Barmhjertig på andres vegne

”I vil være barmhjertige og forstår ikke engang at være retfærdige!” Dette er med en lille ændring et udråb, som abbed Sieyes fremkom med, da man i den franske nationalforsamling i 1789 foreslog at fjerne tienden og lade præsterne aflønne af staten. Hans indvending gik på, at man med den ændring forærede grundejerne en stor sum penge samtidig med, at man pålagde fremtidens skatteydere en ekstra udgift. Det mente han, var uretfærdigt.

Og man må i hvert fald sige, at der synes at være en indbygget uretfærdighed i vort samfund. Den er især knyttet til de svingende konjunkturer og den deraf følgende større eller mindre arbejdsløshed, og den har fornylig vist sit grumme fjæs derved, at man har ofret enorme summer på at redde diverse banker, mens man nu efterfølgende forsøger at ”betale regningen” gennem store og smertefulde besparelser. Efter min opfattelse er ”blå stue” og ”rød stue” nogenlunde lige gode om det; de går nemlig ud fra den samme socialdemokratiske samfundsmodel, hvorefter konjunkturernes ødelæggende virkninger skal søges afbødet med større eller mindre underskud på statsbudgettet.

Det forekommer mig således at være en udmærket social foranstaltning at underbudgettere, så arbejdsløsheden holder sig på et lavt niveau, når man nu endelig vil arbejde efter denne samfundsmodel. Socialdemokraterne kunne såmænd ikke have gjort det bedre. Og hvad angår besparelserne, vil rød blok jo også være nødt til at gennemføre noget i den retning til næste år, for vi kan ikke gældsætte os på græsk manér.

Denne samfundsmodel kan vel have sine gode sider; hvad jeg her vil gøre opmærksom på, er kun, at den i den grad har gennemsyret vor tankegang, at vi uden videre uddeler til højre og venstre af de offentlige midler uden at tænke på, hvor pengene skal komme fra. Staten, det offentlige, er blevet vores allesammens mor, der tænkes at tage sig kærligt af os alle. Udmærket, for så vidt! Men er det også udmærket, når det synes at være endt med, at staten blander sig i næsten alt mellem himmel og jord? Er det også udmærket, når politikerne er styret af et ønske om at ”gøre noget ved det”, uanset hvilket problem medierne stiller op for dem? Med det resultat, at vi får det ene nye regelsæt efter det andet, den ene indgriben fra oven efter den anden?

Nu sagde Sieyes faktisk ”I vil være FRIE ….”. Når jeg ændrer det til ”barmhjertige”, skyldes det en artikel i Kristeligt Dagblad den 28-5 10 med overskriften: ”Den hjælpende hånd udebliver”. Her plæderer biskop Kjeld Holm for, at et begreb som ”nåde” burde vinde indpas i det politiske liv. Jeg er uenig med ham. Og det er for at tydeliggøre min mening, at jeg ændrede Sieyes’ udsagn til: ”I vil være barmhjertige og forstår ikke engang at være retfærdige!”

Kjeld Holm fortsætter: ”Hvis vi får et samfund, hvor begreber som nåde og barmhjertighed falder væk, så får vi til syvende og sidst et samfund, der grunder på kynisme”. Det kan lyde meget godt, men læg mærke til, at når det står i forlængelse af det foregående citat, kommer det til at betyde, at det er politikerne, der på vore vegne skal være nådige og barmhjertige. Og det kommer til at betyde, at det er det politiske liv, der skal optage begreberne ”nåde” og ”barmhjertighed”, ikke samfundslivet i almindelighed, ikke vi almindelige mennesker i vor omgang med hinanden. Og så leder det efter min mening et helt forkert sted hen. Så bliver den barmhjertighed, som det påhviler enhver af os kristne at udvise overfor nødlidende, ændret til den barmhjertighed, som vi gennem vor stemmeafgivning kan tvinge vore politikere til at udvise på vore vegne for statens penge.

I fortsættelse af det foregående siger Kjeld Holm: ”Min gode ven Svend Auken, som jeg begravede for et lille års tid siden, brugte mod slutningen af sit liv begreber som barmhjertighed og miskundhed under demonstrationen for de afviste irakiske asylansøgere. Det var der flere, der pegede på ikke hørte hjemme i en politisk sammenhæng, men for Auken var det meget afgørende, at et samfunds menneskelighed måles på, at sådan nogle ord holdes i live”.

Ikke sandt, her har vi det igen: ”et samfunds menneskelighed”! ”Samfund” betyder her ”det politiske samfund”. Og det politiske samfund skal altså være menneskeligt, være barmhjertigt, så kan vi altid bagefter se på retfærdigheden. Men det er nu engang sådan, at begreberne ”lov” og ”retfærdighed” hører sammen. Det var også, hvad integrationsministeren fremhævede. Men sådanne overvejelser druknede i krav om barmhjertighed, altså barmhjertighed på vore vegne, uanset lovbestemmelser og regler.

