Kulturernes sammenstød

Et samfund kan kun bygges på én kultur, men kan godt indeholde flere kulturer.
Uden at tænke synderligt over det, er vi begyndt at omtale vort samfund som et multikulturelt samfund. Der findes endda de mennesker, der betragter det som noget positivt: de andre kulturer er en udfordring til vor egen stive, forstenede kultur, som – ha ha! – har godt af at få rusket lidt op i sig.
Og det er da også i orden at tale om et multikulturelt samfund på den måde. For i den forstand er jo vort samfund allerede nu et multikulturelt samfund: der findes faktisk mennesker i dette samfund, der har vidt forskellige kulturer.
Det var Samuel Huntington, der talte om ‘clash of civilisations’, og det er da for så vidt et sådant sammenstød mellem civilisationer, vi er vidne til overalt i Europa i disse år, men jeg vil nu mene, betragtningen skal indskrænkes noget. Hvad jeg her vil se på, er ‘kun’ (men det er så sandelig også nok) sammenstødet mellem islamisk politisk kultur og vestlig politisk kultur.
Det har sin grund i, at netop islam har udviklet en politisk kultur. Det har islam faktisk gjort lige fra starten. Muhammed var ikke blot en religiøs lederskikkelse, han var tillige en politisk leder. Og meget tidligt fandt man ud af, hvordan man skulle behandle de erobrede folkeslags religiøse overbevisning. Man lod dem beholde deres tro og lod dem beholde et vist selvstyre, udøvet af deres rabbinere, hvis de var jøder, eller af deres biskopper, hvis de var kristne. Men samfundet som sådant styredes af muslimske herskere, og det var muslimske love, der i sidste ende var afgørende.
Når det nødvendigvis må komme til et sammenstød mellem en sådan kultur eller civilisation og den vestlige kultur eller civilisation, skyldes det, at der er logisk uforenelighed mellem den muslimske politiske kulturs påstand: at grundlaget for lovene er den åbenbarede lov, og det, den vestlige politiske kultur hævder: at grundlaget for lovene er den naturlige lov.
Begrebet ‘den naturlige lov’ blev først udmøntet i middelalderen, delvist også af Luther, men fik sin fornemste udformning i 1600-tallets Holland af Hugo Grotius, der lagde begrebet til grund for sin opfattelse af folkeretten, og af Spinoza, som så en forskel mellem det ny testamentes apostolske belæring, hvor man talte til tilhørernes fornuft, og den profetiske åbenbaring, hvor man hævdede at tale autoritativt på Guds vegne.
Men sjovt nok er det en muslimsk lærd, der har udformet tanken i sin mest prægnante skikkelse. Der er tale om en vis al-Rawandi, der døde i 950, men forinden havde nået at sige, at den åbenbarede lov enten er i overensstemmelse med fornuften, og så er den overflødig, eller også i modstrid med fornuften, og så er den forkert, og dette er det skarpeste angreb på den muslimske lovforståelse, jeg nogetsteds har set.
Men sandt er det, at vi, der tager demokrati som en selvfølge, også er nødt til at tage ‘den naturlige lov’ som en selvfølge. For det, vi gør i den demokratiske diskussion, den diskussion, der udmunder i, at vi vedtager en lov, er netop, at vi diskuterer os frem til, hvad der i den og den situation er retfærdigt. Og lovens formulering når vi netop frem til ved at lade alle modstridende argumenter brydes i vores diskussion. Derved når vi frem til, ikke blot, hvad enhver af os synes er retfærdigt, men hvad der er retfærdigt. For der ligger i sproget på forhånd en forestilling om retfærdighed gemt, som kan lokkes frem gennem den indbyrdes diskussion.
Man kan sige med Paulus, at vi er os selv en lov, når tankerne indbyrdes angriber og forsvarer hinanden (Rom 2,15). Eller man kan sige med Jesus, at hvad vi ønsker, andre skal gøre mod os, det skal vi gøre mod dem (Matt 7,12). Det er jo, hvad diskussionen afstedkommer: at vi indser, at vi ikke kan kræve noget af andre, som vi ikke ville finde os i, hvis vi var i deres sted.
