Evig fortabelse?

Gives der en evig fortabelse? Kan Gud, der er kærlighed, virkelig nænne at lade et menneske pines i den evige ild? Må det ikke være forkert, det, der står i det ny testamente om muligheden for evig fortabelse?
For jeg véd ikke hvilken gang er dette spørgsmål oppe til debat i Kristeligt Dagblads spalter. Og også denne gang ser det ud til, at der ikke findes noget svar på spørgsmålene.
Som regel er der den gode grund til, at der ikke gives noget svar på vore spørgsmål, at vi spørger forkert. Til gengæld kan det være ret svært at finde ud af, på hvilken måde vore spørgsmål stilles forkert. Men hvis vi i det hele taget kan acceptere, at vi måske har spurgt forkert, så kan det ofte være en større hjælp af hæfte sig ved det, vi ikke kan forstå, end blot at gøre som vi plejer: citere de skriftsteder, der synes at støtte vore synspunkter, og slynge dem i hovedet på vore modstandere.
Hvis vi fx diskuterer, hvordan ny testamente forstår opstandelsen, så kan vi sikkert finde mange skriftsteder, der støtter det, vi i forvejen mener. Men rigtig spændende bliver det først, når vi fx støder ind i et uforståeligt skriftsted som det fra 2 Tim 2,17f: ”Til dem hører Hymenæus og Filetus, v18  som begge er kommet bort fra sandheden ved at påstå, at opstandelsen allerede har fundet sted, og de nedbryder troen hos mange”. Hvad i alverden kan disse mennesker vel mene med, at ‘opstandelsen allerede har fundet sted’? Og hvordan kan det i 2 Tim 2,18 betegnes som et kætteri, mens næsten den samme tanke hos Johannes falder indenfor ortodoksien: ”Sandelig, sandelig siger jeg jer: Den, der hører mit ord og tror ham, som har sendt mig, har evigt liv og kommer ikke for dommen, men er gået over fra døden til livet.” ‘Er gået over fra døden til livet’, er det ikke det samme som at sige, at opstandelsen allerede har fundet sted? Nuvel, det forklares måske lidt med 1 Joh 3,14: ”Vi ved, at vi er gået over fra døden til livet; for vi elsker brødrene.” Opstandelseslivet synes at være identisk med det kærlighedsliv, der leves i menigheden. Men ærlig talt, det er dog en højst besynderlig måde at tale om opstandelse på. Ikke desto mindre er det altså på den måde, det ny testamente taler.
I en prædiken over lignelsen om den rige mand og Lazarus er Luther ved at redegøre for, hvad der kan menes med Abrahams skød (se her). Han skriver: ”Abrahams skød er ikke et legemligt skød; for Abraham er begravet i landet Kanaan, og dèr er han også gået i forrådnelse; derfor kan det ikke have været et legemligt skød; hvis det var, ville vor forstand blive forrykt. Nu har sjælen hverken hænder eller fødder, heller ikke noget skød. Jeg har også sagt, at jeg ikke er sikker på det, men dog regner med, at skødet er Guds ord, nemlig den forjættelse, der udgik til Abraham 1 Mos 22,8: “I din sæd skal alle jordens folk velsignes”. Det er jo guddommelige ord, og de indeholder lige så meget som hele evangeliet, at Kristus skulle fødes, korsfæstes, dø og opstå. Derfor, i dette skød, i evangeliet, i forjættelsen, der udgik til Abraham, deri må vi alle dø; når jeg eller en hvilkensomhelst kristen dør, så må han lukke sine øjne, og alene klynge sig til Guds ord og stole på Gud, at han vil tage os op i sin himmel.”
Alt dette er naturligvis noget, Luther forestiller sig. Men jeg lægger vægt på, at der ikke er tale om noget legemligt. Det bliver tydeligere kort efter. For Luther fortsætter:
”I den tro, at der dèr ikke er andet end ordet, må han frimodigt gå bort, så går han bort til Abrahams skød. Den rige mand, når han bliver beskrevet sådan, at han ser sig omkring, så må vi ikke forestille os, at han havde øjne og tunge, eller at Lazarus havde en finger. Nej, det er ikke noget legemligt, det foregår altsammen i samvittigheden, hvor han erkender, at han har handlet imod evangeliet. Der blev ikke sagt noget til ham, det er altsammen gået sådan til i samvittigheden; han har i sin samvittighed følt, at han til evig tid skulle have været der, derfor får han ikke hvile: Nej, han søger alle slags hjælp, i himmel og i helvede, men der er ikke nogen hjælp. Ganske som med de ukloge jomfruer, som ikke havde nogen olie”.
Lidt senere siger Luther: ”Det er den hjertets lidelse og elendighed, som kun det menneske kan kende, der har prøvet det. Og det sker altsammen i samvittigheden; og det kommer så til at blive den evige fordømmelse.” Men om han med det sidste mener, at det i sidste ende fører til evig fordømmelse, eller han mener, at hvad der hedder evig fordømmelse, må forstås på denne måde, det er lidt uvist.
