Hullet til friheden

Nej, jeg forstår det stadig ikke. Det er så helt anderledes end det, der er mig. Kunst, det er næsten for mig en by i Rusland. Det har aldrig interesseret mig, det har aldrig kunnet gribe mig, det har altid ladet mig ganske kold. Man kan jo ikke undgå at se det, så her, så dèr trænger det sig på. Og man stiller sig måske klog an, man overvejer komposition og farvesætning, man prøver at forstå den dybere mening. Og får man så at vide, at meningen må man selv lægge ind i værket, nå ja, så plejer jeg at gå videre til det næste billede.
Og så kommer jeg med provstiets præster ud til det nye fængsel i Enner. Provstikonvent i fængslet. Hvorfor ikke! Nå ja, vi kan jo ikke sådan gå lige ind. Vi bliver tjekket i alle ender og kanter. Overtøjet gennemlyst, vi selv igennem en metaldetektor. Jeg måtte aflevere min livrem, fordi der var metal i den. Og så er det jo med at trykke maven ud for at holde bukserne oppe; det var nu ikke så svært. Men omsider var vi da alle kommet igennem nåleøjet.
Og så går vi over til en bygning, der hedder kulturhuset. Dèr ligger kirken, som vi selvfølgelig skulle se. Og bevares, det hele er nok noget af en forbedring i forhold til det gamle fængsel. Men ringmuren, afspærringen, ståltrådshegnet og den bastante mur bagved er der hele tiden og tilkendegiver umisforståeligt: vi er i et fængsel.
Vi kom ad bagvejen ind til kirken, gennem biblioteket og den lange gang. Men pludselig kan jeg se det, det kunstværk, jeg havde hørt om, set billeder af, men ikke oplevet. Dèr, for enden af gangen, er kirken, og på altervæggen er kunstværket, et vindue er det, nej, et simpelt hul. Én har med en stålkugle slået hul i muren, man ser endnu de strittende mursten. Dog, nu ser jeg det: det er ikke en stålkugle fra et nedbrydningsfirma, der har slået hul i muren, det er et kors. Det sidder der endnu.
Kunst har jeg ikke megen forstand på. Men det her slog mig næsten ud. Jeg måtte tage øjnene væk. Og så kunne jeg alligevel ikke lade være med at skotte derhen igen. Jo, det var der stadig. Det var korset, der havde gennembrudt muren ud til friheden. Det var, som om alt, hvad jeg havde lært og læst og prædiket om og været båret af og drømt om, samlede sig i det hul. Havde det spinkle kors virkelig en sådan magt?
Jeg véd det godt: det havde det jo. Det har jeg selv sagt masser af gange. Men at se det! Jo, korset brød slavernes lænker i sin tid. Hos Gud er der ikke personsanseelse, sagde oldtidens kristne, og så var slaven anerkendt som menneske. Nå ja, jeg véd godt, at den romerske filosof, Seneca, sagde den samme selvfølgelighed: at alle mennesker er ens. Gud har villet drille os; vi skal ikke have det at prale af, at det var kirken, der ophævede slaveriet. Og dog levede oldkirken det ud. Paulus fandt det naturligt at formane Filemon til at frigive slaven Onesimus. Og når han formanede, sagde han til slaverne, at de skulle tjene deres jordiske herre af et oprigtigt hjerte, ikke med øjentjeneste (Ef 6,5f). Og så sker der jo det, når slaven sådan ikke blot nøjes med at gøre, hvad der befales, som om han ikke forstod sammenhængen, men handler forstående, handler i sin herres interesse, at både herren og slaven opdager, at når han således handler menneskeligt, så må han jo være et menneske. Og når kirken kunne udnævne en slave til biskop, så blev jo dog skellet mellem fri og slave nedbrudt.
Jo, det var en indre frihed, slaven fik. Og der gik lang tid, inden den blev omsat til en ydre frihed. Men det måtte jo gå sådan, korset måtte bryder slavelænkerne itu; når den ene ikke er mere menneske end den anden, så kan ingen eje et andet menneske, så kan intet menneske fødes til slavekår, så må slaveriet ophøre.
Men indtil da, kunne da en slave se med håb på korset, kunne han håbe på, at hans dårlige kår ville afløses af gode kår for hans efterslægt, kunne han se sin lidelse som led i en uforståelig udvikling, der før eller siden måtte føre frem til friheden? Ja, han kunne høre alle ordene, høre Jesus hævde, at han var sendt for at bringe godt budskab til fattige, for at udråbe frigivelse for fanger og syn til blinde og for at sætte fortrykte i frihed (Luk 4,18). Men hvad angik det ham? Som han så verden, var der ikke en kinamands chance for at det nogensinde kunne ske, hverken i hans levetid eller senere. Og dog hævdede det sære evangelium, at det var kommet med frihed. Og hørte han til dem, der turde håbe på en bedre verden, hvor slaver ikke fandtes, hvor alle var anerkendt, som de var, må vi så ikke sige ham, at hans håb ikke er blevet beskæmmet: vi i dag lever med den største selvfølgelighed i en sådan verden, hvor ingen er nogen andens slave.
