Om at ødelægge dialogen med venlighed

Hvad er dialog? ”God dag, nabo! Har De det godt, nabo? Sikke et uvejr, vi havde i nat, nabo!” Dette er ikke dialog, det er small-talk. Det skal man ikke kimse ad, for det holder venligheden mellem to parter i live. Men sigter man mod dialog, sigter man mod noget dybere.

Det mærkelige er imidlertid, at den slags small-talk, den slags påtagne eller ægte venlighed, kan ødelægge dialogen eller forhindre, at det kommer til nogen dialog. Det skal jeg vise et eksempel på fra dialogen mellem muslimer og kristne.

Vi begynder med pave Benedikts tale i Regensburg den 12. september 2006. (se her). Denne tale blev voldsomt kritiseret af muslimer rundt om i verden. Og den blev kritiseret på grund af én bestemt passus. Paven citerede en byzantinsk kejser for i en dialog med en muslim at have sagt: ”Vis mig, hvad Muhammed har bragt af nyt, og da vil du kun finde det, som er slet og umenneskeligt. Så som at han foreskrev, at troen, som han prædiker, skal udbredes med sværdet”. Paven var i gang med at overveje forholdet mellem fornuft og tro, og brugte citatet til at vise, at det er imod fornuften at ville tvinge andre til tro.

Én af reaktionerne kom fra et åbent brev til paven fra 38 muslimske lærde (se her). De søgte at påvise, at der var noget, paven havde misforstået. Tre ting i dette åbne brev vil jeg fremhæve. 1) Paven regnede fejlagtigt med, at verset fra koranen, sura 2,256: ”I religionen er der ingen tvang”, er åbenbaret i Mekka og er et udtryk for, hvordan Muhammed ønsker at blive behandlet dèr: de andre skal ikke undertrykke ham. Nej, siger de, det er åbenbaret i Medina, og det er en anvisning på, hvordan muslimer skal behandle de ikke-muslimer, der befinder sig under muslimsk herredømme. 2) Når paven tror, at islam går ud på at udbrede troen med sværdet, tager han fejl. ”Hellig krig” forekommer ikke i den islamiske ordbog. ”Jihad” betyder anstrengelse på Guds vej, og denne anstrengelse kan antage mange former, herunder brugen af vold. Selv om en ”jihad” kan være hellig, fordi den rettes mod et helligt ideal, er den ikke nødvendigvis en krig. 3) Det er forkert, at islam hovedsagelig blev udbredt ”ved sværdet”. Som politisk enhed blev islam delvist udbredt i kraft af erobring, men størstedelen af dens udbredelse skete i kraft af prædiken og missionsaktivitet.

Desværre sluttede de deres åbne brev med en række venligheder overfor paven, citerede paveudtalelser, der var imødekommende overfor islam, osv. Det førte med sig, at paven åbenbart følte det nødvendigt at gengælde denne venlighed, og det var måske det, der fik ham til at nøjes med at invitere en række muslimer til ‘forsoningsmøde’ i stedet for at tage til genmæle overfor de 38 muslimer. Og det var måske også det, der fik en jesuiterpater, Joseph Ng Swee-Chun, til at skrive et meget ‘muslimvenligt’ essay, se her. I hvert fald, på den måde druknede den dialog, der kunne være kommet ud af det, i lutter gensidige venligheder. Og sådanne høflighedsfraser er der ikke meget dialog i.

Lad os tage den første påstand: Muslimer har ifølge koranen pligt til at sørge for ikke at tvinge nogen i religiøs henseende. Det lyder jo smukt. Og Swee-Chun taler da også pænt og venligt om ”den muslimske tolerance”, ligesom vor hjemlige teologiprofessor, Martin Schwarz-Lausten, i sin nysudkomne bog ”Tyrkerfrygt og tyrkerskat” hævder, at det var almindelig kendt, at ”tyrkernes officielle politik var tolerance overfor besejrede folk” (p. 285). Og sandt er det da, at muslimerne i de af dem erobrede områder gav kristne og jøder lov til fortsat at dyrke deres religion. Men sandt er det sandelig også, at der var temmelig store indskrænkninger i denne religionsudøvelse. De kristne kirker måtte kun repareres nødtørftigt, der måtte ikke bygges nye. De kristne måtte ikke drive mission blandt muslimerne. Det var nu også vanskeligt, for der var dødsstraf for en muslim, hvis han omvendte sig til kristendommen. Og forekom der ægteskaber mellem muslimer og kristne (det var kun tilladt, hvis manden var muslim og kvinden kristen), skulle børnene regnes for muslimer, dvs de måtte ikke knytte sig til deres mors religion. Alt dette er jo en lidt speciel form for ikke-tvang.

