Et seksuelt forkrampet miljø?

Først skulle dette indlæg hedde ”Lars Hedegaard igen”. Men det er altså ikke Lars Hedegaard, det drejer sig om. Det er den sag, han fremfører. Og derfor kommer overskriften ikke til at handle om ham.
Alligevel begynder vi med Lars Hedegaard. Han har i Weekendavisen påvist, hvordan Klaus Rothstein har skudt sig selv i foden, så det ikke er til at tage fejl af. Men faktisk er det kun få, der har bemærket det. Uriasposten har bragt citatet, se her.
Rothstein vil angribe Hedegaard for, at det altid er islam, han har i kikkerten. Derfor spørger han, hvorfor Hedegaard ikke tager sig af det problem, at ”katolske drenge gennem mange år er blevet seksuelt misbrugt af »præsterne i den irske kirke«.” Hvad er den af, spørger Hedegaard, hvorfor er der ingen, der studser over den udtalelse? Han svarer selv: Fordi alle forstår, hvad han mener. Han mener naturligvis, at nogle præster har misbrugt drengene, nøjagtig ligesom Hedegaard mener, at nogle muslimer misbruger familiens piger og kvinder, skønt han formelt bruger samme udtryksmåde som Rothstein: at muslimer misbruger deres kvinder og piger. Blot blev Hedegaard med vilje misforstået, mens Rothstein som den selvfølgeligste sag af verden blev forstået ret.
Denne forskel i reaktion, afhængig af, om der er tale om ‘nogle af vore egne’, i dette tilfælde katolske præster, eller ‘nogle af de fremmede’, altså muslimerne, er blevet en djævelens svøbe for hele vor europæiske debat. De, der aldeles ikke vil skelne mellem ‘dem’ og ‘os’, er uhyre nøjeregnende med at gennemføre netop den skelnen, når det drejer sig om debatten. Alt kan tillades i ‘vores’ indbyrdes debat, men så snart det drejer sig om nogle af ‘dem’, altså nogle af muslimerne, skal man være yderst påpasselig med, hvad man siger, og ikke mindst med, hvilken ”tone” man anvender.
Som jeg husker det, var denne påpasselighed ikke i første omgang noget, muslimerne krævede, men noget, ‘åndseliten’ herhjemme mente burde gennemføres. Først senere blev det vil et krav fra muslimsk side. Hvad man jo godt kan forstå. For når det i den grad giver pote at føle sig krænket, så skulle man da være dummere, end politiet tillader, hvis ikke man benyttede sig af dette trick.
Flemming Rose mente i forbindelse med offentliggørelsen af Muhammed-tegningerne, at muslimer først rigtig var anerkendt som nogen af ‘os’, når man begyndte at gøre grin med dem, som man gjorde det med sine folkefæller. Han talte for døve ører. ‘Åndseliten’ forbliver i deres hykleri: at man for alt i verden ikke med sine åbenlyse ord må sætte skel mellem ‘dem’ og ‘os’, men at man for alt i verden under anvendelsen af ”tonen”, krasbørstigheden, ligefremheden i debatten må og skal operere med skellet mellem ‘dem’ og ‘os’, for ‘dem’ må man selvfølgelig ikke skælde ud, som man skælder ‘os’ ud.
Og det kom så Lars Hedegaard, ligesom så mange andre af os, til at lide under i sin omtale af ‘muslimerne’. Dog, dette er kun en biting i dette indlæg.
Det, jeg vil gøre opmærksom på, og det, der har fremkaldt indlægget, er et læserbrev i Jyllands-Posten (se her). Heri gør Hege Storhaug, Human Rights Service, Norge, rede for de erfaringer, hun har gjort blandt specielt pakistanske piger. Den totale kønsadskillelse, som man søger at gennemfører, siger hun, fører til kønsforskrækkelse. Hun skildrer, hvordan denne adskillelse fører til et socialt og patologisk mareridt i Pakistan og skriver: ”Denne sociale patologi er flyttet hertil. Derfor har jeg mødt rigtigt mange ofre for seksuel misbrug, som har rod i muslimsk kultur. Typisk er kontakten med disse ofre kommet gennem sager om tvangsægteskab og vold i hjemmet. Min erfaring er, at seksuelle overgreb i storfamilien (og også i koranskolerne) er mere reglen end undtagelsen. Dette fremgår også tydeligt i min bog ”Men størst av alt er friheten” (2006).”
