Hvorfor bliver de terrorister?

Fornylig blev en ny sociologisk undersøgelse offentliggjort. Dens resultat er det overraskende, at god integration ikke er nogen garanti mod radikalisering. Det er Kristeligt Dagblad, der gør opmærksom på denne undersøgelse (se her). I Kristeligt Dagblads referat siger den ene af undersøgelsens ophavsmænd: ”Modsat den gængse opfattelse er det ikke de uintegrerede unge, der er mest yderligtgående. Tværtimod. — De mest radikaliserede er veluddannede, taler godt dansk, ser dansk tv, har arbejde og tjener penge, oplyser Shahamak Rezaei og tilføjer, at det hamrer en pæl igennem forestillingen om, at integration er vejen til at stoppe radikalisering”.
Det er der naturligvis nogen, der ikke tror på. Fx mener SF’s integrationsordfører, Meta Fuglsang, at der skal andet og mere til: ”Regeringen har en måde at tale på og lave politik på, som er ekskluderende og meget lægger vægt på ydre, målbare ting. Det giver selvfølgelig en modreaktion. Så regeringen har et medansvar”. Som man ser: det er yderst vanskeligt at trænge igennem med nye informationer; for så skal man jo rette på sine gamle argumenter, som man var blevet så glad for.
Men jeg som teolog tager imod undersøgelsen med kyshånd. Jeg har hele tiden haft mistanke om, at det ikke var sociale, men religiøse årsager, der lå bag de muslimske terrorister. Den mistanke bliver med denne undersøgelse forvandlet til noget, der ligner en teori. Det kan godt være, at teorien ikke skal udformes, som jeg gør det i det følgende, men at vi på én eller anden måde må danne os en teori om, hvordan almindelige, fromme muslimer kan blive til hævngerrige terrorister, der er villige til at ofre livet for det, de mener er islams sag, det forekommer mig efterhånden indlysende. Sociologi alene gør det ikke.
Lad os begynde med den almindelige fromme muslim, som beder fem gange i døgnet, som frekventerer moskéen hver fredag, som ikke drikker alkohol og ikke spiser svinekød, som lader sig gifte på muslimsk korrekt måde og helst var fri for affæren på det danske rådhus! Vi plejer at betragte en sådan muslim med en vis be- eller forundring. Og så gør vi ikke mere ud af ham. Men er vi ikke nødt til at spørge, hvad alle disse ting gør ved ham? Eller spørge, hvilke forudsætninger der ligger bag alle disse handlinger? Svaret er, at bag disse handlinger ligger en bevidsthed om at være anderledes end flertallet af danskere. Og svaret er også, at handlingerne er med til at styrke denne bevidsthed.
Heri er der ikke noget for muslimen specielt. Bevidstheden om at være anderledes har muslimen fx fælles med danskere, der er rejst udenlands. Også de forsamles i deres egne kredse, holder sammen indbyrdes og véd sig anderledes end omgivelserne. Og noget af det sidste, de opgiver, er deres religion.
Og man kan heller ikke sige, at dette, at det er deres religion, der gør dem anderledes, er noget for muslimer specielt. Kristne vækkelseskredse afsondrer sig også mere eller mindre bevidst gennem særlige handlinger eller særlige undladelseshandlinger, ja, også de omtaler ofte ‘de andre’ som ‘vantro’. Måske man endda kan føje til, at den forudsætning, der ligger bag den religiøse udsondrethed: at de er kærere for Gud end andre mennesker, også er ret uskyldig; den fandtes fx hos brødremenigheden i 1700-tallet. Også de vidste om sig selv, at de var noget særligt: de var frelserens små brødre, derom var de ikke i tvivl.
