Det multikulturelle samfund? Umuligt!

Jeg skal her behandle to statsteorier, den muslimske og den vesterlandske. Jeg vil ikke kalde det ‘to religioner’, for det er måske tvivlsomt, om kristendommen har en statsteori, men nøjes med at betragte den del af sagen, der har med statsteorien at gøre, altså den del, der handler om, hvad der er grundlæggende for en stat.

Den muslimske teori går ud på, at man har en åbenbaring fra Gud, der fortæller, hvad man skal gøre og ikke gøre. Igennem sit medium, Muhammed, har Gud givet befaling til, at de troende skal udbrede denne åbenbaring med sværdet. Det gjorde så Muhammed og hans følgesvende, og derved blev den muslimske verden til. I al almindelighed lod man de undertvungne folk beholde deres religion, blot skulle den underordnes muslimsk lov. For det var man overbevist om: staten kunne kun styres efter ét sæt regler, og alle måtte bøje sig for dette regelsæt og havde kun frihed så langt den blev dem tilstået af disse regler.

Det kunne gå an, bl.a. fordi der blandt de jøder og kristne, hinduer og persere, der blev undertvunget af de muslimske hære, ikke var nogen konkurrerende statsteori. At lade f.eks. de kristne beholde deres religion, var uden fare for statens sikkerhed, for de kristne tænktes ikke at have særlige regler angående, hvordan en stat skal styres.

Da de kristne i 1200-tallet fik overtaget i mange landsdele i Spanien under den såkaldte generobring (reconquista), kom mange muslimer ind under kristent styre. Og i de første par hundrede år fik de lov at beholde deres religion nogenlunde uantastet. Men fra slutningen af 1400-tallet opstod der den tanke hos de kristne regenter, at alle i et land nødvendigvis måtte have samme tro. Og så forfulgte man eventuelle lutheranere (dem var der nu ikke mange af), så smed man jøderne ud, og så tvangsdøbte man muslimerne og undertvang dem siden på det grusomste med hensyn til deres religion. Det gik en stor del af 1500-tallet med i Spanien.

I den modsatte ende af Europa, i Tyskland, opstod nogenlunde samtidig nogle helt anderledes tanker, tanker, der dog havde meget vanskeligt ved at vinde praktisk fodfæste. Det var Luthers tanker om, at man bør skelne mellem gejstligt og verdsligt regimente. På samme måde som den muslimske statsteori og den spanske gik også den lutherske ud fra, at staten kun kan styres efter én teori. Blot var det så nye tanker, Luther kom frem med, at det tog lang tid både at få dem gennemtænkt ordentligt og at få dem omsat til brugbar praksis. Men man kan nok sige, at Luther med sine skrifter derom støbte de kugler, der kom til affyring flere århundreder senere.

Lad os her nøjes med at se på ét problem, nemlig spørgsmålet om, hvorvidt staten var eller kunne være en kristen stat. Den øvrighed, som Luther mente, man skyldte lydighed, var ikke kun den øvrighed, der kaldte sig kristen, eller den øvrighed, der havde Luthers syn på tingene, det var enhver øvrighed. Men i den forsvarskrig, som kejseren forberedte mod tyrkerne, brugte man raskvæk det argument, at det var kristenheden, der skulle forsvare sig mod islam, eller ”tyrken”, som man kaldte islam dengang. Det burde jo efter Luthers nye statsteori være forkert.

Det var det da også. Luther gjorde i hvert fald et stort nummer ud af, at man skulle kæmpe under kejserens og ikke under pavens banner (tyrk1#39). Men dette, at kejseren selv mente, at han kæmpede kristenhedens sag og i kampen mod ”tyrken” ikke blot var en verdslig fyrste, men den kristne tros forsvarer, det betød ikke, at en evangelisk fyrste ikke skulle adlyde fyrsten. Der lå i Luthers forestillingsverden den tanke, at man som fyrste havde aflagt ed til sin overordnede om lydighed; der var tale om et personligt forhold, og man bryder ikke den ed, man har aflagt.

