Endnu en 1001 nat

Vi tager endnu et eventyr fra 1001 nats samlingen, nemlig dette: http://www.al-hakawati.net/english/Stories_Tales/laila124.asp
Det hedder ‘Mandens disput med den lærde kvinde om, hvorvidt det er manden eller kvinden, der er mest fremragende’, og foregår i en by i nærheden af Bagdad i år 561 efter den muslimske tidsregning, hvilket skulle svare til 1183 efter vor tidsregning. Om det nu er sket i det år eller i et andet år, lad det være! Om det i det hele taget er sket, lad også det være! Hovedsagen er, at der er opstået en fortælling af denne art på et tidspunkt efter 1183 i den muslimske verden.
For hvilken fortælling! Som navnet antyder, handler det om en lærd kvinde. Hun kom fra Bagdad til byen Hemah og prædikede fra prædikestolen.
Hov, hvad gjorde hun? Prædikede fra prædikestolen? Det kan en kvinde da ikke gøre indenfor islam. Nej, selvfølgelig ikke. Ikke indenfor den islam, vi kender i dag. Men islam er mere end den forstenede udgave, vi ser i dag. Dengang kunne det lade sig gøre. Ja, dengang kunne langt mere og langt mere besynderlige ting lade sig gøre.
Hendes berømmelse førte med sig, at mange mænd kom til hende for at søge råd. Og hun svarede beredvilligt på alle spørgsmål. Også forfatteren til fortællingen og én af hans venner opsøgte hende. Hun tog godt imod dem, satte en skål med frugt foran dem og satte sig ned skjult bag et slør. Det synes at være næsten ligesom i dag, ikke? Kønsadskillelse for enhver pris. Dog, pas på, vi befinder os i et eventyr, og her véd man aldrig rigtig.
De kommer i diskussion, og hun giver en lang forklaring på ét eller andet teologisk problem, som imamerne er uenige om. Men just fordi hun sidder bag et slør, kan hun, uden at andre lægger mærke til det, iagttage forfatterens ven. Og hun opdager, at han synes mere interesseret i hendes smukke yngre bror, som opvarter dem, end i det, hun siger. Og hun beslutter at sætte ham på prøve, eller skal vi ligefrem sige: ‘at tage gas på ham’?
‘Så vidt jeg kan se, hører De til dem, der giver mænd forrang fremfor kvinder’, siger hun til ham. Mærkelig dobbelttydigt, ikke? Mener hun, at han er bøsse, eller mener hun, at han deler den almindelige (nutidige) muslimske opfattelse, at mænd er mere værd end kvinder? Det bliver ikke klart.
Trods dobbelttydigheden svarer han uden at blinke ja til hendes ord. ‘Hvorfor det?’ spørger hun videre. ‘Naturligvis fordi Gud har givet manden forrang fremfor kvinden. Og jeg kan bedst lide det, som har fået forrang, og bryder mig ikke så meget om det, der er andenrangs’. Det ler hun af, og opfordrer ham til disput: ‘Hvad er beviset for, at manden har forrang fremfor kvinden?’
Og han svarer: ‘Ja, for det første giver Guds eget ord manden forrang fremfor kvinden’. Så citerer han koranen. Og for en nutidig læser er det altid spændende, om man kan finde de korancitater, der er tale om. Jeg har fundet to af de tre, han nævner. Det ene er sura 2,228: ”Kald to mænd som vidner, eller er der ikke to mænd, så én mand og to kvinder”. Det andet fra sura 4,11: ”En dreng skal arve så meget som to piger”. Det sidste citat (‘Men stand above women, in that God hath given these the preference over those;’) kunne være fra sura 4,34, men det tør jeg ikke æde min gamle hat på.
Ikke sandt, det er indlysende, at han har ret: mænd har forrang fremfor kvinder i Guds øjne. (Hvis altså koranen er Guds ord).
Dertil kommer et fornuftsargument, han sætter på til sidst: ‘manden er den aktive, kvinden den passive’.
Så her må den lærde kvinde da bestemt give op!
Ja, hør nu videre, dette er jo et eventyr, glem ikke det!
Hun svarer, at Gud foretrak maskuliniteten, og at denne er lige for både oldingen og ynglingen. Derfor må han, hvis han foretrækker mænd fremfor kvinder, gøre som Gud: være oldingen lige så hjertelig hengiven som ynglingen. Desuden, hans fornuftsargument til sidst er tilsyneladende knyttet til samlejet, og at rollerne skulle fordeles sådan mellem aktivitet og passivitet, har han på ingen måde bevist.
Den opmærksomme læser (og jeg bilder mig ind at være blevet en sådan efter at have læst fortællingen en tre-fire gange, men helt sikker er jeg nu ikke) vil se, at hun prøver at få ham op at hænge på hans homoseksualitet. Og han bider på. Han giver sig som svar i lag med at forsvare sin kærlighed til drenge. Har ikke profeten selv sagt, at skægløse drenge er at sammenligne med hurierne i paradiset? Og han citerer en række digtere, der alle lovpriser den homoseksuelles kærlighed til drenge, ja, han citerer også nogle, der giver storslåede skildringer af unge mænds bakkenbarter. ‘Dette er drengens fremragende egenskaber; dem besidder kvinden ikke, og dette er nok til at give drenge fortrin fremfor kvinder’, siger han til sidst. Og nu er det klart, at sammenligningen går på det seksuelle: er det det homoseksuelle eller det heteroseksuelle samleje, der er bedst?