Det er måske overraskende, at opstandelseslivet også skal forstås som et liv, vi lever på denne side af døden, men sådan skriver jo faktisk johannesevangelisten. Og det er måske også overraskende og delvis uforståeligt, at Luther kan betragte samtalen mellem Abraham og den rige mand som noget, der foregår i samvittigheden. Men om ikke andet, så kan disse tekster måske belære os om, at både det ny testamentes forfattere og Luther tænker anderledes, end vi gør, og at vi derfor skal stille vore spørgsmål anderledes, hvis vi vil have et nogenlunde acceptabelt svar ud af det.
Hvordan anderledes?
Ja, det er jo det store spørgsmål. Lad mig her nøjes med at foreslå den løsning, at det ny testamente og Luther tænker mytisk, hvor vi tænker legemligt. Når Jesus i dommedagslignelsen, Matt 25,31-46, hævder, at hvad de har gjort mod én af disse mindste brødre, har de gjort mod ham, så passer det jo åbenlyst ikke, hvis Jesus er en legemlig person, død omkring 30 e. Kr. Men det passer, hvis han er en mytisk skikkelse, domsskikkelsen fra Dan 7,13. Og den tjener, der gemmer sin talent i jorden, Matt 25,18, om ham fortælles der, for at vi ikke skal gøre det samme; vi er endnu ikke nået frem til dommedag, langt mindre var de det på Jesu tid; men Jesus giver os med sin lignelse et advarende eksempel. Vil det så gå sådan på dommens dag, som Jesus fortæller om det? Måske, måske ikke. Det afgørende er, at vi her og nu kan afgøre sandheden af hans lignelse. Det er sandt, at vi mister livet, altså det liv, vi har at leve før døden, hvis vi ikke spiller os selv ud, hvis vi ikke vover noget.
Ligeledes er det, der fortælles i lignelsen om brudejomfruerne, Matt 25,1-13, sandt: det samliv, vi lever med vor næste, kan gå i stykker, hvis vi ikke er opmærksomme; der kan opstå en situation, hvor det bliver skæbnesvangert for tillidsforholdet mellem os og vor næste, hvis vi ikke reagerer i det øjeblik, hvori der skal reageres. Med andre ord: lignelsen er ikke sand, fordi det virkelig med både stats- og kirkegaranti kommer til at gå sådan for sig på dommens dag. Den er sand, og vi kan indse, at den er sand, fordi samlivet med vor næste er så skrøbeligt, at et ord, der ikke bliver sagt, et suk, der ikke bliver hørt, et øjeblik, der ikke bliver reageret på, kan ødelægge det. Derfor: våg! Vær opmærksom! Hav et øje på hver finger!
Nogen vil absolut bruge sådanne lignelser til at fortælle om, hvordan det skal gå på dommedag. Mange vil endda næsten opstille begivenhederne i et skema: sådan og sådan sker det. Men man skal ikke lytte længe til dem, før man får en stærk fornemmelse af, at de har glemt selv at lytte til formaningen: våg! og måske slet ikke selv er blevet klar over, hvad formaningen går ud på. Eller jeg kan sige, at de ikke har læst det, Johannesevangelisten beretter i slutningskapitlet. Peter spørger, hvordan det skal gå med den discipel, Jesus elskede. Og Jesus svarer: »Hvis jeg vil, at han skal leve, til jeg kommer, hvad angår det så dig? Følg du mig!« (Joh 21,22).
Andre misforstår, hvad kærlighed er i nytestamentlig forstand. De har læst, at ‘Gud er kærlighed’ og opfatter uvilkårlig kærlighed som en egenskab hos Gud. Og har Gud den egenskab, at han er kærlig, måske oven i købet alkærlig, så drager de den logiske slutning, at Gud ikke på nogen måde kan nænne at straffe nogen evigt. Og intet skriftsted kan rokke dem fra den overbevisning. Hellere erklære alle sådanne ord for falske Jesus-ord end opgive forestillingen om, hvad Gud kan nænne og hvad han ikke kan nænne.
Men også de skulle måske lytte til de evangelieord, de ikke forstår. Måske kærlighed ikke kan fastlægges som en egenskab hos Gud. Måske man kun kan tale om kærlighed som noget, der eksisterer i et forhold til Gud eller til næsten. Og er det tilfældet, så er forholdet skrøbeligt, så kan det gå i stykker. Ikke sådan, at vi kan erklære det for brudt på andres vegne, men dog sådan, at faren består.
Hvad enten der altså lægges vægt på, at der venter en straf på den anden af døden for dem, der ikke tror, eller man lægger vægt på, at en sådan tanke er umulig, hvis Gud er kærlig, man har i begge tilfælde spurgt ud fra forkerte forudsætninger, man har spurgt som Peter, og må derfor høre det samme svar, som han fik: »Hvis jeg vil, at han skal leve, til jeg kommer, hvad angår det så dig? Følg du mig!« (Joh 21,22).

