Liv på andre kloder?

Det store interview med astrofysikeren Anja C. Andersen i Kristeligt Dagblad (se her) fik mig til at sende gamle Grundtvig en venlig tanke.
I interview’et forudser hun, at man indenfor de næste ti år vil finde en klode svarende til vor jordklode, og, siger hun, dette vil gøre Jorden “mere almindelig” og “mere ubetydelig”.
Om det vil gøre jorden mere almindelig, skal jeg komme ind på om lidt. Men Grundtvig har et godt svar, når man vil hævde, at det gør jorden mere ubetydelig. Det var der nemlig også nogen, der hævdede på hans tid. Og de hævdede det, ligesom Anja C. Andersen, ud fra iagttagelsen af de himmelske kloder. Her spørger Grundtvig, hvornår det er blevet en regel, at det store er mere værd end det små. Han går ud fra, at det er en tankefejl, vi uvilkårlig let lader os gribe af, men han prøver at modarbejde den med følgende overvejelse:
”Faar vi os nemlig først ret besindet paa det, at i det mindste paa Jorden, som vi er nødt til at blive ved, naar vi vil gaae tilbunds i noget, dèr kan det Smaa være meget bedre og mere værdt end det Store, som man især føler ved at sammenligne et godt lille Barn med en stor Kjeltring, see da leer vi kun ad den Viisdom, at de store Kloder i Luften, som vi for Resten ikke kiender noget til, skulde være lige saa mange Gange bedre og vigtigere end Jorden, som de er større end den, og at følgelig de store Ørkener i Afrika, som kun beboes af vilde og glubende Dyr, skulde være lige saa mange Gange bedre og vigtigere, som de er større end Sælland med Mark og Skov og alle sine menneskelige Indbyggere, ja, med Kjøbinghavn og Rundetaarn og Stjernekigeren og alle lærde og oplyste Mænd herinde!” (Danskeren, 1851, side 566).
Det er det ord ‘ubetydelig’, der har den lumskhed ved sig, at det bærer i sig et spørgsmål om, for hvem det omhandlede har betydning. Og da det nu formentlig forholder sig sådan, at de astronomiske afstande for længst har skudt sig langt ud over vor fatteevne, så kan jeg ikke se, at det, at vi finder en planet som vores egen klode indenfor de næste ti år, vil ændre noget på denne ufattelighed. Altså, selv hvis vi påtager os en astronoms fantasi, kommer vi ikke nærmere noget svar på spørgsmålet om, hvorvidt vi er alene i universet, eller altså spørgsmålet om, hvorvidt vor eksistens har betydning i universel forstand; det må vel være det, der menes med ordet ‘ubetydelig’, for for os er jo denne klode særdeles betydningsfuld og må nødvendigvis være det.
Javel, vil man måske indvende, men på Grundtvigs tid vidste man ikke så meget om universet, som vi gør i dag.
Sandt nok. På Grundtvigs tid vidste man lige så lidt om vort solsystems planeter, som vi i dag véd om de andre solsystemers planeter. Det, man spekulerede på, var, om der var liv på disse planeter, ligesom vi i dag spekulerer på, om der er liv på de andre solsystemers planeter. For vi har jo fundet ud af, at chancen for, at der er liv på vort solsystems planeter er aftaget i takt med, at vi har fået udforsket dem.
Og så til spørgsmålet om, hvorvidt jorden bliver mere ‘almindelig’, når man finder jordlignende kloder svævende omkring andre stjerne end solen.
Man har efterhånden fundet en del exo-planeter, altså planeter om andre stjerner end solen. Det vil sige, fundet og fundet, man har ikke set dem, end ikke med de største kikkerter, men man har fundet vidnesbyrd om deres eksistens. Med stadig finere måleinstrumenter og med stadig større nøjagtighed i udmålingen af tider og lysintensiteter og spektralanalyser er det lykkedes at finde tegn på, at der må være planeter omkring efterhånden temmelig mange af de andre stjerner, vel omkring en tre hundrede stykker. Alle disse planeter må dog efter beregningerne tilhøre kategorien ‘gasplaneter’, dvs planeter med forholdsvis ringe vægtfylde, af samme art som Juppiter og Saturn og de andre ydre planeter i vort solsystem.
Først for nylig har man fundet planeter, der minder om jorden, altså har større massefylde og har baner, der har nogenlunde samme afstand til ‘deres’ sol, som vores jord har til vores.
Herom hedder det i interview’et:
”Betydningen af at opdage en ny Jord allerede i det 21. århundredes begyndelse vil være enorm:
-Vi kan jo ikke se vores eget solsystem, men ved at betragte noget, der ligner os, i et andet system, kan vi få svar på en række helt afgørende spørgsmål. Hvor unikt er vores eget system? Er vores egen Jord bare en blandt flere, eller er vi helt exceptionelle? Hvilke betingelser skal der til, for at liv kan opstå? Passer vores nuværende teorier om universets udvikling med det nye materiale?”
