Kommunisme og islam

Der er en ret interessant parallel mellem kommunisme og islam. Og en ret bemærkelsesværdig forskel på den måde, vi behandler de to fænomener på. Hirsi Ali kom ind på det i det interview, der var med hende i Deadline den 2. maj. Her sagde hun, da hun blev spurgt om kommunismen:

”Jeg kan godt lide Deres sammenligning med kommunismen. Da Vesten var i krig med Sovjetunionen, under den kolde krig, udgav man Karl Marx’ love, teori, politiske teori, der fandtes tekstbøger, der forekom propaganda, der blev opstillet et modspil til kommunismen. I satellitstaterne fremførte USA og Europa det budskab, at kapitalisme, fri marked og liberalisme var et meget bedre værdisystem end kommunismen. Men i Europa var der kommunister, kommunistpartier, og folk kunne enten stole på dem eller lade være – men der var konkurrence mellem ideer og værdier. Men nu gør vi ikke det samme med profeten Muhammeds teologi. Vi har undtaget profeten Muhammed fra den sædvanlige granskning, som vi ellers udøver mod alle, der fremfører en politisk teori. Vi ser kun muslimer som ofre, hvis fornemmelser og følelser vi ikke må støde eller røre ved. Og jeg tror, at problemet ligger netop i det faktum, at vi ikke behandler muslimer som ligemænd, i, at vi ikke præsenterer dem for et andet værdisystem, i, at vi ikke inviterer dem ind i liberalismen og en fri måde at tænke på”.

Disse udtalelser fik mig til at tænke på Victor Gollancz. Han var engelsk jøde, forfatter, forlægger, skrev flere bøger om problemerne lige efter krigen. Blandt andet skrev han ”Our Threatened Values” om den forråelse, krigen havde medført, en forråelse, der fik os europæere til at glemme de værdier, der er vore. Som den fremmeste værdi fremhæver han ‘respekt for enkeltmennesket som person’. I ét af kapitlerne i denne bog beskriver han kommunismen. Og han lægger ikke fingrene imellem. Men han er heller ikke blind for kommunismens humane udgangspunkt. Modsat nazisterne var kommunisterne faktisk idealister. Blot var der noget, der var gået helt galt for dem.

Han skriver: ”De så sig omkring, disse mennesker [kommunisterne, rr], og så en verden ødelagt af fattigdom, arbejdsløshed, grådighed, aggression og krig. De ønskede at erstatte den med et samfund af frie og lige mænd og kvinder, sikre og fredelige, materielt tilfredsstillede, hvor enhver yder efter evne og nyder efter behov. Det var det kommunistiske samfunds vision. Og det er stadigvæk, i dag mere end nogensinde, vort drømmesamfund. Men, spurgte de, hvordan kan man skabe dette samfund?”

I samfund med demokrati må man gå den demokratiske vej. Men i samfund uden demokrati måtte proletariatet gribe magten, udøve et diktatur og bygge en ny orden af samarbejde, lighed, retfærdighed og fred. Efterhånden som så dette nye samfund udviklede sig, ville diktaturet ophøre, staten ville opløses og den universelle frihed ville indfinde sig.

Problemet var så blot, at proletariatets diktatur måtte udøves på proletariatets vegne af en kommunistisk elite. Og ”fordi målet – det fuldkomne samfund, paradiset på jorden – var så uendelig værdifuldt, fordi ikke blot Ruslands, men hele verdens lykke afhang af, at man kunne beskytte det fundament, der allerede var lagt, var enhver metode, der kunne medvirke til den absolutte magt … ikke blot retfærdiggjort, men ligefrem krævet som en samvittighedspligt, ja som en religiøs pligt”. Og man skal jo ikke glemme, at kommunismen kunne opildne sine tilhængere, så de vovede livet for denne idés skyld.