Advertisement
Dette indlæg blev udgivet i Luther. Bogmærk permalinket.

7 svar til Evig fortabelse?

  1. Claes siger:

    Hvis ordet om Guds kærlighed skal have mening, så må det have en betydning, som knytter an til det vi forstår ved kærlighed, ellers bliver forkyndelsen uden mening. Rummer ord om Guds kærlighed den mening, at det godt kan tækes, at Gud vil tillade evig pine. Så lægger vi Guds kærlighed i en helt anden kategori end den vore begreber om kærlighed rummer. Den kommer til at minde om sadisme.
    Vi må tro, at Gud altid vil søge at lindre lidelse og dæmpe smerte, at han vil finde veje, hvor vi for længst har givet op. Det er det billede Jesus viser os af Gud.

  2. Ricardt Riis siger:

    @ Claes!
    Jeg tror ikke, vi slipper for anfægtelsen. Du skriver, at Jesus viser os et billede af Gud som den, der altid vil søge at lindre lidelse.
    Holder den påstand? Holder den i forhold til teksterne? Der er jo mange ord i Jesu lignelsestale, der taler om fortabelse, tænders gnidsel og gråd. Og holder den i forhold til den tilværelse, vi har for os? Der er ganske mange mennesker, der godt kunne tænke sig, at Gud viste sig noget mere som én, der lindrede deres lidelse.
    Du vil bedømme Guds kærlighed ud fra den kærlighed, vi kender mellem mennesker. Men kunne det ikke tænkes, at vi skulle gå frem på modsat måde? Ikke sådan, at vi gør Gud til en sadist, der udsætter sine skabninger for evig pine, men sådan, at vi forstår kærlighed som den gensidige tillid og fortrolighed, der eksisterer i et forhold mellem mennesker, altså ikke som en egenskab, vi kan have mere eller mindre af, afhængig af, hvor meget vi anstrenger os, men som noget, der tager magt over os i de forhold, vi står i til vor næste.
    Og også sådan, at vi forstår, at lignelserne ikke handler om, hvad der sker med os efter døden, men om, hvordan vi skal forholde os før døden.
    Så bliver anfægtelsen en anden. Så må vi anfægtes over de mange forhold mennesker imellem, der ikke heles og ikke retvendes og ikke rammes af ordet fra den Gud, der dog vil sine skabninger det bedste, og altså også vil, at vi kommer ind i fortroligheds- og tillidsforholdet igen.