At seksuelle overgreb mere er en regel end en undtagelse, forklarer hun udover med kønsadskillelsen og den seksuelle frustration, den fremkalder, også med synet på kvinder: et seksuelt overgreb er altid kvindens egen skyld; det er hende, der ikke har opført sig tækkeligt; kvinden er indenfor islam fristerinden, manden offeret.
Efter hendes mening er der tale om en kulturkollision af rang på netop dette område. Og det mindste, vi kan gøre, er da at være opmærksom på det, iværksætte undersøgelser af det, men i hvert fald ikke fortie det.
Jeg har naturligvis ikke ekspertise til at afgøre, om det muslimske miljø i bred almindelighed lider af en sådan social patologi. Men jeg bemærker mig, at det har de mange, der vender sig imod Hedegaards påstande, heller ikke. Man slår blot automatpiloten til: sådan noget må man sandelig ikke sige om muslimer. (Se også ‘Åh nej, ikke igen!’).
Det uhyggelige er, at sådan sagde og tænkte man også om katolske præster for en tyve-tredive år siden: ”Det kan ikke passe; sådan noget gør fromme præster ikke”. Ja, mere end det: miljøet selv forsøgte jo også at skjule, hvad der var foregået. Man kan ikke lade være med at spørge sig selv, om mon de muslimske miljøer på lignende måde er præget af seksuel forkrampethed, og om vi om tyve eller tredive år anklagende må spørge os selv: hvor var dog vores kritiske holdning henne?
I hvert fald: Lars Hedegaard står ikke alene med sine påstande.
Lad mig slutte med to iagttagelser! Den ene går på det faktum, at Muhammed ægtede Aisha, da hun var seks år gammel og havde seksuel omgang med hende, da hun var ni og – som hun siger i en hadith – endnu legede med dukker. Det kan der være gode familiepolitiske grunde til (altså grunde, der dengang var gode), men gør man Muhammed til forbillede i alle forhold, og det gør jo muslimer ind ad en kant, så gives der dermed grønt lys for seksuel omgang med småpiger. Og det må betegnes som afskyeligt.
Derfor er det med en vis bagvendt glæde, at man konstaterer, at mange muslimer i vore dage uden noget historisk belæg lægger ti år til Aishas alder. Bagvendt er glæden, ja, for det gøres imod de ellers anerkendte haditter og andre historiske vidnesbyrd. Så som historiker må man græmmes, men man må dog som etiker glæde sig. For dette, at man lægger ti år til, betyder dog, at man tager afstand fra misbrug af småpiger.
Den anden iagttagelse gør opmærksom på, at den udvikling indenfor islam er ikke nået til Khomeini. Han, denne storajatollah med den enorme indflydelse, giver følgende råd: “En mand kan have seksuel fornøjelse af et barn, selv om det blot er en baby. Han bør imidlertid ikke trænge ind. Hvis han trænger ind, og barnet lider skade, så skal han være ansvarlig for hendes underhold hele livet. Imidlertid ville denne pige ikke kunne tælles med som en af hans fire faste hustruer. Manden vil ikke være berettiget til at gifte sig med pigens søster.” Man kan finde citatet på denne hjemmeside, der bringer en række citater fra Khomeini: http://iranpoliticsclub.net/islam/khomeini-teachings/index.htm Som man ser, er Khomeini overhovedet ikke interesseret i pigens behov eller ret til fri udvikling, kun i mandens forpligtelser. Og selv om de så var ti gange så strenge, forbliver det et ubesvaret spørgsmål, hvem der skal afgøre, om pigen lider skade.
Som sagt, indtil videre er de efterhånden mange beretninger om misbrug af piger og kvinder indenfor islam blevet mødt med et ‘sådan gør muslimer ikke; sådan noget må man ikke sige om muslimer’. Og de, der har hævdet dette, har ikke mere forstand på sagen, end jeg har. Måske man en dag skulle undersøge, om det hele har noget på sig.
For der er altså tale om en anderledes kultur. Det tør svagt antydes.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Islam. Bogmærk permalinket.

