Åndens uansélige virke

Pas på! Dette indlæg begynder meget filosofisk. Men det hjælper sidenhen.

Man kan tale om en logisk modsigelse. Med en sådan modsigelse modsiger man noget, man tidligere har sagt. Hvis jeg på et tidspunkt har givet udtryk for, at jeg tror på, at man kan opfinde gode batterier til fremtidens el-biler, modsiger jeg mig selv, hvis jeg senere hævder, at man efter min mening aldrig vil kunne opfinde batterier, så el-biler vil kunne matche de biler, vi kender. Måske en nærmere udredning vil kunne tydeliggøre, hvad jeg egentlig mener; måske jeg kan forklare den, der har hørt begge udtalelser, at de to udtalelser kun tilsyneladende modsiger hinanden. Men både han og jeg er enige om, at dette at modsige sig selv ikke er heldigt for den almindelige kommunikation.

Man kan imidlertid også tale om en eksistentiel modsigelse. Med en sådan modsigelse handler man ud fra andre præmisser, end man har sagt, man vil handle ud fra. Modsigelsens to modpoler er altså ikke to udtalelser, som ikke logisk kan sammenholdes, der er tale om en udtalelse og en handling, der ikke harmonerer. Men også her er man som regel enige om, at det er uheldigt, hvis der ikke er overensstemmelse mellem ord og handling.

Mange har f.eks. gjort opmærksom på, at der forekommer en eksistentiel modsigelse, når ledende socialdemokrater fremhæver folkeskolens mange fortrin, men selv sætter deres børn i privatskole. Man har i det, man siger, én præference, men i det, man gør, en anden. Og det kan være ganske svært at forklare, at der ikke er tale om en modsigelse, for det synes der jo ganske øjensynlig at være. Værst var det for Mette Frederiksen, for hun havde tidligere ligefrem sagt, at det var forkert af ressourcestærke forældre at fravælge folkeskolen; og så gjorde hun netop det, da det blev aktuelt for hende. Hun måtte ligeud indrømme, at hun var blevet klogere. Det må man naturligvis ønske tillykke med, men her skal jeg kun gøre opmærksom på, at begge parter, både den angrebne og angriberne, er enige om det uholdbare i den slags eksistentielle modsigelser.

Det er den måde, ånden virker på. Det er ånden, der får mennesket til at tale uden at gøre sig skyldig i en selvmodsigelse, hverken en logisk eller en eksistentiel. Men ånden virker ikke altid. Der er ikke altid nogen til stede, der kan gribe én i den selvmodsigelse, man vikler sig ind i. Og hvis man så tilligemed ikke opdager den selv, ja, så kan det ende med, at det er løgnen, der kommer til at herske.

Et andet sted, hvor der forekommer en sådan eksistentiel modsigelse, er ved muslimers reaktion på Kurt Westergaards Muhammed-tegning. Tegningen hævder, at Muhammed brugte vold til at fremme sine formål. Men sådan må man ikke sige om Muhammed, mener visse muslimer. Og for effektivt at få os til at forstå, at Muhammed og hans nutidige tilhængere så sandelig ikke er voldstilhængere, bruger de vold imod os. Så skulle det være slået fast, endda ret så eftertrykkeligt. Jovist, men er det billedet af Muhammed som en fredens mand, der er blevet understreget? Det er muligvis det, hans tilhængere understreger med deres ord, men med deres handlinger understreger de det modsatte.

Saudiernes boykot af danske varer var i den forstand ”ren”, at den ikke indeholdt nogen vold. Men da man begyndte at ty til hårdere metoder som f.eks. at brænde vor ambassade af i Damaskus, at bede alle danskere forlade Vestbredden, da man ellers ikke kunne garantere for deres sikkerhed, osv., da begyndte man jo også at give Westergaards tegning ret. Og helt indlysende blev det, da en selvmordsbomber lavede et attentat mod den danske ambassade i Pakistan. Nå ja, han havde ikke bomben i sin turban, som på tegningen, men vist indbygget i den bil, han kørte i, men ellers var ligheden da slående.

