Solidaritet med katolikkerne? — Nej!

Den katolske kirke har et pædofili-problem. Men betyder det, at folkekirken har et pædofili-problem? På ingen måde. Så når nogen nu begynder at ville kræve forholdsregler mod pædofile medarbejdere i folkekirken, så er det ren signalpolitik. For det første er der ikke nogen aktuel anledning, der kan nødvendiggøre et sådant krav, for det andet er det en overflødig og tom gestus, al den stund der allerede nu gives rimelig sikkerhed for, at pædofili-skandaler ikke vil forekomme i folkekirkeligt regi.
Men man sender naturligvis det signal til katolikkerne, at man vil stille sig solidarisk med dem. Og det signal er helt forkert. Vi skal fra folkekirkens side minsandten ikke stille os solidarisk med katolikkerne i deres fejltagelser. Gør vi det, er det en bjørnetjeneste, vi yder dem. (En bjørnetjeneste i gammeldags forstand: vi skader dem under dække af at ville hjælpe dem).
For er der noget, katolikkerne skulle finde ud af i kraft af de mange skandaler, er det da, at deres cølibatskrav til præsterne er forkert. Godt nok bestræber de sig af al magt på at forhindre, at nogen forbinder cølibatskravet med de mange pædofili-skandaler, de henviser til kloge psykologer, der ikke ser nogen sammenhæng, de priser cølibatet i høje toner, de kræver undskyldning af folk (fx af Jan Lindhardt), som hævder, at cølibatskravet giver en forkrampet holdning til den menneskelige seksualitet, osv. Men deres anstrengelser er forgæves. For den tese, de vil forsvare, er forkert.
Åh jo, jeg har da læst, at der er nogen af dem, der mener, at Gud hjælper de cølibatære præster ved at vende deres kønsdrift andet steds hen: hen mod større spiritualitet, hen mod større hengivenhed i gudsforholdet. Men jeg tror ikke på det. Sådanne udsagn er af samme art som ordsproget ”Gud mildner luften for de klippede får”. Vi véd alle, at det hører med til menneskenes opgaver at sørge for, at de klippede får ikke fryser ihjel. Gud lader vejret gå sin gang ganske uafhængigt af klippede eller ikke-klippede får. Og han lader altså også kønsdriften spille dens spil med os mennesker ganske uafhængigt af de cølibatsløfter, vi måtte have aflagt. Det er menneskenes opgave at sørge for passende afløb for kønsdriften.
Så får vi andre ikke-cølibatære mennesker at vide, at dette med cølibatet, det er noget, som vi slet ikke kender noget til, og noget, som vi slet ikke kan forestille os. Nå! Hvad så med de mennesker, der af den ene eller anden grund er tvunget til at leve som ugifte, i det mindste et stykke tid? Kender de ikke til cølibatet, monstro? Den omvendte sætning har gyldighed: at de cølibatære ikke kender noget til ægteskabets herligheder og vanskeligheder. For de cølibatære tænkes jo at have levet i cølibat hele deres liv. Så udtaler de sig om det ægteskabelige samlivs herligheder og vanskeligheder, så er det, som når den blinde taler om farverne: man kan med rette spørge: Hvad kender du til det? Men at vi andre ikke skulle kende cølibatet og de vanskeligheder, det kan afstedkomme, det er dog noget vrøvl.
Og så er der det med psykologerne! De svarer, som de bliver spurgt. Og det kan da være sandt nok, at betragter man pædofili som en medfødt tilbøjelighed, så forekommer den formentlig med samme procentsats blandt katolske præster som blandt befolkningen i almindelighed. Men problemet her er jo de pædofile handlinger, ikke de medfødte tilbøjeligheder. Og her synes det at være sådan, at lukker man af for seksualdriftens frie løb det ene sted, så popper den op et andet sted, hvor den kan få lejlighed til det. Den har gennem hele kirkens historie poppet op i form af, at en ret stor del af kleresiet har haft sig en hemmelig elskerinde. Sådan gør den undertrykte kønsdrift sig også gældende i vore dage. Men nuomstunder dukker kønsdriften tillige op i en række pædofile gerninger, som de pågældende ikke ville have foretaget, om de havde været gift på normal vis.
Ja, hvordan kan jeg nu vide det?
Poul Høi har på Berlingske Tidendes hjemmeside en blog, på hvilken han fornylig har undersøgt nogle tal fra USA. En bredt anlagt undersøgelse når til det resultat, at 5,9% af samtlige katolske præster har været involveret i en sædelighedssag, et tal, som alle dog regner med er for lavt. Fra tre forskellige stater har man nogle lidt større tal, og det får Poul Høi til at konkludere, at cirka hver tiende af de katolske præster har været involveret i en sædelighedssag.
Og Poul Høi advarer mod at affærdige dette som et amerikansk problem. Nej, siger han, det er et katolsk problem. Og der er intet, der tyder på, at tallene for Europa er anderledes.
Vi har altså at gøre med en organisation, hvor cirka hver tiende blandt de ledende personer får afløb for deres kønsdrift ved at misbruge børn og unge. Der findes ingen andre organisationer, om hvilke noget tilsvarende gælder. Hvad stiller vi op med en sådan organisation?
Ja, vi skal i hvert fald ikke fra folkekirkens side stille os solidarisk med den. Vi skal ikke på nogen måde skjule det, der forekommer åbenlyst, at det er det katolske præstecølibatskrav, der afstedkommer så store ulykker. Måske vi endda skulle oprette en række særmenigheder med en ritus, der ligger tæt på den katolske ritus, for at lokke eller overtale menige katolikker til i det mindste midlertidig at forlade den katolske kirke. Noget tyder jo på, at den ikke lader sig drive bort fra kravet om præstecølibat, med mindre den er hårdt trængt økonomisk. Måske end ikke da. Men lade som om det er et problem i alle kirker og ikke et specielt katolsk problem, det går ikke an.
Solidaritet med den katolske kirke på dette område? Aldrig i livet.

