Herrefolksmentalitet?

Man bedes bemærke spørgsmålstegnet i overskriften. Hvis man synes, at jeg glemmer det undervejs, kan man glæde sig til slutningen; her tages det frem igen.

Det spørgsmål, jeg her vil behandle, drejer sig om, hvorvidt nogle folk tror, de er bedre end andre. Det er en tanke, som vi danskere korser os over: så tossede kan da intet folk være. Men vi har såmænd nok selv engang lidt af nationalt hovmod. Jeg husker da fra min barndom, at vi drenge diskuterede, hvor mange tyskere en dansker kunne klare (det må vist være, da vi hørte om treårskrigen i historietimerne). Og vi var ikke spor beskedne. Spørgsmålet var ikke, om de to nationer stod lige, men om, hvorvidt en dansker kunne klare tre eller fem tyskere. Jeg kan ikke i dag gøre rede for, hvor vi fik en sådan løssluppen idé fra; men den må vel være kommet til os fra den danske kultur, hvorfra ellers?

Men tyskerne fik jo under deres nazistiske ledelse at vide, at de var medlem af et herrefolk, der af skæbnen var udset til at herske over andre. Nogle tyskere tog tanken mere til sig end andre. I den avis, der af de danske myndigheder blev udgivet for de over 200.000 tyske flygtninge, der opholdt sig i flygtningelejre her i landet fra 1945 til 1949, var der en klumme, der hed ”Wochenschwatz von Jochen Spatz”, ”Ugens passiar af Jochen Spatz”. Heri tog redaktøren, Hans Reinowski, under pseudonymet Jochen Spatz, fat på en lang række for tyskere ret prekære emner. En dag behandlede han emnet ‘herrefolksmentalitet’ ud fra en oplevelse, han selv havde haft, da han som flygtet socialdemokrat fungérede som tolk for en fabrikant i Danmark (se her). Han havde købt en ny fabriksindretning i Tyskland og fik i den anledning besøg af en tysk ingeniør. Denne ingeniør led i udpræget grad af herrefolksmentalitet og så det som sin opgave at opdrage os ‘dovne danske svin’ til ordentlige mennesker.

Men han var jo altså nødt til at have tolk for at kunne befale med disse undermennesker. Den opgave fik Reinowski. Og det fik han en del sjov ud af, fortæller han i sin klumme. På et tidspunkt havde ingeniøren glemt sin tommestok i et tilstødende lokale. Han befalede en af arbejderne til at hente den. ”Ingeniøren mangler en tommestok”, oversatte Reinowski. ”Jamen, han kan da låne min”, sagde arbejderen behjælpsomt. ”Mener dette tærskesvin virkelig, at jeg skal tilsmudse mig med hans sokram?” lød det så fra ingeniøren. ”Ingeniøren vil gerne have sin egen tommestok, den har nemlig engelske tommer”, ‘oversatte’ Reinowski. ”Vil han have hentet sin tommestok, må han ansætte en bydreng”, lød svaret fra den danske arbejder. ”Arbejderen kan desværre ikke hente Deres tommestok, han står og skal på toilettet”, lød ‘oversættelsen’. ”Han skal hente den; vi må dog se at få orden på denne Schweinebande”. ”Hvad betyder ‘Schweinebande’ på dansk?” spørger arbejderen. ”Det betyder, at de tyske svin opfedes bedre end de danske”, svarer Reinowski. Men den tror arbejderen ikke på. Han stiller sig op overfor ingeniøren og siger på næsten fejlfrit tysk: ”Dummes Schwein!”

Så, jo, vi havde dengang visse erfaringer med mennesker, der led af ‘herrefolksmentalitet’.
Da flygtningene kom hertil i månederne før besættelsens afslutning, var der også visse af dem, der havde samme sygdom. De ‘overfaldt’ bagerbutikker og ville have flødeskumskager for de danske penge, de fik udleveret af værnemagten. Det fik være. Men nogle af dem opførte sig også ret brovtende, ville ikke stille sig ind i køen, og tilkaldte tyske soldater for at få gennemført deres positive forskelsbehandling.

