"Tyrkerfrygt" endnu en gang

Vi er ikke helt færdige med Martin Schwarz Laustens bog ”Tyrkerfrygt og tyrkerskat; islamofobi, religion og politik hos teologer og regenter i reformationstidens Danmark”. Kristeligt Dagblad har en journalist, som vist må kaldes ‘islamofil’: hun hedder Bente Clausen, og hun vil gerne gøre noget for, at vi alle skal forstå, hvor god en religion islam er. Og da Lausten er ude i samme ærinde med sin bog, har vi i Kristeligt Dagblad den 2-6 fået helt to artikler om Laustens bog: én, der i en slags interview med forfatteren gennemgår hovedtankerne i bogen (se her), og én noget kortere, der foruden Laustens udtalelser også bringer udtalelser fra to andre forskere (se her).

Man kunne måske have forventet, at enkelte af de kritiske bemærkninger, der fremkom i nogle af anmeldelserne af Laustens bog, blev taget op. F.eks. hævder Henrik Gade Jensen i sin anmeldelse i Jyllandsposten, at Lausten er på vildspor, fordi han talte om islamofobi. Han skriver bl.a., at ”det er uforståeligt, at professor Schwarz Lausten vælger at sygeliggøre et helt århundredes danske teologer og regenter og beskrive deres trusselsbillede som opspind og følgelig hetz og had”. (se her). Men nej, det er hverken Clausen eller Lausten interesseret i. Clausen er endda så venligt stemt overfor islam og overfor Laustens syn på samme, at hun forsyner den korte artikel med denne manchet: ”Det er reformationsteologernes syn på islam, som stadig præger mistroen til verdens næststørste religion, mener førende danske teologer”. Spændt går man i gang med artiklen. Hvilke førende danske teologer er der dog, der mener det samme som Lausten? Svaret er: Ingen. I artiklen nævnes kun to danske teologer, og de vender sig begge imod hovedtanken i manchetten.

Jørgen S. Nielsen citeres for at sige: ”Man skal bare være opmærksom på, at den indstilling, man har til islam, begynder i nutiden, ikke i reformationstiden”. Og det er jo noget nær det modsatte af det, han påstås at støtte i manchetten. Og Thomas Hoffmann fra Århus Universitet siger: ”Nogle gange var der også fugls føde på ordene. Det Osmanniske Riges aggressive erobring nordpå gjorde, at Luther også skrev på en realpolitisk baggrund. Men samtidig var der også en meget langsom akkumulering af sund og neutral viden. Den ser vi også i dag. Vi har aldrig tidligere haft en så avanceret og kompliceret viden om islam i befolkningen”. Så også han vil vist have svært ved at se reformationstidens syn på islam som noget, der i en ubrudt tradition føres op til vore dage.

Det gør imidlertid Lausten. På trods af, at han i forordet til sin bog indføjer en advarsel: ”Det er mig magtpåliggende at gøre opmærksom på, at bogen ikke er tænkt som bidrag til aktuelle debatter af religiøs, social og politisk art”, siger han i den korte artikel: ”Det er ikke mindst teologerne, som for mere end 500 år siden grundlagde den dybe mistro til islam, som også præger dele af det danske samfund i dag”. Og så får man jo et tydeligt indtryk af, at det netop er det, hans bog skal: bidrage til en sygeliggørelse af al negativ omtale af islam. Men altså: det første resultat af mine undersøgelser her er, at Lausten står ret alene blandt danske teologer med dette syn på historien fra reformationen og til i dag.

Nu har jeg ikke færre end tre artikler vendt mig mere eller mindre tydeligt imod Laustens bog. Først har jeg i et blogindlæg gjort opmærksom på det, Thomas Hoffmann kalder Luthers realpolitiske baggrund (se her). Dernæst har jeg skrevet mere direkte om bogen (se her). Og endelig lader jeg nogle iagttagelser fra bogen indgå i dette blogindlæg (se her). Her skal jeg derfor koncentrere mig om bogens første del, den del, hvor Lausten hævder, at de danske reformationsteologer led af islamofobi.

Lausten skærer det ud i pap for os: ”En fobi er en sygelig angst for bestemte ting eller situationer” (side 290). Og han forklarer de danske teologers optagethed af islam med, at ”der både i det evangeliske og det katolske Europa var et udbredt tyrkerhad, fordi der var oppisket en tyrkerfrygt, som ikke bundede i realiteternes verden” (side 281), noget, der forresten står i direkte modsætning til det, Thomas Hoffmann siger: at Luther skrev på en realpolitisk baggrund.

