Westergaards barnebarn

Mordforsøget på Kurt Westergaard har fremkaldt mange forskellige kommentarer. Én af dem beskæftiger sig med det forhold, at Kurt Westergaards barnebarn i nogle afgørende minutter var overladt til attentatmandens forgodtbefindende. Det drejer sig om et blogindlæg i Jyllands-Posten den 3-1 10 af Kristian Mouritzen. Han skildrer situationen i de afgørende øjeblikke og skriver så: ”Et held for alle, at manden tilsyneladende ikke var så kynisk, at han dræbte barnebarnet”. Og sådan kan man da godt vælge at se på det: Der var trods alt grænser for terroristens kynisme.
Blot tror jeg ikke, det er rigtigt. Den slags terrorister, vi her har med at gøre, er virkelig kyniske ud over alle grænser, langt ind i det, der for alle almindelige mennesker forekommer utænkeligt. Nej, jeg tror, at eksperterne fra PET og Westergaard i forvejen har talt forskellige muligheder igennem, også den, der blev virkelighed nytårsdags aften. Og jeg tror, at eksperterne har vurdéret, at terroristerne – hvis de nu var flere – i første række ville gå efter Kurt Westergaard. Det, det drejede sig om, var derfor at lade terroristerne bruge den tid, der går, inden politiet når frem, på at komme ind til Westergaard, så Westergaard på forhånd måtte opgive at redde nogen af den øvrige husstand. Blandt andet derfor var det godt, at døren til sikringsrummet ikke var en jerndør, som man ville opgive med det samme, men en almindelig dør, der i det ydre så ud til at kunne give efter for et hæftigt angreb med en økse. Hvad den altså blot ikke kunne.
Det vil sige: jeg tror, at den strategi, man havde lagt, lykkedes. Og det er der en vis trøst i. Sommetider kan terrorister, især dem, der er villige til at sætte livet til, forekomme umådelig stærke i deres dødsforagt. Men selv sådanne menneskers handlinger kan man i nogen grad forudberegne og tage sine forholdsregler imod.
Så spørger Søren Pind i et indlæg i Berlingske Tidende, om det er rimeligt, at vi lader os binde af konventioner, der forhindrer os i at sende terrorister tilbage til deres hjemlande, hvis de risikerer tortur dèr. Han tænker på sidste gang, et mordforsøg på Westergaard blev forhindret. Dengang kunne vi ikke sende en mistænkt tuneser tilbage, fordi han måske ville blive tortureret. Og så skal vi altså tvinges til at beholde ham, siger Søren Pind, og spørger, om det er rimeligt, at tilfældige mennesker, i dette tilfælde Kurt Westergaard og hans barnebarn, betaler prisen for denne large holdning.
Svaret er, at ikke alt i denne tilværelse er retfærdigt. Men svaret er videre, at et samfund ikke kan bestå, i hvert fald ikke bestå som et frit samfund, hvis ikke nogen er villig til at betale prisen. Den pris kan være den højeste pris, som nogle af vore soldater betaler, det kan være ulempen ved ekstra undersøgelser i lufthavne, som kan være generende, men dog ikke er livstruende, og det kan altså også være den pris at skulle leve under politibeskyttelse. Men hvem der betaler hvilken pris, afgøres ikke efter retfærdighedsprincipper. Hvad vi andre kan gøre, er ikke mindst at yde moralsk støtte til de udsatte.
Og man kan da også skrive sig bag øret, at der tilsyneladende er sket en ændring i positiv retning i vore muslimske miljøer. Da Theo van Gogh blev myrdet, var der en samling muslimske kvinder, der blev interview’et i TV2. De var næsten alle enige om, at van Gogh selv havde været ude om det, når han kunne finde på at lave en film som ”Submission”. Denne gang har jeg kun kunnet finde én kommentar fra en muslim, der siger noget i den retning. Den er fundet af Sappho, Trykkefrihedsselskabets internetmagasin, og stammer fra Det bosniske medlem af Integrationsrådet i Hjørring Kommune og stedfortræder i repræsentantskabet for Rådet for Etniske Minoriteter, Sacir Camo, og lyder: “Sådan går det, når dansk indelukkhed, hån, spåt og latterliggørelse af alt der er helligt for andre mennesker tager overhånd. :(” (Se her).
Ellers har danske muslimer over en bank taget kraftig afstand fra attentatforsøget. Og jeg tror faktisk, de mener det. Ja, mere end det: Jeg tror faktisk, at de efterhånden er så irriterede over, at nogle af deres trosfæller skaber mistillid til alle muslimer og forhindrer dem i at blive anset for ligeværdige danskere, at de er villige til at hjælpe politiet; hvis de ikke allerede har gjort det.
Til sidst: I marts, da PET afslørede et attentatforsøg på Westergaard, offentliggjorde en række aviser den famøse tegning. Da det amerikanske politi afslørede endnu en attentatplan mod Jyllands-Posten og Kurt Westergaard, afstod man fra det. Og oven på dette attentatforsøg har ingen avis gjort det, mig bekendt. Jacob Mchangama skriver i Berlingske Tidende i den anledning: ”Derfor er den eneste konsekvens af ”ansvarligheden” [den ‘ansvarlighed’, der af hensyn til faren for, at liv går tabt, undlader at offentliggøre tegningen, rr] selvcensur og dermed succes for de der ønsker at religiøse dogmer skal være afgørende for, hvad der kan diskuteres, tegnes og kritiseres i Danmark. Lad mig derfor bringe Kurt Westergaards karikaturtegning her på bloggen som en sympatitilkendegivelse overfor en person der har måtte opgive sin frihed og risikerer sit liv på grund af en tegning”. Og man ser så på Mchangamas blog den omtalte tegning.
Jeg er for så vidt enig med de aviser, der ikke offentliggør tegningen. Men hvis de begrunder den manglende offentliggørelse med den form for ‘ansvarlighed’, som Mchangama gør nar af, så gør de det rigtige med en helt forkert begrundelse. Nej, man skal naturligvis begrunde en manglende offentliggørelse med, at man ikke ønsker at krænke de danske muslimer, for om dem véd man efterhånden, at langt hovedparten af dem overhovedet ikke sympatiserer med attentatmanden.
Blot mangler vi jo så at få dem til at forklare os, hvordan de da ser på Muhammed. Med historiske begrundelser og det hele. Det er vistnok udenfor al historisk tvivl, at Muhammed var en hærfører, der ville udbrede de åbenbaringer, han påstod at have fået, med sværdet. Den kombination gav islams ældste historie et præg af vilkårlighed: man måtte rette sig efter Muhammeds luner. Men man kan ikke nægte, at de følgende kaliffer i stedet for tilfældige ‘åbenbaringer’ skulle rette sig efter de love, man mente kunne uddrages af koranen. Så en form for retssamfund blev dog skabt. Men kravet om jihad, erobring af land fra de ikke-troende, står vist stadig ved magt. Det er i hvert fald, hvad terroristerne påstår. Og hvordan kan de danske, moderate muslimer teologisk sikre sig mod, at deres religion bliver misbrugt til terror?
Det spørgsmål er stadig ubesvaret. Men om et par generationer får vi vel et svar.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Islam. Bogmærk permalinket.