Af sådanne udsagn kunne man få den tanke, at svarene på disse spørgsmål kommer meget snart. Det er dog ret usandsynligt. Lad os tage tingene én ad gangen!
Lad os sige, at vi finder hundrede jordlignende planeter! ‘Jordlignende’ i betydningen: ‘med samme massefylde og samme solafstand som vores jord’. Hvad så? Der er utrolig mange andre betingelser, der skal være opfyldt for at denne planet kan være sådan rigtig jordlignende. Hvilken atmosfære findes der? Er der vand på planeten? Venus er fx også ‘jordlignende’, men den har en kuldioxyd-atmosfære, der har skabt en helt ekstrem drivhuseffekt. Og Mars har næsten ingen atmosfære; den er nok jordlignende, men bare lidt mindre end jorden; derfor har den ikke tyngdekraft nok til at holde på sin atmosfære. Så mulighederne for, at de jordlignende planeter ikke er jordlignende nok, er mange.
Så er der det med livets opståen. Det er jo ikke sådan noget, der bare lige sker, når de rette betingelser er tilstede. Forresten véd vi dårlig nok, hvilke betingelser der er de rette. For jordens atmosfære blev i høj grad ændret, da livet kom til. Det er således særlige bakterier, der i sin tid skabte den ilt, der i dag udgør 20% af atmosfæren.
Men livet selv! At få de tre komponenter til at arbejde sammen: en cellekerne med arvemateriale, dvs ‘tegninger’ over, hvilke proteiner der skal dannes, en række ‘fabrikker’ til at fremstille dem og rundt om det hele en cellemembran, der sørger for et vandigt miljø, adskilt fra alt andet, det i sig selv kræver et usandsynligt held for at kunne finde sted. Men usandsynligt eller ej, det er jo sket her på jorden. Men er chancen for, at det sker, én til én milliard, så skal vi altså have cirka én milliard planeter, nøjagtig som jorden på den tid, for at der på blot én af dem dukker liv op. Nuvel, der er muligvis nok at tage af, men chancen for, at én af dem befinder sig bare tusind lysår fra os, er minimal.
Og så mennesket! I løbet af det flercellede livs udviklingshistorie fra for cirka 600 mill år siden og til nu er der forekommet en tre-fire katastrofer, og hver gang blev omkring 80% af de levende arter udryddet. Hvis én af katastroferne havde fundet sted på en lidt anden måde, var det måske blæksprutterne, der havde udviklet en høj intelligens. Og hvorfor ikke? De har, visse af dem i hvert fald, allerede, som de forefindes i dag, en ret høj intelligens, og de har i hvert fald arme nok til at kunne både skrive på maskine og tale i telefon på én gang. Men altså: at det netop blev pattedyr, der fik chancen, og at det netop blev ét af disse pattedyr, der udviklede et sprog og en redskabsbrug, der satte det i stand til, efter tusinder af års historisk udvikling, at beherske jorden, det må vel betegnes som tilfældighedernes tilfældighed, eller – i Saddam Hussein-sprog – alle tilfældigheders moder.
Alligevel er det sket, det er uomtvisteligt. Men med så mange tilfældigheder involveret, med så store usandsynligheder på banen, kan vi nok ikke forvente at finde intelligent liv i rummet efter mindre end fem millioner års søgen. Og til den tid har vi måske slået os selv ihjel mange gange, eller gjort kloden ubeboelig for længst.
Det er ikke min mening med denne vægtlæggen på sandsynligheden at få Gud smuglet ind ad bagdøren. Gud virker i lige så høj grad igennem de ting, der for os ser ud som naturlovsnødvendigheder, som han virker igennem det, der for os ser ud som de rene tilfældigheder. Meningen er blot at slå koldt vand i blodet. Syv hundrede planeter og en enkelt jordlignende af slagsen gør det ikke. Der skal mange flere til, hvis vi blot skal nå frem til en planet, hvor betingelserne for liv foreligger.
Og er sandsynligheden så stor som én til tusind for, at liv opstår, når de ydre betingelser er tilstede (og det er vist meget højt sat), så varer det noget, inden vi har ‘nok’ til at kunne begynde at lede efter liv.
Men alt i alt: selv hvis vi finder én eller to kloder, der er jordlignende, så bliver jorden ikke mindre unik, og livet på jorden ikke mindre exceptionelt.
Men gør det noget?

Advertisements
Dette indlæg blev udgivet i ateisme. Bogmærk permalinket.

Et svar til Liv på andre kloder?

  1. Hermafrodit siger:

    Jeg synes der er et problem i brugen af begrebet “Livet”.

    citat :
    Og er sandsynligheden så stor som én til tusind for, at liv opstår, når de ydre betingelser er tilstede (og det er vist meget højt sat), så varer det noget, inden vi har ‘nok’ til at kunne begynde at lede efter liv.
    citat slut

    Sandsynligheden for at de ydre omstændigheder skulle være til stede før “Livet” opstod, den er lig nul.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s