Åndens uansélige virke

Pas på! Dette indlæg begynder meget filosofisk. Men det hjælper sidenhen.

Man kan tale om en logisk modsigelse. Med en sådan modsigelse modsiger man noget, man tidligere har sagt. Hvis jeg på et tidspunkt har givet udtryk for, at jeg tror på, at man kan opfinde gode batterier til fremtidens el-biler, modsiger jeg mig selv, hvis jeg senere hævder, at man efter min mening aldrig vil kunne opfinde batterier, så el-biler vil kunne matche de biler, vi kender. Måske en nærmere udredning vil kunne tydeliggøre, hvad jeg egentlig mener; måske jeg kan forklare den, der har hørt begge udtalelser, at de to udtalelser kun tilsyneladende modsiger hinanden. Men både han og jeg er enige om, at dette at modsige sig selv ikke er heldigt for den almindelige kommunikation.

Man kan imidlertid også tale om en eksistentiel modsigelse. Med en sådan modsigelse handler man ud fra andre præmisser, end man har sagt, man vil handle ud fra. Modsigelsens to modpoler er altså ikke to udtalelser, som ikke logisk kan sammenholdes, der er tale om en udtalelse og en handling, der ikke harmonerer. Men også her er man som regel enige om, at det er uheldigt, hvis der ikke er overensstemmelse mellem ord og handling.

Mange har f.eks. gjort opmærksom på, at der forekommer en eksistentiel modsigelse, når ledende socialdemokrater fremhæver folkeskolens mange fortrin, men selv sætter deres børn i privatskole. Man har i det, man siger, én præference, men i det, man gør, en anden. Og det kan være ganske svært at forklare, at der ikke er tale om en modsigelse, for det synes der jo ganske øjensynlig at være. Værst var det for Mette Frederiksen, for hun havde tidligere ligefrem sagt, at det var forkert af ressourcestærke forældre at fravælge folkeskolen; og så gjorde hun netop det, da det blev aktuelt for hende. Hun måtte ligeud indrømme, at hun var blevet klogere. Det må man naturligvis ønske tillykke med, men her skal jeg kun gøre opmærksom på, at begge parter, både den angrebne og angriberne, er enige om det uholdbare i den slags eksistentielle modsigelser.

Det er den måde, ånden virker på. Det er ånden, der får mennesket til at tale uden at gøre sig skyldig i en selvmodsigelse, hverken en logisk eller en eksistentiel. Men ånden virker ikke altid. Der er ikke altid nogen til stede, der kan gribe én i den selvmodsigelse, man vikler sig ind i. Og hvis man så tilligemed ikke opdager den selv, ja, så kan det ende med, at det er løgnen, der kommer til at herske.

Et andet sted, hvor der forekommer en sådan eksistentiel modsigelse, er ved muslimers reaktion på Kurt Westergaards Muhammed-tegning. Tegningen hævder, at Muhammed brugte vold til at fremme sine formål. Men sådan må man ikke sige om Muhammed, mener visse muslimer. Og for effektivt at få os til at forstå, at Muhammed og hans nutidige tilhængere så sandelig ikke er voldstilhængere, bruger de vold imod os. Så skulle det være slået fast, endda ret så eftertrykkeligt. Jovist, men er det billedet af Muhammed som en fredens mand, der er blevet understreget? Det er muligvis det, hans tilhængere understreger med deres ord, men med deres handlinger understreger de det modsatte.

Saudiernes boykot af danske varer var i den forstand ”ren”, at den ikke indeholdt nogen vold. Men da man begyndte at ty til hårdere metoder som f.eks. at brænde vor ambassade af i Damaskus, at bede alle danskere forlade Vestbredden, da man ellers ikke kunne garantere for deres sikkerhed, osv., da begyndte man jo også at give Westergaards tegning ret. Og helt indlysende blev det, da en selvmordsbomber lavede et attentat mod den danske ambassade i Pakistan. Nå ja, han havde ikke bomben i sin turban, som på tegningen, men vist indbygget i den bil, han kørte i, men ellers var ligheden da slående.

Blot har der i hele forløbet været yderst få muslimer, der har taget afstand fra voldsanvendelse, og jeg har slet ikke truffet nogen, der kunne se, at man gav tegningen ret, hvis man truede med voldsanvendelse. Det har jeg svært ved at forstå. Reglen om, at man ikke må modsige sig selv, heller ikke eksistentielt, må da gælde for muslimer også. Og dog har de på én eller anden måde gjort sig immune overfor dens virken, dvs. gjort sig immune overfor åndens gerning. Hvordan er det gået til?

