Dødens triumf

Noget af det, der fik verdenspressen til at beskæftige sig med det forsøg på blokadebrud, som blev gennemført fornylig af en række skibe ud for Gazas kyst, var, at der forekom dødsfald. Så var verdenspressen på pletten, og så vendte den, forudsigeligt, al sin vrede mod dem, der havde forårsaget dødsfaldene, dvs mod Israel.

Jeg er ikke den store tilhænger af Israel og Israels metoder i konflikten i Palæstina, heller ikke af Israels ret umenneskelige blokade af Gaza (at den ER umenneskelig, er jeg først rigtig blevet klar over i dag (2.6.) gennem Ulla Poulsens reportage i Kristeligt Dagblad, se her). Alligevel var jeg da umiddelbart tilbøjelig til at ”hoppe med” på pressens forargelse: Det er da for galt at skyde fredelige mennesker, der blot forsøger at nå frem til nødlidende mennesker med nødhjælp. Men der var noget, der ikke passede. Og dette ‘noget’ dukker nu efterhånden op i dagslyset. Formentlig uden at pressen tager nogen som helst anledning til at gå sin forargelse efter i sømmene: var den nu også så retfærdig, som den syntes?

Næh, ‘man’, dvs den danske verdenspresse, foretager et planmæssigt tilbagetog til næste næsten uindtagelige forsvarslinie. Som det kom frem i et interview i Deadline den 1.6. med den israelske ambassadør i Danmark. Her forklarede ambassadøren det, som jeg da nok havde haft færten af, men som ikke fremgik af nogen oplysning i forbindelse med pressens dækning af begivenhederne: skibene havde fået besked på at sejle til en israelsk havn, Ashdod, hvorfra deres nødhjælp kunne køres til Gaza efter at være blevet kontrolleret af israelerne. Det nægtede de. Og så måtte israelerne jo på én eller anden måde anvende magt. Havde det været i de gode gamle dage, havde de blot sendt et krigsskib af sted, der med et par velrettede skud kunne sænke skibene, så snart de uden tilladelse sejlede ind i det, der for øjeblikket er israelsk territorialfarvand. Men man valgte fra israelsk side en blødere løsning: man sendte kommandosoldater ned på dækket af det største af skibene for på den måde at tvinge det til at ændre kurs.

Her blev de så angrebet af de mange passagerer. Ikke med skydevåben, men med knive, jernstænger og den slags. Og det var så i selvforsvar, at disse kommandosoldater skød passagererne på skibet. Sådan forklarer i hvert fald israelerne episoden.

På den måde fik den israelske ambassadør i Deadline-interview’et fuldstændig nedkæmpet den danske presses forargelse. Der var simpelthen ikke mere noget, de kunne have deres forargelse i. Og hvad gør en klog pressemand så? Jo, han retirerer til næste forsvarsstilling. Den består i, at han påpeger den modvilje, der med sådanne episoder skabes hos andre, og derefter spørger, om ikke det er uheldigt for Israel, at det på den måde både opildner den fjendtlige holdning hos sine fjender og gør det vanskeligere for sine venner af fastholde venskabet. Altså, selv om forargelsen er uholdbar, selv om de forargede har en helt forkert opfattelse af situationen, forargelsen hos det meste af verdenspressen er en kendsgerning, og den kan man holde sig til, den kan man påpege som uheldig for Israel. Hvad vil Israel gøre ved det?

Man undrer sig såre. Er det ikke pressens opgave at fjerne falske opfattelser af virkeligheden? Er det ikke pressen, der skal spørge sig selv, hvad den nu skal gøre, nu, hvor det har vist sig, at Israel på ingen måde ville forhindre nødhjælpen i at nå frem, men blot sikre sig, at der ikke var våben ombord? Er det ikke pressen, der skal gå i sig selv og indrømme, at man tog fejl i sin forargelse, og så af al magt søge at råde bod på denne fejltagelse? Selvfølgelig er det det. Men se, om man gør det. I stedet spørger man, hvad Israel vil gøre for at forbedre sit image, det noget flossede image, som pressen har tildelt Israel på grundlag af en falsk opfattelse af virkeligheden. Det er dog at vende tingene fuldstændig på hovedet.

Adam Holm, interview’eren, kunne også have valgt at bruge nogle af de argumenter mod Israels altfor hårde administration af blokaden, som Ulla Poulsen har fremlagt i dagens Kristeligt Dagblad. Hvis han altså havde vidst noget om det, eller hvis de hjælpejournalister, han har i ryggen, havde været klar over, at det er dèr, kniven skal stødes ind. I stedet valgte han bevidstløst at følge trop på alle de andre journalisters dækning og bore i spørgsmålet om, hvem der brugte vold først.

Efterhånden som støvet lægger sig, kommer det hele mere og mere til at ligne en enorm happening, bestemt på at gøre opmærksom på Israels blokade af Gaza, selv om man jo med sin aktion snarere har bortledt end henledt opmærksomheden på det altfor hårde ved blokaden. Om man ligefrem kynisk har indkalkuleret et par dødsfald, fordi man efterhånden véd, at kun det kan vække verdenspressens opmærksomhed, det må foreløbig være uvist, omend det ikke forekommer mig usandsynligt. Og selvfølgelig kan man i den anledning da godt håbe på, at Israel i fremtiden vil blive bedre til at undgå dødsfald, men man må sandelig også håbe på, at pressen bliver bedre til at gennemskue sådanne happenings på forhånd. Om derimod Israel fremover vil administrere blokaden mere humant, det er mere tvivlsomt. For man véd jo, at pressen går efter happenings, ikke efter den stædige, grundige undersøgelse.

Men. Men. Men.

Alt dette viser en akilleshæl ved enhver tostats-løsning, der måtte blive fundet, eller det viser, hvor langt ude i fremtiden normaltilstanden mellem de to stater befinder sig. For vil Israel nogensinde opgive en blokade af Gaza og Vestbredden? Vil Israel ikke altid sørge for at have kontrol med al indførsel til disse områder? Og kan disse områder så nogensinde blive normale stater? For normale stater lader ikke andre stater tjekke deres indførsel.

Israel har måttet overlade det til det internationale samfund at forhindre indførsel af raketter til Sydlibanon. Men det kan formentlig hverken international eller israelsk kontrol hindre. Og selv om det hele tiden har opretholdt en blokade af Gaza, kunne det ikke forhindre, at der blev fabrikeret og affyret en række raketter netop derfra. Det var det, der var anledningen til den blodige Gazakrig for 1½ år siden.

Skal man tænke sig en normalisering af forholdene, så al blokade fra Israels side kan ophøre, forudsætter det noget næsten umuligt: en troværdig palæstinensisk regering, der både har vilje og evne til at forhindre terrorister i at angribe Israel med raketter. Og så har vi slet ikke talt om muligheden af, at en sådan regering skal have sin egen hær, hvormed den kan forsvare sig mod angreb fra fx Israel.

Terroristerne bygger bl.a. på en almen muslimsk underlegenhedsfølelse overfor Vesten og specielt overfor Israel. Den underlegenhedsfølelse har ført til en muslimsk vækkelse i det meste af den muslimske verden, herunder også i de palæstinensiske områder. Og denne vækkelse er det, der godkender diverse terroraktioner. Så vi synes at have med en ond spiral at gøre. Vil denne spiral nogensinde blive brudt? Det er det underliggende spørgsmål under også denne begivenhed. Og det har desværre utrolig lange udsigter.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Samfundsforhold. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s