Men fordi således enhver metode kunne retfærdiggøres, opstod de politiske fængsler, det hemmelige politi, Gulag-øhavet, det tvungne arbejde og fængslingen og henrettelsen af dem med afvigende meninger. Både i Rusland og i de europæiske kommunistpartier. Men denne retfærdiggørelse af alle midler virkede tilbage på kommunisterne selv. Ikke blot var det tilladt, ja af og til ligefrem nødvendigt at lyve for andre – man var agenter for Sovjetunionen, men ville ikke indrømme, at det var det, man var – man måtte også lyve for sig selv, fornægte de tvivl, der måtte opstå i sindet: ”De [kommunisterne rr] måtte skole deres egne hjerter og sind til en rigid, automatisk, ubetvivlelig lydighed overfor partilinien. Når den linje én gang var lagt fast, måtte de ikke blot handle, men også tænke i overensstemmelse med den. Den mulighed, at den kunne være forkert, måtte simpelthen ikke tænkes af dem”.

Der var dengang nogle, der mente, at ligesom kommunismen kunne lære noget af os, kunne vi lære noget af den. Men dem vender Gollancz sig stærkt imod. De to tankesæt er hinandens modsætninger: ”Vestens religion – jeg bruger ordet ‘religion’ i den bredest mulige betydning – går som vi har set ud på at behandle mennesker som væsener i deres egen ret; og hele retningen har indtil for nylig bevæget sig imod en stadig større accept af denne livs- og tænkemåde, både i teori og praksis. Hvad midler angår – og det er alene midler, der øver indflydelse på verden – er den kommunistiske religion baseret på det modsatte: den behandler mennesker som redskaber. Og denne religion er meget fanatisk og vil søge at udbrede sig. Og til sidst: ligesom den almindelige udvikling i Vesten har bevæget sig imod en stigende accept af tesen om respekt for det enkelte menneskes person, sådan er den kommunistiske teori og praksis med at behandle mennesker som redskaber, på trods af, at det er gået lidt op og ned, blevet næsten absolut”.

Her vil jeg så følge Hirsi Alis eksempel og hævde, at der er store lighedspunkter mellem kommunisme og islam. Ligesom der var mange idealister indenfor kommunismen, sådan er der mange idealister indenfor islam. Og ligesom kommunisterne ‘har’ sandheden på ganske ubetvivlelig vis i form af den materialistiske marxisme, sådan ‘har’ muslimerne sandheden i koranens ord. Og ligesom man var parat til at ofre menneskeliv (andres liv, altså, foruden måske ens eget) for denne sandheds skyld, sådan er også mange muslimer villige til at slå ihjel for at beskytte deres ‘sandhed’. Dette med at lyve overfor andre kender jeg ikke så meget til for islams skyld, eller: jeg véd ikke, hvor udbredt ‘takiya-begrebet’ er, og da slet ikke, om den uhyggelige tendens til at tvinge sig selv til ikke at tvivle kan genfindes i islam. Men troen på koranens guddommelighed er fælles for alle muslimer og er også noget, man må fastholde uden rationel begrundelse, måske imod, hvad man egentlig selv kan anse for sandt.

Hvad der nu imidlertid er ganske givende og lærerigt, er den vejledning for omgang med kommunister, Gollancz giver. Lige efter det forrige citat, skriver Gollancz: ”Mellem disse to religioner kan der i sagens natur ikke findes noget kompromis. De er i bund og grund kontradiktoriske: de kan ikke mødes på halvvejen. At svækkes med en tøddel eller i et kort moment i vores faste beslutning om at beskytte vore værdier ville helt bogstaveligt være at forråde civilisation; og jeg er ikke i tvivl om, at kommunister på deres side tænker ligeledes. Jamen, så er der ikke andet at gøre end at stå fast og kæmpe, til et resultat foreligger; og derved tænker jeg ikke på atombomber, hvilket Gud forbyde, men på vedholdenhed i handling og åbenhed i tale, og fremfor alt på, at vi teori og praksis skal prøve at opfylde vore egne idealer og gøre en heroisk indsats for at sprede dem ud over verden, altid med størst mulig venlighed og mindst mulig kiv. Så får vi se, hvilken side der vinder. Det kan vi ikke vide; men hvad vi véd, er, at hvis vi taber – og det gør vi måske – så vil vor kamp have evig gyldighed som noget godt i verdenshistorien”.

