Statens voldsmonopol

Det var ikke let at være gråbrødremunk i Danmark i slutningen af middelalderen. Man skulle leve af det, man kunne få ind ved at gå ‘i termen’, dvs ved at gå tiggergang til byens borgere og omegnens bønder. Desuden skulle man faste mere end andre. Og hvis det var helt rigtigt, skulle man gå barfodet omkring hele året. Dette sidste krav blev der dog vistnok dispenseret fra her i landet. Men Luther kalder da gråbrødremunkene for ‘barfodsmunke’, så nogen må vel have gået barfodet.

Det blev ikke bedre af, at det i 1510 lykkedes nogle ‘ildsjæle’ at få alle danske gråbrødreklostre, henved en 25 stykker i alt, til at blive ‘observanter’, det vil sige, til at tilslutte sig den strenge del af gråbrødrene. Så blev der endnu flere fastedage om året, og så måtte de opgive den sikkerhed for deres daglige levnedsmiddelforsyning, de dog hidtil havde haft i de ejendomme, de ejede. Nej, fra nu af skulle man følge Frans’ regel helt og fuldt, tigge al sin mad, opgive enhver form for ejendom, omend man måske stadigvæk fik lov at gå i sandaler.

Nogenlunde samtidig fik gråbrødrene på europæisk plan en aftale med cistercienserne. Indtil da var der en del gråbrødre, der var flygtet fra deres eget kloster og deres egen orden over til cistercienserne. Dèr var reglerne nemlig knap så stramme. Men det blev der nu sat en stopper for. Og så blev det altså endnu vanskeligere at være gråbrødremunk.

Så vil nogen i dag måske sige: Jamen, de kunne da bare forlade deres kloster. De kunne blive almindelige borgere eller bønder.

Svaret er, at det kunne de ikke. For kongen havde forpligtet sig til at tvinge bortløbne munke tilbage til deres klostre. Så også den udvej var lukket. Det så sort ud for de gråbrødre, der følte det nye strenge liv i deres kloster altfor strengt.

Men den 23. oktober 1526 fik de hjælp fra uventet kant. Der havde længe været uro i Viborg omkring en munk, der var blevet sendt dertil fra Antvorskov, fordi han prædikede luthersk, en vis Hans Tausen; han havde været på studietur til Wittenberg hos Luther og var vendt tilbage fuld af iver efter det nye, han dèr havde lært. I Viborg kunne prioren imidlertid ikke styre ham, og det er lidt uklart, om han selv forlod ordenen eller blev smidt ud. Men under alle omstændigheder betegnes han som frafalden. Og på grund af den lutherske prædiken, som borgerne i byen syntes godt om, blev han beskyttet og underholdt af dem.

Men han fik så den 23. oktober 1526 et beskærmelsesbrev af kongen. Kongen udnævnte ham til sin kapellan. En uskyldig handling, der ikke betød noget? Nej, på ingen måde. Det katolsk dominerede rigsråd bebrejdede senere kongen på en herredag i Odense, at han ikke, som sine fædre, tvang ‘forløbne’ munke tilbage til deres klostre. Og det er uden tvivl dette beskærmelsesbrev, de tænker på. Så vi må forestille os, at dette brev sendte et klart signal til alle utilfredse munke: ”I behøver ikke blive i jeres klostre. Kongen vil ikke tvinge jer tilbage”.

Med dette brev indvarsledes den moderne tidsalder i Danmark, den tidsalder, hvor statsmagten ikke sætter sit voldsmonopol bag nogen religions krav. Religionsfrihedens tid begyndte, religionsfriheden forstået som religionens frihed fra statsmagtens indgriben, men også religionsfriheden forstået som statens frihed fra at skulle levere voldsanvendelse bag nogen religion. Og selv om der her kun var tale om et vindue ind til frihedens rige, som ret hurtigt blev lukket igen, er det dog værd at gøre opmærksom på begivenheden.