  3. Claes siger:

    Richardt!
    Anfægtelsen er der både med hensyn til teksterne og med hensyn til verdensløbet. Jeg ville ønske, jeg kunne skrive, så alle brikker med et faldt på plads. Men anfægtelsen ligger den ikke i spændingen imellem lov og evangelium? Er det ikke loven, der ligger bag de stærke og uhyggelige passager i Skriften, mens evangeliet viser os den nådige Gud? Når vi læser, hvad Gud kræver af os i retning af barmhjertighed og kærlighed, så føres vi til at tænke, at Gud må være endnu meget bedre end det han kræver. Bjergprædikenen kan læses som en stor beskrivelse af Guds væsen set i det perspektiv. Så jeg holder fast ved, at Gud er den der, lindrer lidels og står døden imod, selv om så mange ting synes at tale imod dette syn på Gud.

  4. Claes siger:

    Præsten fra Harboøre – Anton M. Jensen – som led den vanskæbne at blive udstøt af folkekirken omkring 1900 tallet, skriver i en af sine prædikener til Harboøre folkene – Du må aldrig tænke ondt om Gud. De ord har været en ledestjerne for mig i den uhyggelige helvedesdebat, som går på for tiden.

  5. Karen E. Hansen siger:

    Kære Richardt Riis!
    Undskyld at jeg blander mig i denne samtale på en lørdag aften, hvor jeg egentlig bør se på min prædiken en gang mere (barnedåb i morgen!)
    Men først og fremmest har du ret i, at der stilles de forkerte spørgsmål.
    Anfægtelser kan være så mange slags – en af dem er for mig begrundet i den iver, hvormed nogle medkristne, både historisk og dog i mindre grad nu, vil fastholde fortabelsen som den evige mulighed, for ikke at tale om de direkte idéer om, hvordan Helvedet er indrettet. De bliver ikke smukkere af at omfortolkes psykisk.
    I lignelsen om den rige mand og Lazarus er det mest påfaldende, at Kristus slet ikke er med i billedet – ja. det vil ikke engang hjælpe Lazarus´brødre, hvis der kom en til dem fra de døde – hvis de ikke hører Moses og profeterne, vil de ikke lade sig overbevise..
    Og hvad med tankegangen, at den der “fik sit gode, mens han levede” skal pines; mens “den der fik det onde”, skal trøstes? Altså evig ombytning p.g.a. de sociale forhold (kun afledt evt. noget moralsk), Lazarus er egentlig bare “offer”, er det tro ??
    Efter Luthers eget kriterium, hvorvidt noget i skriften “driver på Kristus” er det ikke nemt at tillægge denne lignelse megen vægt i så alvorlige spørgsmål.
    Den ivrige fastholden af at der skal findes “evig pine”, har den lært noget af Jesu sind – f.eks. Bjergprædikenen som Claes nævner?
    Nej, tilbage er så egentlig kun fortabelsen som “skræmmemiddel” – og ingen skræmmes til tro.
    Derimod findes både fortabelse og Gudsforladthed i dette liv – og for dem, der har erfaret det, er der i hvert fald ingen grund til at tale om det som mulighed – der skal der netop forkyndes Guds kærlighed, som vi lærer at kende i Jesu sind.
    Jeg forstår godt betegnelsen “uhyggelig helvedesdebat”
    Godt at det er søndag i morgen!