Det har vist ikke drejet sig om ret mange, men det blev husket og er siden blevet brugt som en del af forklaringen på, at de danske aviser i sommeren 45 nærmest flød over med nedsættende bemærkninger om de tyske flygtninge. Det hjalp ikke, at 60 danske præster, der kom ud blandt flygtningene og så de usle forhold, de levede under, opfordrede til besindighed: ”Vi var imod nazisterne, fordi de ikke i jøden ville se et menneske; vi er imod enhver, der ikke i tysken vil se et menneske”. I stedet blev myndighederne opfordret til at kikke præsternes fortid efter: mon ikke havde samarbejdet med nazisterne?

Nå, det jævnede sig efterhånden. Og den tyske herrefolksmentalitet forsvandt. Der var ligesom ikke noget at have den i mere. Men for mange tyskere var det en stor kamel at skulle sluge, at tyskerne ikke var bedre eller anderledes end andre folk. Dog må man sige, at det lykkedes tyskerne at slippe af med denne mentalitet. De så det som en stor skam, at de ikke kunne deltage i de olympiske lege i London i 1948, men i stedet for at opfyldes af bitterhed eller fornærmethed, blev mange af dem opfyldt af et ønske om at gøre alt det onde, som de havde været årsag til, godt igen.

Nu kommer så spørgsmålstegnet. Og det er altså et spørgsmålstegn. For jeg har ikke rigtig kunnet få mig selv til at tro på den tanke, at muslimer skulle opfatte sig som bedre end andre, eller at de skulle lide af ‘herrefolksmentalitet’. Objektivt set synes man jo da, at de har lige så lidt af have denne opfattelse i, som tyskerne efter nederlaget. Men mennesker er jo ikke altid objektive. Og da der efterhånden er flere ting, der peger i den retning, vover jeg at pege på nogle af disse ting uden at forlange et klart svar af hverken mig selv eller mine læsere. Men måske har også muslimer en ‘overmenneskementalitet’.

Der er nu først den skelnen mellem rent og urent, som muslimer foretager. Den synes at høre med til deres verdensanskuelse. Muslimer er rene, vi svinekødsædere er urene. De kan naturligvis tage det mere eller mindre bogstaveligt, men forestillingen om muslimer som bedre end andre ligger latent i tanken om rent og urent.

Dernæst kan jeg nævne den forestilling, som den store muslimske filosof, Ibn Khaldun (død 1404) gør sig: beviset på islams sandhed ligger i dens militære overlegenhed; i dette, at Gud indgyder frygt i fjendernes hjerter, så de flygter, ligger beviset på, at Muhammed var den sande profet; muslimerne er ikke bange for at dø, for de véd, at de kæmper Guds sag, og når de i dødsforagt og under råbet ‘allahu akhbar’ styrter frem mod fjenden, er de uovervindelige. Han har godt nok lidt svært ved at få alle ligninger i den store historiske gåde til at gå op, den gode Ibn Khaldun, men der er ingen tvivl om, at han gør et ihærdigt forsøg. Og forsøget går altså ikke blot ud på at bevise, at islam er bedre end andre religioner – det lod sig høre, men også på at bevise, muslimer er bedre end ikke-muslimer – og det er betænkeligt.

Samme dødsforagt ser vi i vore dage hos selvmordsbomberne. Også de er overbevist om, at de kæmper Guds sag. Blot er deres overbevisning langt mere fanatisk end overbevisningen hos muslimerne i middelalderen. For deres overbevisning går jo imod det, der er åbenlyst for enhver, der har øjne i hovedet: den muslimske verden er tilbagestående, den vestlige fremadstormende, hvor det modsatte var tilfældet i middelalderen. Det er sikkert deraf, det store had mod vesten udspringer.

Man kan imidlertid også se denne mentalitet hos vore hjemlige muslimer. Det er jo ikke noget, de praler med. Det er heller ikke noget, de i særlig grad gør sig bevidst. Men når mange muslimer er (eller jeg skal forhåbentlig skrive ‘var’) utilbøjelige til at tage håndværkerjobs eller servicejobs, hænger det muligvis sammen med en følelse af, at sådanne jobs ikke er passende for en muslim. Der står et stort spørgsmålstegn her.

