Naser Khader har på sin blog på Berlingske Tidende (se her) et indlæg om Ayaan Hirsi Ali. I anledning af hendes besøg her i landet har han spist til middag med hende og herunder diskuteret islam med hende. Det endte med, at de var enige om at være uenige. Og det var jo ikke noget stort resultat.
Det, de er uenige om, er, hvorvidt islam som sådan skal forkastes, hvis man vil leve her i Vesten, eller man kan nøjes med at tilslutte sig én eller anden moderat form for islam. Herom skriver Naser Khader: ”Jeg frygter, at et forsøg på at ”kristne” muslimerne, risikerer at trække stolen væk under de moderate muslimer og reformkræfterne. At ’tvinge’ nogen til at tro noget andet, har sjældent ført noget godt med sig”.
Men når man har set det interview med Hirsi Ali, der sendtes søndag den 2. maj på DR2, bliver man klar over, at Naser Khader ikke rigtig har forstået hendes budskab. Det går ikke ud på, at de kristne kirker skal kristne muslimerne, det går blot ud på, at kirker, foreninger, kulturelle institutioner i langt højere grad end hidtil skal træde i karaktér, skal være ved de værdier, de står for, og ikke være bange for at stille kritiske spørgsmål til muslimerne. Og selv om så de kristne kirker skulle få held til at ”kristne” én og anden muslim, så er det jo noget forfærdelig vrøvl at påstå, som Khader gør det her, at det er lig med at ‘tvinge’ nogen til noget andet, end hvad han inderst inde mener og tror på.
Naser Khader siger i fortsættelse af det foregående: ”Det budskab der i stedet skal ud, er, at vi er mange, der ønsker islam i en demokratisk, humanistisk og sekulariseret version”. Og bevares, det er da et fromt ønske at have. Spørgsmålet er imidlertid: Har han noget at have sit fromme ønske i? Selv kommer han ikke med noget løsningsforslag. Vi véd ikke engang, hvem han kan tilslutte sig af de forskellige muslimske reformatorer, han nævner. Jeg kunne foreslå ham Abdullahi An-Naim, som han jo også nævner. An-Naim vil vende op og ned på tanken om abrogation (ophævelse). Hvor den traditionelle islam vil sige, at det er de voldelige Medina-vers i koranen, der abrogerer eller ophæver de fredelige Mekka-vers, dèr vil han sige det stik modsatte. Jeg har endnu ikke helt forstået, hvordan han vil begrunde det, men det er jo, hvor tiltalende ændringen end er, en utrolig radikal ændring af den islam, de fleste muslimer kender. Og svarende dertil har hans tanker ikke fået nogen udbredelse, der på nogen måde kan mærkes.
Men er det ham, Naser Khader vil tilslutte sig? Han har haft alle chancer for at bearbejde sin tradition. Han har haft mange år til at gøre sig klart, hvor det er, han er uenig med main-stream-islam. Men hidtil har resultatet kun bestået i et fromt ønske om et islam i en demokratisk, humanistisk, sekulariseret version. Intet om, hvordan dette ønske skal realiseres. Intet om, hvorvidt det overhovedet er et ønske, der kan realiseres.
Det, Hirsi Ali anbefaler, er meget enkelt. Og det kom tydeligt frem i interview’et i aftes. Hun vil have muslimerne derhen, hvor de siger: ‘Ja, jeg véd godt, hvad der står i koranen; jeg véd godt, hvad Muhammed kræver. Men jeg vil ikke rette mig efter det’. Noget tyder på, at Naser Khader er nået frem til ikke at rette sig efter sharia. Men han vover endnu ikke at sige, at han godt véd, at det, han gør, er i modstrid med koran og hadith og sharia. Og det vil han vist heller ikke kunne gøre uden at give dem ret, der påstår, at han ikke længer er muslim, men en frafalden muslim, hjemfalden til den straf, islam idømmer enhver frafalden: døden. Det er bl.a., fordi nogle muslimer bedømmer ham som frafalden, at han er under politibeskyttelse.
Det, Hirsi Ali opfordrer til, er, at man som muslim skal vove at stå frem og åbent sige: ‘Ja, jeg véd godt, at Muhammed kræver, at jeg som kvinde bærer tørklæde. Men jeg vil ikke rette mig efter det. Jeg véd godt, at sharia forbyder mig som muslim at have kristne venner. Men jeg nægter at slå hånden af de kristne, jeg er kommet til at holde af. Jeg véd godt, at jeg som god muslim skal kræve af mine døtre, at de skal gifte sig med en muslim. Men jeg nægter at rette mig efter det, for jeg fornemmer, hvilken ulykke det vil være for min datter, hvis hun ikke kan gifte sig med den dansker, hun er blevet forelsket i’.