  6. Ricardt Riis siger:

    @ Claes!
    Du skriver: ”Når vi læser, hvad Gud kræver af os i retning af barmhjertighed og kærlighed, så føres vi til at tænke, at Gud må være endnu meget bedre end det han kræver.”
    Ja, det føres DU til at tænke. Og det gør du, fordi du stiller et spørgsmål om, hvordan Gud ER. Det samme gør du lige efter, når du hævder, at bjergprædikenen kan læses som en beskrivelse af Guds VÆSEN. Jeg bebrejder dig ikke, at du tænker sådan. Jeg gør blot opmærksom på, at når du spørger om Guds væsen, så får du et svar, der har noget med Guds væsen at gøre. Og det er måske ikke det, Jesus vil orientere os om med bjergprædikenen.
    @ Karen E. Hansen!
    Jeg ville kun bruge en del af Luthers prædiken over den rige mand og Lazarus til at vise, at Luther ikke tænker bastant om himmel og helvede, men – overraskende, synes jeg – lader samtalen mellem Abraham og den rige mand foregå i den rige mands samvittighed. Dermed vil jeg antyde, at alle de spørgsmål, vi har at stille om det hinsidige: er der en dobbelt udgang, vil alle blive frelst, hvorfor lader Gud nogle pines i evighed, og lignende, måske slet ikke blev opfattet som så bastante tidligere, hverken af Luther eller af det ny testamentes forfattere.
    Man anklagede i sin tid Bultmann for at drive ‘dennesidig eskatologi’, dvs man mente, at han omtolkede alle udsagn i det ny testamente, som omhandlede dommen efter døden, til at handle om afgørelsen for eller imod Kristus før døden. Jeg mener ikke, Bultmann havde ret (hvis altså denne anklage holder stik). Men til gengæld mener jeg, at vi, når vi interesserer os så utrolig meget (så helvedes meget, kan jeg næsten sige) for, hvad der sker efter døden, driver ‘hinsidig eskatologi’, dvs vi glemmer fuldstændig, at al tale om dommedag har ét formål. Og dette ene formål er ikke at stille vor nysgerrighed, men at fortælle os, hvad det kommer an på her i livet.
    Og siger vi, at det véd vi da godt, det kommer an på at gøre det gode, så har vi måske god grund til at læse Jesu ord én gang til. Jeg siger ikke, at det kommer an på at gøre det onde, jeg siger blot, at det gode måske kan forstås anderledes, end vi umiddelbart er tilbøjelig til.
    Tag et ord som det om ikke at dømme! I Lukas’ gengivelse ser det sådan ud: ”Døm ikke, så skal I ikke selv dømmes; fordøm ikke, så skal I ikke fordømmes. Tilgiv, så skal I få tilgivelse. v38  Giv, så skal der gives jer. Et godt, presset, rystet, topfyldt mål skal man give jer i favnen. For det mål, I måler med, skal I selv få tilmålt med.« (Luk 6,37f). Og ikke sandt, så snart vi hører det, lægger vi det fromme øre til og gør os parat til ikke at være dømmende eller fordømmende. Men alligevel! Hvad er det for noget kættersk noget, der står: ”Tilgiv, så skal I få tilgivelse!” Vi, der har læst ny testamente, véd da, at det forholder sig omvendt. ”Vi elsker, fordi han elskede os først.” Sådan hedder det i 1 Joh 4,19. Det, der står her hos Lukas må være forkert.
    Og hvad er det for noget uevangelisk noget med, at vi skal få tilmålt med det mål, vi selv måler med? Går evangeliet da ikke ud på, at vi får langt mere end vi nogensinde kan forvente?
    Man har oversat forkert på et enkelt punkt. Dette gode, pressede, topfyldte mål, det er noget, MAN skal give jer i favnen, hedder det. Men det står der ikke i den græske tekst. Der står, at det er noget, DE skal give jer i favnen. Og så ledes vore tanker et andet sted hen. Vi tror måske umiddelbart, at der er tale om dommedag. Men ordet DE kunne antyde, at der er tale om ‘de andre i fællesskabet’. Det hele handler om de kræfter, der rører sig i det menneskelige fællesskab. Hvis du indtager en imødekommende holdning, vil du før eller siden også mærke en imødekommende holdning overfor dig. Hvis du evig og altid er vredladen og sur og rethaverisk, vil den holdning, andre møder dig med, før eller siden vise sig at være vredladen og rethaverisk. Din holdning smitter. Derfor hedder det ”Tilgiv, så skal I få tilgivelse”, dvs hvis du viser dig tilgivende, vil de andre i fællesskabet også tilgive dig.
    Dette er ikke etik, det er en staldfidus. Hvis du vil have dit liv til at lykkes, hvis du vil befinde dig godt i de fællesskaber, du er med i, så gør du klogt i at handle sådan. Hvis det var etik, ville du skulle gøre det, uanset om det gavnede dig selv eller ej. Men her er det en staldfidus, dvs det er et godt råd om, hvad det kan betale sig at stræbe efter, hvis fællesskabet mellem dig og din næste skal blive helt. De kræfter er der i fællesskabet, at det giver svar, som det bliver tiltalt.
    Og på samme måde vil Jesu dommedagslignelser være kloge og gode råd. De vil sige os, hvad det kommer an på her i livet, hvad vi gør klogt i at skrive os bag øret og rette os efter, hvis vi her på denne side af døden vil have et godt liv. Man kan så sige, at dette er dennesidig og hinsidig eskatologi i ét. Udmærket! Men lad os så gøre alvor af at tage dommedagslignelserne som gode råd!
    Gud ville naturligvis være en mærkelig Gud, om ikke han lagde vægt på, at det liv, vi har fået, lykkes for os. Til den ende giver han os oplysning om dette liv, oplysning og ikke trusler. Det, der kræves af os, er derfor forståelse, ikke frygtsom efterlevelse. For så snart vi har forstået, at sådan er livet indrettet, så vil vi jo af os selv rette os efter det som den største selvfølge.
    Nå, dette blev alt for langt. Undskyld. Men det er med en gammel prædikant som med en gammel kavalerihest: når den hører trompeten, vrinsker den højt og farer af sted. Men nu siger jeg prhh.