Blot har der i hele forløbet været yderst få muslimer, der har taget afstand fra voldsanvendelse, og jeg har slet ikke truffet nogen, der kunne se, at man gav tegningen ret, hvis man truede med voldsanvendelse. Det har jeg svært ved at forstå. Reglen om, at man ikke må modsige sig selv, heller ikke eksistentielt, må da gælde for muslimer også. Og dog har de på én eller anden måde gjort sig immune overfor dens virken, dvs. gjort sig immune overfor åndens gerning. Hvordan er det gået til?

Det hænger, tror jeg, sammen med, at muslimer bøjer sig for overmagten uden skam. Hvor vi bøjer os for de kræfter, der ligger i sproget, f.eks. i modsigelsens grundsætning, dèr bøjer muslimer sig for den magt, der møder dem i samfundet, vel at mærke: når det er en legitim muslimsk magt; og de bøjer sig, förstås, uden at gøre vrøvl. De kræfter, der ligger i sproget, kommer, som før nævnt, til udtryk i, at andre i visse situationer til skam for os kan påvise, at vi modsiger os selv. Det er noget, vi nødig vil udsættes for. Derfor belægger vi vore ord, så vi ikke siger ét, men gør noget andet. Men at det fungérer sådan hos os, forudsætter, at der er folk iblandt os, der tør påvise også magthavernes modsigelser og håne dem for det, hvis de finder en modsigelse.

Men sådan fungérer de muslimske samfund åbenbart ikke. Her gør ingen vrøvl over magthavernes modsigelser, det er altfor farligt. For magthaverne reagerer ikke på en påvisning af modsigelse ved at undskylde og rette ind, men ved at stræbe påviseren efter livet. Det gjorde Muhammed i sin tid, og det gør hans efterfølgere den dag i dag.

Muhammed havde skrivere til at nedskrive de ‘åbenbaringer’, han fik. Én af dem kom med en tilføjelse til det, Muhammed havde dikteret. Den tilføjelse syntes Muhammed så godt om, at han godkendte den. Men det huskede skriveren, og da han på et tidspunkt havde forladt Muhammed og hans lære, udbredte han denne tildragelse for at underbygge sin påstand: at det, Muhammed påstod var Guds ord, var hans egne indfald. Med andre ord: han påviste en eksistentiel selvmodsigelse hos Muhammed. Muhammed påstår, at det, han dikterede, var Guds ord fra ende til anden. Men ved at godkende noget, skriveren fandt på, modsiger han den påstand. Men ikke om Muhammed undskyldte eller rettede ind. Nej, da han tilbød mekkanerne fred efter at have belejret byen, var det på den betingelse, at både denne skriver og en digterinde, der havde forfattet et smædevers om ham, blev udleveret til henrettelse. Hvilket de så blev.

Det er stadigvæk dèr, kampen mellem kristendom og islam finder sted. Og besynderligt nok, i de muslimske lande synes kristendommen at sejre, i de kristne islam. For den demokratisk tanke: at det er ordet, der skal herske, og ikke frygten for magtanvendelse, prøver man overalt i den muslimske verden at kopiere. Godt nok gør man det på samme halvhjertede måde, som de tidligere kommunistiske lande brugte: man lader, som om man har en ægte diskussion, men fordi man opstiller forskellige tabuer, er den ikke ægte. Tabuerne kan så hedde ”Muhammed” eller ”Mubarak”, det er sådan set ligegyldigt. Men kan en demokratisk tankeudveksling ganske holdes nede? Vil den ikke før eller siden bryde igennem det halvhjertede og bliver sand?

Og hos os i den kristne verden søger muslimer at få også os til at bøje os for deres tabuer, de ekstremistiske med vold og trusler om vold, de lærde med krav om respekt for deres profet, den almindelige muslim ved at indtage rollen som offer. Og ganske meget tyder på, at de får held til det. Det afhænger af, hvordan den folkelige elite vil stille sig. Foreløbig synes man ikke at være nået længere end til i sin store godhed og forståelse at rette sig efter de muslimske tabuer: ikke noget med at kritisere Muhammed eller koranen. Og den opfattelse kan vel holde et stykke tid endnu, i det mindste indtil man begynder at blive klar over, hvad Muhammed har sagt og hvad der står i koranen.

