De autonome præster

Det er de katolske præster, der menes med ovenstående overskrift. Og det kræver selvfølgelig en forklaring. Den kommer her med et citat fra Augustins bekendelser, den tiende bog, kapitel 30.
Augustin har sluttet kapitel 29 med at sige, at Gud befaler afholdenhed (continentia), og med at bede Gud give det, han befaler, og befale det, han vil. Så siger han i kapitel 30:
”Du befaler såvist, at jeg skal afholde mig fra kødets lyst, øjnenes lyst og denne verdens lyst. (Sl 51,3) Du har forbudt mig uægteskabeligt samleje og rådet mig til noget bedre end ægteskab, selv om du tillod det. Eftersom du gav det, skete det, endda før jeg blev forvalter af dit sakramente. Men endnu lever der i min erindring, som jeg har talt så meget om, billeder af sådan noget, som vanen har indpræget der, og de bryder ind i mine tanker. Når jeg er vågen, har de ingen magt; men i søvne får de mig ikke blot til at føle nydelse, men også til at give efter og til noget, der ligner virkelighed. Så stor magt har de forføreriske billeder over min sjæl og mit kød, at de falske syner får mig til at gøre i søvne, hvad de ikke formår i vågen tilstand. Er jeg da ikke mig selv, herre, min Gud?”
Augustin har på det tidspunkt sendt sin konkubine gennem mange år bort, fordi han vil efterfølge det, han mener er Guds befaling: at han skal afholde sig fra kødets lyst. Og den afholdenhed, han således har begivet sig ud i, kan han godt gennemføre i vågen tilstand. Men, bekender han her, i søvne får de seksuelle billeder ham til at give efter, så stor en magt har de over hans kød.
Det, han her taler om, er det, der med et lidt klinisk udtryk kaldes ‘ufrivillig natlig sædafgang’. Sådan er vi hankønsvæsener indrettet, at vort legeme laver den slags ufrivillige ‘prøveaffyringer’, før det virkelig gælder. Godt nok opdager nutidens unge mænd det måske ikke, det afhænger lidt af, om de mere frivillige ‘affyringer’ kommer de ufrivillige i forkøbet, jeg tænker på masturbation og/eller samleje. Men Augustin og andre, der ville leve ‘afholdende’, oplevede det. Og det, han oplevede, var noget, der ikke blot tog magt over hans ‘kød’, men også over hans sjæl, dvs., han nød den vellyst, der var forbundet med oplevelsen, og den nydelse betragtede han som noget nær den værste synd, man kan komme ud i.
Men læg mærke til det, han siger sidst i citatet: ”Er jeg da ikke mig selv, herre, min Gud?” Her har vi, for mig at se, den egentlige grund til, at han vil leve i cølibat: Han vil ikke være et væsen, som kønsdriften tager magt over; han vil være sig selv mægtig; han vil være autonom! Ægteskabet var godt nok tilladt ifølge hans teologi, men gav man sig ind i ægteskabet, gav man sig ind under fremmede kræfter, kræfter, der ikke hørte selvet til, kræfter, der udefra tog magten fra selvet.
Disse tanker har haft enorm indflydelse i kirkens historie. Munke og nonner har igennem århundreder været præget af det samme ønske om at frigøre sig fra legemets krav. Og man kan godt have lidt ondt af de mange munke, som har oplevet det samme som Augustin: de har jo på samme måde som han følt det som noget syndigt, noget, de skulle se at komme ud over gennem tidebønner og messefejring. Og bevares, som tiden gik, er de vel kommet ud over det; det unge legeme er jo mere fyrigt end det gamle, ældre mænd bliver efterhånden udbrændte, og de legemlige udsondringer bliver med årene mindre hyppige. Hvad man vel så kan tolke som Guds svar på ens bønner om at dæmpe de fæle drifter.
Selv om Luther var stærkt påvirket af Augustin, også i synet på kønsdriften, satte han med sine tanker en brat stopper for den cølibatære praksis. Hvor man tidligere havde hæftet sig ved Paulus’ tanker i 1 Kor 7,32-34 om, at den ugifte tænker på Herren, men den gifte på verden, dèr hæftede Luther sig ved ordene om, at det er bedre at gifte sig end at brænde af begær (1 Kor 7,9). Og han udlagde ordet på den måde, at mærker man kønsdriften tage ved sig – og det er jo det, man gør, når man oplever disse ufrivillige natlige sædafgange – så er det et sikkert tegn på, at man ikke hører til de meget få udvalgte, der af Gud har fået cølibatets nådegave, og så er det altså Guds mening, at man skal gifte sig.
Ja, han fortsatte med at sige, at hvis du sidder dette tydelige tegn overhørig og måske endda beder Gud om hjælp i din kamp mod kønsdriften, så gør du det værste, en kristen kan gøre: du lader hånt om den retfærdighed, Gud tilbyder dig, og vil frelse dig selv.
Spørgsmålet om præsteægteskabet blev diskuteret temmelig meget i den danske reformationshistorie. I 1528 skrev den lutherske reformator Peder Laurentsen en bog om den reformation, man havde gennemført i Malmø, den såkaldte ‘Malmøbog’. (Findes på min hjemmmeside: martinluther.dk). Heri hedder det efter en lang argumentation imod præstecølibatet: ”Dette siger vi at afslutte denne tale med. At gifte sig ærligt og i Guds frygt (om mand kan ikke være kvinde foruden, være sig bisp, præst etc) det er ikke mere synd, end det er at æde og drikke nødtørftigt, når man er tørstig eller hungrig”.
