Kære muslimer, tag og vær muslimer!

Det er ikke til at gennemskue, hvad der hører med til islam. Hører ‘æresdrab’ med? Er det islam, der kræver, at muslimer holder øje med deres døtre, men ikke med deres sønner? Er det shariaen, der siger, at kvinden er fristeren, der ydmygt skal forsøge at undgå at friste manden, men alligevel får skylden, hvis han lader sig friste? Man synes umiddelbart ikke, at den slags kan høre med til en stor og agtværdig kulturs værdinormer, men i koranen står der jo mange mærkelige ting, der godt kan tolkes i retning af den kønsadskillelse og det kvindesyn, der hersker i muslimske lande.
Så hvad er op og hvad er ned i den muslimske kultur? Hvor har vi den sande islam i dette? Det er ikke til at finde ud af.
Det har af og til slået mig, at man egentlig burde tage nogle af fortællingerne i ”Tusind og én nats eventyr” frem for at se, hvordan de forholder sig til nutidens islam. Derfor slog jeg op på en hjemmeside, der gengiver eventyrerne på engelsk, og valgte ud af de 1001 mulige et tilfældigt eventyr, det om skraldemanden og den ædle kvinde i Bagdad (se her). Og så ser man unægtelig en anden islam end den, der præger nutidens muslimer.
Eventyret begynder med at fortælle om en skraldemand, der under pilgrimsfærden i Mekka griber fat i Kabaens dække og beder til Gud: ”Jeg bønfalder dig Gud, at hun endnu engang må blive vred på sin mand, så jeg kan sove hos hende!” Det hørte nogle af pilgrimmene, og de bragte ham hen til lederen af pilgrimmene. Han ville hænge ham med det samme, men lod sig dog af mandens bønner overtale til først at høre hans beretning.
Og se, allerede her har vi en forskel til nutiden. I dag er der ikke noget med at høre, hvad Salman Rushdie eller Kurt Westergaard har at sige, det er bare om at få slået dem ihjel! Men dengang hørte man i det mindste på forbryderne. Nå, det skyldes måske blot, at historien skal sættes i gang. Var han blevet hængt, havde vi jo ikke fået fortalt nogen historie. Videre!
Skraldemanden fortæller så, hvordan han en dag var blevet gennet til side. Der kom en meget fornem dame gennem gaden med sine eunukker. Han trak så ind til siden med sit æsel, men det besynderlige skete, at netop han blev indfanget af eunukkerne, bundet og ført med. Han frygtede for sit liv, men mente, at det jo nok på én eller anden måde måtte være Allahs vilje.
Han blev så ført ind i et meget fornemt hus, og mærkelig nok blev han ikke slået ihjel, men opvartet af en række jomfruer, der lod ham komme i bad – i et meget fornemt badeværelse – og senere iførte ham nye og smukke klæder, indtil han til sidst blev ført ind foran den fornemme dame selv. I selskab med hende nød han det herligste måltid og drak den herligste vin, og minsandten, om ikke hun bad ham blive hos sig natten over. Det lod han sig ikke sige to gange, og om morgenen gav hun ham til afsked et lommetørklæde, hvori han senere erfarede, at der var gemt fire guldmønter.
Næste eftermiddag blev han afhentet af én af den fornemme dames slavinder, og sådan gik det uafbrudt otte nætter igennem. Men den ottende nat blev han vækket i sin søde søvn: ”Ind i skabet med dig!” Det viste sig, at nu kom hendes mand hjem. Hun ville ikke tale med ham, gjorde sig kostbar, så han måtte tiltale hende med de sødeste ord, før han fik lov til at sove med hende. Om morgenen tog han af sted.
Og så fik skraldemanden forklaringen på alle besynderlighederne. Hun havde antruffet sin mand sammen med én af køkkenpigerne. Og så havde hun svoret, at hun ville bedrive utugt med Bagdads grimmeste og mest beskidte mand. Og efter at have ledt og søgt fandt hun ingen mere grim og beskidt end vor skraldemand. Desværre for samme føjede hun til, at hun nu var løst fra sin ed. Kun, hvis hendes mand på ny tog for sig af retterne hos køkkenpigen, ville hun hidkalde ham.
Og stillet overfor den historie forstod lederen af pilgrimmene hans mærkelige bøn og anbefalede de andre at bede for ham til Gud, for han er undskyldt.
Men hvad siger vi, stillet overfor denne historie? Mig forekommer det, at det kvindesyn, der gennemsyrer den, er totalt forskelligt fra det, der behersker moderne muslimer. Skal kvinden være ydmyg og underordne sig under sin mand? Overhovedet ikke, kvinden her tager selvstændigt affære udenom regler og sharia og moral. Er det sådan indenfor islam, at kvinden skal stå til rådighed for manden på hans mindste vink? Ikke i denne historie. Hun afviser jo i første omgang sin mand, han må virkelig ydmyge sig og bede om godt vejr. Er det sådan, at mandens ære krænkes, hvis ikke hans hustru underordner sig i alt, også seksuelt? På ingen måde! Hun er en selvstændig person overfor ham, og vil hun ikke, så vil hun ikke, og den afgørelse må respekteres, så må det gå med hans ære, som det kan.
Det er ganske mærkeligt. Mens vi i den vestlige verden var omtåget af en munkefims af seksualforskrækkelse og cølibatsidealitet, fandtes der i den muslimske verden en helt anderledes åbenhed og ligefremhed overfor det seksuelle. Men når så vi i den vestlige verden langt om længe i vore dage har taget seksualiteten i alle dens afskygninger til os som Guds gode gave, blandt andet, fordi vi er blevet påvirket af de oversættelser af ”Tusind og én nats eventyr”, som så dagen lys fra 1700-tallet og fremefter, så har muslimerne fuldstændig glemt dette højdepunkt af deres kultur, så er de blevet supermoralske og seksualforskrækkede indtil det snerpede, så har den muslimske vækkelse, der har fundet sted iblandt dem, ført dem ind i mullahernes sorte verden, hvor kønsdriften skal styres og beklippes og undertrykkes i alle ender og kanter.
Så hvis det tidligere var muslimerne, der skulle tilråbe os: ”Kom dog ud af jeres seksualforskrækkelse!”, så er det nuomstunder os, der må tilråbe muslimerne: ”Hold dog op med at ville binde kønsdriften! Lad dog jeres kvinder få ligeret med jeres mænd! Bøj jer for det, der ligger i skabelsestroen: at både mænd og kvinder er skabt af Gud!” Ja, vi kan, med blandt andet ”Tusind og én nats eventyr” i tankerne, føje til: ”Vær tro mod jeres kultur, da den var på sit højdepunkt! Læs om de snarrådige og selvstændige kvinder igen og lad dette kvindesyn igen få indpas hos jer! At kvinder skal have ligeret med mænd, er jo ikke et tegn på Vestens dekadence, nej, det er noget naturligt, der forekommer i alle kulturer, også i jeres, oven i købet på det tidspunkt, da jeres kultur stod allerstærkest. Hvorfor har I dog forladt denne tanke, tilmed i den tro, at den er umuslimsk?”

Advertisement