Hvor er Gud?

Så er der igen kommet en bog i handelen, der angriber religionen, ”Den 7. Sans – hvorfor misforstår vi verden” af Morten Monrad Pedersen, se interview med forfatteren her. Lad mig i den anledning tage en argumentation frem, som er anderledes end den sædvanlige.

Sædvanligvis argumenterer vi ud fra spørgsmålet om, hvorvidt der er en Gud til eller ej. Men denne problemstilling begrænser udsynet. Her vil jeg derfor argumentere på anden måde. Her bliver spørgsmålet: Bag hvilke teser anbringer vi begrebet ”Gud”? Eller: Hvad er det, vi holder så stærkt fast ved, at vi regner det for ubetinget sandt? For hvis der er noget, vi her i vort samfund regner for ubetinget sandt, så er det det samme som at sige: Her har vi Gud, for Gud er det ubetingede. Her har vi det, som man ikke i nutid eller fremtid vil kunne så tvivl om. (Og ”vi”, det er i denne sammenhæng ”vi gammeldanskere”).

Jeg vil fremdrage to eksempler på noget, vi på den måde regner for ubetinget sandt. Det ene er synet på kvindelig omskæring. Det ikke blot væmmes vi ved, vi regner det også for ubetinget forkert. Det andet er synet på slaveri. Det mener vi var forkert, mens det forelå som et samfundsfænomen, og det mener vi aldrig vil kunne forsvares og derfor aldrig vil kunne komme igen. Om begge dele ville vi kunne sige, at det er imod Guds vilje, for vi mener, at begge dele er absolut forkert. Blot bruger vi ikke ordet ”Gud” i den forbindelse. Men hvorfor egentlig ikke?

Dette med vort syn på kvindelig omskæring er egentlig et højst besynderligt fænomen. Jeg mener: vi stiller os velvilligt an overfor alle muslimernes mærkelige skikke. Vi opstiller badeforhæng i skolernes badefaciliteter, vi serverer halal-mad i børnehaver og vuggestuer, vi accepterer tørklæder på hovedet af muslimske kvinder overalt, hvor de færdes, og langer kraftigt ud efter dem, der vil begrænse deres frihed til at bære tørklæde. Men når det kommer til skikken med at omskære piger – en skik, som især er udbredt blandt vore indvandrere fra Somalien – så kommer vi op af lænestolen: det er sandelig for galt, den skik må de give afkald på, hvis de vil bo her i landet, eller, siger vi, at lemlæste pigers kønsorganer er ”fuldstændig uacceptabelt”.

Men hvorfor egentlig det? Hvorfor går grænsen for vor tålsomhed netop dèr?

Mit svar er, at det gør den, fordi også vi har noget, vi tror på. Blot gør vi os ikke klart, at det er en tro, vi har. Hvis vi skal udtrykke det ved hjælp af kristne termer, siger vi, at vi tror, at mennesket er skabt af Gud. I den påstand ligger gemt en tese om, at menneskelegemet er godt, som det er fra naturens hånd, det skal ikke forbedres. Jo, vi hører nok somalierne sige, at det er det bedste for deres kvinder at blive omskåret, for derved kan de slippe for den fæle seksuelle lyst og således blive bedre og frommere muslimske kvinder. Men vi argumenterer imod dem (hvis vi i det hele taget argumenterer, for det er os så selvfølgeligt, at man ikke må gøre den slags, at vi slet ikke føler trang til at komme med argumenter), at når Gud har udstyret kvinden med et lystorgan, så er det vores opgave at indrette vort samfund og forstå vor seksualitet på en måde, så denne lyst ikke undertrykkes, men anerkendes.

Blot er det jo altså noget, vi tror. Blot er det noget, der hører den kultur til, vi er opdraget i, og hvem siger, at den kultur er den eneste rigtige? Ja, det gør jo vi, og vi gør det ved hjælp af ordet ”Gud”, for i ordet ”Gud” ligger den tanke gemt, at er noget fra Gud, har det absolut gyldighed.

Der ligger både en fordel og en ulempe i at bruge ordet ”Gud” til at beskrive dette. Fordelen er, at det på den måde bliver klart, at vor kultur og vort samfund bygger på en tro, ikke på noget rationelt eller noget, der er videnskabeligt sikkert. Ulempen udspringer af det samme: når det ‘kun’ er en tro, er så ikke alle andres tro lige så god? Skal så ikke enhver kultur anerkendes? Det vil sige: Ulempen er ikke en ulempe for den kristne, som véd, at hans tro er en tro, den er kun en ulempe for ateisten, der lever trygt og tankeløst på alle de kristne værdier, men ikke vil være ved, at det er det, han gør.

Så til mit andet eksempel: Synet på slaveri.

Umiddelbart vil man måske mene, at islam er langt mere rationel og ligetil end kristendommen. I stedet for at gå ind i alle de kristne diskussioner, som blev ført i slutningen af oldkirkens historie – om Kristi to naturer, om, hvorvidt Gud var treénig eller hvad – gjorde man ende på den slags pjat og fastslog med magtsprog, at Guds ord findes i koranen, ja er identisk med koranens ord. Skal man bygge samfund, må det bygges på koranens ord, som, når de på passende måde blev gennemtygget af de lærde, blev til sharia, Guds vej, udtryk for Guds vilje.