Det vil sige: Laurentsen giver udtryk for den opfattelse, at kønsdriften er ligeså uundgåelig, som det er uundgåeligt at blive sulten, hvis man ikke får noget at spise. Det får hans modstander Poul Helgesen til i sit modskrift mod ‘Malmøbogen’ at skrive: ”De siger og skriver et skammeligt og ublu ord – at ligesom ingen kan leve foruden mad og drikke, således kan heller ingen være kvindfolk foruden. Det give Gud, at jeg fik magt over dem, hvor jeg ville have dem, så skulle de fornemme og føle, hvad de først følte behov for, enten mad eller kvindfolk. Gud har givet mange tusind helgener den nåde, at de aldrig omgikkes kvindfolk, men at de kunne leve længe uden mad og drikke, det blev aldrig givet dem”.
Men de lutherske blev ved deres påstand. Frans Vormodsen, der senere blev biskop i Lund, skriver i et skrift imod en hr. Asser, kannik i Lund: ”’Voks og formér jer på jorden’. Denne Guds skabergerning og skik må ingen forvende eller tilintetgøre med nogle af mennesker optænkte lyster og forpligtelser. Det er kun Gud selv, der kan gøre det, hvilket han da også gør, når han fratager ham denne legemets brynde, hvilket han ofte har gjort med mange, ligesom vi læser, at han også har frataget ilden dens naturlige væsen og brændkraft (Dan 3,1-27), jern sin naturlige tyngde (2 Kong 6,6) og solen sit naturlige skin i vor Herres Jesu Kristi død og pine (Matt 27,45)”.
Og hermed siger han jo klart, at kønsdriften er ligeså umulig for mennesker at udslukke, som det er for os at få ild til at undlade at brænde, jern til at flyde ovenpå og solen til ikke at skinne, noget, det er forbeholdt Gud at gennemføre ved et under, det vil sige, ved et brud på naturlovene.
Og vi tør nok sige, at dette er den moderne opfattelse af kønsdriften. Den er noget naturligt. Der gives ingen undtagelser fra den, undtagen gennem noget, der er ligeså sjældent som et under.
Og jeg vil da for egen regning føje til, at dette er ikke blot den moderne, men også den sande opfattelse af kønsdriften. Augustin tog fejl. Hans ønske om at blive befriet fra kønsdriftens udefrakommende påvirkninger opfyldte Gud ikke. Om han end aldrig så meget ville være autonom, det var ikke Guds mening med ham. Hvad der var Guds mening med ham, blev tydeligt betegnet for ham derigennem, at hans legeme stadig gav sine udsondringer fra sig. Blot ville han ikke rette sig efter dette tegn.
Ville de papistiske præster på reformationstiden også være autonome? Ja, noget tyder på det. I endnu et af de mange skrifter fra de lutherske reformatorer, forfattet af en tidligere karmelittermunk i Assens, Christiern Schrok, nu sognepræst sammested, som i 1529 blev udgivet i Malmø, opregnes de argumenter, som papisterne fremfører til forsvar for cølibatet. Her forekommer som det sjette argument denne påstand: ”At det er godt at være fri og ikke binde sig til én, som man skal have hindring og bekymring af, osv.”
Til dette argument siger Schrok: ”Her vil jeg ikke svare noget. Men det siger jeg, at den, der ikke kan leve i kyskhed, det er næsten bedre, at han har nogen hindringer, modgang og omsorg i ægteskabets stand, end at han i et lystigt horlevned og en ukysk begæring skal komme til den evige sorg og fordømmelse, som bliver udvist imod skørlevnere, hvis de ikke opgiver deres levned”. (Schrok findes også på martinluther.dk).
Vil da katolske præster i vore dage være autonome? Vil de, som Augustin, være fri for at skulle være et væsen, som denne kraft tager magt over?
Det er jo ikke rigtig til at vide. Formentlig vil de det ikke. For tiderne har ændret sig. Vi anser i dag kønsdriften for et gode. Det gør vi også som kristne, og vi gør det, fordi den giver mulighed for et intimt samliv med et andet menneske. Og når Benny Blumensaat i et svar til mig i et tidligere blogindlæg kan skrive, at den katolske præst bringer Gud et kærlighedsoffer ved at leve i cølibat, tyder også det på, at han føler, han giver afkald på noget. Modsat Augustin, der mente, han vandt noget gennem cølibatet, uafhængighed, autonomi.
Og så alligevel! Man bruger fra katolsk side de samme argumenter som dengang, fx argumentet fra 1 Kor 7,32-34, at den gifte er delt mellem menneske og Gud. Betyder det så ikke, at man også har de samme holdninger som dengang, fx den holdning, at man vil stå alene overfor Gud, dvs. være autonom?
Jeg er ikke ganske klar over det. Men man kunne godt ønske for både de katolske præster og den katolske kirke, at den ret snart ville ankomme til nutiden.

Dette indlæg blev udgivet i Luther. Bogmærk permalinket.

Et svar til De autonome præster

  1. claes flach siger:

    Sigmund Freud vil sige, at sexuel lyst, libido, findes hos mennesket fra den spædeste barndom, men knyttet til andre zoner en kønsorganerne. Han gjorde gældende at libido og agressiv drift indgår i al menneskelig aktivitet. Så tanken om at være fri af kønslig aktivitet, at være “autonom” i den forstand du beskriver det, er en kimære. Men Freud beskrev også fænomenet sublimering og angav hermed at sexualdriften kunne omdannes til kulturel og intellektuel skaberkraft. Vanskeligheden for Kirken opstår, når forvaltning af sexualitet skal lægges i instiutionelle rammer. Derfor var det nok rimeligst, at man for verdensgejstlighedens vedmommende ophævede cølibatskravet og indskrænkede det til ordensfolk. Og måske her gjorde de “evige” løfter tidsbegrænsede, så de skulle fornyes med års mellemrum.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.