I denne tankegang lå der både noget positivt og noget negativt. Det positive er det, at lydighed mod øvrigheden på den måde bliver til et personligt troskabsforhold til et andet menneske. Det negative er, at det på den baggrund bliver umuligt at forestille sig øvrigheden som neutral i religiøs henseende. Det burde jo ellers være en naturlig konklusion på to-regimente-læren. Og Luther nævner da også tanken forskellige steder. I ”Hvor langt skal man adlyde øvrigheden” spørger han, hvordan man skal bekæmpe kættere, hvis fyrsten ikke må gribe ind med sit sværd, og svarer, at dette at bekæmpe kættere er biskoppens sag, og hans sværd er alene ordets sværd (lyd02#51). Og i en vejledning til sine to fyrster hedder det, at fyrsten skal lade de forskellige opfattelser af, hvad evangeliet er, tørne sammen i den sikre forvisning, at den sande opfattelse vil vinde argumentationskampen (br210824#58).

Og i ”Om krigen mod tyrkerne” kan han skrive, at ‘tyrken’, selv om han påstår det, ikke giver trosfrihed. For i hans rige må ingen offentligt bekende Kristus eller lære imod Muhammed (tyrk1#70). Så han véd tilsyneladende godt, hvad trosfrihed er. Blot kan han ikke forestille sig, at hans egen fyrste skulle lade andet end evangeliet prædike, evangeliet – förstås – som Luther forstår det. Altså, Luther véd, at byen hedder Snerpe, men han véd ikke rigtig, hvor den snerper hen.

Dette, at øvrigheden ikke er en institution kaldet ‘staten’, men en person, betyder også, at freden mellem nationerne består i kraft af bindende aftaler mellem fyrsterne. Og hvis én fyrste angriber en anden, har den angrebne ret til at forsvare sig, altså guddommelig ret, som Luther ser på sagen. Luther arbejder i det stykke ud fra naturretten. Han kan således både i ”Til den kristelige adel” og her i ”Om krigen mod tyrkerne” bebrejde den polske konge, at han brød en fredsaftale med ‘tyrken’ (adel04#56; tyrk1#33), hvilket er ganske bemærkelsesværdigt i betragtning af, at han betragter ‘tyrken’ som djævelen i menneskeskikkelse, og det vil jo sige: selv stillet overfor det nærmeste, man kan komme til den skinbarlige løgner og djævel, en løgner, der kun holder sit ord, så længe det passer ham, selv da skal en kristen holde sit ord. Ikke noget med at gengælde ondt med ondt her, eller løftebrud med løftebrud.

Man kan godt sige, at Luther er lidt naiv på det punkt. For verden ser jo ikke ud, som han forestiller sig det. Det kan være svært af finde ud af, hvad der er angrebs- og hvad forsvarskrige. Det er langtfra altid afklaret, hvilket landområde der hører til hvilken fyrste. Efter at den ungarske hær havde lidt et knusende nederlag ved Mohacs i 1526, siger således sultan Suleiman, at nu er Ungarn hans, for han har ærligt og redeligt vundet det i krigen. Er det den måde, landområder tildeles fyrster på? Og hans efterfølgere i 1550erne og 60erne synes også at forstå ordet ‘fred’ på en særlig måde; for diverse fredsslutninger forhindrede ikke tyrkerne i at foretage terroriserende strejftog ind på modstanderens område, ligesom de fredsaftaler, der blev indgået, sjældent holdt i det åremål, der var indgået for. Det er Martin Schwarz Lausten, der fortæller dette i ”Tyrkerfrygt og tyrkerskat” (p. 191).

Der var ikke noget at sige til, at de forskellige fyrster ikke altid vidste, hvilket ben de skulle stå på. Helt grotesk blev det, da Christian den Tredje i 1542 nægtede at betale tyrkerskatten med den begrundelse, at Holsten ikke var hørte til de tyske riges stænder. Dog bedyrede han, at han som god kristen fyrste også ville bekæmpe tyrken. Det var dog en noget hyklerisk bedyrelse. For han var på det tidspunkt allieret med Frankrig, som igen var allieret med Tyrkiet (smstds. p. 166f).

