Ophæv dog præstecølibatet!

Den katolske kirke oplever for tiden en række afsløringer af seksuelle forbrydelser. Pædofili-skandalerne vælter ind over den. Og man er fra denne kirkes side meget optaget af at forsvare det præstecølibat, som man nu har holdt fast ved i over tusinde år mere eller mindre konsekvent. Man gør det bl.a. med en påstand om, at diverse sexologer er enige om, at dette, at præster skal leve i cølibat, ikke får dem til at blive pædofile, og at de mange pædofiliskandaler følgelig ikke har noget med det katolske krav om præstecølibatet at gøre.
Det kan man nu nok have sine tvivl om. Men i denne omgang beholder jeg min tvivl for mig selv. Der er noget andet, jeg vil gøre opmærksom på. For selv om vi så siger, at man ikke blive pædofil af at leve i cølibat, så er det klart, at har man som mand en normal kønsdrift, ja også om man har en kønsdrift under normalen, så har man i den normale omgang mellem kønnene en stor chance/risiko for at blive forelsket; og vil man ikke indrømme det, så må man nok indrømme, at chancen for, at en kvinde forelsker sig i én, ikke er lig nul.
Det er ifølge straffeloven ikke ulovligt at blive forelsket, sådan som det er strafbart at begå pædofili. Men det er noget, der kan fremkalde lige så ulykkelige mennesker som forbrydelsen pædofili; jeg tænker på de kvinder, der forelsker sig i katolske præster og møder genkærlighed, jeg tænker på det, at de to enten må afstå fra deres kærlighed eller leve med den i det skjulte.
Der var for en del år siden en tysk kvinde, der tog bladet fra munden i den anledning. Hun havde forelsket sig i en katolsk præst, havde været hans elskerinde igennem mange år, havde endda fået en søn med ham. Men da sønnen var blevet voksen og var fløjet fra reden, måtte hun have afløb for sin frustration. Det kom der en bog ud af. Og i den bebrejdede hun sin ‘mand’ (og præsten var jo hendes mand) for alle de svigt, han måtte vise hende og deres fælles barn, fordi han var præst, og fordi den katolske kirke ikke vil anerkende gifte præster. Én ting var, sagde hun, at hun selv måtte leve en skjult og fordækt tilværelse, nedstirret af dem, der vidste noget, afholdt af meget få, noget andet og værre var, at hans barn livet igennem havde måttet leve med dette mummespil også, havde haft en far, men alligevel ikke havde haft en far.
Jeg erindrer ikke, at kvinden ligefrem spurgte om den katolske kirkes moral i denne sag, dertil var hun vist selv for stærkt involveret, men det skal da ikke forhindre os andre i at stille det spørgsmål: Lad pædofili-skandalerne være, hvad de være vil, mon dog ikke præstefrille-sagerne er langt talrigere, skønt de ikke er strafbare og ikke rigtig har nyhedsmediernes interesse? Men dette, at der ikke er tale om noget strafbart, forhindrer ikke, at der er tale om noget umoralsk. Og med umoralsk tænker jeg ikke på de mange præster, som – uha, uha – bryder deres løfte om livslangt cølibat, men på den katolske kirke selv. Kravet om præstecølibat er da umoralsk, så det klodser, når det trækker så mange brudte skæbner med sig i sit kølvand, og har gjort det i alle de århundreder, det har eksisteret, uden at den katolske kirke har ændret praksis.
Vi hørte også på et tidspunkt om en præst i Østrig, som havde fået fire børn med sin husbestyrerinde. Fire børn, det var alligevel meget! Og så kom det frem i pressen. Alle de ‘almindelige’ tilfælde med præsteelskerinder, dem gider pressen ikke beskæftige sig med. Men fire børn? Og så forflyttelse! Så blev det interessant for pressen. For åbenbart har hans biskop sagt, at det var da også for galt, for han forflyttede ham og tvang ham til at forlade sin kone. Men da det så blev klart, at han havde de to af børnene med én kvinde fra ét sogn, hvor han havde været, de to andre med en anden kvinde fra et andet sogn, han havde betjent, så spørger man sig selv, hvad det mon skulle nytte at forflytte ham.