  7. Karen E. Hansen siger:

    Det, der fik mig på banen, var egentlig kun, at du har så oplagt ret i, at debatten om evig fortabelse kører på, at vi stiller de forkerte spørgsmål.
    – Og at Claes har ret i at fornemme noget dybt uhyggeligt i denne “helvedesdebat”!
    Mina Ahadi (iransk-tysk dissident og aktivist) skriver i sine erindringer, “Ich habe abgeschworen”:
    “Die Furcht von der Hölle bestimmt das Leben eines Muslims. Und je mehr der politische Islam erstarkt, desto mehr trichert er den Menschen diese Furcht ein. Der Hölle kann nur entkommen, wer unhinterfragt und bedinungslos Gottes Geboten folgt und damit seinen Mullahs auf Erden – egal ob im Iran, im Sudan oder in deutschen Moscheen.”
    Hvis hun har bare lidt ret i det, er det en advarsel til sociale og politiske sammenhænge om en situation, som bør tages alvorligt.
    Skønt det er vanskeligt at komme igennem med, har jeg ofte sagt: Det, der forskrækker mig ved Islam, er ikke det fremmede, men det kendte.
    Her i et (måske) gennemsekulariseret Danmark lyder visse indlæg i debatten om “evig fortabelse” som om nogen beklager det tab af autoritet !(læs magt), der ligger i, at danskerne tilsyneladende ikke længere frygter Helvedet, eller evig fortabelse.
    Efter min mening er “iveren for at fastholde læren om Helvedet” dybt ukristelig – og Kaj Mogensen burde helgenkåres:-)
    Eskatologien i kristendommen er, som du skriver, hverken dennesidig eller hinsidig, men dybt nutidig.
    Og netop nu må det være særligt vigtigt at understrege det særligt “kristne” i kristendommen – uanset hvad man kan blive hængt ud for af den “politisk korrekte” frygt for modsætninger. Gid man kunne det på den positive måde!
    Der er netop Bjergprædiken “særlig kristen” i og med, at dens betydning skal høres på baggrund af troen på Kristus som lovens ‘telos’.
    Tak for din blog, den er en eftertanke værd!
    Hilsen
    Karen

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.