I vore dage er det værd at være opmærksom på denne regel, når man stilles overfor følgerne af de muslimske indvandring: staten har monopol på voldsanvendelse og dens voldsmonopol skal ikke anvendes til at støtte religiøse krav. Denne regel er principiel, dvs der er tale om noget, der er grundlæggende for vor samfundsforståelse; viger vi her, er vort samfunds grundvold, vi forlader.

Det står mig ikke ganske klart, om de to professorer, der har udgivet bogen ”Shari’a as Discourse”, Lisbeth Christoffersen og Jørgen S. Nielsen, er opmærksom på denne regel (omtalt her). Bogen ser spændende ud, idet den – ud fra indholdsfortegnelsen at dømme – forsøger at få islamisk og vestligt retsforståelse til at arbejde sammen. Dog må man tilføje, at de eksempler, der i foromtalen er blevet fremført, fremmer mistanken om, at vi her har med altfor islam-følgagtige forskere at gøre.

Jørgen S. Nielsen mener, at den muslimske kvinde, der kun er muslimsk gift, let kommer i vanskeligheder. Hun kan godt blive skilt efter dansk lov, men ikke efter muslimsk lov. Så hvis hun bliver skilt, ”så hænger hun på den. Dèr bør domstolene se det som ethvert andet partnerskab og behandle skilsmissesagen på mere eller mindre almindelig vis”, hedder det.

Interview’eren siger: ”Men hvis dansk ret ikke anerkender hendes ægteskab, forhindrer intet hende vel i bare at gå fra manden?

Hertil svarer Jørgen S. Nielsen: ”Her kommer de kulturelle aspekter ind. Hvis hun bare går fra manden, risikerer hun at blive udstødt og miste sin sociale omgangskreds. Måske allervigtigst risikerer hun, at det bliver umuligt for hende at finde en anden mand inden for hendes eget samfund, fordi det stadig anser hende som gift”.

Det er muligt, man skal læse hele bogen for at få svar på det spørgsmål, der uvilkårligt rejser sig, nemlig dette: Hvordan skulle vi danskere kunne hjælpe hende? Allerede ved at ville skilles fra sin muslimske mand retter hun et stød mod sit eget samfunds værdier. Og det kan så let som ingenting føre til, at hun forstødes, ja måske endda dræbes af sin familie, for hun har, mener man, ødelagt dens ære. Og i sammenligning med det spiller det vist en ret ringe rolle, om hun kan giftes igen inden for sit eget samfund.

Men Jørgen S. Nielsen fortæller os ikke, hvordan vi skal reagere på sådanne særlige muslimske vielser, foretaget af én eller anden imam, som ikke har vielsesbeføjelser. Vi har dog allerede nu indrettet os, så en imam kan få tilladelse til at foretage vielser med borgerlig gyldighed. Og man burde vel reagere på sådanne uformelle vielser ved at straffe den imam, der uden borgerlig beføjelse har viet dem. Lone Nørgaard og Britta Mogensen foreslår i Kristeligt Dagblad den 24-4, at man tvinger imamen til at give parret skilsmisse. Men det vil kun fremkalde martyrer.

Jørgen S. Nielsen mener også, at det danske retssystem i højere grad kan tage hensyn til kulturelle og religiøse forskelle på erstatningsområdet. ”Beskylder en mand for eksempel sin hustru for ikke at være jomfru ved ægteskabets indgåelse, er det en større krænkelse af en muslimsk kvinde end af en kulturkristen dansk kvinde. Og det bør erstatningens størrelse ved en injuriesag afspejle”, siger han.

Dette minder om en fransk retssag, hvor en muslimsk mand ved en fransk domstol fik sit ægteskab omstødt, fordi hans hustru ikke, som hun havde påstået, var jomfru på brudenatten; det indrømmede hun ved den lejlighed. Den dom blev der stort postyr over i Frankrig. Se her.

Forståeligt nok, sådan set. For skal en sekulær domstol hjælpe med til at fastholde muslimerne i deres religiøse krav om kvindens, men ikke mandens renhed før ægteskabet? Muligvis ikke. Men det væsentlige var heller ikke, at hun ikke havde været jomfru, det væsentlige var, at hun havde løjet om det.