Men at man bliver klar over det, og at man oplever flere tilfælde af muslimsk voldsanvendelse eller trusler om vold, for at få også os til at efterleve de muslimske tabuer, det tror jeg i det lange løb selv vor folkelige elite vil reagere på. Om det ligefrem vil komme så vidt, som jeg fantaserede mig til tidligere: at man i den vestlige presse aftrykker Westergaards Muhammed-tegning eller en lignende pendant, hver gang der fremkommer muslimske trusler om vold, er vel tvivlsomt. Men andre reaktioner kan nok også være gode nok.

I hvert fald: når ånden virker, sker det derved, at nogen påviser sådanne eksistentielle modsigelser. Det kræver et vist vovemod, når det er muslimer, det drejer sig om. Men dette vovemod får vi vel efterhånden. Og det er da også ret beset den eneste ægte måde at behandle vore muslimske landsmænd på. Hvis de skal anerkendes som mennesker, og det som mennesker, vi tager alvorligt, så må vi anholde deres selvmodsigelser, ligegyldigt hvor fromme de tager sig ud for dem selv.

Advertisements
Dette indlæg blev udgivet i Islam. Bogmærk permalinket.

13 svar til Åndens uansélige virke

  1. Søren Øst siger:

    Både religiøs og verdslig dobbelttænkning kan være så integreret i personen og i samfundet at man ikke oplever det som dobbelttænkning.
    En ikke-kristen som havde forvillet sig op til nadvere villev givetvis opleve det som højest besynderligt, når vedkommende fik en stump brød og samtidig fik at vide at der var Jesu legeme. I vores tid er denne form for dobbelttænkning harmløs, mens det tidligere kunne være forbundet med livsfare at anfægte kirkens dobbelttænkning. I Danmark oplever de fleste heller ikke nogen modsigelse mllem talen om menneskets ukrænkelighed og fri abort.

    Iøvrigt tror jeg, at den mellemøstlige form for logik eller argumentation er meget forskellig for den vestlige, hvor den aristoteliske logik er tænkning par exellance. Jeg har hørt om kulturer, hvor vinderen af en tvist om et jordlod blev afgjort til fordel for den som kunne remse flest forfædre op.

  2. Ricardt Riis siger:

    @ Søren Øst!
    Du ændrer ret betragteligt på min argumentation ved at tale om ‘dobbelttænkning’ i stedet for ‘selvmodsigelse’. Hvad du egentlig mener med ‘dobbelttænkning’, bliver ikke klart, men du kan putte temmelig meget ind under den betegnelse. Men pludselig glider du så tilbage til begrebet ‘modsigelse’, idet du siger: ”I Danmark oplever de fleste heller ikke nogen modsigelse mellem talen om menneskets ukrænkelighed og fri abort”. Hertil er at sige, at det ikke er et spørgsmål om, hvad de fleste eller de færreste oplever, men om, hvad der foreligger af modsigelse. Hvis man opfatter mennesket som fuldt menneske fra undfangelsen af, og hvis man tildeler dette væsen fuld retlig ukrænkelighed, så vil man modsige sig selv, hvis man går ind for fri abort. Men hvis man i overensstemmelse med de biologiske kendsgerninger opfatter mennesket som et væsen, der bliver til over tid, og hvis man tildeler det ukrænkelighed svarende til denne tilblivelse, så modsiger man ikke sig selv, hvis man går ind for abort indtil f.eks. 12. svangerskabsuge.
    Jeg tror ikke, du har ret i det, du siger om den aristoteliske tænkning. Du må huske på, at vi i Europa fik de aristoteliske skrifter overleveret fra islam. Den store muslimske filosof, Averroës (død 1198), fik i den latinske verden tilnavnet ”kommentatoren”, og det skyldtes, at han kommenterede Aristoteles.

  3. claes flach siger:

    Kære Ricardt Riis.
    Søren Øst har vel ikke helt uret, når han peger på en modsigelse imellem det man ser og det man siger, når præsten om hostien siger: Dette er Jesu Kristi legeme. De gamle løste gåeden ved på aristotelisk vis at skelne mellem aksidens og substans. Brødets substans blev i messen forvandlet til Jesu kød og blods substans mens aksedenserne blev uforandrede. Går man ikke ind på den teologiske forklaring om transsubstantiation, så kommer modsigelsen frem. Det belyser ved spørgsmålet – om alterbrødet er brød eller Jesu legeme. Og ved de videre spørgsmål – hvornår begyndte brødet at blive Kristi legeme. Det ligner i betænkelig grad en indre modsigelse, hvad svar der end gives.
    Og videre – hvis det virkelig er Jesu legeme, hvorfor tilbedes hostien så ikke?
    I moderne tænkning har ordet substans som en bærer af egenskaber ikke mening. Derfor har teologer også forsøgt sig med et begreb som transsignifikation – brødet har skiftet betydning for de troende.
    Dette for at komme Søren Østs argumentation lidt i møde.