Det er klart, at der er logisk uoverensstemmelse mellem en sådan af mennesker udarbejdet lov og så den lov, som muslimerne påstår, de har, nemlig en lov, der har sit grundlag i en guddommelig åbenbaring i koranen. Ganske vist diskuterer både vesterlændinge og muslimer, men de første diskuterer på basis af tanken om den naturlige lov, de sidste på basis af den påståede åbenbaring i koranen, de første diskuterer, hvad der er retfærdigt i den pågældende situation, de sidste, hvad koranen siger eller ikke siger om den pågældende situation. Det er så store modsætninger, som man kan tænke sig. Der forekommer et sammenstød mellem dem. Der er tale om et ‘clash’ af politiske forestillinger.
Jeg vil nu forlade disse filosofiske tågeskyer (som for øvrigt skulle være klarende) og begive mig ud i en kommentar til et blogindlæg af Kasper Støvring i Jyllands-Posten den 19. april, se her. Det er fremkommet i anledning af, at han har udgivet en bog ”Sammenhængskraft”, men her forholder jeg mig kun til blogindlægget. Han hævder heri, at vi danskere skal sigte på assimilation af de fremmede og ikke som hidtil på integration.
Hvad er forskellen? Ja, det fortæller de idealer om, som han opstiller til sidst. Her står der som nummer to: ”Indvandrere bør gifte sig ind i danske familier og dermed på sin vis blive en del af folket, den etniske stamme. Indgiftning er nemlig et vidnesbyrd om stærke følelsesmæssige bånd til danskerne, og den gør det meget sværere for indvandrerne at opretholde deres egen kultur og etniske samhørighed”.
Jamen, véd den mand da ikke, at en muslimsk kvinde ikke må gifte sig med en ikke-muslimsk mand? Er han ikke klar over, at der på det område hersker en tydelig asymmetri?
Han opstiller som et andet ideal: ”Indvandrere bør komme fra kulturer, der ligner den danske, altså fra Vesten. Den muslimske kultur er den sværeste at assimilere, og derfor bør indvandring herfra være stærkt begrænset”.
Jovist, det er sandt nok, at muslimer er svære at integrere, derfor også næsten umulige at assimilere. Men har han ikke lagt mærke til, at vi har fået en massiv indvandring af netop muslimer, og at spørgsmålet derfor ikke er, hvilken form for fremtidig indvandring vi kunne ønske os, om nogen, men om, hvad vi stiller op med de indvandrere, vi har fået?
Og han skriver: ”Hvis indvandrere ikke vil tilpasse sig den danske kultur med dens værdier og livsformer, bør de vende tilbage til deres hjemlande. Udvisning af indvandrere uden statsborgerskab bør være langt lettere og hyppigere”. Det er også en ønskedrøm uden bund i virkeligheden. Vi kan dog ikke sende samtlige muslimer tilbage til deres hjemlande. Og vi kan ikke, bare med de muslimer, vi har, tjekke, om de vil eller ikke vil tilpasse sig den danske kultur. Skal de give sig til at drikke øl som tegn på, at de virkelig vil tilpasse sig dansk kultur? Skal de opgive deres sharia-tanker? Tænker han på, at de skal ændre deres kvindesyn? Men hvordan dog tjekke det?
Nej, de muslimer, der er kommet til landet, er vi nødt til at beholde, også selv om de ikke vil assimileres. Det er derfor, vi i dag står i en kulturkamp og i lang tid fremover vil se de to kulturer slå gnister imod hinanden. Og jeg kan på sin vis godt forstå, at Kasper Støvring er træt af den evindelige danske eftergivenhed overfor muslimsk kultur. Jeg kan også følge ham i ønsket om at gøre danskerne mere bevidste om det værdifulde i deres kultur. Men da en del af denne kultur består i indlevelse og forståelse af det fremmede, og da en typisk dansk reaktion på dem, der har noget imod muslimernes skikke, består i, at man fremhæver Jesu ord om først at tage bjælken i sit eget øje ud, før man giver sig til at operere splinten i næstens øje ud (noget har selv de kulturradikale dog lært af den mand), og da ydermere muslimerne har opdaget, at dette at indtage offerrollen er noget, der virkelig giver pote hos os, så har det vist lange udsigter både med denne bevidstgørelse og med den assimilation, Støvring ønsker sig.