Her er det åbenlyst, at det er et direkte Jesus-ord, man forbryder sig imod, ordet om, at hvad Gud har sammenføjet, må et menneske ikke adskille. (Matt 19,6). For når de to ligefrem har boet sammen og fået børn sammen, så er de ægtefolk i Guds øjne, også selv om de ikke har fået kirkens eller det borgerlige samfunds velsignelse. Men ak, som om én gang ikke var nok, tillader den katolske kirke sig at forbryde sig mod dette Jesus-ord hele to gange, og mener vel oven i købet, at det er præsten, der er en synder, og på ingen måde kirken selv, der forsynder sig, skønt den så sandelig tvinger ægtefolk til skilsmisse.
Og i ét enkelt tilfælde, som vi via pressen hørte om, var det sågar en biskop, hvis elskerinde stod frem, vistnok fordi hun var blevet smidt på porten; om det skete i forbindelse med, at han blev biskop, eller det skete før, husker jeg ikke. Nå, præst eller biskop, det er lige frustrerende og skæbnesvangert for den kvinde, der måtte forlade ham.
Så altså: Der er såmænd ingen grund til at undersøge, om det tvungne præstecølibatet giver anledning til de mange pædofili-skandaler, man kan nøjes med at se på de mange forkrampede kvindeskæbner, dette krav medfører, for at blive klar over, at kravet om præsters cølibat er umoralsk og bør afskaffes.
Jeg kan ikke dy mig for at slutte med en historisk kendsgerning, der viser, at det trods alt har været værre. På reformationstiden var det blevet kotyme, at de præster, der levede sammen med deres husbestyrerinde, skulle betale en pengebod til biskoppen. Det fik Martin Luther til at hævde, at biskopperne optrådte som bordelværtinder: ligesom disse af økonomiske grunde ikke var interesserede i, at de unge knøse giftede sig, sådan var biskopperne ikke økonomisk interesserede i, at præsterne giftede sig (se her). Nå, den trafik med pengebod (jeg véd ikke, om det var pr samleje eller pr måned) er dog ophørt.
Men tilbage står det, som en dansk reformator skrev til de katolske præster i 1528: ”[I skal finde gode ting] om I får jer en ærlig kvinde i Guds velsignelse, så bliver I ærlige mænd og gode forbilleder i den hellige kirke, og I gør gavn og bærer frugt med jeres prædiken og lærdom og jeres hustruer bliver hæderligt tagne af hver mand og holdne i hæder og ære af andre gode kvinder. Ligeledes bliver jeres børn ægte arvebørn og optugtes i salig lærdom og dydelighed og får jeres bøger og visdom”. (se her). Det gælder i al sin enkelhed stadigvæk. Og det modsatte gælder desværre også, at præsters elskerinder ikke bliver ‘hæderligt tagne af hver mand’ eller ‘holdes i hæder og ære af andre gode kvinder’, og at børnene ikke bliver ‘ægte arvebørn’.
Alt sammen, fordi den katolske kirke ikke vil give sig på det punkt. I gamle dage, før reformationen, var det skjulte formål med præstecølibatet, at kirkens ejendom ikke skulle deles, fordi præsters arvinger ville have deres del. Det kan ikke være begrundelsen i dag. Og eftersom det protestantiske præsteægteskab til fulde har bevist, at ægteskabet ikke på nogen måde hindrer, men snarere fremmer præsters arbejdsindsats, gælder den almindelige undskyldning: at ugifte præster kan hengive sig til deres præstearbejde helt og fuldt, ad Wandsbeck til.
Tilbage er kun den årsag, som vi andre, men nok ikke kirken selv kan se: når kirken holder fast ved præstecølibatet, skyldes det alene dens forfængelighed: den vil ikke indrømme, at den har taget fejl igennem så mange hundrede år; eller de gamle ugifte præster siger: når vi har skullet give afkald, så skal de unge også give afkald. Den tanke understøttes naturligvis derved, at man påstår, at man ofrer sig for Kristi skyld. Hykleri! Man ofrer ikke sig selv (og da slet ikke for Kristi skyld), man ofrer en række uheldige kvinder, der er blevet forelskede i katolske præster, man ofrer en række præstebørn, som ikke får en normal far. Men sin forfængelighed, den ofrer man ikke.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Samfundsforhold. Bogmærk permalinket.