  4. Ricardt Riis siger:

    @ Claes Flach!
    Man skal ikke fifle med argumentationen, heller ikke i den venlige hensigt at komme nogen imøde.

    Og når et nyt begreb, i dette tilfælde begrebet ‘dobbelttænkning’, tages i anvendelse, kan man ikke forvente, at det uden videre kan forstås. Og det er uheldigt.

    Når Søren Øst i begyndelsen skriver: ”Både religiøs og verdslig dobbelttænkning kan være så integreret i personen og i samfundet at man ikke oplever det som dobbelttænkning”, kan det tolkes som en slags svar på det, der var mit problem: Hvordan kan det være, at muslimer ikke kan se den selvmodsigelse, de geråder ud i? Jeg har prøvet at svare på mit eget spørgsmål ved at hævde, at muslimer tager større hensyn til den talende persons magt end til hans eventuelle modsigelse. Østs svar er blot en konstatering, der ikke bringer spørgsmålet nærmere en løsning.

    Man kan så sige, at han prøver på at give en løsning i næste ombæring, hvor han henviser til nadveren som eksempel på en kristen dobbelttænkning. Og her kommer det uldne ved ordet ‘dobbelttænkning’ frem. For ærlig talt, vi har på den ene side en muslimsk voldsanvendelse som reaktion på, at man kalder muslimer voldelige – selvmodsigelse, så det klodser – og på den anden en påstand om, at denne stump brød er Jesu legeme – en besynderlig udtalelse, javist, men selvmodsigende? Dog vist ikke. Denne manglende overensstemmelse søger Øst så at redde ved at sige: ”I vores tid er denne form for dobbelttænkning harmløs, mens det tidligere kunne være forbundet med livsfare at anfægte kirkens dobbelttænkning”. Og så kommer han med den udtalelse om fri abort, som jeg har taget stilling til.

    Du prøver så at komme ham til hjælp ved at hævde, at ”der er en modsigelse imellem det man ser og det man siger, når præsten om hostien siger: Dette er Jesu Kristi legeme”. Jeg ser som sagt en besynderlig udtalelse, men ingen selvmodsigelse. Hvis frieren siger til sin udkårne: ”Jeg skænker dig mit hjerte”, så er der ikke tale om nogen selvmodsigelse. Man ser ganske vist, at frierens krop er hel, altså må hans hjerte befinde sig inde i hans krop. Og, vil man sige, det står da i en vis modsætning til det, han siger: at han giver det til sin udkårne. Javist, der er tale om en modsætning, men det gør det ikke til en modsigelse.

    Så er det sandt, at den teologiske refleksion over nadveren, både den katolske og den lutherske, sådan set er løbet helt løbsk; man har virkelig ‘sat begrebsmøllen i gang’ (for nu at bruge ét af Løgstrups udtryk). Her kan man givetvis finde modsætninger mellem det synlige og det, som det synlige skal betyde. Og vi kan måske få en lang diskussion om, hvorvidt den lutherske eller den katolske ‘løsning’ på disse selvlavede problemer er den bedste. Mere naturligt var det dog at prøve at finde ud af, hvad vel Jesus kan have ment med de ord, han sagde skærtorsdag aften: Dette er mit legeme. Det skal jeg ikke her komme ind på.

    Blot vil jeg stadigvæk fastholde, at den parallel, Øst prøver at opstille: mellem den muslimske modsigelse, jeg har nævnt, og en kristen modsigelse i nadveren, ikke holder. Ja, jeg kan endda få mistanke om, at hele argumentationen er udtryk for den uskrevne lov, der synes at gælde for mange, der vil diskutere islam og kristendom: at hver gang der er blevet sagt noget ufordelagtigt om islam, skal noget tilsvarende ufordelagtigt siges om kristendommen. Og det er lidt for krampagtigt efter min smag.