Hvad slaveri angår, havde Gud ikke noget nyt at sige. Det var en realitet før Gud fortalte Muhammed, hvad der var hans vilje, og det var en realitet, efter at Gud havde afsløret sin vilje. Den eneste ændring, Gud foretog, var, at han gjorde det anbefalelsesværdigt for en muslim at frikøbe en anden muslim fra slaveriet, og at han fastsatte visse minimumskrav for behandling af slaver, de måtte ikke behandles som kvæg. Og hermed var altså sagen afgjort for evigt, der var ikke noget at diskutere, man skulle blot rette sig efter disse retningslinier.

Det var da smart, ikke? Imens diskuterede de kristne videre om deres treénighed, om den indbyrdes kommunikation mellem de tre personer i treénigheden, om de tre stod lige eller den ene var over- eller underordnet den anden, osv., alt sammen fuldstændig ligegyldige diskussioner, som ikke hjalp samfundet det bitterste på nogen måde.

Men se så, hvad det hele er endt med!

Det er endt med, at det synspunkt, der voksede frem i det kristne Vesten, har sejret, og man skal i den forbindelse ikke sige: ”sejret ad helvede til”, men: ”sejret af himlen til”. For nu anerkendes det overalt, også i den muslimske verden, at slaveri er af det onde, at det er ganske ‘uacceptabelt’ at have en lovgivning, der tillader det ene menneske at eje det andet. Nu er alle de love, der tidligere regulerede forholdet mellem herre og slave, gjort fortidige, og det i en sådan grad, at ingen lande, heller ingen muslimske lande, argumenterer for, at slaveriet genindføres.

For øvrigt er det sjovt nok, at det faktisk skyldes to påvirkninger fra Vesten, at slaveri i dag er utænkeligt i muslimske lande, selv om det jo stadigvæk er tilladt ifølge koranen. Den ene påvirkning har med det at gøre, at mange muslimske lande i slutningen af 1800-tallet blev europæiske kolonier og fik europæisk lovgivning. Den var så fornuftig, at man ikke fandt anledning til at ændre på den, da kolonimagten forsvandt. Den anden påvirkning har med den marxistiske samfundsteori at gøre. Den vandt indpas i mange partier i den muslimske verden, fx i Iraks eller altså Saddam Husseins Bath-parti. Og derigennem fik man lagt ind i sin tankeverden en social forargelse, som stadig findes der, og som ser på de svageste i samfundet som mennesker, der skal befries fra undertrykkelse. Og ser man sådan på samfundet, kan man naturligvis ikke indføre nogen rettighedsløs underklasse.

Så det vestlige synspunkt: at slaveri er af det onde, har sejret ad himlen til. Ja, det har sejret i den grad, at man fristes til at sige, at det nu er blevet klart, at slaveri er imod Guds vilje. Sædvanligvis modstår vi dog denne fristelse, så vi ikke taler om ‘Guds vilje’ i denne forbindelse. Men lad os alligevel gøre det her!

Muslimer skærer igennem al diskussionspjattet og hævder, at Guds vilje findes i koranen. Ifølge den tankegang skulle slaveri være tilladt. Men det har nutidens muslimer ‘glemt’ i farten. Og det er klart: siger vi, at slaveri er imod Guds vilje, så driller vi muslimerne lidt. For det betyder jo, at Guds vilje ikke forefindes i fuldkommen form i koranen. Den findes faktisk i en mere fuldkommen form i den moderne tankegang, der hævder, at slaveri er af det onde.

Men hævder vi, at slaveri er imod Guds vilje, så rejser sig ikke blot kildne spørgsmål til muslimerne, der rejser sig også det ret prekære spørgsmål til os: Hvordan kan vi nu vide det? Hvordan kan vi vove at sætte ordet ”Gud” bag forbudet mod slaveri? Svaret på det spørgsmål er, at vi i vort samfund har ført en fri og åbenhjertig diskussion om slaveriet og er nået frem til, at der ikke er noget argument, der taler til fordel for slaveriet. Vi har i vore samfund til vor skam ikke altid kunnet se det, men nu har vi indset det og må bøje os for det.

Og så ser vi muligvis også, at det nok ikke var helt ude i skoven, når man i den kristne verden diskuterede det indbyrdes forhold mellem de tre personer i guddommen. For dermed siger man jo, at sandheden, det, der er Guds vilje, finder man frem til netop i kraft af kommunikation: når der foregår en fri og åben diskussion, så vil det ene argument brydes mod det andet, og så vil det blive klart, hvilke argumenter der har gyldighed, og hvilke der blot er dårlige undskyldninger for at fortsætte i den hidtidige magtstruktur. (Jeg skal gerne indrømme, at der er temmelig mange mellemregninger mellem de to positioner, men det skulle dog kunne lade sig gøre at ane forbindelsen).

Hvor er Gud? spørger vi. Muslimerne svarer, at hans vilje findes i koranen. Ateisterne svarer, at der slet ikke er nogen Gud. Men må ikke vi kristne svare, at det er gennem den frie og åbne diskussion, at vi finder frem til sandheden? Godt nok vover vi kun sjældent at sætte Guds navn bag de resultater, vi når frem til, og det er, for mig at se, en sund tilbageholdenhed, men vi tør dog vel godt vove det, når det drejer sig om omskæring af piger: Det var ikke Guds mening med at skabe mennesket, som han har gjort, at vi skulle ‘forbedre’ på hans skaberværk. Og ligeledes tør vi vel også vove at sige, at når alle mennesker i lige høj grad er skabt af Gud (en tanke, der for øvrigt findes antydningsvist i koranen), så kan det ene menneske aldrig nogensinde komme til at eje det andet menneske. Den ordning, der engang fandtes også i vore samfund, var imod Guds vilje.

Advertisement