For hvis vi ‘oversætter’ denne holdning til kommunismen til en holdning til islam, betyder det, at selv om det så skulle være sådan, at islam indeholder alt det forfærdelige, jeg har nævnt om kommunismen, så skal vi møde den ud fra det, der er vores grundlæggende værdi: ‘respekt for enkeltmennesket som person’, så skal vi udleve denne respekt også overfor de muslimer, der lever her, så skal vi i teorien stå fast på vore idealer og påpege, at de er anderledes end de muslimske, men sandelig ikke glemme i praksis at lade den enkelte muslim fornemme, at hans person nyder respekt som enhver andens person.

Det er netop det, Hirsi Ali stiller sig uforstående overfor: Hvorfor var vi parate til under den kolde krig at fastholde alle vore egne værdier og stille dem op som de bedste i sammenligning med de kommunistiske, mens vi nu gemmer vort eget af vejen og ikke rigtig véd, om vi gider forsvare vore værdier? Hvorfor undtager vi Muhammed fra den kritik, som vi retter mod al religion, også kritik i form af satire, hån og latterliggørelse? Hvorfor lader vi ytringsfriheden sejle? Hvorfor har vi ladet os true til at give efter den ene gang efter den anden?

Dengang mordopfordringen mod Salman Rushdie blev fremsat, var der mange, der foreslog, at vi alle skulle bære en batch, hvorpå der stor: ”I am Rushdie”. Hvorfor er der ingen, der får den idé at gøre det samme for Kurt Westergaard? Nå, ja, den idé er jo brugt, men så kunne man da i det mindste foreslå, at aviserne og andre medier besvarede ethvert attentat mod det frie ord med endnu en offentliggørelse af Westergaards Muhammed-tegning. Det ville give mening. Det ville være en værdig reaktion. Den ville oven i købet være sagligt rigtig. For det, tegningen vil sige, er jo netop, at der er muslimer, der begår vold i Muhammeds navn. Og det er der altså endnu en muslim, der har bevist rigtigheden af ved at forsøge et attentat.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Islam. Bogmærk permalinket.

5 svar til Kommunisme og islam

  1. karsten larsen siger:

    Der er jo et segment af den danske befolkning, der kæmper imod islamisk kultur. Det er Dansk Folkeparti, der kæmper imod den islamiske kolonialisering af vores samfund. Men de toneangivende har haft held til at hænge Dansk Folkeparti og os tilhængere ud som højreorienterede – fordi vi ikke kan lide muslimskek livsform med dens mange former for “racisme” og totalitarisme.
    Islam har en rigtig væmmelig gammeldags undertrykkende, totalitær, mandschauvinistisk og feudal livsform.
    Folk med “den eneste ene sandhed” er farlige. Nazister, Marxister, Islamister.

    Tag til møde med Dansk Folkeparti. Absolut ingen ser her højreorienterede ud – med skrårem eller støvler – men vi ligner omtrent en forsamling til et banko-spil.
    Vi er uden tvivl en del af den danske folkesjæl, som instinktivt fornemmer faren ved islamisme og næsten får kvalme ved dens arkaiske værdier.

    Muslimer skal leve efter danske regler – ikke deres religiøse – eller forsvinde ud af vort land. Vi er trætte af overtro. Det er 3-400 år siden, vi her i Europa i hovedsagen fik lagt interessen for religion bag os og indstillede kampene mellem forskellige kristne mytologier.
    Vi gider ikke religion – slet ikke muslimer. Vi bliver så trætte hver gang nogen muslim fører sig frem. Stop den udklædning i religionens navn. Stop jeres overtro. Det er dumhed at tro på eksistensen af en Allah og at Muhammed har skrevet guds-fantasierne ned.