  5. keh siger:

    En skam, hvis debatten her ikke kommer til sagen selv, nemlig en rigtig interessant overvejelse over “åndens virke” – ånd her så vidt jeg forstår dig, Richardt Riis, det frie ords ånd, der kan afsløre, hvad du kalder en “eksistentiel modsigelse”.
    Samtalens uansélige magt, altså argumentets vægt i en menneskelig samtale (Aristoteles eller ej) over for den magt, som er nødt til at gribe til trusler og vold for at beholde sin magt.
    Overvejelsen er jo så netop interessant, fordi du knytter den både til den sociale situation, der som regel er muslimers baggrund, og til islams historie som sådan.
    Men om din optimisme på samtalens vegne holder stik, er jeg mere i tvivl om. Magtforståelsen i islam hænger jo sammen med gudsbegrebet. Den stærke afvisning af treenigheden og hævdelsen af Guds absolutte enhed har netop denne tabuisering af samtalens åbenhed i sig.
    Kan islam leve sammen med den åbne samtale – åndsfriheden?
    Ayaan Hirsi Ali fortæller i sin første bog (Opbrud og Opgør) om sin begyndende åbenhed over for vestlig tænkning, at hun under sit studium ved Leiden Universitet stærkt følte det indre brud med islam ved det, hun foretog sig: At gå med bukser var slemt, og at drikke vin; men det var ingenting mod det, at læse idehistorie.
    Kan islam overleve at få nedbrudt et tabu mod at tænke andet end “tilladte tanker”?
    Vh
    Karen

  6. Ricardt Riis siger:

    @ Karen!
    Ja, man kan sandelig godt blive i tvivl om, hvad fremtiden vil bringe, om mon samtalens ånd kan vinde over magtens ånd.

    Det lyder indviklet, dette med treenigheden, og dette med, at magtforståelsen i islam hænger sammen med gudsbegrebet. Men hvis vi ændrer problemstillingen, så det bliver et spørgsmål om, hvordan mennesket er, hvad mennesket reagerer på, hvad mennesket bøjer sig for, så kan vi se på fremtiden med et vist håb, synes jeg. Hvis Gud er magt, så er magt det, mennesket i sidste ende bøjer sig for. Men hvis Gud ligger gemt i Ordets kraft, så er frygten for at modsige sig selv det, der driver mennesket. Og når vi kristne siger det sidste, så siger vi altså, at sådan er mennesket, dvs., sådan er alle menneske, kristne, muslimer, buddhister, osv.

    At mennesket ikke er, som muslimerne forestiller sig det, altså, at muslimerne selv heller ikke er, som de tror, de er, kommer jeg med to eksempler på i et indlæg jeg har skrevet til http://eticha.dk Her behandler jeg Aishas skæbne, den barnebrud (på ni år) som Muhammed giftede sig med som 53årig, og beklager, at muslimer tager Muhammed som et eksempel til efterfølgelse. Men nævner dog også to glædelige ting i den forbindelse. Den ene, at temmelig mange muslimer benægter, at Aisha kun var ni år gammel; de hævder, at hun var mindst 14 år gammel. Det er løgn, historisk set, men sagen er alligevel glædelig. For den viser, at disse muslimer ikke kritikløst bøjer sig for Muhammeds eksempel. Sagen viser, at også muslimer ud fra deres almindelige menneskelige fornuft kan indse, at piger ikke bør giftes, når de kun er ni år gamle, og altså lader deres fornuft bestemme over, hvad de vil rette sig efter. Den anden glædelige ting er, at nogle muslimske lande ligefrem har love, der beskytter sådanne piger; de blæser tilsyneladende på, hvad gamle, lærde grise mener om Muhammeds eksempel.

    Altså, muslimer er også ‘ordmennesker’, påvirkelige af ordets kræfter. Blot skal vi altså vove at udsætte dem for ordets kræfter i stedet for at holde igen med vor påvirkning.

    Hirsi Ali var også for mig spændende læsning. Og sandt nok, når man læser hende, får man indblik i, hvilken utrolig forskel der er på de to kulturer, og kan da godt blive lidt mistrøstig: kan denne enormt dybe kløft virkelig overvindes?