Dette indlæg blev udgivet i Samfundsforhold. Bogmærk permalinket.

7 svar til Solidaritet med katolikkerne? — Nej!

  1. Mark Pedersen siger:

    Så fortæl mig, kloge Åge, hvorfor der ikke er et tilsvarende problem blandt buddhistiske munke?
    Det er blevet moderne at bashe RKK, fordi den har tilladt sig at stå fast på klassisk kristen etik i en stadig mere relativistisk tid, og nu har man så fået nogle undskyldninger i form af de her horrible sager.
    Men ok. Selvom eksperter siger det, så er det ikke rigtigt, fordi en eller anden tilfældig blogger mener at vide at “det ER da årsagen!”….det kan jeg godt se.

    Men ved du hvad?
    “Først kom de efter kommunisterne…”

    Der er langt mere sand kristendom i RKK (og nej, jeg er ikke romersk-katolik) end i de flade, liberale dele af folkekirken, som bringer skam over betegnelsen “kirke”.
    På dets frugt (bl.a. broderkærlighed) skal man kende træet.

    Mark Pedersen, stud.theol.

  2. Ricardt Riis siger:

    @ Mark Pedersen!
    Dette med buddhisterne skal du ikke sige til mig. Sig det til katolikkerne! Måske de kan lære, hvordan man gør.
    For øvrigt aflægger de buddhistiske munke ikke løfte om livslangt cølibat. Og der er også nogle steder, hvor almindelige mennesker tager på tidsbegrænset retræte i klostrene. Og endelig ligger den buddhistiske verden jo så langt borte. Hvis katolikkerne har formået at holde deres misbrug skjult gennem så lang tid, fordi de var ‘hellige mænd’, så kan det samme vel tænkes om buddhisterne.
    (Buddhisterne har også haft deres ‘Luther’, nemlig den japanske munk Shinran fra 1100-tallet. Han tillod munkene at gifte sig, hvilket de stadigvæk gør indenfor den del af buddhismen, der kaldes Amida-buddhismen).
    Du er ikke katolik, men mener alligevel, at der er langt mere sand kristendom i den katolske kirke end i de flade liberale dele af folkekirken. Hvorfor konverterer du så ikke? Men bevares, du kan jo ikke blive præst i den kirke, hvis du vil leve et nogenlunde normalt ægteskabeligt liv.
    Jeg behøver ikke pædofili-sagerne som undskyldning for at vende mig imod katolikkerne. Og jeg mener bestemt ikke, at de står fast på ‘klassisk kristen etik’. Tværtimod, de har i mange henseender udviklet en ganske ukristelig lovreligion.
    Sandt nok, vi har på mange punkter ikke noget at prale af i folkekirken. Men skal vi sammenlignes med noget, så skal det være med den katolske kirke dèr, hvor den er folkekirke. Og så bliver den praktiske forskel måske ikke så stor endda.