Og det er så Laustens tese: Danmark var på ingen måde truet af tyrkerne. Det kan derfor kun forklares som udslag af en fobi, når de danske teologer brugte ‘tyrken’ som ‘bussemand’, brugte tyrkerfrygten til at skræmme folk til bod og bedring.

Tja.

Det første, man kan indvende, er noget, som Lausten selv gør opmærksom på i bogen; interview’et er barmhjertigt nok til at udelade det: Hans Tavsen var ikke grebet af tyrkerfrygt. Hans store prædikensamling hørte ellers til de mest udbredte, og da den ofte blev brugt at læse op af, når en præst ikke selv kunne finde på noget at sige, var det ikke mindst dens teologi, der satte sig spor i menigmand. Men derfra kom altså ingen tyrkerfrygt. Man har næsten ondt af Schwarz Lausten. Han gennempløjer Tavsens digre værk som en anden søgemaskine, og så går det, som det tyske ordsprog siger: Viel Geschrei und wenig Wolle, sagde manden, han klippede sin gris. Hvis der var tale om en fobi, ville man ellers tro, den greb alle. Men ikke Hans Tavsen.

Det næste, jeg vil indvende, er, at det er en del af en forholdsvis gennemtænkt teologi, når teologerne nævner ‘tyrken’. Lausten refererer selv Luthers teologi på side 23: ”Han [Luther] fastholdt ganske vist stadig opfordringerne til bod og bøn, men han betonede nu kraftigt, at hele dette opgør var et led i de begivenheder, som skulle udspille sig ved tidernes ende. Dette underbyggede han med henvisning til de synspunkter, som fransciskanermunken Johannes Hilten havde fremført i 1400-tallet. Beretningerne i Daniels Bog kap. 7 skulle fortolkes sådan, at kampen mellem de sande kristne på den ene side og tyrken og paven på den anden side nu var ved at indtræffe, og det viste, at dommedag nærmede sig hastigt”.

Det vil sige: Når Luther har et negativt syn på ‘tyrken’, skyldes det ikke blot de mange beretninger om deres grusomheder, han har hørt om, det skyldes også, at på den måde får han de gamle profetier til at passe. Og derved bliver det jo ikke spor mærkeligt, at de danske teologer følger trop og skildrer ‘tyrken’ i sorte farver. Det er verdenshistorie, det drejer sig om. Er dommedag nær? Ud fra Dan 7 og den udlægning, Luther og de andre reformatorer giver af synerne i dette kapitel, kan man drage den slutning, at de riger, der omtales dèr, ER kommet, altså er dommedag nær. Og det sidste af disse riger er altså ‘tyrken’.

Og hvis det forholder sig sådan – og Lausten refererer det jo selv – falder Laustens argumentation til jorden. Danmark var ikke truet af tyrkerne, siger han. Nej, og hvad så? Når de danske teologer taler om tyrkernes erobringer og fremmaner ‘tyrkens’ forfærdelige gerninger, var det som led i et forsøg på at bestemme, hvornår dommedag ville indtræffe. Og så er det jo fuldstændig ligegyldigt, om Danmark er truet eller ej. Den tale ville have samme vægt i Tromsø og i Haderslev. For dommedag er noget, der ramme hele jorden.

Men Lausten ser det ikke. For ham er det kun skrækpropaganda. Den sammenhæng, den afleveres i, gør han ikke noget ud af. Han skriver: ”En vigtig årsag til, at Palladius er så overbevist om, at tyrkerfaren kan ende katastrofalt også for danskerne, er, at han er overbevist om rigtigheden af de forudsigelser, som Johannes Hilten fremførte i 1400-tallet. … De frygtelige forhold, som findes i Ungarn, hvor tyrkerne har fået magten, ”vil recke til oss met”, og det vil ske inden der er gået 46 år” (side 93). Altså, Palladius mener ud fra skriften at kunne give Hilten ret i hans forudsigelser, det vil sige: det var teologi og ikke fobi, der fik danske teologer, der ikke umiddelbart var truet af tyrkerne, til at omtale dem negativt.