3 svar til Westergaards barnebarn

  1. Claes siger:

    Det kan kunblive gisninger. Terroristen var så opsat på at få ram på Kurt Westergaard, at han ikke ænsede barnet i stuen. Men havde han været top-kynisk havde han råbt til Kurt Westergaard, som ikke kunne se ham, at han ville dræbe barnet, hvis han ikke åbnede døren. – En eller anden form for moral må anbriberen have haft, trods alt. Selv hos religiøse fanatikere er der ofte en gnist tilbage af menneskelighed og medfølelse. Og muslimer har vel også ofte en ret udviklet retfærdigheds sans.

  2. Ricardt Riis siger:

    Som du selv siger: det kan kun blive gisninger. Når jeg hævder, at den slags terrorister er langt mere kyniske, end vi bryder os om at tænke på, skyldes det, at de selvmordsbombere, vi hører om i Irak, Pakistan og Afghanistan, dræber mænd, kvinder og børn i flæng.
    Det er muligt, at muslimer har en udviklet retfærdighedssans. Men den er nu hos disse terrorister fuldstændig overlejret af deres fanatiske tro på at handle efter højere ordre.
    Derimod kan man måske ud fra din teori om, at han ville have taget barnet som gidsel, få den tanke, at han ikke var særlig professionel. Måske han ikke anede, at Westergaard havde børnebørn.

  3. WilliamJansen siger:

    Det er interessant at bemærke at stjernepsykopaten Mohammed Boynari (Theo van Goghs morder) var fuldstændig iskold overfor drabet, og retfærdiggjorde det i retten, men alligevel udtrykte beklagelse over at Theo van Goghs mor skulle opleve det.

    Måske er det en meget realistisk vurdering at barnet ikke var i fare.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.