  3. Hans Nielsen siger:

    Tak for klar tale. Jeg er helt enig i at den katolske kirke optræder ukristeligt ikke mindst i den måde, hvorledes den har håndteret sagerne om pædofili.

    Jeg tror kun der er en forklaring herpå og det er Lord Actons gamle ord:

    “Power tends to corrupt, and absolute power corrupts absolutely. Great men are almost always bad men.”

  4. Per siger:

    Jeg skriver ikke dette som en undskyldning eller forklejnelse af de forfærdelige sager om overgreb indenfor den Katolske Kirke, men for at give hele sagen noget perspektiv. Den mediestorm, der raser omkring de godt 20 sager om seksuelt overgreb i den Katolske Kirke undrer mig. Det er såmænd ikke så meget, at medierne dækker denne skandale om utilgivelig synd, i verdens største kristne kirke, der undrer mig, men snarere den ensidige og meget utilstrækkelige dækning. Selve dækningen virker mere som et frontalt angreb, end et udtryk for at afdække en sag af nyhedsmæssig værdi. Medierne har ukritisk valgt at viderebringe uunderbyggede påstande, f.eks. omkring cølibatets indflydelse og pavens rolle. Dette ses tydeligst i valget at interviewe Kaare Rübner Jørgensen (formand for kritiske katolikker), der på ingen mulig måde objektivt, kan repræsentere et menigt katolsk syn, da han på en lang række af trosspørgsmål sætter sig udenfor kirkens fællesskab. Den måde man har valgt at viderebringe en historie fra The New York Times om, at Pave Benedict skulle have været direkte involveret i sager og skulle have givet ordre om at lægge låg på sagerne, er stærkt kritisabelt. The New York Times har oversat 20 dokumenter fra Vatikanet ved hjælp af google translate og på den baggrund fundet belæg for disse påstande. Nu er disse dokumenter så blevet oversat af en kyndig tolk og de viser med al klar tydelighed, at The New York Times ikke har noget belæg for deres påstande, men har endnu ikke udsendt et dementi. Jeg mener, der mangler saglighed, objektivitet og fornuft i dækningen og visse fakta undlades, enten bevidst eller som udslag af dårlig journalistik. Dækningen giver et billede af, at katolske præster skulle være værre end så mange andre, hvilket er i direkte modstrid med sandheden.
    En undersøgelse foretaget af Professor Charol Shakeshaft Ph.D., på vegne af det amerikanske undervisningsministerium viser, at der alene i 1990’erne blev begået 290.000 overgreb af undervisere på offentlige skoler. I perioden 1950 til 2000, blev der begået 11.000 af katolske præster. Det betyder at der i gennemsnit pr. år begås 29.000 overgreb af lærer, der IKKE er underlagt cølibatet og 220 af mænd, der har aflagt løfte om cølibat, men ikke efterlever det. Det viser at der begås 138 gange så mange overgreb af lærere som af præster. Dette i et land med 70 mio. katolikker og 42.000 præster. Det er heller ikke et rent katolsk problem, men et problem der er i alle kirker og institutioner, der har med børn at gøre. Den Episkopale/Anglikanske biskop af Chicago, William Persell, udtalte i sin prædiken Langfredag 2002, at: “Vi ville være naive og uærlige, hvis vi sagde, at dette udelukkende var et Romersk Katolsk problem og intet har at gøre med os, fordi vi har gifte og kvindelige præster i vore kirker. Synd og mishandling kender hverken til kirkelige eller andre grænser.” Den amerikanske hjemmeside for alle de reformerede kirker http://www.reformation.com oplyser, at 838 protestantiske præster har begået overgreb på børn. Heraf er 38 lutheranere.
    Cølibatet er ikke en årsag til problemet, men hvis det blev efterlevet ville det være en del af løsningen. Et overgreb er et for meget og der skal gøres alt i verden for at modvirke, at børn bliver misbrugt af syge og syndige individer. Det er dog en løgn, hvis man tror, at cølibatet er årsagen og den Katolske kirke er et unikt pædofilt fællesskab.