Nej, det specielle for muslimer, og altså også for muslimer i vore dage, er, at denne udsondrethed og denne bevidsthed om at være noget særligt i Guds øjne, er af muslimsk art. Fordi brødremenigheden var Guds særlige brødre, derfor skulle de vise sig villige til at lide for Guds skyld. Fordi de vakte kredse af deres omvendelse var afsondret fra ‘verden’, derfor skulle de finde sig i forfølgelser, som de første kristne fandt sig i forfølgelse. Men at blive udsondret af Gud vil i muslimsk sammenhæng sige noget andet: det vil sige at vise sig villig til at kæmpe for Guds sag; og denne kamp for Guds sag kan betyde villighed til at ofre penge, men jo også villighed til at ofre livet, ligesom de første muslimer beredvilligt satte livet på spil i Muhammeds krige.
For den tanke ligger både i den muslimske historie og i den muslimske overbevisning: ‘guds rige’, det sande islam, må vise sig i det ydre. Den kristne storhedstid var tiden med de mange martyrer i oldkirken. Den muslimske storhedstid var tiden, hvor islam herskede fra Atlanterhavet til Ganges. Og selvfølgelig kommer denne tid igen. Selvfølgelig vil Gud hidføre den muslimske storhedstid på en ny måde i fremtiden. Men han gør det kun, hvis muslimer er villige til at sætte livet ind for det. Som det var på Muhammeds tid, sådan er det i dag.
Og det er mange muslimer enige om: når det ser ud til at have lange udsigter med en genskabelse af den muslimske storhedstid, er det Vestens skyld. Skal derfor islams mål nås, må man sky al vestlig indflydelse. Eller, hvad der er det samme: når islam i dag er underlegen, skyldes det, at man har ladet sig påvirke altfor meget af Vesten. Målet er: mere islam. Midlet er: mere islam.
Og ‘mere islam’, ja, det vil sige vedholdenhed i bønnen, fastholden ved de muslimske traditioner, fromhed i den religiøse udfoldelse. Men fordi islam har denne erobringshistorie, vil det også sige: villighed til i det ydre at kæmpe for islams sag.
Og fordi der ikke findes nogen muslimsk stat, der finder det opportunt at tage en militær kamp op med Vesten, og fordi mange muslimer nu bor spredt inde i selve det forhadte Vesten, derfor er der kun afmagtshandlinger tilbage: terror, selvmordsaktioner.
Hvad skal vi så gøre ved det?
Ja, det er det store problem. Sociologiske faktorer kan man ændre på, men religiøse holdninger lader sig ikke sådan koste med af andre, og da slet ikke af os vesterlændinge. Men jeg vil mene, at præsident Obama gav os et godt forbillede i sin Cairo-tale. Han gik simpelthen ud fra, at muslimer godt vidste, at deres lande haltede bagefter. Og så fortalte han om de erfaringer, som andre havde gjort: USA’s sorte havde kæmpet for frihed og imod undertrykkelse, men ikke med vold, nej, med ordets magt. Muslimer kunne gøre det samme. De lande, hvor kvinder har opnået ligeret, er også de rigeste lande. Muslimske lande kunne give deres kvinder ligeret, så ville også de opnå rigdom. (se her).
Eller altså: der er noget at gøre; der er ting, muslimske lande har brug for; der er noget, muslimer i Europa kan gøre. Alt sammen almenmenneskelige tiltag til forbedring af livet, ikke blot for muslimer, men for alle borgere i landet. Hvorfor så ikke gøre det? Hvorfor så blive hængende i et fornærmet vest-had, som ikke fører til noget?
Vi skal vove at være os selv, at tale ligeud om vore erfaringer, også om de går de muslimske følelser for nær. Vi skal vove at fortælle islams historie, som vi ser den, også selv om vor opfattelse er anderledes end muslimernes; vil de fremhæve magten, så vil vi fremhæve kulturen, fx 1001 nats eventyr. Vi skal vove at fastholde vore idealer, ordets og diskussionens idealer, om ikke muligvis muslimer kunne overbevises af det selvfølgelige i dem, for de er jo almenmenneskelige.

Advertisement