    Du spørger også: ”Kan islam leve sammen med den åbne samtale – åndsfriheden?”, og svaret på det må vist nok være, at det kommer an på, hvad man forstår ved ”leve sammen med”. Jeg er da overbevist om, at i dybeste forstand kan islam ikke leve sammen med åndsfriheden. Men jeg kan også se, at muslimer har et skildpaddeskjold, de kan trække sig ind i: de hævder, at de er noget for sig i Guds øjne, de ser på vore samfund med fromme øjne og synger en sang om vor seksuelle løssluppenhed og alle frihedens andre forbandelser: så beskytter deres påstand om at være anderledes dem mod alle anfægtelser. Så på den måde kan de godt leve sammen med os andre. Det, man kan frygte, er, at en sådan eksklusivitet kan blive grobund for en terrorisme vendt mod det omgivende, dekadente, vestlige samfund.

    Og jeg véd ikke helt, hvilken syre der kan opløse dette skildpaddeskjold.
    Venlig hilsen
    Ricardt

  7. Morten - - - siger:

    Ekstremister er jo hyppigt personer, der i den grad nærer en svaghed overfor “det dekadente, vestlige samfund”. Vi ser ikke mandlige muslimer holde sig tilbage i videre omfang.

    Faren er derfor, at de – for at retfærdiggøre sig – udvikler en undermenneske teori om os. Den fare er så reel, at det var det vi så, da de muslimske overfaldsmænd tilbød Peter Myginds søn at “sværge ved Koranen”, at de “bare ville låne hans mobiltelefon”. Og det er den form for absolution Hitz-But-Tahrir meddeler, når de (uofficielt) belærer såvel de “hengivne”, som de “utilpassede” om, at det ikke er en synd at voldtage en “kuffar”-pige. For ikke-muslimer er ikke mennesker (sic!)

    Her spørges interessant nok ikke til, om voldtægtsmandens motiv er rent. Kun, om den overfaldne er “ren”!

    Beretningen om ovenstående har jeg fra en pakistansk pige, som stod mig meget nær. Der er ingen tvivl i mit sind om, at den er fuldkommen sand.

    De muslimske mænd i vores land har ingen selvrespekt, fordi de synder mod naturmoralen og er usande overfor deres Indrestemme. Og jo mere “kunst”moral de opfinder, jo værre bliver det. Det er derfor, de er livsfarlige.

    Og at “dialog” med dem kan være et minefyldt farvand at begive sig ind i. De har meget at skjule. Især for sig selv.

    – – –

  8. claes flach siger:

    Mon ikke den bedste syre mod islamisternes skildpaddeskjold er at vise dem, at de ikke formår at leve op til de høje idealer, de prædiker, at de lige som resten af menneskeheden er underlagt synden. At de ikke kan hæve sig op over deres medmennesker og tro sig bedre end andre. At de er på vej ind i den farisæisme, som deres profet Jesus talte imod. Med andre ord, at de må “nøjes med ” at være medmennesker, vore brødre og søstre med Gud som Fader.

  9. Ricardt Riis siger:

    @ Claes Flach!
    Det kan godt være, du har ret. Problemet er, at du på forhånd er sat i bås af dem, du vil fortælle, at de er farisæere, hvis de tror sig bedre end andre. Du hører ikke til de personer, hvis mening de vil rette sig efter. Og så kan du komme med alle de gode argumenter, du vil, her er det ikke argumenter, der tæller.

    Morten har fat i noget væsentligt, når han skriver: ”De muslimske mænd i vores land har ingen selvrespekt, fordi de synder mod naturmoralen og er usande overfor deres Indrestemme. Og jo mere “kunst”moral de opfinder, jo værre bliver det. Det er derfor, de er livsfarlige”. Det er en ny tanke for mig, at de muslimske mænd mangler selvrespekt, og at de søger at bøde på denne mangel ved deres voldsprægede fremfærd. Men jeg tror, den er sand, hvor besynderlig den end kan lyde for os, der går ud fra som en selvfølge, at ingen er mere værd end andre.