  5. Mark Pedersen siger:

    “Du er ikke katolik, men mener alligevel, at der er langt mere sand kristendom i den katolske kirke end i de flade liberale dele af folkekirken. Hvorfor konverterer du så ikke?”

    Jeg bliver lidt i tvivl om hvorvidt du kan læse….
    Jeg skrev “de flade, liberale dele af folkekirken”, ikke “folkekirken”, fordi der indenfor folkekirkeorganisationen findes kristne kirker som står fast på Sola Scriptura, og som nægter at gifte sig med tidsånden og lave teologi ud fra folkestemningen.
    Grunden til at jeg ikke konverterer, er at jeg ikke mener at RKKs påstand om at være den Kirke Jesus stiftede, er holdbar, ligeså med dens påstand om biskoppen af Roms primat, samt at den grundlæggende retfærdiggørelseslære i RKK ikke er bibelsk.

    Du har stadig ikke forklaret hvorfor buddhismen ikke har et pædofili-problem, udover at påpege at indenfor en enkelt sekt er der ikke cølibatskrav.
    At du mener at klassisk kristen etik er “ukristelig lovreligion” siger mere om din teologi end om klassisk kristen etik.
    Respekten for det uskyldige liv, for ægteskabets hellighed (som der desværre også i RKK er gået for meget på kompromis med, men hvor det dog stadig står bedre til end i folkekirken som helhed), blandt andet, er klassiske kristne dyder som RKK dog principielt har stået fast på, selvom praksis har svigtet af og til.

    Jeg fastholder: Der er langt mere sand kristendom i RKK end i de flade, liberale dele af folkekirken. Thi RKK-ortodoksien mener sig, i hvert fald delvis, forpligtet på Guds Ord, hvorimod sidstnævnte ikke føler sig forpligtet på andet end viljen hos vulgus indoctum, og i folketinget.
    Martyrerne ville rotere i deres grave hvis de vidste hvad der bliver sagt og skrevet fra disse falske brødre i “kristen næstekærligheds” navn.

    Hic sto, sic credo.

  6. Ricardt Riis siger:

    @ Per!
    Den artikel af Poul Høi, jeg henviste til i mit oplæg, citerer chefredaktøren for Berlingske Tidende, Lisbeth Knudsen, for at have skrevet: ”Mediernes kritiske historier er ikke udtryk for hetz. Skal man beskylde medierne for noget, så er det i årevis at have pakket den katolske kirke ind i al for respektfuld hensyntagen til religiøse følelser og kirkelig autoritet.”
    Det vil jeg give hende ret i. Du mener omvendt: ”Medierne har ukritisk valgt at viderebringe uunderbyggede påstande, f.eks. omkring cølibatets indflydelse og pavens rolle”, og det prøver du at argumentere for. Du søger et statistisk argument, ligesom jeg gør det ved at citere Poul Høi. Han mener, at cirka hver tiende katolsk præst i USA har været involveret i en sædelighedsaffære. Du viser, at der begås 138 gange så mange overgreb af lærere som af katolske præster. Muligvis, men hvad står det i forhold til? Og er det relevant at sammenligne lærere og præster? Jeg vil stadig hævde, at det er mere relevant at sammenligne katolske præster med protestantiske ditto. Og hvad angår pædofili synes de katolske præster at være stærkt overrepræsenterede.
    Skyldes det så cølibatskravet?
    Tja, det vil jeg tro, for det forekommer mig sandsynligt. Men dermed ikke sagt, som du synes at skyde mig i skoene, at jeg mener, at den katolske kirke er et ”unikt pædofilt fællesskab”.

