Et omvendt æresdrab

Hvis man bliver spurgt om, hvor meget vi har lært af araberne, kan man rolig svare ‘nul’. Mens vi levede i den mørke middelalder og stadig var henvist til at bruge de besværlige romertal, brugte araberne et helt nyt og meget smartere talsystem, der forudsatte, at man havde et ciffer for nul. Det tog vi europæere ved lære af, så vi har faktisk araberne at takke for tallet ‘nul’. Godt nok havde de på deres side lært det af inderne, men i kraft af, at der fra Indien til Europa herskede en stor og rig kultur med arabisk som hovedsprog, fik vi nullet bragt hertil. Fortrinligt!
Meget andet har vi lært af araberne. I et tidligere blogindlæg fortalte jeg om, hvordan én af historierne i ‘Tusind og én nats eventyr’ handler om, hvordan elskeren bliver puttet ind i et skab, fordi manden pludselig kommer hjem (se her). Det vil sige, at dette morsomme træk, som vi genfinder i utallige vittigheder, slet ikke stammer fra Frankrig, som vi troede (de er jo altid så amourøse, de franskmænd), men fra den arabiske verden. Det var alligevel meget!
Og i dette blogindlæg skal vi høre om, hvordan det lille trick med at kaste en sten op på den elskedes vindu, slet ikke er en italiensk opfindelse (disse varmblodede italienere!), men i virkeligheden stammer fra Irak. Det betyder ganske det samme. På arabisk hedder det ‘Sesam, sesam’, på dansk: ‘Skøn jomfru, luk dit vindu op, din hjertenskær er her’. Men at dette trick har så gamle aner, nej, det anede vi ikke. Men det er ganske vist.
Dog, vi begynder ikke med stenkastet. (Denne gang henviser jeg til en anden web-site med Burton’s oversættelse: ‘Arabian Nights’, se her). Vi befinder os i nat nr. 297 (N. B.: arabertal). En ung nydelig mand føres frem for emiren i Basra, anklaget for tyveri. En familie, far og to brødre, har midt om natten antruffet ham i deres hjem med favnen fuld af tyvekoster, pågrebet ham og taget ham hen til emiren. Og da han bliver udspurgt, indrømmer han da også, at han var på tyvetogt. Sagen synes oplagt. Emiren har intet andet valg end at annoncere overfor offentligheden, at der næste dag vil foregå en håndsafhugning foran paladset. (Vi befinder os jo i et muslimsk land, hvor sura 5,38 må gælde: straffen for tyveri er, at tyvens hånd skal hugges af).
Men emiren kan ikke rigtig tro, at sådan en pæn ung mand begår tyveri. (Vi, der læser tegneserier, forstår ham så udmærket; for i tegneserier ser de onde altid snuskede og fordægtige ud, de gode er derimod altid pæne og nydelige mennesker). Og da han i fængslet fremsiger et digt, der lader ane, at han ikke vil bringe skam over sin kæreste, og da digtet bringes videre til emiren, inviterer han ham på natmad i paladset. Men selv om han siger til ham, at han godt er klar over, at der ligger noget andet end tyveri bag hans opførsel, røber den unge mand intet.
Næste dag er en stor forsamling mødt op for at se håndsafhugningen. Og til emirens ærgrelse indrømmer den unge mand også her, at han er en tyv, så han kan ikke bruge profetens ord om at undgå håndsafhugning i tilfælde af tvivl.
Men så blev handlingen afbrudt af en kvinde, der trængte sig frem blandt de andre kvinder, kastede sig ind på den unge mand, drog sit slør til side, så man så det smukkeste åsyn, nogen kan tænke sig, bønfaldt emiren og sagde: ‘Lad være med at hugge hånden af ham, før du har læst dette digt!’ Og hun rakte ham et ark papir. Emiren læste, hvordan den unge mand var slave af ulykkelig kærlighed, at det var den unge kvindes øjne, der var skyld i det, at han ikke var nogen tyv, men havde påstået, at han var det, for at beskytte hendes ære.