9 svar til Et seksuelt forkrampet miljø?

  1. claes flach siger:

    Khomeini citaterne er nok det, som er sværest at forstå. De hører tydligvis hjemme i en kultur præget af legalisme. Uden sammenligning i øvrigt kan de minde om ældre tiders moralteologiske overvejelser med besynderlige kasuistiker, som også virker anstødelige.
    Et eksempel. – En mand kryber ind af et vindue i et hus for at stjæle. Herved kommer han til at vælte en lysestage, så huset brænder ned. Behøver han at skrifte ildspåsættelse? Der svares nej. Han skal skrifte forsøg på tyveri.
    Flere rædsler i samme stil kan findes.

  2. Bo Nake siger:

    Tak for en tankevækkende klumme. Men der er dog nogle problemer. F.eks. “dem” og “os”. Det skifter lidt. Fra en protestantisk synsvinkel er katolikker “dem”. Men når vi taler om muslimer, er alle kristne og lidt til pludseligt “os”. M.h.t. kritikken af katolikker er den katolske kirke dog selv gået ind i kritikken – officielt. For den uofficielle kritik blandt katolikker er meget gammel. Man kan tænke på Rabelais, der meget uforbeholdent kritiserede den usædelighed, der fandt sted bag klostermure. Han var da både katolik og gejstlig. Jeg ved ikke om, Rabelais har været på Index, men det betyder mindre, da det jo kun var vejledende, og man har altid kunnet læse hans bøger.
    M.h.t. Aisha undrer det mig, at du hævder, at ægteskabet blev fuldbyrdet, da hun var ni. Jeg har den opfattelse, at hun var 12 og dermed mandbar, også i vores kultur indtil industrialiseringen.
    http://www.teologinet.dk/boger/36-anmeldelser/1054-et-slag-i-ansigtet-om-sherry-jones-medinas-juvel-

  3. Ricardt Riis siger:

    @ Bo Nake!
    Hvad jeg skriver om Aisha og hendes alder, har jeg fra min hukommelse. Og det er muligvis forkert. Men denne hjemmeside fortæller dog det samme: http://www.islaminfo.dk/Leksikon.asp?PgID=1537
    Og det gør denne hjemmeside også: http://www.answering-islam.org/Index/index.html
    Begge steder henvises der til og citeres fra Bukharis hadithsamling. Så min opgivelse er måske i virkeligheden mere rigtig end den, du kommer med, for den henviser blot til en anmeldelse, du selv har skrevet af den roman om Aisha, der kom for nogen tid siden.
    Men min pointe er, at det afgørende ikke er, hvad der er sket i virkeligheden, men hvad muslimerne mener i dag. For når de betragter Muhammed som en idealfigur, hvis handlinger man i ét og alt skal følge, er det uheldigt, hvis de mener, han var pædofil. Bedst ville det dog være, hvis de både indrømmede, at Bukhari havde ret, og at Muhammed ikke skal tages som ideal i vore dage.
    Med hensyn til katolikkerne og deres kritik af egne forhold har jeg kun hæftet mig ved de forsøg på at skjule usædeligheden, der er foregået fra en del biskoppers side. At katolikker nok er bedre til det med selvkritik end muslimerne, kan vel være sandt nok. Men det siger nu vist ikke så meget.