  7. Ricardt Riis siger:

    @ Mark Pedersen!
    Du skriver: ”Grunden til at jeg ikke konverterer, er at jeg ikke mener at RKKs påstand om at være den Kirke Jesus stiftede, er holdbar, ligeså med dens påstand om biskoppen af Roms primat, samt at den grundlæggende retfærdiggørelseslære i RKK ikke er bibelsk.”
    Det er dog en ikke ringe anklage at rette mod den romersk-katolske kirke. Og hvis du specielt lægger vægt på dette med retfærdiggørelseslæren, så burde det kunne få dig til at føje cølibatskravet til præsterne med ind under de ting, du tager afstand fra ved den katolske kirke. Luther hævdede i sit store indflydelsesrige skrift ”Om munkeløfterne”, at man ikke ved et løfte om cølibat kunne binde noget, som Gud havde villet skulle være frit, nemlig, om man skulle gifte sig eller ej.
    Retfærdiggørelseslæren skulle også – hvis du da har forstået den korrekt – få dig til at gøre dig klart, at der er et større krav, der ligger bag alt, hvad man kan kalde kristen etik. Jeg vil her formulere det som et krav om menneskelighed, dvs et krav om, at man forstår og indretter sig efter, at loven aldrig kan omfatte alt i menneskelivet, og at man, hvis man partout vil have den til at gælde alle situationer, meget let risikerer at ødelægge menneskeliv i stedet for, som det var lovens egentlige intention, at opretholde det.
    Jeg har prøvet at vise hulheden i den katolske lovfromhed i forhold til den sag, der var fremme for et års tid siden, sagen om den niårige pige, der skulle have tvillinger efter en voldtægt; lægen, der foretog en abort på pigen, og moderen, der bad om det, blev ekskommunikeret, manden, der voldtog, blev det ikke. Se mit blogindlæg ‘Umenneskelig fromhed’: http://riis.eftertanke.dk/2009/03/16/umenneskelig-fromhed/
    Og også, hvad angår synet på ægteskabet som noget livsvarigt, kan man meget let i sin store fromhed komme til at være umenneskelig. Det var lykkedes for den katolske kirke at fastholde det borgerlige Italien på et forbud mod skilsmisse gennem altfor lang tid. Hvad kom der ud af det? Der skabtes en masse ensomme og forladte hustruer, der skabtes en masse hemmelige elskerinder, der efterhånden gik over til at være hustruer, lige med undtagelse af, at de manglede det borgerlige stempel. Hvorfor endte det sådan? Fordi den katolske kirke ikke forstod retfærdiggørelseslæren. Den troede fejlagtigt, at gode gerninger gør et menneske godt, hvor det ifølge Luther forholder sig omvendt: gode mennesker gør gode gerninger. Den katolske kirke regnede med, at gode gerninger lod sig frempresse, hvor den skulle have nøjedes med at forkynde og formane.
    Det er måske rigtigt at sige, at det var Luther, der blev kirkefader til den flade, liberale folkekirke og gik imod klassisk kristen etik. For han tillod sig i 1520 at mene, at en hustru, der var gift med en impotent mand, skulle søge mandens samtykke til at få samleje med en anden mand, for at hun kunne få børn; ville han ikke give det, skulle hun have lov til at gifte sig med en anden og flygte til et fremmed land (se http://www.martinluther.dk/capt03.html#91). Men jeg vil nu se sådan på det, at med ham begyndte der at komme menneskelighed ind i lovgivningen. Og jeg kan da godt være lidt stolt over at have ham til kirkefader.
    Du bliver ved med dine buddhistmunke. Men er det relevant at sammenligne dem med de katolske præster? De fleste munke i middelalderen levede indelukket i klostre og havde derfor ikke mulighed for at omgås hverken kvinder eller børn. Med tiggermunkene og med præsterne stillede det sig anderledes. Det var man godt klar over dengang. Skulle vi så ikke være klar over, at der er forskel på, om man selv lukker sig inde i et kloster, som mange buddhistmunke gør, eller om man indtager en stilling, hvor man skal omgås mange mennesker af forskellig alder og køn hver dag?

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.