Emiren tog nu den unge kvinde i forhør, og hun fortalte, at han var hendes elsker og hun hans elskerinde. De havde aftalt, at han skulle kaste en sten op på ruden for at sige, at nu kom han (der har vi det kendte trick), men hendes far og hendes brødre hørte det, og da den unge mand blev klar over, at de var på vej efter ham, greb han alle de sager, han kunne, og påstod, at han var en tyv, for ikke at bringe skam over hendes hoved, hvilket viste, hvor ædelsindet en natur han var.
Emiren tilkaldte så den unge kvindes far og sagde, at han kun ved Allahs indgriben var blevet forhindret i at hugge mandens hånd af. Nu vil han tilkende ham en sum på ti tusind dirhams, fordi han havde båret sig så ædelmodigt ad. Og på de unges vegne spørger han, om ikke faderen vil give sit minde til, at de kan indgå ægteskab. Det gjorde han med det samme.
Så alt endte godt. De to unge blev gift og de levede (formentlig) lykkeligt til deres dages ende.
Der er mange træk i denne fortælling som går igen i vore dages islam. Fx fortælles der udførligt om brylluppet, og vi erfarer, hvilket ritual man dengang brugte. Emiren, der foretog vielsen, sagde til den unge mand: ”Jeg giver dig denne jomfru, som står ved din side, til din ægtehustru, med hendes jaord og hendes fars tilladelse; og hendes brudegave skal være disse penge, titusind dirhams”. Derefter svarer manden: ”Jeg modtaget dette ægteskab af din hånd”. Med andre ord: Kvinden bliver ikke spurgt. Kun nævnes det, at hun har accepteret.
Også straffen for tyveri, håndsafhugning, spiller en rolle, fordi det står i koranen. Ja, også emirens modvilje mod at udføre straffen kommer til udtryk, noget, jeg tror har været udbredt.
Og så har vi pigens familie. Også de optræder som muslimske familier i dag. Faderen har formentlig været gal over, at de unge er blevet forelsket i hinanden uden at spørge ham, brødrene har villet vogte familiens ære ved at bevogte deres søster.
Men her hører lighederne også op. For i fortællingen er det ikke familiens ære, der er hovedsagen, nej, det er pigens ære. Og det er ikke brødrene, der er i aktion for at vogte den, nej, det er hendes elsker. Og det er ikke hende, der er i fare, fordi hun bringer skam over familien, det er hendes elsker.
Og det er mærkeligt. Derfor er der tale om et omvendt æresdrab.
Man må nok forestille sig, at fortællingen er lidt underfundig. Så man altså skal forestille sig et par ting mere, hvis man vil have fortællingen til at ‘gå op’. Jeg mener, den unge mand antræffes om natten i pigens hjem, og han ville nok ikke bare sidde og spille kort med hende natten igennem. Så familiens reaktion med at pågribe ham og anklage ham, er fuldt forståelig. Og ærlig talt, hvis han efter normal skik (muslimsk eller kristen, ligegyldigt!) ville redde hendes ære, så skulle han have tænkt på hendes ære, før han aftalte at mødes med hende på hendes værelse om natten. Så måske han i virkeligheden ville redde hende fra at blive stenet for utugt. Dog, nu skal vi jo ikke dramatisere.
Men hvad der er det mest bemærkelsesværdige, forekommer det mig, er, at forelskelsen anerkendes helt og fuldt. Af fortælleren og af emiren, omend måske ikke af faderen; der skal jo ikke så få penge til for at få ham til at give sit minde til forbindelsen.
Det er, hvad man kan savne hos vore dages muslimer. Det arrangerede ægteskab levner ikke megen plads til forelskelse. Den kønsadskillelse, som man prøver at praktisere i muslimske miljøer, giver ikke store muligheder for, at forelskelse kan opstå. Men i de gamle fortællinger findes den. Og dens forunderlige kræfter får dèr lov til at udfolde sig, og man ser, hvor stærk den er selv stillet overfor familietraditionens forsøg på at styre den.
Gid det samme må være tilfældet i dag!

Advertisement