  4. Maria siger:

    RR, du skriver i din respons til Bo Nake:

    “At katolikker nok er bedre til det med selvkritik end muslimerne, kan vel være sandt nok. Men det siger nu vist ikke så meget.”

    Det udsagn synes jeg nu er unødigt hårdt overfor katolikkerne. For mig at se har de taget skylden på sig på en fornuftig måde – de har fordømt overgrebene 100 % og udbetalt millionerstatninger; og selvom ofrenes lidelser dermed ikke er slettet, så er der jo ikke mere, kirken som institution kan gøre. Og jeg tror også, at denne anerkendelse betyder rigtig meget for ofrene.

    Denne evne til at gå i sig selv og tage skylden på sig for selv meget pinlige begivenheder kunne jeg ønske fandtes mange andre steder, men faktisk står den katolske kirke her p.t. ret alene i landskabet. I politisk sammenhæng f. eks. brillierer både Øst og Vest, og herunder ikke mindst vores egen regering, ved en helt anderledes umoden “der er ikke noget at komme efter”-respons i tilfælde, hvor det ville være det eneste rette og værdige at erkende sine selv meget pinlige fejltagelser og tage ansvaret for dem.

    Et eksempel: Ved at være med til at invadere Irak – bl.a. på et falsk grundlag omkring tilstedeværelsen af masseødelæggelsesvåben – har Danmark fået et særligt ansvar for det irakiske folks lidelser. Men når de fysisk og psykisk skamskudte irakere kommer herop som asylansøgere, og deres nedbrudte børn ligger i laser på vores dørtrin, så hedder det iflg. Birthe Rønn Hornbech, at dette er deres forældres skyld, og at de blot har at vende tilbage til det land, som efter invasionen har mistet sit tidligere udmærkede uddannelses- og hospitalssystem (så børnene hverken har mulighed for at få psykiatrisk hjælp eller på længere sigt for at få en ordentlig uddannelse og bygge en fremtid) og ligger i ruiner. Her er en imponerende evne fra vor regering til at se bort fra eget ansvar i et komplekst begivenhedsforløb.

    Nå, det kom tilsyneladende lidt langt væk fra spørgsmålet om den katolske kirkes respons på pædofiliskandalen. Men min pointe var, at jeg synes, alle vi andre på lige dette punkt faktisk har noget at lære af den katolske kirkes evne til at tage ansvar og åbent erkende dette både i ord og handling.

    Det samme gælder i skandalen med den niårige, latinamerikanske pige, som havde fået en abort efter at være blevet gravid ved et incestuøst overgreb. Her lagde kirken ud med at opføre sig modbydeligt overfor pigen og hendes mor ved at ekskommunikere dem (og ikke voldtægtsforbryderen!) – men den var også i stand til at tage imod kritik og erkende ubarmhjertigheden i dette – og derpå at stille helt om til at støtte op om offeret i stedet.

    Dette anser jeg for meget vigtigt. For vi begår alle fejl, også somme tider katastrofale fejl – det gælder både for institutioner og personer. Og det må vi som fejlbarlige mennesker have rum for. Det vigtige er, om vi er villige til at rette op på vore fejl. Til at have selvkritik og selvironi, som dit næste blogindlæg “Kære muslimer, tag og vær muslimer!” (eller debatten under indlægget) præcis også handler om.

  5. Morten - - - siger:

    Maria – blot lige en ting:

    Kriteriet for at kunne bevæge sig til et vestligt land er ikke nød, men penge. Hvorfor skulle der ellers være flygtningelejre ?

    Disse mennesker er ikke over-hals-og-hovede-flygtninge. For det første.