    Jeg vil nok være tilbøjelig til at ‘angribe’ dem på deres ”kunst”moral. Men om det vil være effektivt, véd jeg ikke. Jeg har prøvet det en del gange. Og det er besværligt, mest fordi alle mulige danskere tager dem i forsvar. Lad mig henvise til dette blogindlæg: http://riis.eftertanke.dk/2009/10/26/tror-muslimerne-de-er-bedre-end-andre/ Her refererer jeg en muslimsk formand for et beboerråd; han sagde i Deadline, at vi ikke skal ind på dette ‘dem og os skema’, som mange tænker i. Og så skrev jeg: ”Her sidder en muslim, der på alle måder i sin klædedragt søger at skille sig ud fra almindelige danskere: han har stort skæg, han går med en rund hvid kalot, han er iført én eller anden kjortel, og af netop hans mund skal man høre, at vi skal passe på, hvad vi siger, så vi ikke kommer til at sætte skel mellem ‘dem’ og ‘os’.”

    Situationen var jo fuldstændig grotesk. Og den bliver mere grotesk af, at muslimen slet ikke kan se det groteske i den. Jeg kan kun forklare det med, at muslimernes religion, islam, opererer med en lagdeling af samfundet: øverst muslimer af hankøn, derunder muslimer af hunkøn, først derunder jøder og kristne. Det ”vi”, der skal passe på, hvad vi siger, det er os laverestående væsener, vi etniske danskere; vi skal ikke på nogen måde betragte muslimer som anderledes; vi skal betragte dem som fuldgyldige danskere. At de så betragter sig selv som mere værd end os, det er for dem så naturligt, at det ikke falder dem ind at se det forkerte i det.

    Eller: de lytter til alt det, den folkelige elite siger om dem: at de er fuldværdige danskere, og at de danskere, der ikke anerkender dem som sådanne, plejer deres indre svinehund. Men de hører sådanne udtalelser anderledes end de er ment: de hører dem som en bekræftelse på muslimernes merværdi. For de tænker hele tiden i magtforhold. Og når den folkelige elite siger, som den gør, opfatter de det ikke som et udslag af elitens demokratiske overbevisning, men som et svaghedstegn.

    Nå, dette var forsøg på at finde ud af, hvordan muslimer tænker. Og jeg tror desværre ikke, det er helt forkert.

  10. claes flach siger:

    @Ricardt Riis,
    Tak for din bemærkning til mig, jeg er sikkert ikke en muslimer vil tale med. Og jeg kan se af dine tidligere forsøg med muslimerdebat, at også du har problemer med at blive hørt og forstået. Men så må det vel blive ved det. Det er jo ikke os, der skal overbevise muslimer om noget bedre, men Guds ånd der skal tale til deres hjerte, så mildhed overvinder voldsomhed og magt.
    Jeg tror imidletid, at noget af det, der står i vejen og afstiver deres modstand mod åndens tale, er den kristne tro på en treenig Gud. Vi er klassificerede som dem, der sætter nogen op ved siden af Gud og tilbeder andre end den ene Gud. Ved troen på en treenige Gud har vi deklassificert os selv. Vi tilbeder tre guder, de tilbeder den ene og eneste Gud. Hvad vi end siger, kan vi ikke komme ind på siden af dem. Men hvorfor de så ser ned på jøderne – ja det er mig en gåde.

  11. Ricardt Riis siger:

    @ Claes Flach!
    Nej, nej, det var ikke personligt ment. At hverken jeg eller du er nogle, muslimer vil høre og forstå, skyldes ikke vore manglende talegaver, men deres religion, der betragter os som laverestående mennesker.

    Og så kunne man jo tro, at vi skulle tage vor tilflugt til Helligånden. Men Han virker altså IGENNEM os, dvs igennem vore overvejelser over den måde, muslimen er menneske på, vore overvejelser over, hvilke argumenter der eventuelt kunne ramme ham.

    Det er det, jeg arbejder på højtryk på at finde ud af. Og jeg vil gerne påvise, også overfor muslimer, hvordan deres regler på ægteskabsområdet, selv om de selv betragter dem som yderst fromme, i det praktiske liv er kvindeundertrykkende og derfor umoralske eller ufromme. Og jeg vil også gerne påvise, at deres tanker på trosfrihedsområdet er direkte imod menneskets natur. Men først og fremmest vil jeg overfor ‘mine egne’ vise, at der altså ER forskel på kristendom og islam, at den forskel KAN afbildes på en forståelig måde, og at vi bør gå i klinch med muslimerne ud fra den forestilling, at vores religion er bedre end deres, og ikke ud fra en holdning, der siger ‘undskyld, vi lever’.