Denne specielle muslimske ‘tolerance’ eksisterer den dag i dag i muslimske lande. For en ti-tyve år siden blev en muslimsk, egyptisk professor, Nasr Sayd, af det store, autoritære, muslimske universitet, Al-Azhar, erklæret for at være ikke-muslim. Han havde givet udtryk for nogle efter universitetets mening kætterske udtalelser om, hvordan koranen skal fortolkes. Hans kone blev så tvunget til at lade sig skille fra ham, og selv var han udsat for stor risiko for at blive slået ihjel. Han og hans kone lever i dag i eksil i Holland.

Så hvad angår det første punkt, er der rigeligt med indvendinger at komme med. Og læg mærke til det: dem MÅ man fremkomme med, hvis der skal være tale om en ægte dialog. Kommer der kun høflighedsfraser, der det small-talk og ikke dialog, der er tale om.

Næste punkt: Muslimerne kender ikke til noget om ”hellig krig”. Her leger man med ordene. Den stormufti, der for et par år siden holdt tale i Europaparlamentet, Ahmad Badr El Din El Hassoun, har leget med ordene på samme måde i sin tale. Og han er medunderskriver på de 38’s brev til paven. Den ordleg har jeg tidligere vendt mig imod (se Stormuftien censureret 26-1 2008). Og jeg synes, det er lidt pjattet af de 38 at lade, som om de ikke véd, at det er ordet ”jihad”, vi oversætter ved ”hellig krig”.

Men jeg synes også, det er lidt ærgerligt, at paven eller nogle af hans medhjælpere ikke gik i kødet på de 38. Det kunne der godt være kommet noget fornuftigt ud af. For det er jo sådan set rigtig nok, at islam ikke udbreder troen ved sværdet (påstand 3 ovenfor). Har muslimerne erobret et område, får de dermed undertrykte folkeslag lov til at bevare deres religion. Så muslimerne tvinger ikke direkte, kun indirekte. Det spørgsmål, der står tilbage og kræver svar, er så blot dette: Hvorfor erobrer muslimerne så fremmed område i første omgang? Er det ikke direkte forkert, når de 38 hævder, at ”som politisk enhed blev islam delvist udbredt i kraft af erobring, men størstedelen af dens udbredelse skete i kraft af prædiken og missionsaktivitet”?

Det giver f.eks. den store muslimske filosof, Ibn Khaldun, svar på. Han skriver direkte, at muslimer har en forpligtelse på at føre hellig krig, hvilket de kristne ikke har. Og han bruger ordet ”jihad”. Og han fortæller også om den og den hersker, at han nu tog sig for at føre hellig krig mod det og det land. Det vil sige: Muslimerne har sandt nok ikke nogen forpligtelse til at udbrede troen ved sværdet, men de har en forpligtelse til at udbrede det muslimske herredømme ved sværdet. Og når de så har fået de kristne ind under deres herredømme, kan de iværksætte deres særlige form for ‘tvangfri’ omvendelse, en form, der har vist sig at være ganske effektiv i det lange løb.

Alt dette kan man kun få nærmere rede på gennem en dialog, hvilket altså ikke betyder en hyggelig og venlig small-talk, men en dialogisk konfrontation, hvor man går i kødet på hinanden, stiller spørgsmål om alt det, man ikke umiddelbart forstår eller kan gå med til, og gør det i en åben tillidsfuld atmosfære, der ikke kan forestille sig, at den anden part bliver fornærmet over saglige spørgsmål.

Og hvad jeg ikke forstår, er altså, at mange vesterlændinge, ikke mindst mange højtuddannede universitetsfolk, foretrækker hyggelig small-talk fremfor dybtborende dialog. Dog må det retfærdigvis siges, at det et års tid senere, da 138 muslimske lærde udgav pjecen ”A Common Word” ikke mindst var katolske forskere, der søgte at få indsparket nogle væsentlige spørgsmål i debatten og ikke ville nøjes med at stryge muslimerne med hårene. Men den slags blev, så vidt jeg har set, ikke besvaret af muslimerne.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Islam. Bogmærk permalinket.

Et svar til Om at ødelægge dialogen med venlighed

  1. Pingback: Er dette den sande islam? | ricardtriis

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s