Jeg har for ikke så lang tid siden nævnt den artikel, hvori Kirsten Damgaard og Carsten Ringsmose gør opmærksom på, at det muslimske tankesæt: at muslimer er mere værd end andre, ofte forhindrer en frugtbar pædagogik i skolen, og at dette tankesæt muligvis kan være en forklaring på, at så mange muslimske drenge klarer sig dårligt i skolen, se her. Det er vel svært at tro på for en dansker, der er vant til at tage det som den største selvfølgelighed, at alle mennesker er lige meget værd, men der er efterhånden en del facts, der underbygger tanken.

Én af disse kendsgerninger blev jeg gjort opmærksom på af jeg tror det var Karen Jespersen. Selv havde jeg ikke iagttaget det. Jo, jeg havde da godt læst om, hvordan nogle muslimske halvstore drenge en dag spillede højt i en bus, hvordan en dansk pædagog, der nok mente om sig selv, at han forstod at tackle unge mennesker, bad dem om at dæmpe musikken, hvorefter de overfaldt ham og slog ham, så han mistede nogle af sine tænder. Og jeg nåede da også at blive passende forarget, men så var der én – og jeg tror som sagt, det var Karen Jespersen – der gjorde opmærksom på en lille krølle ved historien. Der var nemlig sket det, at de kort forinden også var blevet opfordret til at skrue ned for musikken. Det var en ældre muslim, der bad dem om det. Og ham adlød de uden mindste tøven. Men ikke så snart var han steget af bussen, før de skruede op igen. Og så kunne en almindelig dansker sige, hvad han ville, hans formaning rettede de sig ikke efter.

Vi kan godt grine lidt af tanken, for vi finder det jo ærlig talt latterligt, at nogen sådan i ramme alvor vil mene om sig selv, at de er mere værd end andre. Men når det giver sig sådanne udslag, så er der ikke mere så meget at grine af. Så må vi til at overveje, hvad vi kan gøre ved det. Og det bliver jo helt anderledes vanskeligt end med de tyske flygtninge i sin tid. Den herrefolksmentalitet, de havde, sad jo trods alt kun på overfladen; den var påduttet dem af en nazistisk ideologi, som fik stort tilløb i trediverne, ja, men som ikke havde flere hundrede år på bagen. Det har derimod den muslimske tanke om, at muslimer er mere værd end andre. Det ligger i renhedsforestillingerne, i tanken om ‘umma’en’, samfundet af alle muslimer, i tanken om koranen som Guds egen åbenbaring, og mange flere steder.

Der er skolefolk, der har held til at få ganske mange muslimer godt gennem skolesystemet, også mange muslimske drenge. Og det er udmærket. Men der er også mange muslimske drenge, der falder igennem. Og hvis det nu ikke skyldes, at vore lærere er dårlige lærere, hvis det nu ikke har noget at gøre med noget af alt det meget, vi gør (‘vi’ betyder: ‘vi danskere’), hvis det i stedet har sin rod i, at muslimske drenge har en indbygget mistillid til alle danskere, også til danske lærere, så har vi et problem.

Om det virkelig forholder sig sådan, ja, det er det spørgsmål, denne artikel ender med. Og jeg vil godt et stykke tid endnu opretholde spørgsmålstegnet bag overskriften. Ja, jeg vil sådan set også godt håbe på, at hele tankegangen er forkert. Men jeg er ikke sikker.

Dette indlæg blev udgivet i Islam. Bogmærk permalinket.

6 svar til Herrefolksmentalitet?

  1. morten siger:

    Ja og kristne har altid udplynret resten af verden i århundreder, så..

    Og jøder anser også andre for at være dyr – men det sømmer sig ikke for jøder at handle eller tale med dyr, derfor antager ikke-jøder menneske-skikkelse, står der jo blandt andet i deres skrifter..

  2. Ricardt Riis siger:

    @ Morten!
    Hvilke af mine argumenter er det, du vender dig imod med denne udtalelse?

  3. Morten - - - siger:

    For god ordens skyld:

    morten er ikke Morten – – –

    🙂

    – – –

  4. nielsen siger:

    Richardt Riis
    Tak for et – som næsten altid – tankevækkende blog-indlæg!

    Danske “viise mænd”‘s forslag om bl.a. hensyn til sharia-ret, tyder på, at nogle lærde er til falds for en “herrementalitet” i dansk, verdslig lovgivning!

  5. Pingback: Fornuftige muslimer | ricardtriis

  6. Pingback: Hvorfor hader de os? | ricardtriis

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.