Her forekommer det mig, at det farlige ved ord som ”nåde” og ”barmhjertighed” i den politiske debat viser sig. Det, Svend Auken ville, og det, andre med ham ville, var jo, at integrationsministeren skulle være barmhjertig på vore vegne. De foreslog ikke nogen ny lov, de ville blot have ministeren til at administrere den bestående lov anderledes. Om det var retfærdigt eller ej, betød ikke noget. For man véd jo godt, at hvis man gav opholdstilladelse til dem, der holdt ud i Brorsons kirken, så kunne det forekomme uretfærdigt overfor de flygtninge, der allerede var rejst hjem til Irak. Men ”nåde går forud for ret”, siger man så. Jovist, men vi skal altså bygge land med lov, ikke med nåde.

Intet har jo forhindret diverse støttegrupper i at indsamle penge til støtte for de irakiske flygtninge, når de vender tilbage til Irak. Man har kunnet oprette centre i Irak for sine egne penge, sådanne centre har kunnet hjælpe og muligvis også beskytte de hjemvendte (omend det ville blive dyrt). Men intet af den slags overvejede man. ”Barmhjertighed” betød ”barmhjertighed, udøvet af staten på vore vegne”.

Og det betyder det altså også i Kjeld Holms ordbog. Derfor er det, jeg indvender imod ham: ”I vil være barmhjertige, og forstår ikke engang at være retfærdige”.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Samfundsforhold. Bogmærk permalinket.

3 svar til Barmhjertig på andres vegne

  1. claes flach siger:

    Det er befriende og fornyende igen at høre, at staten skal udøve ret, ikke barmhjertighed. Staten der tager sig af nødvendige fællesopgaver og lader borgerne om at vise nåde og barmhjertighed for egne midler, fordi det er for let at være barmhjertig for andres penge og derved købe sig til politisk magt.
    Men hvad da med de mennesker, som ikke kan klare sig selv og som ingen har, der kan hjælpe dem, fattige og nødlidende stakler, svagt begavede og sindslidende? Skal de være henvist til omgivelsernes nåde? Forælderløse børn og andre, som vil forkomme uden hjælp?
    Det må være en fællesopgave at sikre dem et værdigt liv, hjælp ved sygdom og til slut et sidste hvilested.
    Den selvhjulpne borger, der klarer hverdagen for sig og sine, kan være et ideal for veludrustede mennesker. Men der er også de andre. Dem kan vi som folk ikke lade i stikken.
    Ikke at vi skal være hele verdens fattiggård, der må være rimelighed til, men at vi som folk står last og brast med danske medborgere og de flygtninge som vi har forpligtet os til at tage os af. Skal andre være med i vort folkefællesskab må de vise loyalitet overfor Danmark, og bære byrder sammen med danskerne.

  2. Ulla Jensen siger:

    Apropos Svend Auken: Gad vide om de danskere, der er tvunget til at leve i ghettoerne sammen med de mange utilpassede indvandrere, mener at det er særlig barmhjertigt for dem? Socialdemokraternes politiske ordfører, Henrik Sass Larsen, har prøvet det, og han brød sig absolut ikke om det. Svend Auken prøvede det ikke selv, og Kjeld Holm har sikkert heller ikke. Det er nemt at være barmhjertig, når det er på andre menneskers bekostning.

  3. Ricardt Riis siger:

    @ Claes Flach!
    Jeg har såmænd ikke så meget imod det socialdemokratiske samfund. Når det ikke kan være anderledes, dvs., når vi åbenbart skal have et samfund med indbygget uretfærdighed, præget af høj- og lavkonjunkturer og deraf følgende arbejdsløshed, nå ja, så er man vel nødt til at lade staten udøve barmhjertighed på vore vegne. Og det har jo da også fungéret meget godt, med hjælp til dem, der ikke kan klare sig selv. Blot skal man altså, efter min mening, holde sig for øje, at samfundet, som det er, er grundlæggende uretfærdigt, og at den nødhjælp, man kan give, netop er nødhjælp og ikke afhjælpning af samfundets uretfærdighed.
    Blot kan man sommetider spørge sig selv: Hvor ender denne tankerække? Hvor er grænsen for, hvad staten skal tage sig af på vore vegne? På én eller anden måde må man jo skulle have en lov, som staten skal rette sig efter, når den råder bod på samfundets indbyggede skævheder. Det skal ikke være sådan, at den, der råber højst, får mest. Vi må have styr på vor socialhjælp. Og det må vi, fordi det hedder: med lov skal land bygges, ikke: med nåde skal land bygges.
    Det var, hvad jeg i sin tid havde at indvende mod Svend Auken, se http://riis.eftertanke.dk/2009/08/14/lovforslag-mangler/ , hvor det nu var Nyrup, der stod for skud. Man kan ikke komme med sin nøgne barmhjertighed, den må iklædes et lovforslag, der må være en lov, administrationen skal rette sig efter. Ellers bliver landet styret af føleri. Og det er ikke et godt styringsmiddel.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s