Hvem tror på reduktionsprocenter?

Op til klimatopmødet og på selve mødet har landene gejlet hinanden op, om de mon ikke kunne overgå hinanden i at love reduktionsprocenter. Og noget af skuffelsen over møderesultatet går på, at det ikke blev til noget med de smukke løfter, man havde forventet. EU havde lovet at ville reducere med 30% inden 2020, hvis de andre lande ville love noget mere end det hidtil så ud til. Og da der til journalisters og kommentatorers store skuffelse ikke blev afgivet store løfter fra hverken USA eller Kina, for ikke at tale om Indien, Brasilien og Sydafrika, så kan EU nu pakke sit løfte sammen igen og nøjes med de 20%, som man havde sagt, at man under alle omstændigheder ville reducere sin udledning med.

Men efterhånden som vi kommer ned på jorden igen efter topmødets mange procenttal, må vi så ikke spørge os selv og hinanden: Hvorfor skulle vi egentlig tro på de mange løfter, både dem, der blev afgivet, og dem, man ønskede skulle afgives? Opfyldelsen af løfterne ligger jo for alle normale politikere og for al normal politisk diskussion utrolig langt ude i fremtiden. De politikere, der afgiver løfterne, er alle om ti eller femten år afgået ved om ikke den legemlige, så i hvert fald den politiske død, og andre har taget over. Hvem siger, at de vil være villige til at overholde disse løfter? Der kan være sket så uendelig meget, inden vi når frem til 2020, en krig kan være brudt ud, som vil kræve et utrolig stort energiforbrug af udkæmpe, en naturkatastrofe kan være hændt, hvor vi ikke kan undlade at hjælpe under henvisning til løfter om nedskæring i CO2-udslippet, finanskrisen kan mindske den økonomiske vækst betragteligt, nye terrorhandlinger kan have ændret folks focus, osv, osv.

Alligevel var det sådanne fjerne mål, man diskuterede. Og det giver, når man sådan slipper ud af den tryllering, som topmødet har lokket os alle ind i, det hele et lidt absurd skær.

Dette skær understreges noget af de spørgsmål, der aldrig blev stillet og derfor aldrig besvaret. Bagefter må da i hvert fald jeg undre mig over, hvilken forskel der mon egentlig er på en juridisk bindende aftale og en politisk bindende ditto. Nu fik vi ingen af delene, så det er måske højst et akademisk spørgsmål, men alligevel, jeg nåede aldrig at fange det gode ved den juridiske aftale sammenlignet med den politiske. For i intet af de to tilfælde tænker man sig, at det medfører nogen straf, hvis man overtræder aftalen. Og hvad nytter så den juridisk bindende aftale med stempel og underskrift og hele moletjavsen?

Dertil kommer, at sådanne reduktionsmål giver os det falske indtryk, at bare vi har nået dette svært opnåelige mål, så kan vi ånde lettet op. Hvilket imidlertid er helt forkert. Tanken er, at vi skal fuldstændig væk fra alle fossile brændstoffer. Om så hele verden fik nedskåret sit forbrug af fossile brændstoffer med 80%, så vil de resterende 20% jo stadig øge atmosfærens indhold af CO2, og vi ville således stadig nærme os det faretruende ‘tipping-point’, som ingen rigtig véd, hvor ligger, og dermed risikere at skabe en irreversibel forandring i planetens klima.

Som landet nu ligger, med det, der kom ud af Københavner-topmødet, the Copenhagen-accord, er der to ting, man kan håbe på.

Man kan håbe på, at den liste, som landene ifølge den på topmødet vedtagne Københavnererklæring skal skrive sig på inden udgangen af januar 2010, og hvor de skal angive, hvor stor en reduktion af udledningerne de vil binde sig til inden år 2020, kan få afsmittende virkning landene imellem. Håbet bygger på det gode eksempels magt. Og hvis man synes, det er for lidt at bygge på, skal man lige tænke på, at det jo sådan set er nøjagtig det samme, en juridisk og en politisk aftale går ud på: et land vil nødig stå som skurken i internationale forhold.

Dernæst kan man håbe på, at EU vil gå foran og føre en selvstændig CO2-politik, fx ved at indføre en udledningsafgift på al CO2-udledning. Dels vil man derved i det lange løb redde planeten, og det er jo ikke så dårligt. Og dels vil man derved stille sig i front, hvad angår fremtidens energiforsyning. For olien slipper op om ikke så længe endda, og så kommer det til at betyde noget, hvem der er kommet først med afløseren. Det kunne være EU, hvis man tør være fremsynet nok.

Og så er der måske også håb at hente i statsminister Lars Løkke Rasmussens redegørelse på Facebook. Det er noget af en lise at læse hans gennemgang af forløbet af klimatopmødet uden afbrydelse af en ivrig tv-vært, der synes at mene, at han eller hun hele tiden skal afbryde med spørgsmål, hvis ikke seerne skal zappe væk. Og indrømmes må det, at denne redegørelse giver et noget andet billede end det, vi har fået igennem diverse journalister og politiske modstandere. Efter hans mening var der fem lande, der hele tiden søgte at blokere for noget resultat overhovedet. Og det frustrerende ved det hele er, at FN-systemet giver dem mulighed for det. Det betød, at der intet var at bygge på, da ministre og andre højtstående personer begyndte at ankomme. Så at det trods dette tidsspilde lykkedes at få strikket noget sammen, og også lykkedes at få noget op at stå, der giver et vist håb for fremtiden, det er, kan man forstå, ikke udelukkende det danske formandskabs fortjeneste, men det er bestemt heller ikke noget, dette formandskab har forhindret ved klodset optræden eller forkert strategi.

Dette indlæg blev udgivet i Samfundsforhold. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.