    Og så tror jeg ikke, vi skal lade os lokke ind i uforståelige påstande om treenighedslæren. Det står der noget om i koranen, og det er naturligvis derfor, muslimer slår ned på det i diverse dialoger. Men fremfor at diskutere noget, som begge parter finder uforståeligt, så lad os diskutere noget, som begge parter kan forstå, f.eks. spørgsmålet om den naturlige lov: har mennesker en samvittighed? Kan vi gennem vor diskussion nå frem til en brugbar og retfærdig lov? Hvorfor synes nogle muslimer, at det er forkert at bortgifte sin 9årige datter? Osv.

  12. claes flach siger:

    Ricardt Riis. Din ildhu beundrer jeg, din iver for at eftervise, at vores religion er bedre end deres er en sand kristen værdig. Men indvendig oplever jeg en svag rumlen – er det nødvendigt. Kan vi ikke blot lade muslimerne i fred, hvis blot de vil tilpasse sig vores “husorden”. Hvad de tror eller ikke tror må være deres egen sag. Jeg ved, det lyder helt forkert, men hvis nu vi var flygtet til et islamisk land, ville vi så bryde os om at blive udsat for islamisk iver for at omvende os til deres religion og frafalde vor egen? Ville vi ikke sige, jeg skal nok indordne mig under reglerne her, men hvad jeg tror og inderst inde er overbevist om, det vil jeg have lov til at beholde for mig selv. Det kommer ikke jer ved.
    Sandheden må vi hver for sig søge og finde som vi bedst kan.

  13. Ricardt Riis siger:

    @ Claes Flach!
    Jo, vi ville godt kunne lade muslimer være i fred, sådan at hvad de tror eller ikke tror måtte være deres egen sag. Hvis – og det er et væsentligt ‘hvis’ – hvis deres religion var af samme art som vores. Det går du ud fra i din sammenligning til sidst. Men den forudsætning holder ikke stik.
    Nogle steder har man ganske vist forsøgt at lade dem være i fred. I Storbritanien har man ville have visse dele af sharia til at gælde, i Canada har man en overgang givet muslimske samfund lov til at ordne deres egne interne anliggender. Det går bare ikke. For så er vi nødt til at give køb på noget, vi regner for samfundets grundvold: at alle er lige for loven.
    Vi må have én arveret, og den ret må gælde for alle. Hvis muslimerne absolut vil have deres sharia med halv arveret for døtre til at gælde, må de lave private ordninger, der kan holdes indenfor de rammer, vores lovgivning udstikker. Vi må have én ægteskabslov, og den lov må gælde for alle. Hvis muslimer, hvad de så afgjort forsøger på mange steder, også her i landet, vil have deres shariaregler til at gælde, må de tilfile dem efter vore regler, og det må være helt frivilligt for hver enkelt muslim, om han eller hun vil følge shariaens regler. Vi kan heller ikke gå med til, at en muslimsk mand må have lov til at slå sin kone, fordi det står der i koranen, at han må. Nej, det er naturligvis lige så forbudt for ham som for alle andre. Og vi kan da slet ikke acceptere de såkaldte ‘æresdrab’, eller kvindelig kønsamputation.
    Vi kan selvfølgelig ikke forhindre dem i at mene, at de har Guds velbehag i højere grad end os, fordi de bøjer sig for ‘Guds åbenbaring’. Men det farlige ved bare at lade fem og syv være lige ligger dels i, at vi så svigter f.eks. nogle muslimske kvinder, som dog også er borgere i dette land, og dels i, at nogle af dem af den grund forarges i den grad på vore samfund, at de beslutter sig for at bekæmpe dem med vold.
    Jeg plejer at sige, at vi skal give muslimerne al den frihed, vore samfund overhovedet kan tilbyde dem. Og det er faktisk ikke så lidt. Men frihed for at blive præsenteret for vore idealer, for det, vi bygger samfund på, det skal de under ingen omstændigheder have. Og når vi nu har opdaget, at deres religion i visse tilfælde kan føre til terror, så behøver vi ikke være så naive, at vi, for at vise, hvor tolerante vi er, lukker øjnene for de farer, der findes.
    For øvrigt har Kresten Drejergaard netop i dag på religion.dk givet et udmærket svar på, hvorfor vi skal drive mission blandt muslimerne.
    Venlig hilsen
    Ricardt Riis.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s