  2. Ricardt Riis siger:

    @ Karsten Larsen!
    ”Vi gider ikke religion”, skriver du. Hvem er ”vi”? Det er ikke mig. Jeg har noget imod islam, det er sandt nok. Islam prøver jeg efter bedste evne at argumentere imod. Men læg mærke til ”argumentere”! Jeg hævder, at muslimer bruger gudsbegrebet forkert ved ud i det blå at hævde, at Gud har åbenbaret sig gennem Muhammed i koranen. Den rigtige måde at bruge gudsbegrebet på er at hævde, at Gud åbenbarer sig igennem den menneskelige diskussion, så det, man kalder ‘den naturlige lov’, træder frem i menneskers samvittighed og i de love, vi vedtager. Men det er en længere historie, som man imidlertid godt kan argumentere for. Altså argumentere!!

  3. claes flach siger:

    @Ricardt Riis. Et ord om kommunismen. Det er ikke et idealistisk samfundssyn, kommunismen repræsenterer. Den afviser selv al tale om idealisme og hævder at være et materialistisk videnskabeligt samfundssyn. Der er ikke megen idealisme i en bevægelse, som henter sin energi fra klassekamp og misundelse. Dens grundpåstand er, at den repræsenterer arbjderklassen, og at det skyldes fremmedgørelse, når arbejderne ikke slutter op om kommunismen. Det er had og ikke næstekærlighed, der sætter kommunister i bevægelse. Det er en bevægelse, som er imod al religion, og som anser religion for et bedøvelsesmidde,l der skal holde de undertrykte masser i ro og forsinke det uundgåelige opgør med kapitalen og overklassen. Kommunismen er ateistisk i sin selvforståelse. Marxismen er roden til megen lidelse i verden og dens rodnet er endnu ikke totalt forsvundet.
    Nazismen, den anden store isme i det 20 århundrede, så kommunismen som udslag af et jødisk komplot, der sigtede imod jødisk verdensherredømme, og var i sin fremfærd lige så brutal og menneskeforagtende som kommunismen.
    Men ingen af disse ismer ligner islam, der i et kristent lys snarest må ses som en kristen sekt, eller et kristent kætteri.

  4. Ricardt Riis siger:

    @ Claes Flach!
    Jeg tror, der er et par ting, vi skal holde adskilt. For det første refererer jeg i en stor del af min artikel, hvad Victor Gollancz har sagt, deriblandt både dette med, at kommunister er idealister, og dette med, at kommunismen er en religion. Og jeg er nok enig med Gollancz på visse punkter, men er dog uenig med ham på andre. For det andet har min egentlige pointe gyldighed, hvad enten der er ligheder eller ej mellem kommunisme og islam. Hirsi Ali lånte ord til denne pointe: at det dog er besynderligt, at vi under den kolde krig havde en livsanskuelse, vi satte op imod kommunismen, mens vi nu, stillet overfor islam, holder vor mund og er ganske utilbøjelige til at gøre os klart, hvad vi har imod islam, om noget overhovedet, og hvad vi selv tror på, om noget overhovedet.

    Men for øvrigt mener jeg, at der ER lighedspunkter mellem kommunismen og islam. Det mente også Paul Tillich, den tysk-amerikanske teolog. Men han udtalte sig jo også, før det kom på mode at være fil-islamist. Islam er ikke bare en religion i vestlig forstand. Den er også et politisk program for samfundets indretning. Vi er derfor nødt til at forlange af muslimerne, at de indskrænker deres sharia, så den kun omhandler arveregler og ægteskabsforhold og et par ting mere, og at de gør alle de afgørelser, deres sharia-dommere måtte træffe, frivillige for parterne at følge. Men det er noget, muslimer kun går med til under protest.

  5. claes flach siger:

    @Ricardt Riis.
    Jeg er helt enig med dig når det gælder det politiske islam,som sandt nok kan have flere lighedspunkter med kommunisme. Muslimer kan i den sammenhæng se sig selv som underpriviligerende ofre, der skal gøre op med de vestlige samfundssyn. Siuationen der kan godt minde om klassekampsideologien. Lagkagen skal vendes om, så de kommer oven på. Det mener de er retfærdigt og oven i købet bestemt af Allah.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s