Mange kampe skulle udkæmpes, mange krige gennemlides, før Europa fandt ud af, at staten er en institution, og at den som institution er religiøs neutral, altså ikke kan hjælpe hverken den ene eller den anden religion. Følgelig må den give sine borgere ret til at dyrke og lære hvilken religion de vil. Sådan, besværligt og gennem kampe, udviklede den moderne europæiske statsteori sig. Men ikke så få af de gamle problemer består, dog i nye former. F.eks. problemet med, om man må give frihed til at propagandere for en statsteori, der konkurrerer med den europæiske.

Dette problem blev bl.a. aktuelt i forholdet mellem de vestlige demokratier og kommunismen. Kunne demokratierne give tale- og ytringsfrihed til et parti, der gik imod demokratiet? Spørgsmålet er ikke så let at besvare i teorien, men det blev de fleste steder besvaret med et ‘ja’ i den demokratiske praksis. Dog mente Vesttyskland ikke, at kommunister kunne ansættes i det offentlige; de kunne f.eks. ikke blive lærere.

Og nu i vore dage står vi med det samme problem overfor islam. For islam har en med den europæiske konkurrerende statsteori, på samme måde, som kommunismen havde det. Og skal de have frihed til at virke og propagandere i demokratiske stater? Skal demokratiske stater ikke have ret til at beskytte sig selv?

Svaret findes i det, Luther siger til de to fyrster: Lad kun de to opfattelser tørne sammen; så skal den sande nok overleve! Det er det svar, vi herhjemme gav kommunismen. Ud fra en sikker forvisning om, at kommunisterne ikke kunne opretholde deres antidemokratiske synspunkter, når de selv gik med til at arbejde på demokratisk vis, lod vi dem få al den frihed, de kunne ønske sig. Og ud fra vor egen faste overbevisning om demokratiets overlegenhed gik vi ind i alle de debatter med kommunisterne, vi kunne overkomme, for ad den vej at nedbryde deres påstande, f.eks. den om verdensrevolutionens nødvendighed og gavnlige virkning.

Men skal vi overføre denne tilgang til en konkurrerende statsteori til vore dages muslimer, må vi virkelig helt anderledes end hidtil komme ud af busken: fastholde de gode og uopgivelige værdier ved vor statsteori, udfordre de muslimske tankegange overalt, hvor vi finder dem, og ophøre med at vise dem forståelse for deres udemokratiske voldsretorik og -praksis. Deres religiøse traditioner, deres daglige bønner, deres fester, deres afholdenhed fra alkohol og svinekød, alt det skal de naturligvis kunne beholde.

Men deres tro på, at koranen er Guds eget skinbarlige ord, må vi angribe (med ord, naturligvis), ikke fordi vi har noget imod andre helligskrifter end bibelen, men fordi der i koranen findes en række voldsforherligende vers, som måske kan understøtte den muslimske statsteori, men på ingen måde den demokratiske, og i visse tilfælde endda give anledning til fremkomsten af muslimske terrorister. Dem vil både vi og de moderate muslimer gerne være fri for, derfor vil vi blive ved og ved med i ord og skrift (og tegning) at angribe muslimernes korantro, derfor vil vi ikke finde os i nogen som helst indskrænkning af ytringsfriheden, for enhver indskrænkning vil kun bestyrke muslimerne i deres korantro, og koranen har, hvordan man end vender og drejer det, en anden statsteori end den demokratiske.

Alt dette betyder også, at når vi er ivrige efter at håbe på en oplysningstid indenfor islam, som kan give dem den samme demokratiske statsteori, som vi har, så glemmer vi næsten altid, at hvor vi skulle danne os en statsteori fra bunden af, dèr skal muslimerne udskifte deres forhåndenværende teori med vores; og det er dog vist en langt vanskeligere opgave.

Advertisements
Dette indlæg blev udgivet i Islam. Bogmærk permalinket.

15 svar til Det multikulturelle samfund? Umuligt!

  1. Jørgen Laursen siger:

    Eller nemmere? Så behøver de trods alt ikke finde på en selv.