12 svar til Ophæv dog præstecølibatet!

  1. Karen M. Larsen siger:

    Faktisk er den katolske kirke ikke konsekvent i dens krav om cølibat – præsterne fra de ortodokse kirker, der har underlagt sig Rom, må således godt gifte sig – og protestantiske gifte præster, der konverterer til katolicismen, får også lov til både at være gift og fungere som katolske præster.

    Faktisk tror jeg at den katolske kirke i en overskuelig fremtid vil afskaffe pligtcølibatet (altså kravet om at katolske præster skal leve i cølibat). Ikke pga. pædofili – og ikke pga. præster der får børn med kvinder – men fordi kravet om cølibatet har medført en katastrofal mangel på katolske præster i den vestlige verden. (Både fordi mange unge mænd fravælger at blive præst fordi de ikke kan overskue at skulle leve hele livet i cølibat og fordi mange præster forlader præstegerningen for at gifte sig). I dag er gennemsnitsalderen for katolske præster i Spanien f.eks. 67 år!

    Den nuværende pave vil helt sikkert ikke ændre på noget her – men hans efterfølger må vælge mellem at ophæve kravet om cølibat og en kirke uden præster. Løsningen vil nok blive at gifte mænd får lov til at blive katolske præster – men at biskopper forsat skal leve i cølibat – på denne måde vil bispestanden de facto blive forbeholdt munkene, sådan som det også fungerer i de ortodokse kirker.

  2. bjoergit siger:

    Fra “kirkekaffen” har jeg også hørt helt vilde historier om præster og kvinder, som jeg har svært ved at tro på.

    Det menes “at så længe ingen ved det, har ingen ondt af det” Det er her danske katolske præster- der tales om!!!

    Sandhed- eller sladder- jeg VED det ikke.!!

  3. Benny Blumensaat siger:

    Det er da en utrolig viden, eller mangel på samme, som ikke cølibatære ytrer sig om i de lange foregående indlæg. Cølibatet er en glimrende livsvej, som gennem hele menneskedens historie har tiltrukket mænd og kvinder, som herigennem finder en vej til at give sig selv helt i tjenesten for Gud som den eneste ene. At være gift siger Paulus er at være delt mellem mennesker og Gud. ( 1. Kor. 7, 32-34). Cølibatet er rent faktisk en gave fra Gud, som skal leves og ikke misbruges som et dække for lyssky handlinger. At det sker er ser vi desværre mange eksempler på, men det gør ikke cølibatet mindre betydningsfuldt, snarere det modsatte, lad os derfor få flere cølibatære der virkelig lever deres kald.

  4. Ricardt Riis siger:

    @ Benny Blumensaat!
    Det, du her skriver, har du ret i. Luther er af nøjagtig samme opfattelse: cølibatet er en gave fra Gud (se fx http://www.martinluther.dk/1kor7a.html#24 ). Hvis man altså vel at mærke har gaven og ikke mærker noget til kønsdriften. Hvis man mærker noget til den, så gælder Paulus’ ord om, at det er bedre at gifte sig end at brænde af begær (1 Kor 7,9). Denne gave er der imidlertid mange, der mener de kan tage selv, på samme måde som kirken mener, den kan administrere den efter forgodtbefindende. Og så er der ikke meget ‘gave’ over den. Det, jeg anker over, og det, Luther har noget imod, er, at cølibatet skal være tvungent. Lad det være en fri sag! Lad de præster, der så tydeligt mangler cølibatets gave eller forelsker sig i en kvinde, gifte sig og fortsætte med at være præster! For de er jo lige gode mennesker for det.

  5. Benny Blumensaat siger:

    At kønsdriften ikke forsvinder fordi man lever i cølibat er indlysende, spørgsmålet går på, hvad man gør med den. At cølibatære kan forelske sig er ligeså indlysende, men sprørgsmålet er, hvad man gør med forelskelsen. Det er jo ikke alt der behøves at følges op på og udleves. At bringe Gud et kærlighedsoffer, ved at give afkald på noget smukt og godt som et intimt forhold mellem en mand og kvinde er kan bære frugt på anden vis.
    lEr det muligt gennem bønnen og et stærkt åndelig liv, regelmæssig modtagelse af sakramenterne og som præst fejringen af messen hver dag, at kanalisere denne urkraft ud i omsorgsfulde gerninger? Det er der præster der gør hver dag her i Danmark og over hele kloden.
    Hvis gifte præster skal være en mulighed, skal det ske fordi kirken indser at dette kan berige kirken på en ny måde, og ikke på grund af pres ude eller inde fra.