Er det for meget forlangt? Ja, det ser det besynderlig nok ud til. Det er her, vi savner en teologisk refleksion fra de såkaldt moderate muslimer. Noget så eftertrykkeligt savner vi det. Og altså: en refleksion, der sætter etiketten ‘muslim’ i vove, sådan at man, hvis det viser sig, at den teologiske eftertanke ikke fører til det ønskede resultat, opgiver at være muslim, opgiver at bruge den betegnelse om sig selv.
Jeg kan godt se, at islam med de mange traditioner, der hører med til religionen, har skabt dybe og inderlige følelser hos muslimerne, så det må føles som at fornægte en del af sig selv, hvis man skal opgive at kalde sig muslim. At have oplevet ramadanen i sit hjemland, at have deltaget i alle de festligheder, der hører med, det er ikke noget, man sådan lige smider overbord. Islam er jo i de lande, hvor den er trængt igennem, blevet folkeeje, så der er skabt en række folkelige traditioner. Og sådanne traditioner er nok værd at bibeholde. Men kan det lade sig gøre, uden at man får den anden, mere mørke side, af islam med: kvindeundertrykkelsen, voldsanvendelsen, de udemokratiske styreformer? Det er, hvad en teologisk refleksion skal give svar på.
Den samme problemstilling stod de første kristne i. Og der kan muligvis hentes et svar fra Det ny Testamente, for man kan muligvis se sådan på Paulus’ teologiske overvejelser, at han forvandlede de jødiske traditioner fra at have været handlinger, der skulle forstås som overholdelse af guddommelige love, til at være handlinger, der blot var bestemt af de folkelige traditioner, det jødiske folk havde. Men det vil kræve et helt nyt blogindlæg at komme med det svar. Og så vil det måske alligevel, trods alle anstrengelser, blive et dødfødt barn, der løber ud i sandet.
Her blot dette: Er man ikke nødt til at sige som Hirsi Ali: ‘Jeg véd godt, at kvindeundertrykkelsen, forbudet mod venskab med kristne, kravet om drab af frafaldne, og meget mere, altsammen står i koranen og hører med til sharia, blot vil jeg ikke rette mig efter det?’ Og er det ikke det samme som at fornægte den muslimske trosbekendelse, der jo ikke blot siger, at Gud er Gud, men føjer til, at Muhammed er hans profet? For er Muhammed Guds profet, så er jo det, der står i koranen Guds eget ord? Og fornægter man så ikke påstanden om, at Muhammed er Guds profet, når man bevidst lader være at overholde de regler, han har givet i koranen?
Klarhed, klarhed er det, Hirsi Ali kræver. Og det opnås ikke med Naser Khaders fromme ønske.
ricardtriis 
Ricardt, du nævner An-Naim og hans tanker om (omvendt) abrogation, altså ophævelse, af voldelige koran-vers med fredelige koran-vers – en tiltalende ændring, som du skriver det – er det ikke noget af det samme både du, jeg selv og andre (forholdsvis) fredelige kristne bedriver med vores læsning af evangeliet/NT i forhold til Den gamle Pagt/GT, og ligeledes i læsningen indenfor NT, hvor der jo også findes “voldelige steder” (sågar ord lagt i Jesu egen mund – du finder/kender dem nok selv) …?
Tak til dig, Richardt, for endnu et forsøg på at afklare noget i den ofte meget uklare debat.
Sammenligningen mellem det muslimsk teologiske forsøg på abrogation og kristen teologi, hvor evangeliet ikke mindst er en kritik ag GT, og hvor teologien betragter også NT som et historisk skrift – samt det faktum at i kristendommen er det Jesus Kristus, der er Guds ord, og evangeliet derfor ikke sprogligt bundet, – den er da en smule søgt Gudmund! Et forsøg på at være solidarisk?
Det Ayaan siger er, at vi skal give den islamistiske propaganda, rettet til det, hun kalder “sårbare muslimer” i Europa og USA, konkurrence – vove at give Saudierne et ideologisk modspil… Og ikke hele tiden klappe dem på skulderen – for fredens skyld. Det fører ikke til fred.
Hun har vist desværre helt ret.
Hilsen
Karen
” for er Muhammed Guds profet, så er jo det, der står i koranen Guds eget ord?” Det kunne jo være, at nogen havde fusket med koranen, så den fra at være Guds ord er blevet Guds ord blandet med menneskeord, ligesom der er ugræs blandt hveden i Riget, at den onde ånd også havde været på færde i den islamiske religion.