Det hænger, tror jeg, sammen med, at muslimer bøjer sig for overmagten uden skam. Hvor vi bøjer os for de kræfter, der ligger i sproget, f.eks. i modsigelsens grundsætning, dèr bøjer muslimer sig for den magt, der møder dem i samfundet, vel at mærke: når det er en legitim muslimsk magt; og de bøjer sig, förstås, uden at gøre vrøvl. De kræfter, der ligger i sproget, kommer, som før nævnt, til udtryk i, at andre i visse situationer til skam for os kan påvise, at vi modsiger os selv. Det er noget, vi nødig vil udsættes for. Derfor belægger vi vore ord, så vi ikke siger ét, men gør noget andet. Men at det fungérer sådan hos os, forudsætter, at der er folk iblandt os, der tør påvise også magthavernes modsigelser og håne dem for det, hvis de finder en modsigelse.

Men sådan fungérer de muslimske samfund åbenbart ikke. Her gør ingen vrøvl over magthavernes modsigelser, det er altfor farligt. For magthaverne reagerer ikke på en påvisning af modsigelse ved at undskylde og rette ind, men ved at stræbe påviseren efter livet. Det gjorde Muhammed i sin tid, og det gør hans efterfølgere den dag i dag.

Muhammed havde skrivere til at nedskrive de ‘åbenbaringer’, han fik. Én af dem kom med en tilføjelse til det, Muhammed havde dikteret. Den tilføjelse syntes Muhammed så godt om, at han godkendte den. Men det huskede skriveren, og da han på et tidspunkt havde forladt Muhammed og hans lære, udbredte han denne tildragelse for at underbygge sin påstand: at det, Muhammed påstod var Guds ord, var hans egne indfald. Med andre ord: han påviste en eksistentiel selvmodsigelse hos Muhammed. Muhammed påstår, at det, han dikterede, var Guds ord fra ende til anden. Men ved at godkende noget, skriveren fandt på, modsiger han den påstand. Men ikke om Muhammed undskyldte eller rettede ind. Nej, da han tilbød mekkanerne fred efter at have belejret byen, var det på den betingelse, at både denne skriver og en digterinde, der havde forfattet et smædevers om ham, blev udleveret til henrettelse. Hvilket de så blev.

Det er stadigvæk dèr, kampen mellem kristendom og islam finder sted. Og besynderligt nok, i de muslimske lande synes kristendommen at sejre, i de kristne islam. For den demokratisk tanke: at det er ordet, der skal herske, og ikke frygten for magtanvendelse, prøver man overalt i den muslimske verden at kopiere. Godt nok gør man det på samme halvhjertede måde, som de tidligere kommunistiske lande brugte: man lader, som om man har en ægte diskussion, men fordi man opstiller forskellige tabuer, er den ikke ægte. Tabuerne kan så hedde ”Muhammed” eller ”Mubarak”, det er sådan set ligegyldigt. Men kan en demokratisk tankeudveksling ganske holdes nede? Vil den ikke før eller siden bryde igennem det halvhjertede og bliver sand?

Og hos os i den kristne verden søger muslimer at få også os til at bøje os for deres tabuer, de ekstremistiske med vold og trusler om vold, de lærde med krav om respekt for deres profet, den almindelige muslim ved at indtage rollen som offer. Og ganske meget tyder på, at de får held til det. Det afhænger af, hvordan den folkelige elite vil stille sig. Foreløbig synes man ikke at være nået længere end til i sin store godhed og forståelse at rette sig efter de muslimske tabuer: ikke noget med at kritisere Muhammed eller koranen. Og den opfattelse kan vel holde et stykke tid endnu, i det mindste indtil man begynder at blive klar over, hvad Muhammed har sagt og hvad der står i koranen.

Men at man bliver klar over det, og at man oplever flere tilfælde af muslimsk voldsanvendelse eller trusler om vold, for at få også os til at efterleve de muslimske tabuer, det tror jeg i det lange løb selv vor folkelige elite vil reagere på. Om det ligefrem vil komme så vidt, som jeg fantaserede mig til tidligere: at man i den vestlige presse aftrykker Westergaards Muhammed-tegning eller en lignende pendant, hver gang der fremkommer muslimske trusler om vold, er vel tvivlsomt. Men andre reaktioner kan nok også være gode nok.

I hvert fald: når ånden virker, sker det derved, at nogen påviser sådanne eksistentielle modsigelser. Det kræver et vist vovemod, når det er muslimer, det drejer sig om. Men dette vovemod får vi vel efterhånden. Og det er da også ret beset den eneste ægte måde at behandle vore muslimske landsmænd på. Hvis de skal anerkendes som mennesker, og det som mennesker, vi tager alvorligt, så må vi anholde deres selvmodsigelser, ligegyldigt hvor fromme de tager sig ud for dem selv.

Advertisement