Men skulle der ikke også udråbes frigivelse for fanger? Det må da være en overdrivelse. Skulle fængslets mure virkelig kunne gennembrydes af korset? Taler kunstværket sandt? Kan vi se en udvikling foran os, hvor fængslerne bliver færre, hvor fanger bliver frigivet, hvor mure nedbrydes?
Ja, så er det, man skotter hen til hullet igen. Jo, det er rigtig nok. Der strømmer endda lys ind gennem hullet. Og evangeliet siger det jo. Det påstår hårdnakket, at folkenes konger hersker over dem, de, som udøver magt over dem, lader sig kalde velgørere, men hævder i samme åndedrag, at sådan skal vi ikke være, sådan skal det ikke være i menigheden (Luk 22,25f). Og er vi ikke menighed?
Vi forlod hullet og kirken for en stund. Der var meget, vi skulle se. Den lukkede afdeling, med nøgler og kontrol. Også en celle fik vi lov at se. Og jeg har stadig dårlig samvittighed over, at en fange, der var ved at lave mad, blev låst inde i sin celle, for at vi kunne komme ind på hans afdeling og se en tom celle. Men funktionærerne tog det i stiv arm. Måske fangen også har gjort det. Affundet sig med det. Måske, ja, det må man vel håbe. Men absurd var det.
Så kom vi tilbage til det mere åbne fængsel. Indenfor ringmuren, förstås. Der var værksteder, der var indhegninger til gårdture, mere åbne end på den lukkede afdeling, åh, ja. Måske man endda kunne høre fuglesang, når det blev forår. Eller se en erantis eller en tusindfryd. Og gode værksteder var det. Noget, der dog gav en vis mening midt i det besynderlige og fremmede og trykkende.
Og så kom vi tilbage til kirken. Her havde nogle fanger anrettet frokost til os. Og resultatet fortalte os, at dette dog var et meningsfuldt arbejde. Her hørte vi om fængselspræstens arbejde. Og lo lidt af det besynderlige forhold, at der i fængslet findes en narkofri afdeling. Som om ikke hele fængslet tænkes at være narkofrit. Det er det bare ikke i praksis, og den narkofri afdeling er for dem, der lover at afholde sig fra narko. Men indvendig græd vi. Græd over hierarkiet, bestemmelserne, de disciplinære straffe, de absurde, men nødvendige sikkerhedsforanstaltninger, men også over alle de små glimt af menneskelighed, der dog dukkede op selv i et sådant miljø, hos de indsatte og hos de ansatte.
Men hullet var der stadig. Lyste sin trodsige evangeliske påstand ud over os: ”Ingen skal længere belære sin landsmand og sin broder og sige: »Kend Herren!« For alle kender mig, fra den mindste til den største, siger Herren. Jeg tilgiver deres skyld og husker ikke længere på deres synd.” (Jer 31,31).
Den dag, hvor dette bliver opfyldt, er så åbenlyst ikke i dag. Men om tusinde år, hvad vil de så sige? Vil de se på ruinerne af dette fængsel med undrende øjne? Vil de fortælle deres børn om de mærkelige tider, da man spærrede mennesker inde bag mure? Vil de se på os, som vi ser på forgangne tiders slaveri? Som vi har besvær med at forstå, hvordan det ene menneske kunne eje det andet og bestemme over det på liv og død, vil de have samme besvær med at forstå, hvordan vi kan spærre mennesker inde, forhindre dem i at gå frit omkring?
Vi er låst fast i vor tankegang, ja. Vi er fanger af vore nødvendige og uomgængelige forestillinger, ja. Men kan denne tankemur sprænges? Er evangeliet også i stand til at gennembryde den fæstning? Vi aner jo ikke, hvad vi skal gøre anderledes. Ja, vi dårlig nok diskuterer det.
Jeg har megen sympati for den tanke, som det ugemagasin, jeg læser med stor fornøjelse, The Economist, af og til fremfører: at man burde frigive al narko. Som svenskerne har et vinmonopol, sådan kunne vi have et narkomonopol, hvor alle mærkelige stoffer kunne købes. Vi ville nok ikke få et forbrug, der var meget større end det, vi har i dag. Og vi ville stadig have det enormt store besvær med at rive mennesker ud af misbruget. Men vi ville slippe for en masse kriminelle. Fordi det er forbudt, derfor er der utrolig mange penge i det. Og det tiltrækker svage sjæle. Hele den handel ville med ét slag forsvinde, og de kriminelle måtte finde andre ting at give sig til.