  6. Ricardt Riis siger:

    @ Benny Blumensaat!
    Du spørger: ”Er det muligt gennem bønnen og et stærkt åndelig liv, regelmæssig modtagelse af sakramenterne og som præst fejringen af messen hver dag, at kanalisere denne urkraft ud i omsorgsfulde gerninger?”
    Mit umiddelbare svar er, at den mulighed tror jeg ikke på. At prøve på det er det samme som at ville forbedre Guds skaberværk. Og det er nærmest blasfemi.
    Men lad det problem ligge i denne omgang! Og lad os sige, at det på én eller anden for mig uforståelig måde kan lade sig gøre! Det er jo, hvad du hævder. Så er problemet det, at det så åbenlyst kun kan lade sig gøre for en større eller mindre procentdel af dem, der har besluttet sig for at blive katolsk præst. Hvad så med resten?
    Ja, de skal, hvis man følger din tankegang, formanes til ”gennem bøn og et stærkt åndeligt liv, regelmæssig modtagelse af sakramenterne” at prøve at ”kanalisere denne urkraft ud i omsorgsfulde gerninger”. Det er nu for det første en forkvaklet tankegang, fordi de omsorgsfulde gerninger i så fald ikke gøres af kærlighed til næsten, men af kærlighed til én selv: man gør dem for at ændre sine indre kanaler. Det er for det andet imod Paulus’ råd i 1 Kor 7,9, om hellere at gifte sig end at brænde; det råd har kirken siddet overhørig i henved tusind år. Men det er endelig for det tredje imod de erfaringer, kirken burde have gjort igennem alle disse tusind år. Alle de præstebørn, der er omtalt igennem hele præstecølibatets historie, burde have fået kirken til at reagere.
    Altså, selv hvis vi indrømmer, at det er muligt at kanalisere kønsdriften ud i omsorgsfulde gerninger, så viser erfaringen med al ønskelig tydelighed, at det kun er muligt for nogle katolske præster, ikke for alle. Eller: selv hvis vi godtager din smukke beskrivelse af cølibatet (som jo kan modsvares af lige så smukke beskrivelser af præsteægteskabet), så forbliver der tilsyneladende en ikke helt ubetydelig del af de katolske præster, for hvem kønsdriften går den af skaberen fastlagte vej og retter sig mod en kvinde.
    Du skriver også: ”At cølibatære kan forelske sig er ligeså indlysende, men spørgsmålet er, hvad man gør med forelskelsen”. Her synes du at gå ud fra, at man selv er herre over forelskelsen og selv kan styre den eller selv kan ”gøre noget med den”. Men kan man det?
    Endelig: Det er givetvis rigtigt, at den katolske præst ”gennem bønnen og et stærkt åndelig liv, regelmæssig modtagelse af sakramenterne” kan modtage stor åndelig hjælp. Men hvad kan han modtage, som den gifte ikke kan modtage i samme grad?

  7. Morten - - - siger:

    For god ordens skyld, hr. Riis, det hedder n i d s t i r r e.

    Og altså ikke n e d s t i r r e, selv om det naturligvis også lader sig forstå, jvf. det at se ned på nogen.

    MVH

    – – –

  8. Peter Buch siger:

    “…eftersom det protestantiske præsteægteskab til fulde har bevist, at ægteskabet ikke på nogen måde hindrer, men snarere fremmer præsters arbejdsindsats…”.

    Udsnit af oplægget. Findes der opgørelser der på forsvarlig måde med et stort antal felter og personer som udgangspunkt og grundlag kan underbygge dette?

  9. Ricardt Riis siger:

    @ Peter Buch!
    Det véd jeg ikke. Noget kan jo godt være sandt, selv om der ikke er lavet videnskabelige undersøgelser om det. Det, jeg tænker på, er det ordsprog, der var i omløb blandt menighedsråd for en tredive-fyrre år siden. Der var på det tidspunkt ikke så få menigheder, der havde haft en meget aktiv præst, missionsk eller grundtvigsk, det kunne være begge dele. Ikke blot havde han selv været højaktiv, hans kone havde også været det. De unge kandidater, der skulle ud og søge embede dengang, ville jo godt ansættes i et sådant aktivt sogn, omend de også godt var klar over arbejdsbyrden: det kunne være svært at efterfølge sådanne arbejdsbier. Derfor sagde de om sådanne menighedsråd, at det er dèr, hvor de har det ordsprog: ‘Betal for én og få to’!
    Jeg kan også gøre opmærksom på, at man dengang ikke skulle drømme om at møde til ansættelsessamtale med menighedsrådet uden at have sin kone med. Så det var ret almindeligt at tænke på den måde. Og det viser, ganske uden videnskabelig undersøgelse, at der rundt omkring har siddet ganske mange præstepar, der har kunnet leve op til ordsproget.

  10. Peter Buch siger:

    Tak for svar hr. Riis!

  11. Pingback: Benny blumensaat | Imagespot

  12. Pingback: Jeg har fået meget igen | ricardtriis

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s