Prokuratorkneb overfor Gud?

Jeg véd ikke rigtig, hvad jeg skal tro. Jeg slår tilfældigt op på ét af eventyrerne i 1001 nats eventyr, og det er da et ganske spændende eventyr (se her), bestemt, men om det gør nar af den muslimske lovtrældom eller det tager den for gode varer, det kan jeg ikke blive klar over.
Hør selv!
Det begynder med, at den kendte kalif, Harun al-Rashid, holder drikkegilde med distanceblænderen Ja’afar. En muslim må ikke nyde alkohol, men det tager eventyrfortællersken ikke så tungt på. De har nok fået lidt for meget at drikke, for det ender med, at de ud på natten kommer op at skændes om en meget smuk slavepige, som Ja’afar ejer, men som al-Rashid gerne vil have fingre i. Dog vil Ja’afar hverken sælge hende eller forære hende til kaliffen. Og pludselig opdager de, at de begge har aflagt ed om sagen: kaliffen på, at han skal enten sælge hende eller forære hende, Ja’afar på, at han hverken vil sælge hende eller forære hende til kaliffen.
For at komme ud af denne gensidige knibe sender al-Rashid bud efter den lovkyndige Abu-Yusuf. Midt om natten! Ja, hvad gør man ikke, når man er kommet i knibe. Og Abu-Yusuf er klar over, at der er noget alvorligt på færde, når kaliffen sender bud efter ham midt om natten, så han befaler sin tjener at give rideæslet en mulepose med. Den mulepose kommer senere til at spille en vis rolle, en rolle, som måske beviser, at der i den grad tages gas på den lovkyndige og alle hans prokuratorkneb.
Nå, Abu-Yusuf ankommer og hører om de modstridende eder. ”Ikke andet”, siger han, ”det problem er let løst. Du, Ja’afar, skal bare sælge halvdelen af pigen til kaliffen og forære ham den anden halvdel, så bryder du ikke din ed. Og det gør du heller ikke, o de troendes hersker, hvis du modtager den ene halvdel som foræring, den anden som køb”.
Det bliver de to svirebrødre glade for. Nu kan de holde deres eder. Men om fortællersken vil have de gode muslimer til at se, at de behandler deres kvinder som en handelsvare, når de sådan deler dem op i halve dele, det må foreløbig stå hen i det uvisse. Så er vi færdige med fortællingen den to hundrede og seksoghalvfemsindstyvende nat. Og så kommer fortællingen den to hundrede og syvoghalvemsindstyvende nat.
Nu opstår der nemlig et nyt problem for al-Rashid. Efter loven skal han vente halvanden måned, inden han må gå i seng med den vidunderlige slavepige. Det er hendes renselsesperiode. Og han kan ikke vente, han brænder af længsel efter den skønne. ”Hvad gør vi ved det?” spørger han Abu Yusuf.
”Det skal vi nok finde ud af”, svarer den lovkyndige. ”Bring mig én af dine mandlige slaver, som aldrig har været fri!” Det gjorde man, og Abu-Yusuf siger så: ”Giv mig lov til at gifte hende med ham! Og lad ham så skilles fra hende, før han har fuldbyrdet ægteskabet! Så vil det være lovmedholdeligt for dig at ligge med hende uden at afvente hendes renselsesperiode”.
Jeg er ikke inde i de juridiske spidsfindigheder i muslimsk ægteskabslov. Men det lyder da genialt. Faktisk tror jeg ikke, at nogen af vore djøffer kunne finde på noget tilsvarende. Skønt, de er nu også ganske opfindsomme, når det gælder om at balancere på lovens kant.
Al-Rashid syntes også det var genialt, så han sætter det øjeblikkelig i værk. Han lader slaven hente, han giver sit minde til, at de kan giftes, og bagefter siger så Abu-Yusuf til slaven: ”Skil dig fra hende, så skal du få hundrede dinarer!” Men det ville slaven ikke. Og nu stiger jo spændingen, kan man nok forstå. Det samme gør de tilbud, Abu-Yusuf giver slaven. Da han er nået op på tusind dinarer, spørger slaven: ”Er det mig eller dig eller de troendes behersker, der har ret til at skille sig fra hende?” ”Det er dig”, svarer Abu Yusuf. ”Det vil jeg aldrig gøre, ved Allah”, siger så slaven.
Og nu bliver al-Rashid for alvor hed om ørerne. Her står han med al sin elskovslængsel og kan ikke få afløb for den. ”Hvad gør vi?” spørger han ængstelig. ”Det er let nok”, siger Abu-Yusuf, ”du skal blot forære slaven til slavinden, så han bliver hendes ejendom”. ”Det gør jeg med det samme”, siger al-Rashid. ”Sig, at du modtager gaven”, siger så Abu Yusuf til pigen. Det gør hun, og så siger han: ”Hermed erklærer jeg, at de to skal skilles fra seng og bord, for han er blevet hendes ejendom, og så er ægteskabet annulleret”.
Og så er jo spændingen udløst, alt kan ånde fred og gammen. Og al-Rashid henter skåle med guldmønter, hælder dem ud foran Abu-Yusuf og siger: ”En sådan qadi vil jeg have i min regering. Har du noget at have pengene i?”
Og se, så kommer den føromtalte mulepose ind i historien. Den bliver hentet og må fungere som pengetransportør tilbage til Abu Yusufs hjem. Den næste morgen siger han til sine venner: ”Der er ingen lettere eller kortere vej til denne verdens og den næste verdens goder end den religiøse lærdoms vej; for se, alt dette har jeg fået bare ved at svare på to eller tre spørgsmål”.
Men muleposen, afslører den ikke det underfundige ved historien? Fortæller den ikke, at fortællersken tager gas på alle disse enevældige herskere, der absolut skal have ført deres vilje igennem, ligesom hun afslører hykleriet hos alle disse lovkyndige, der er parat til at bøje loven, som herskeren befaler? Guldmønter i et æsels mulepose! Kan vi tage den historie alvorligt? Er det ikke sådan, at når fortællingen slutter med en opfordring til læseren om at tage denne gode historie til sig, den indeholder jo en række smukke træk: Ja’afars imødekommenhed overfor al-Rashid, kaliffens visdom og Abu Yusufs store lærdom, så vil læseren tænke: ‘Jamen, Ja’afar var da ikke særlig imødekommende overfor kaliffen’? Og har han først tænkt det, vil han så ikke også måtte indrømme, at kaliffens visdom ikke er værd at efterligne, der er jo snarere tale om elskovssyge, og at Abu Yusufs lærdom ikke er noget at tragte efter, der er kun tale om en skrupelløs prokurator, der formår at dreje lovgiver en knap.
Og så tør man næsten ikke tænke længere. For lovgiveren er jo Gud selv, Allah i højstegen person. Man kan da virkelig ikke så meget som nærme sig den tanke, at den store kalif, de troendes hersker, og hans juridiske rådgiver, imamen, skulle være de største blasfemikere, man kan forestille sig!
Nej, nej, det hele er nok bare ganske ligefremt, en almindelig spændingshistorie, hvor det spændende ligger i, om loven kan bøjes, så elskovsdriften tilfredsstilles. Ganske vist er det en kvinde, der fortæller historien, og ganske vist er kvindelist uden ende, men så listig kan vel selv en kvinde ikke være.
Vel?

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i 1001 nat. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.