I dag ser vi med undren på forbudstiden i USA. Vil man om hundrede år se med lige så stor undren på narko-forbudstiden i dag? Jeg véd det ikke. Men helt tosset er tanken om fri narko nu ikke.
Og jeg har også megen sympati for den løsning på de tilbagevendende økonomiske kriser, som den amerikanske filosof Henry George foreslog. Men jeg kan også godt se, at det har yderst lange udsigter med gennemførelsen. Det er for mig at se ret indlysende, at det er boligboblen, der er skyld i finanskrisen. Men det er lige så indlysende for mig, at en ny boligboble kun kan undgås ved, at man fjerner muligheden for, at der kan opstå forventningspriser på fast ejendom, og det kan man kun gøre ved at indføre en løbende ejendomsbeskatning. Den skal være løbende, det vil sige: stigende og eventuelt faldende med de økonomiske vilkår, hvis den skal holde priserne i skak. Og det vil ingen gå med til. Faldende ja, men stigende, nej tak, den hopper vi ikke på.
Men kunne man nu lave det sådan, kunne man undgå de svingende konjunkturer, så kunne man – måske, der er en del mellemregninger, jeg ikke kan komme ind på – man kunne måske få en konstant periode med fuld beskæftigelse, og fuld beskæftigelse, ja, vi véd jo næsten ikke, hvad det er, og har svært ved at forestille os en periode på ti eller tyve år, hvor der konstant var lige så stor efterspørgsel efter arbejdskraft som efter arbejde, hvor altså arbejdsgivere gik rundt med lys og lygte, om de ikke kunne finde én, der kunne optrænes til det job, de mangler hænder til.
Og de fremmede, muslimerne, dem, der ikke er arbejde til i samfundet, de ville være efterspurgt arbejdskraft, de ville opnå det, de ubevidst stræber efter: at blive anerkendt fuldt ud. Alle ville få noget fornuftigt at tage sig til, konkurrencen eller kampen med hinanden om at finde arbejde ville ophøre.
Og hvad fængsler og forbrydelser angår: kunne en sådan periode frembringes, så kunne man måske i langt højere grad benytte sig af pengebøder som straf, og så kunne vi lukke nogle af vore fængsler. Når vi ikke bruger pengebøder, skyldes det jo, at de rammer skævt, og at nogle er ganske ligeglade: de befinder sig i forvejen på samfundets bund, så en gæld på 20.000 ekstra rager dem en papand. De kan og vil ikke betale alligevel. Men i et samfund med fuld beskæftigelse årti efter årti ville det måske være en mulighed med bøder i stedet for fængsel.
Men indrømmet, jeg véd ikke, hvad retning evangeliet vil lede os. Men der må være håb. Der må være andre muligheder. Ikke blot er det de indsatte, der er låst inde, det er også os. Omend jeg gerne indrømmer, at det er mere behageligt at være låst inde i sin fantasiløse tankegang end at være låst inde i et fængsel på Enner mark.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Samfundsforhold. Bogmærk permalinket.

2 svar til Hullet til friheden

  1. claes flach siger:

    Hvor er det gode betragtninger, Ricardt Riis.
    De peger fremad imod en ny tid, der skal komme, hvor jorden og naturværdierne kommer alle mennesker ligeligt til gode. En tid, hvor mennesker ikke kan tilegne sig det, andre har skabt ved deres arbejde, gennem forrettigheder og monopoler. Hvor selv det fattigste barn er medejer af fædrelandets jord. En Mesiansk tid, hvor slaveri ikke findes mere og udbytning hører en fjern fortid til.
    Alt det sat i gang af en ung jødisk håndværker, som levede sin tro ud på tværs af romersk tyrani og tempeljødedommens religiøse magt monopol. En ung bygningshåndværker som ikke veg tilbage, da lidelse og korsdød blev stillet ham i udsigt. En Menneskesøn der underkorsdødens lidelsesrædsler gav sin ånd i Guds Fader hænder med ordene, det er fuldbragt. Fuld af tillid til den Gud, der har skabt verden og som har fadersind overfor sin skabning. Den åndelige virkelighed bag al materiel virkelighed, Almagten selv. Jesus Kristus vor Frelser.

  2. Pingback: Er det onde uhelbredeligt? | ricardtriis

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s