På den baggrund kan reformislam tillade sig at sortere udsagn i deres hellige bog, ligesom en katolik kan sortere i Kirkens overlevering og holde sig til det, der ikke nedværdiger Gud og mennesker. Den liberal katolske vej.
Richardt Riis
Åh, hvor er det velgørende at læse dit indlæg. Sådan som du skriver om interviewet i DR 2 Deadline sådan opfattede jeg også dialogen.
Hendes klare budskab burde få alle op af stolene og de magelige sofaer og eksistere i det kristne liv, således at muslimer fik lyst til at blive kristne.
Vi har et helt andet budskab om tilgivelse og nåde i Kristus end Muhammeds/Islams aggressive religiøse lovtrældom og anvendelse af midler, som indgiver frygt.
Men Helligånden blæser hvorhen den vil og efterretninger fortæller, at det sker lige nu i de Mellemøstlige lande, hvor mange kommer til tro på Kristus. Det er med livet som indsats, men for Gud er intet umuligt. Det som politikerne ikke formår, det formår Guds Ånd, så uanset Islam og straffe m.m så bevæger Helligånden sig ubesværet over mure og gennem “fæstningsværker” med evangeliet om Kristus og det vil ikke komme til at gå stille hen.
Vent og se og hør!
Til Gudmund!
Det er ikke nemt at sammenligne den muslimske og den kristne helligskrift. For bare at tage begrebet ”abrogation” eller ophævelse: Der er en del muslimske teologer, fx den danske Aminah Tønnsen, der helt forkaster abrogationsmetoden. Og det finder jeg meget tiltalende; for det er lidt vanskeligt at forestille sig, at Gud, den alvidende, skulle have åbenbaret én bestemmelse, for så siden på basis af erfaringer, han har gjort, at åbenbare noget andet. Og man skal jo huske på, at koranen hele vejen igennem foregiver at være talt af Allah selv. Ikke desto mindre har altså de fleste muslimske teologer op igennem historien set sig nødsaget til, for at få mening i koranens modstridende bestemmelser, at operere med vers, der abrogerer andre vers. De plejer at gå frem på den måde, at de siger, at de vers, der er åbenbaret senest, abrogerer de vers, der er åbenbaret først.
An-Naim går frem i modsat rækkefølge. Og det gør det svært at forstå meningen med det. Jeg har ikke forstået ham, så jeg er i stand til at forklare det. Men det er nu også et stykke tid siden, jeg sidst beskæftigede mig med ham.
Hvis vi nu skal bruge abrogations-forestillingen på det, vi laver som kristne teologer (og det er en sjov parallel at drage), så må man sige, at abrogations-forestillingen findes i det ny testamente selv, det er ikke, som i tilfældet koranen, noget, fortolkere senere lægger ned over skriftet. Jeg tænker på Jesu ord i bjergprædikenen ‘Men jeg siger jer’ og på Paulus’ ord om Kristus, der er enden på loven (Rom 10,4). Her er det selve lovholdningen til Gud, der kommer under angreb. Det er det vist ikke hos An-Naim.
Og så kan jeg ikke lade være med at komme med et suk til sidst. Jeg har oplevet det før hos dig: at du går ud fra, at alle tænker ligesom du selv gør. Og jeg har – hidtil forgæves – forsøgt at fortælle dig, at det gør jeg altså ikke, men at jeg da trods det regner mig for et nogenlunde fornuftigt menneske. Du hævder, at jeg nok selv kender ”voldelige ord”, der er lagt i munden på Jesus selv. Her kunne jeg virkelig godt have tænkt mig, at du havde ulejliget dig med at slå op i dit nye testamente og var kommet med et skriftsted, bare et lillebitte ét.
Det eneste, jeg kan komme i tanke om, er Luk 19,27, hvor Jesus siger: ”Men mine fjender dér, som ikke vil have mig til konge, før dem herhen og hug dem ned for mine øjne”. Det er jo unægtelig et voldeligt ord, og det er også formelt set talt udenfor lignelsens sammenhæng, selv om jeg og vist de fleste andre fortolkere vil hævde, at det reelt set hører med til lignelsen, for der har ikke udenfor lignelsens sammenhæng været tale om, at nogen ikke ville have Jesus til konge. Jeg havde en lille disput med Christian Braad Thomsen om dette skriftsted for nogen tid siden. Han hævdede som du, at Jesus havde talt voldelige ord, men det eneste, han kunne fremføre, var dette ord. Og så forekommer altså argumentation mig at være meget, meget tynd.
