komme til.

Vel er det ikke helt sådan, at man bare behøver stikke en pind i jorden, så vælter olien op, men det er tæt på. Det er noget med, at hvis olieprisen er 70 dollars pr tønde, så koster det i disse lande ti dollars at få olien hentet op, hvor det andre steder koster betydeligt mere, ja, jo kan koste op til de 70 dollars, som er prisen, uden at man ophører med pumpe den op af den grund. Men forskellen på prisen og omkostningen ved at hente olien op, kan regeringen eller hvem der ejer oliefeltet putte direkte i lommen.

Nu har olieprisen naturligvis ikke ligget på dagens niveau gennem alle de år, man har udvundet olie i Den persiske Golf. Men man kan godt regne ud, at det er enorme summer, der har hobet sig op hos de fyrstefamilier, der sidder på oliekilderne. Og man kan også godt forstå disse mærkelige økonomiske fænomener derhen, at der i dette regnestykke er tale om ‘gratis penge’, dvs de familier, der høster fortjenesten, har ikke rørt en finger for at indkassere fortjenesten, og de undersåtter, der gennem mange år fået en række goder uden at skulle betale skat, har heller ikke arbejdet sig til deres skattefrihed. Det hele er ren og skær foræring, der udelukkende skyldes, at de har været heldige med det sted, hvor de valgte at lade sig føde.

Og så kan man bide mærke i endnu en besynderlighed: Vi behøver sådan set ikke bede disse stater om at bruge af den kapital, de formentlig har opmagasineret ét eller andet sted i udlandet. Det ville ikke være ublu, hvis vi (eller altså u-landene) bad dem om det, faktisk ville det, hvad retfærdighed angår, svare ganske til det krav, der stilles til vesten om at betale: vi skal betale for det forbrug, vi har haft, de olieproducerende lande skal betale for den fortjeneste, de har opnået.

Men vi behøver ikke stille så store krav. Vi kan nøjes med at bede dem betale af den fortjeneste, de vil indkassere fremover. For alt tyder jo på, at olieprisen vil stige, og hvis prisen for at hente den op i golfen holder sig på niveau eller kun stiger lidt, så er der stadig en stor ufortjent fortjeneste at hente hjem for disse fyrstefamilier. Og naturligvis er pointen her ikke blot den, at disse fortjenester er ufortjente: ejerne har ikke arbejdet for at skaffe dem hjem, nej, pointen er også, at de direkte medfører skader for de u-lande, der må lide under klimaforandringerne, hvad enten det sker i form af oversvømmelser, tørke eller andet, og at det af den grund vil være rimeligt, om pengene til kompensation for disse skader tages fra sådanne ufortjente fortjenester.

Men altså: der er ikke fremkommet noget krav fra u-landene eller fra FN til de olieproducerende lande om kompensation. Og det skyldes nok, at man ikke sådan tænker over de ovenfor nævnte økonomiske mekanismer.

Men at kravet går til vesten, kan også skyldes, at det er hos os, man fornemmer lydhørhed for kravet. Vi i den vestlige verden har jo udviklet et stort selvhad: vi er skyld i alverdens ulykker; vi har været kolonimagter, og det betragtes nu som noget udelukkende ondt, selv om kolonierne også modtog noget fra os; vi har lagt vore handelskompagnier ned over kolonierne, også efter at de ophørte med at være kolonier, vi har voldtaget dem økonomisk, ja, der er ingen ende på de ulykker, vi har kaldt ned over u-landenes hoveder.

Og selvfølgelig er der noget om snakken. Vi kunne godt åbne vore markeder noget mere for u-landenes produkter, vi burde ikke udnytte dem handelsmæssigt, som vi gør, osv. Men alt dette gør det jo da sådan set forståeligt nok, at efterhånden som denne naturlige fortrydelse over egne handlinger hos os europæere har udviklet sig til et decideret selvhad, så springer u-landene til, bruger enhver lejlighed, også klimaforhandlingerne, til at presse os.

Men de presser altså ikke de arabiske oliestater tilsvarende. Og det synes jeg stadigvæk er ganske mærkeligt.

Til sidst, som mærkværdighedernes mærkværdighed, skal jeg nævne, at Saudi-Arabien i klimaforhandlingerne ikke blot længe har forsøgt at forhindre enighed, men også er kommet til København med krav om kompensation, fordi deres indtjening går ned, ifølge Kristeligt Dagblad den 12-12 09 (se her). Det har fået ‘At tænke sig’, den avis, der har Politiken som sit daglige tillæg, til at skrive: ”DAGENS KLIMAGÆST
Sheik Has Bin-There, delegeret fra Pseudo-Arabien: »En klimaaftale i København vil være en katastrofe for miljøet i vores land. En begrænset CO2-udledning vil betyde, at mange sheiker må skille sig af med nogle af deres koner, ligesom vi må se i øjnene, at flere pister i vore indendørs alpine skianlæg må lukke. Derfor kræver vi, at verdens rigeste lande kompenserer os for de manglende olieindtægter. Nå, nu hører jeg lige, at vi selv er et af verdens rigeste lande, men det skal nu ikke afholde os fra at stille kravet«.

Gad vidst, om vi kommer til at opleve en ny Muhammed krise, hvis nogen i Saudi-Arabien opdager, hvad Politiken har skrevet! For hvis de kan finde på at stille krav om kompensation, så kan vi virkelig vente os alt fra deres side.

Dette indlæg blev udgivet i Samfundsforhold. Bogmærk permalinket.

Et svar til Det er vores skyld altsammen!

  1. Morten - - - siger:

    Det er nu ikke helt rigtigt, at det sådan helt generelt betragtes, som noget ondt at have været imperialister. Tværtimod beundres imperialister stadig i det meste af verden. De foragtes ikke. Således heller ikke de arabiske imperialister, der udøvede en grusomhed, der var mangefold værre, end den, man har kunnet påvise blandt de vestlige magter (måske på nær i Leopold’s Kongo ?).

    Næ – man foragtes, hvis man siger u n d s k y l d …

    Det er dét (og kun det), der foragtes af de tidligere overvundne. Det er ingen skam for de krigerkulturer, der blev overvundet at blive indlemmet i et mægtigt imperium – det véd vi. De råber bare Hosianna og vil være ligesom erobreren. Men begynder sejrherrerne at flæbe – så bliver de overvundne både vantro og skamfulde, og siden fulde af nag og bitterhed. Nu troede de lige, at de skulle være en del af noget stort og strålende. Og så bliver de bare ydmyget på den måde! Er det så så sært, at de vll have hævn ?

    De fleste af verdens tidligere kolonier er fortsat krigerkulturer. De måler ikke på udåden hos en erobrer, thi de er alle selv potentielle erobrere. De måler på sejrherrens værdighed og forfængelige ærekærhed. Så de skal nok vare sig for at bebrejde en araber nogetsomhelst. For arabere er stolte folk, og tåler ikke oprørske slaver. Og det ved en kriger-/slavesjæl godt.

    Man skal bare slå sig for brystet og komme med trusler. Så får man respekt ! I går og i dag og … i morgen ?

    – – –

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.