    – – –

  6. Bo Nake siger:

    Spørgsmålet om Aishas alder ved ægteskabets fuldbyrdelse er ikke tydeligt belyst. Frants Buhl giver ikke noget svar i sin Muhammed-biografi, men taler blot om ægteskabets indgåelse.
    I flere af de hadis, der henvises til, er sprogbrugen også uklar. Ved ægteskabets fuldbyrdelse forstår jeg defloration og/eller penetration. Men det er ikke det, der forstås ved cohabitation. Muhammed indførte Aisha i sit hus, da hun var ni, men deraf følger ikke nødvendigvis, at ægteskabet blev seksuelt fuldbyrdet. I vores kultur har man også godtaget, at et samliv ikke nødvendigvis medfører samleje. En victoriansk biskop fastslog, at “Cohabitaton does not imply copulation” som svar på spørgsmålet om to ugifte af hvert sit køn kunne dele bolig.
    Jeg vil gerne lade tvivlen komme Muhammed til gode.

  7. Ricardt Riis siger:

    @ Maria!
    Jeg kommer i tanker om, at jeg i et tidligere indlæg har givet min mening til kende om den niårige, gravide pige, se http://riis.eftertanke.dk/2009/03/16/umenneskelig-fromhed/
    Min opfattelse var dengang, at både den brasilianske biskop, der til alles overraskelse ekskommunikerede moderen og de to læger, der havde udført aborten på den niårige pige, og paven, der efterfølgende, da forargelsen over den brasilianske biskops afgørelse blev for stor, omgjorde den, var sørgelige ofre for den katolske såkaldte etik, der lægger mere vægt på ophøjede principper end på menneskers dagligdag. Og ærlig talt, sådan ser jeg stadig på sagen.
    Skal man tage hatten af for den katolske kirke, fordi den er i stand til at gå i sig selv og fortryde, hvad den har gjort?
    Det kan der måske være en vis grund til, hvis den selv opdagede, hvad der var sket, fortrød det, offentliggjorde det og prøvede at råde bod på det. Men så vidt jeg husker sagerne om de mange misbrug af kordrenge m.m., så var der tale om, at kirken først, da den blev presset til det, indrømmede forbrydelserne, og først efter megen negativ medieomtale gik med til at yde en økonomisk godtgørelse. Eller var det først efter en retssag? I hvert fald: der var, så vidt jeg husker, ikke mange positive træk i kirkens handlemåde.
    @ Bo Nake!
    Du skriver ikke, hvilke kilder Frants Buhl bygger sin aldersangivelse på.
    Jeg har fundet endnu en kilde, nemlig Ishaqs Muhammed-biografi. Her hedder det om Aisha: ”Since the death of Khadija, he had acquired seven wives, foremost among whom was the daughter of Abu Bakr, Aisha. She had been married to the apostle at the age of ten, and was still only sixteen years old when, quite innocently, she provoked a scandal at Medina.”
    Men som sagt, hvad der skete i virkeligheden, er nok mindre interessant, end hvad muslimerne tror i dag.

  8. Bo Nake siger:

    Kære Ricardt Riis,
    Ja, din konklusion kan jeg kun tilslutte mig. Og som verden ser ud i dag – med global kommunikation – , er det naturligvis utåleligt, at en mand gifter sig med en pige på ni år. Man kan heller ikke låse kulturen fast i det 7.århundrede, fordi Muhammed sagde, at enhver forandring er af det onde. På samme måde kan man heller ikke blankt afvise skilsmisse med henvisning til Jesu velbegrundede udtalelser om emnet i forhold til hans egen tid. Men så man også indse, at muslimer ikke er en en forskelsløs masse.
    p.s. M.h.t. samliv kom jeg i tanke om en prædiken af Johannes Chrysostomos, hvor han skarpt fordømmer fromme mænd, der indfører jomfruer i deres husholdning. Fordømmelsen skyldes naturligvís, at de ikke alene skulle være husholdersker. Problemet er altså universelt.

  9. Pingback: Er der nogen her, der forstår dansk? « Ricardt Riis

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.