Det, der er galt med Støvring, er, at han ikke har taget sig tid til at udvikle de ‘filosofiske tågeskyer’, jeg omtalte i begyndelsen. Han gør sig ikke klart, hvad der er tilfældige kulturelle værdier for os (hvordan vi går klædt, hvad vi spiser, hvilke fester vi holder, osv.) og hvad der er grundlæggende og umistelige værdier for det samfund, vi har opbygget (vor politiske kultur, demokrati, ytringsfrihed, alt baseret på begrebet ‘den naturlige lov’). Der er masser af såkaldt kulturelle værdier, som uden skade kan udveksles og forandres i mødet med det fremmede, og venstrefløjen er ikke sen til at udpege dem: vore madvaner, vore festligheder, vort ordforråd, men der er så sandelig også dele af vor kultur, der ikke kan udskiftes og ikke forandres, uden at vort samfund vil ændres i sin grundvold, herunder først og fremmest det, vi bygger samfund på: den frie meningsudveksling om, hvilke love der skal gælde.
At ønske sig assimilation af vore muslimske medborgere er altså at ønske sig, at de på alle måder bliver som os, afskaffer deres egen kultur, deres klædedragt, deres madvaner, deres fester. Det projekt kan ikke andet end avle modstand, og når Støvring til sidst i sin blog siger, at alt det naturligvis skal gennemføres på frivillig basis, må man undre sig højlig over en sådan naivitet hos en ellers velinformeret blogger.
Integration, derimod, er ikke noget, man kan nøjes med at ønske af vore muslimske landsmænd, det er noget, man må kræve, i hvert fald, når det drejer sig om respekt for de danske love. Her kan der ikke gives ved dørene. Lov er lov, og lov skal holdes. Vi kan ikke tillade, at der oprettes parallelsamfund med egne love og egen jurisdiktion. Vi kan ikke gå med til, at muslimske kvinder af respekt for sharia-love skal stilles ringere end andre. Vi kan ikke acceptere, at muslimske kvinder, der på grund af vold i hjemmet har søgt tilflugt på danske kvindecentre, ikke tør tage en taxa til tandlægen af angst for at blive kørt tilbage til deres mand af en muslimsk taxachauffør, og så kan det aldrig så meget stå i koranen, at mænd må slå deres hustruer og at kvinder ikke kan opnå skilsmisse.
Derimod inviterer vi alle danskere, også de muslimske danskere, til at deltage i debatten om, hvilke love der skal gælde i landet. Og vil de komme med deres såkaldt guddommelige lov og argumentere for, at den skal være gældende lov, så skal de være velkomne til det, men de må jo argumentere på rent human basis, dvs ud fra forestillingen om ‘den naturlige lov’. Og vil de sige, at de love, de ønsker gennemført, naturligvis kun skal gælde for muslimer, så må vi svare, at sådan spiller klaveret ikke. Hos os er alle lige for loven, og vi kan ikke lave undtagelser fra den grundregel.
Og føler muslimerne, at deres religion derved ikke får den frihed, de kunne ønske sig, så er det for så vidt sandt; for deres religion er jo, i modsætning til kristendommen, tillige en politisk ideologi. Og som politisk ideologi står den i eklatant modstrid med den ideologi, vi bygger samfund på. De to ting kan ikke forenes. Den side af deres religion må de opgive, hvis de vil bo her i landet. Men alt det andet: festerne, måden at klæde sig på, maden, de spiser, skikkene, de følger i deres indbyrdes omgang med hinanden, alt sådant kan de beholde uden anden ulempe fra vores side end lidt kærligt drilleri.
Vort samfund er bygget på én kultur. Det kan umulig bygges på flere kulturer. Men accepterer de fremmede kulturer den politiske kultur, samfundet bygger på, kan de frit leve og virke her i landet.

Advertisements
Dette indlæg blev udgivet i Islam. Bogmærk permalinket.

2 svar til Kulturernes sammenstød

  1. Morten - - - siger:

    Multikulturelle samfund er ikke en umulighed. Vi lever vel i et globalt, multikulturelt samfund. Og i et europæisk.

    Naturligvis kan Danmark, som en celle i menneskehedens globale samfund, ikke være multikulturelt. Det er meget enkelt at forstå.

    Eller et multietnisk, for den sags skyld. – Som en russisk kvinde, jeg kender, udbrød i et kærligt tonefald, efter at hun havde grinet højt og hjerteligt: “mon ikke Danmark er lidt for lille til at være et multietnisk samfund” 😉

    – – –

  2. Morten - - - siger:

    Fremragende betragtninger – fremragende korrektion af Støvring. Lige netop sådan forholder det sig, vil jeg også mene.

    – – –

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s