Det kommer også frem i en anden teologisk overvejelse. De danske reformationsteologer fulgte også Luther i at være særdeles hurtige til at udpege onde begivenheder som Guds straf. Krig, dødsfald, blodsudgydelse, dyrtid, pest og andre ulykker blev meget håndgribeligt opfattet som Guds straf for vore synder, og de kunne kun afbødes med bod og bøn om tilgivelse. Dyrtid og pest var måske ikke så nærværende, men man vidste, at de kunne komme. Dødsfald og blodsudgydelse var mere almindelige. Og krig? Ja, den nærmeste krig, man kunne henvise til, var tyrkernes stadige anfald mod de kristne i Ungarn. Og det gjorde man så.

Det vil sige: Lausten har støvsuget de tekster, han har haft fat i (og det er mange) for at finde henvisninger til ‘tyrken’, så han kan bevise sin tese om ‘islamofobi’ hos de danske teologer. Men han ville formentlig have kunnet finde lige så mange henvisninger til pestens trængsler eller dyrtidens ulykker, også på tider, hvor der ikke fandtes noget udbrud af pest lige i nærheden. Men hvis ikke dette ville få ham til at ‘anklage’ den tids teologer for at lide af ‘pestofobi’, hvorfor får så henvisninger til tyrkerkrigen ham til at anklage dem for ‘islamofobi’? Det kan kun skyldes, at han på forhånd lægger skemaet ‘islamofobi’ ned over de danske reformatoriske teologer.

Til sidst en ganske grotesk udtalelse. Lausten omtaler side 128 en bønnebog, som Hans Christensen Sthen har udgivet i 1578. Lausten refererer to bønner, én, hvor der bedes for dem, der er fanger hos tyrken, én, hvor bønnen handler om at blive fri for Mahomets og tyrkens tyranni. Man har fundet frem til forlægget. Det er fra Østrig. Og det får Lausten til at sige, at dette, at man i Østrig beder imod tyrkerne i 1566, ikke kan overraske; for på det tidspunkt var tyrkerkrigen brudt ud igen. Men når Sthen beder den samme bøn i Helsingør, når han oven i købet taler om vore kristne tropper, så ”bidrager han effektivt til at udbrede tyrkerfrygten blandt danskerne”.

Her viser sig et ganske grotesk udslag af, at Lausten absolut vil lægge en nutidig målestok: ‘islamofobi’ ned over fortiden. Der var jo kristne, der var blevet taget som slaver hos tyrkerne. Er det en helt umulig tanke, at det i den kosmopolitiske by, Helsingør, kunne være relevant at bede for disse stakkels medkristne? Ja, for Lausten er den tanke helt umulig. Sandt er det ganske vist, at tyrkerne stadig forsøger at udvide deres territorium på bekostning af de kejserlige landområder, men skal der gøres noget ved det, må Gud nøjes med at gøre det på østrigernes bønner, danskerne, de provinsielle bæster, tænker kun på sig selv og deres eget velbefindende og skal sandelig ikke ulejliges med at bede Gud hjælpe østrigerne i deres krige. Jo, selvfølgelig skal de det, siger Sthen. Ikke tale om, svarer Lausten, derved bidrager du til at udbrede tyrkerfrygten blandt danskerne.

Må da ikke enhver med bare lidt historisk sans spørge: Ja, og hvad så? Hvad skade kunne det gøre i datidens Danmark, om tyrkerfrygten blev udbredt? Svaret er det indlysende, at det ikke ville gøre nogen forskel overhovedet, for der var ikke skyggen af en tyrk at se i hele riget. Derimod findes der i vore dage en argumentation, der siger, at vi ikke må udbrede frygt for islam, for det kan skade integrationen. Det er ikke min kop te, men jeg anerkender, at nogen argumenterer på den måde.

Herved afslører Laustens bog sig som én stor anakronisme. ‘Islamofobi’ er er nutidigt begreb, men skal trods det med vold og magt lægges ned over den intetanende fortid, hvorved man effektivt forhindres i at høre, hvad fortiden siger. Det er besynderligt, at en historiker kan gribes i den grad af islamofili (en sygelig trang til kun at se det positive ved islam), at han lader sig lokke ind i disse talløse anakronismer.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Islam versus kristendom. Bogmærk permalinket.

2 svar til "Tyrkerfrygt" endnu en gang

  1. Pingback: Det politisk korrekte korrekset « Ricardt Riis

  2. Pingback: Er Vesten aggressiv? | ricardtriis

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s