Behøver jeg at nævne alle de Jesus-ord, der peger i modsat retning? Du kender dem vist godt selv 😉 Et af dem har noget med en kind at gøre.
Men for øvrigt, også på den måde er der forskel på koranen og NT, at vi, der vil fjerne et påstået voldeligt ord fra Jesus, blot kan anvende almindeligt anerkendte historisk-kritiske metoder, eller såmænd bare almindelig fornuftig omtanke, mens An-Naim er nødt til at opstille en helt anderledes og utraditionel abrogations-metode.
Til Claes Flach!
Du skriver i anledning af min konklusion, at hvis Muhammed er Guds profet, så er alle ord i koranen Guds ord: ”Det kunne jo være, at nogen havde fusket med koranen, så den fra at være Guds ord er blevet Guds ord blandet med menneskeord”.
Sandt nok, der er nogen, der har fusket med koranen; faktisk er dens overleveringshistorie lige så usikker eller lige så sikker som det ny testamentes overleveringshistorie. Men lad mig slå fast som min opfattelse: Der forefindes ikke ét Guds ord i koranen. Koranen har Muhammed og ikke Gud som ophavsmand. Så om der er fusket med overleveringen af koranen eller ej, er komplet ligegyldigt for, om den skal regnes for Guds ord eller ej. Højst kan fuskeriet bevise, at den IKKE kan være Guds ord. Men det var den altså heller ikke i forvejen.
Derfor er det, du skriver til sidst: ”på den baggrund kan reformislam tillade sig at sortere udsagn i deres hellige bog” forkert. Ingen kan tillade sig at sortere i koranen. ALLE muslimer regner hvert ord i koranen for Guds ord. Man kan fremkomme med forskellige fortolkninger, men ikke pille ved koranen som Guds skinbarlige ord; at mene, at der er fusket med koranens ord, er noget, kun en vantro kan tillade sig at hævde.
– vel går jeg da ikke ud fra, som du skriver, Ricardt, at alle tænker ligesom jeg selv gør – det er i det hele taget slet ikke alle, der tænker (sig om) … – hvad angår det emne jeg forsøgte at tage fat i i dit indlæg, så tager du så vældigt fint fat i det i din replik – og tak for dét! – grundlæggende bryder jeg mig ikke om ideen om, at man (kristne og muslimer som eksempel) skulle kunne læse i hinandens helligskrift og så mene at vide, hvad den anden går og tror – tekster tolkes uanset hvad og hvor fundamentalistisk en læsning man bedriver – selv går jeg ind for de bedst tænkelige tolkninger (med Ånden som drivkraft) og som hvad angår helligskrift for mig indebærer at “fredelige steder overgår voldelige steder” – Jesus, som jeg holder mig til, er en sand mester i at udføre denne tolkning (“De gamle har sagt, men jeg siger jer …”) til din henvisning til Chr. Braad Thommsen-disputten vil jeg nævne for dig, at den deltog jeg selv i og skrev følgende i JyllandsPosten:
Den elendige bibellæser (JP 20/5 2006)
Af Gudmund Rask Pedersen, sognepræst, Vær præstegård, Horsens
CHRISTIAN Braad Thomsen bliver ved med 18/5 at fremture med sit billede af “Den brutale Jesus”. Billedet udspringer af den mest elendige form for bibellæsning og læsning i det hele taget. Den, hvor man piller et enkelt sted ud og fremholder det som det hele, som normgivende. Læsemetoden kaldes fundamentalisme. At Thomsen så end ikke fatter eller vil fatte, at ordene i Lukas 19,27 hører til lignelsesfortællingen og ikke er en ordre lagt i Jesu mund, men ord, som må fortolkes og meget gerne og allerbedst med den varmest tænkelige fantasi og forestillingsevne i pagt med evangeliets ånd og røde tråd, ja se, det fatter jeg slet ikke. Hvad får Thomsen ud af sin elendige bibellæsning, hvor han ikke formår at tage budskabet på hverken ordet eller ånden? Intet.
Kristendommen er ikke et fantasiprodukt i almindelig negativ forstand, men kristendommens hovedindgangsportal er fantasien. Den eneste virkeligt frugtbare adgangsvej til kristendommen er menneskets mulighed for at tænke med, tale med om og forestille sig noget andet og bedre end tilværelsens almindelige brutale kendsgerninger. Kristendommen taget på ordet og ånden som et fantastisk udkast for det at være menneske. Et syn, hvor fjender kan blive venner, det, der gik galt, gå godt, liv opstå af døde, så at selv døde bogstaver kan blive til levende ord.