  2. Ricardt Riis siger:

    @ Jørgen Laursen!
    Der er lidt ‘Goddag-mand-økseskaft’ over din bemærkning. Når jeg kalder det vanskeligt for muslimerne at acceptere vores statsteori, forudsætter jeg, at de ikke skal ”finde på én selv”, for de har i forvejen én, som oven i købet konkurrerer med vores.

  3. Jørgen Laursen siger:

    Jo Ricardt, men jeg forudsatte lidt, at vi var enige om, at deres i længden er uanvendelig til at styre et moderne samfund ud fra? Jeg ser efterhånden på vækkelsen i den muslimske verden som et udtryk for desperation og et værdisystems totale sammenbrud – og ikke som et udtryk for en konkurrerende statsteori, der kan udgøre nogen som helst fare for de universalistiske idéer om demokrati og selvbestemmelse, der har rod i Vesten.

    I hvert fald ikke på længere og mellemlangt sigt. PÅ lidt kortere vil det føre (og fører) selvsagt til en hel masse ballade. Men det er bølgeskvulp på tidens hav, for den muslimske verden er splittet, dysfunktionel og ideologisk stivnet. De næste hundrede år kommer tilhøre USA, Kina, Japan og Indien. Taberne bliver Muslimistan, Rusland – og i nogen grad Vesteuropa.

    Just wait and see.

    😉

  4. Jørgen Laursen siger:

    Korrektion:

    “… kommer til” at tilhøre USA, Kina, Japan og Indien.”

  5. Ricardt Riis siger:

    @ Jørgen Laursen!
    Nå, sådan! Det er da rigtigt, at vi to nok kan blive enige om, at deres statsteori i længden er uanvendelig til at styre et moderne samfund ud fra. Men jeg tror virkelig, det kommer til at holde meget hårdt at få overbevist muslimer om det. Alligevel skal vi prøve på det. Og det er da også i nogen grad det, jeg hele tiden forsøger på. For mennesker, der er desparate og ser deres religion eller værdisystem som brudt sammen, kan være meget farlige. Og ja, du har nok ret i, at om hundred år vil den muslimske verden blive taberen. Men jeg vil nu også gerne gøre noget allerede nu, for at vi i min levetid kan undgå muslimske desperados.

  6. Morten - - - siger:

    @ Jørgen

    “De næste hundrede år kommer til at tilhøre USA, Kina, Japan og Indien. Taberne bliver Muslimistan, Rusland – og i nogen grad Vesteuropa.” De kommende tiår bringer ganske rigtigt mere fokus på – og verdensmagt til de fjernøstlige lande, du nævner, men …

    … du glemmer, at det historiske forløb er logaritmisk – vi kunne ikke engang se hundrede år frem, hvis vi ville.

    Litteratur om det emne, du bevæger dig ind på: “The Spiritual Imperative” (Lawrence Taub 2002). – Sært, du ikke har fået den læst 🙂 – den tager sig af lige nøjagtigt, det emne, der optager dig. New-Age-agtig titel eller ej.

    Mere, end i de muslimske samfund, er de koloniale aflæggere af den muslimske verden i Vesten ved at udvikle sig til en tragedie, der i et vist omfang bliver vores. Den muslimske verden, derimod, har sine betydelige styrker, og er på en lang række områder mindre skrøbelige, end den moderne, vestlige. De kan overleve store katastrofer.

    – – –

  7. Jørgen Laursen siger:

    Kære Ricardt og Morten,

    Jeg har lige postet et længere svar til Mortens indlæg, men det dukker af en eller anden grund ikke op. Ricardt – kunne du frigive det fra moderationen?

  8. Ricardt Riis siger:

    @ Jørgen Laursen!
    Jeg har ikke noget som helst liggende til frigivelse. Aner ikke, hvad der er gået galt.

  9. Jørgen Laursen siger:

    @ Ricardt

    Øh, OK? Mærkeligt, for hvis jeg prøver at sende det igen, fortæller WordPress mig, at jeg ikke må poste det samme indlæg to gange.

    Hvis jeg nu emailer det til dig, kan jeg så få dig til at indsætte det manuelt?

  10. Jørgen Laursen siger:

    Vent, jeg prøver at dele det op i to bidder. Hvem ved, måske det er for langt?