Vi kan naturligvis undre os over, at han (og fortælleren) tør give homoseksualiteten en sådan offentlig lovprisning. Men den slags kunne forekommer i den muslimske verden dengang. I sandhed en mærkelig verden!
Men da han nu åbent har bekendt sine homoseksuelle tilbøjeligheder, sætter hun ind med sit modangreb. Hun gør det i form af en lovprisning af pigen fremfor drengen, en lovprisning, der ikke giver Højsangen noget efter i skønhed og brillans.
‘Hendes kinder er som blodrøde anemoner og hendes ansigt som et æble. Hun har læber som vin, og bryster som to granatæbler. … Når hun smiler, skulle man tro, at månen selv lyste ud mellem hendes læber, og når hun retter blikket mod noget, er det, som rammes det af sværd. Alle skønheder har i hende deres klimaks, og hun tiltrækker sig opmærksomhed fra både den rejsende og hjemmefødingen. Hun har to røde læber, blødere end creme og sødere end honning, og et skød, som man kommer til gennem en sti mellem to høje, to bryster som elfenbenskugler … luksuriøse lår som to søjler af perlemor, balder, der bølger som krystalhave, to slanke fødder og hænder som smykker af jomfru-guld’.
Hun gør videre opmærksom på de mange mænd, der mister formue på grund af en kvinde, lider skibbrud, bliver ydmyget og solgt som slaver for en kvindes skyld, ja, hun hævder, at selv lærde mænd kan forføres af kvinder og bringe skam over sig. Underforstået: Vil han argumentere ud fra fornuften og ud fra, hvad erfaringen siger, så skal han få fornuft og erfaring.
Men ikke nok med det. Hun tager også hans korancitater frem. Dem nedgør hun med hans egne ord om profetudsagnet: drenge er at sammenligne med hurierne i paradis. For i den sammenligning er det jo hurierne, de sortøjede kvinder, der får førsteprisen. Ellers ville det hedde, at hurierne er at sammenligne med skægløse drenge.
Og så gør hun også opmærksom på, at koranen siger: ”Går I til mænd fra alle verdenshjørner og lader de hustruer, som jeres Herre har skabt til jer, være? Nej, I er sandelig et genstridigt folk” (sura 26,165f). Det kan godt være, at Gud har ladet drenge opvarte i paradiset, men at behandle dem, som man behandler kvinder, er udtryk for genstridighed.
Og så trækker hun sig tilbage med ord om, at hun allerede har talt langt ud over, hvad beskedenhed byder hende.
Men de to venner går derfra, siger fortælleren, glade over at have oplevet hendes vid og kede af at skulle forlade hende.
Og vi, vi står tilbage med en fornemmelse af en anden islam, en islam med ligestilling mellem kønnene, en tolerant islam, hvor det ikke falder hende ind at få fortællerens ven stenet for hans homoseksualitet, ja, ikke falder hende ind at se ned på den, blot bruger hun den til at drille ham med, når han nu er så tåbelig at mene, at det forhold, at Gud i koranen synes at have givet manden forrang, skulle legitimere hans egen personlige forkærlighed for drenge.
Men har Gud da ikke i koranen givet mænd forrang fremfor kvinder? Jo, bevares, det syntes nok mullaherne dengang, og det synes nok masser af fromme muslimer i vore dage. Men det spændende ved ”Tusind og én nats eventyr” er netop underfundigheden, det ikke ligefremme, det, der står mellem linierne. For selvfølgelig kan en from muslim da ikke på nogen måde indrømme, at det, der står i koranen, er forkert. Uha da da, på ingen måde må dette så meget som tænkes. Men se alligevel, hvordan der, midt ind i sådanne fromme betragtninger, leges med begreberne! Se, hvordan den lærde kvinde formår at stille begreberne op, så mullahernes forståelse må vige for en underfundig forståelse!
Den homoseksuelle følger Gud i hans forkærlighed for mænd, påstår vor bøsseven. Nå! Og hvad gør så de heteroseksuelle? Går de imod Guds forkærlighed? På ingen måde, de homoseksuelle får jo bebrejdelser i koranen. Jamen, hvis deres seksuelle præferencer afspejler Guds præferencer, så må de heteroseksuelle jo, eftersom de holder sig til kvinder, mene, at Gud har givet kvinden forrang, uanset, hvor mange koranord der siger det modsatte! Gå I så hen og gør det, I heteroseksuelle!
(For fuldstændighedens skyld skal nævnes, at heteroseksuelle kvinder jo tilsvarende må mene, at Gud har givet manden forrang; det står ingen steder i fortællingen, for det er uinteressant i sammenhængen; men vi må naturligvis for egen regning og risiko føje det til).
Ikke blot synes al snerpethed, al intolerance, alt had mod det anderledes at være fuldstændig udenfor synsvidde i denne fortælling, den synes også at pege frem mod det, som Paulus så udmærket har formuleret: ”Dog, i Herren er kvinden intet uden manden og manden intet uden kvinden;” (1 Kor 11,11), altså frem mod ligestilling mellem mand og kvinde, ikke som noget, der står i koranen, åh nej, men som noget, der følger af vores normale seksuelle præference.

Advertisement