Tag nu bare springet, Thomsen – porten står pivåben.
Når vi nægter, at Gud ikke har sagt sådan eller sådan, så kommer vi let i slangens position (1.Mos.kap3). Først rejser den tvivl om, hvad Gud egentlig har sagt, og da den får det at vide, så modsiger den lige ud Guds ord – “I skal ingenlunde dø; men Gud ved, at når I spiser deraf, åbnes eders øjne, så I bliver som Gud til at kende godt og ondt!”
Hvis vi siger, at ikke et ord i koranen kommer fra Gud, så bliver det let som slangeordene til Eva.
Mon ikke muslimer lettest kommer ud af islams fangegarn ved at gå ud fra at profeten virkelig fik bud fra oven, men at alt ikke er lige rent. På samme måde som profeten selv fjernede “de sataniske vers”? AT den onde ånd har indskudt ord og passager, som strider imod den Højestes lysord. Så koranen på den måde deler skæbne med Guds riget, hvor den onde har sået ugræs i ageren. Det skal vokse sammen med hveden indtil den yderste dag. Først da skal det skilles fra, og opbrændes.
@ Claes!
Jeg er ikke sikker på, at jeg forstår dig. Men jeg tror, at det bliver meget, meget svært at befri muslimer fra islams fangegarn på den måde, du anbefaler. Der er her tale om et enten-eller, og dette enten-eller kender vi også fra kirkens historie. Der var således i min studietid nogen, der hævdede, at det og det i evangelierne var ‘menighedsteologi’. Men de blev mødt med den meget relevante indvending, hvem der skulle afgøre, hvad der var sand teologi og hvad der var menighedsteologi. Og da svaret nødvendigvis måtte være, at det skulle da fortolkeren, så lød den næste indvending, at det på den måde bliver et menneske, der bestemmer, hvad der er Guds ord og hvad ikke. Nøjagtig det samme vil en muslim med rette kunne indvende imod dine tanker.
At løse denne cirkels kvadratur er faktisk meget vanskeligt. Lad mig forsøge at løse den med følgende påstand: at forstå bibelen som Guds ord er at forstå bibelens HISTORIE som sand. At forstå og tro på historien om fx Paulus’ omvendelse er ikke at tro på syner og åbenbaringer og helbredelse fra blindhed m.m., men at tro på, at det virkelig kan lade sig gøre, at et menneske forvandles fra en blodtørstig forfølgende farisæer til en forfulgt kristen. Og at bekende sin tro på, at den Jesus, han kom til tro på, er Guds søn, er at bekende, at dette at forvandles på den måde, er Guds mening med os alle sammen.
Nå, dette med bibelen som Guds ord kan der skrives tykke bøger om. Hvilket jeg dog ved denne lejlighed vil afstå fra.
Kære Ricardt Riis! Mange tak for dit gode og oplysende svar. Fortolkeren der bestemmer, hvad der er Guds ord kommer vi vist aldrig uden om. Troen vil altid rumme et subjektivt moment, om ikke af andre grunde så fordi det troende menneske selv bedømmer, hvad han finder troværdigt. Det der forekommer uværdigt for guddommen, eller komplet usansynligt sorteres fra. At forstå bibelens HISTORIE som sand er et sådant valg. Skriften opfordrer os til at prøve ånderne om de er af Gud. Derved lægges vurderingen over til den enkelte. “Enhver ånd, der ikke bekender Jesus, er ikke af Gud; men dette er Antikrists ånd.” (1.Joh.4,3)
Gud selv skal nok komme igennem som også beretningen om den unge Samuel fortæller. Da Herren kaldt ham troede han at det var Eli, der kaldte. Først fjerde gang, da han på Elis råd sagde: “Tal , Herre, din tjener hører” fik Gud kontakt med den unge Samuel.
Richardt Riis jeg sætter stor pris på dine skriverier! bliv endelig ved!
Jeg er nu ret så enig med Naser Khader, når han konkluderer:
citat:….
“Jeg frygter, at et forsøg på at ”kristne” muslimerne, risikerer at trække stolen væk under de moderate muslimer og reformkræfterne. At ’tvinge’ nogen til at tro noget andet, har sjældent ført noget godt med sig. Det budskab der i stedet skal ud er, at vi er mange, der ønsker islam i en demokratisk, humanistisk og sekulariseret version. Derfor anser jeg Hirsi Alis løsningsforslag som en ren Mission Impossible. citat slut
Som kristen kan man kun give Hirsi Ali ret. Det er vores kristne pligt at omvende muslimerne til kristne. For deres egen skyld. Det er næstekærlighed i praksis.