Men altså: det franske retssystem, der om noget er sekulært, var gearet til at tage højde for de muslimske følelser og traditioner. Det vil det danske nok også være. Så hvis det er den slags problemer, bogen omhandler, er den måske nok interessant, men også lidt overflødig. Eller man kan sige, at det er luksusproblemer, den beskæftiger sig med.

De sande problemer, derimod, får man øje på, hvis man er opmærksom på den førnævnte regel, som vort samfund bygger på: Staten har monopol på voldsanvendelse, og dens voldsmonopol skal ikke anvendes til at støtte religiøse krav. Den regel vil mange muslimer ikke rette sig efter. Og når de nægter at gøre det, sker det ud fra religiøse motiver.

De mange æresdrab skyldes blandt andet denne benægtelse af den danske stats voldsmonopol. Man føler sig forurettet af sin datter og mener sig berettiget, måske endda religiøst berettiget, til at udøve vold mod hende. Inden det kommer så vidt, mener muslimer sig berettiget til at spærre datteren ind, til at lade hendes brødre udspionere hende, til at tvinge hende ind i det muslimske opførselssystem.

Om det ville forholde sig sådan, hvis muslimerne levede i en stat, der af dem selv var anerkendt som en lovlig muslimsk stat, vides ikke. Men vores stat, der er erklæret sekulær, er så åbenbart ikke en sådan stat.

Og i de forskellige ghettoer rundt i landet forsøger muslimer at oprette og opretholde deres egen jurisdiktion. Anmeldelser af forbrydelse bliver i Vollsmose efter kort tid trukket tilbage af anmelderne, fordi den lokale imam har taget over, med eller uden trussel om vold. For den danske stat hører efter mange muslimers opfattelse ikke med til de institutioner, en muslim kan anerkende som berettiget til at udøve vold. Myndighedspersoner, brandmænd, politifolk, ja sågar hjemmehjælpere, er af samme grund ikke velsete i disse områder. Og voldsudøvelsen? Ja, den tager unge bander sig af, måske styret af imamen, måske ikke.

Det er nogle af de virkelige problemer, vi står overfor. Og ærlig talt tror jeg ikke, bogen kan hjælpe med til at løse disse problemer. Ganske vist skal problemerne i sidste ende løses med ord, dvs med argumentationer, for det, det drejer sig om, er at vinde muslimernes ‘hearts and minds’, som englænderne siger; og vi kan ikke tvinge nogen overbevisning frem. Men så vidt jeg kan se, kan man ikke overbevise nogen ved at nedtone sin egen holdning eller ganske usynliggøre den. Eller ved at lade som om de to måder at forstå loven på kan forenes. Det fører kun til forvirring, dels hos muslimerne, som således ikke får nogen chance for at forstå, hvad det egentlig er, der binder os, og dels hos vore egne, som må nøjes med fornemmelser for, hvad der er det grundlæggende i vort samfund, og ikke kan få eliten til at formulere sig med klare teser.

Et sådant tågeslør vil jeg ikke være med til at lægge ned over problemerne med muslimers integration. Derfor siger jeg det ligeud og uden omsvøb, som jeg ser det: at det princip, vi har: at staten har monopol på voldsudøvelse, men ikke kan udøve vold i nogen religions navn, ikke står til forhandling. Om muslimer så ud fra det kan forstå, hvad der binder os, og hvad der er grundlaget for, at vi har fået det gode og frie samfund, vi har, det véd jeg naturligvis ikke. Men det véd jeg, at hvis ikke vi vil være vort samfunds grundlag bekendt, så vil de aldrig kunne forstå det.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Islam. Bogmærk permalinket.

Et svar til Statens voldsmonopol

  1. søren øst siger:

    Layout kommentar: Teksten mangler indryk ved nyt afsnit, det gør læsningen temmelig anstrengende.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s