  11. Jørgen Laursen siger:

    Virkede heller ikke. OK hvis jeg mailer det?

  12. Ricardt Riis siger:

    Ja, prøv ad!

  13. Jørgen Laursen siger:

    Det være hermed gjort (til din stofanet-adresse)

  14. Ricardt Riis siger:

    Fra Jørgen Laursen til Morten:
    @ Morten

    Den muslimske verden, derimod, har sine betydelige styrker, og er på en lang række områder mindre skrøbelige, end den moderne, vestlige. De kan overleve store katastrofer.

    Det er jeg sådan set ikke uenig med dig i (hvilket du godt ved). Men jeg snakker ikke så meget om overlevelse som om overherredømme. For hvis simpel overlevelse var succeskriteriet, så ville det vel være befolkningerne i de afrikanske lande syd for Sahara, hvis dagligdag er en konstant, darwinistisk kamp for at overleve ugen ud, der var bedst stillet? Personligt tror jeg ikke, jeg ville holde 24 timer på gaden i Mombasa uden for en airconditioneret firhjulstrækker – så systemafhængig er jeg. Og det tror jeg i øvrigt heller ikke befolkningerne i Egypten og Kuwait ville, hvis Vesten pludselig forsvandt – i hvert fald ikke uden en drastisk reduktion i antallet af derboende individer.
    At vi i Danmark og Vesteuropa i et vist omfang er truet af de ‘koloniale aflæggere’ fra det dysfunktionelle Muslimistan, skyldes ikke deres styrke men vores svaghed. Og den svaghed beror først og fremmest på vores forvirrede, postkoloniale skyldkomplekser, der åbner op for den atomiserende værdirelativisme, som forpester og destabiliserer samfund som f.eks. det britiske og det svenske (samt, i langt mindre grad, det danske). Men selv i vores dekadence er vi stærkere, end vi tror, for vores kultur er stadig langt mere sexy end muslimernes. Som du vist selv har bemærket på et tidspunkt, så er den eneste måde, kolonisterne kan overtage os på, nemlig at blive os. You know, lidt ligesom da manchuerne overtog magten i Kina, hvor det endte med, at de blev til kinesere, og ikke omvendt.
    Uanset hvad, så har den eventuelle destabilisering af landene i den nordvestlige udkant af det eurasiske kontinent kun meget lille betydning globalt set. For dig og mig og Ricardt og vores familier kan det selvfølgelig blive et spørgsmål om liv eller død – og det er gruopvækkende. Men geopolitisk er det ligegyldigt. For selv om Vesteuropa er et senromersk samfund in decline, så ligger der en vældig magt på den anden side af Atlanterhavet, der ikke er det. Og den dominerer – ikke bare sit eget kontinent – men hele verden.
    USA behøver ikke vinde krigene i Afghanistan og Irak (og Iran og Syrien og Saudiarabien, og hvad der ellers måtte komme hen ad vejen). Deres succeskriterium er blot at forhindre, at der opstår en global magt, der kan true deres totale dominans.
    Og i den optik har de forlængst vundet krigen mod fundamentalisterne. Al-Qaedas window of opportunity var angrebet på WTC i 2001, der skulle demonstrere Imperiets svaghed og antænde en revolte fra Agadir til Kashmir, der skulle munde ud i det glorværdige Kalifats genopståen.
    Hvilket det (selvfølgelig) ikke gjorde. I stedet gemmer Osama sig i en pakistansk hule i dag, lænket til sin dialysemaskine, mens hans ‘hær’ af mujahediner har store problemer med at få bagagerum fulde af nitratgødning og kanonslag til at eksplodere på Times Square.
    USA’s hegemoni er på ingen måde truet, mindst af alt af ‘muslimerne.’ Det er vi til gengæld i et vist omfang her, men kun hvis indvandringen fra you-know-where ikke bliver holdt i ave, indtil vækkelsesbølgen har lagt sig.
    For som Ricardt siger: ‘Mennesker, der er desparate og ser deres religion eller værdisystem som brudt sammen, kan være meget farlige.’
    …….

  15. Jørgen Laursen siger:

    @ Ricardt

    Tak 🙂

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s