En frugtbar sammenligning?

Naveed Baig er imam og panelist ved religion.dk. Han blev af redaktionen spurgt, om der er dele af hans religion, eller teologer og skrifter, som han ikke længer kan stå ved (se her) Jeg véd såmænd ikke, om man kan sige, at han svarer direkte på spørgsmålet, men han kommer med en sammenligning, som forekommer mig meget interessant.

Baggrunden for spørgsmålet er Martin Schwarz Laustens bog ”Tyrkerfrygt og tyrkerskat”, som også jeg har taget stilling til (se her). Jeg har vendt mig mod selve den forestilling om en sygelig frygt hos teologerne, som Lausten går ud fra som en kendsgerning. Den vender Naveed Baig sig ikke imod. Han lader sig lokke af redaktionen til som den at gå ud fra, at der virkelig hos de danske reformationstidsteologer forelå ‘islamofobi’. Men han forstår dog godt, at tyrkernes erobring af Balkan var noget, teologer og regenter var bekymrede over. Alligevel refererer han med tilslutning Laustens konklusion: ”Islamofobien fandtes hos alle ledende lutherske teologer på det tidspunkt og ifølge Lausten var de grebet af tyrkerfaren og overdrev og manipulerede bevidst truslen over for masserne, velvidende at tyrkerne havde en tolerancepolitik over for de besejrede folk. (s.279, 285)”.

Vi lader det foreløbig stå hen, om teologerne overdrev, og om den tolerancepolitik, tyrkerne udviste overfor de besejrede folk, var noget at råbe hurra for. Det interessante kommer lige efter. For hvor alle etniske danskere, inklusive Schwarz Lausten selv, ser en parallel mellem den daværende islamofobi og den fobi, man påstår findes overfor islam i vore dage hos os vesterlændinge, dèr ser Naveed en anden parallel. Han ser en parallel mellem den ‘overdrivelse’ og ‘dæmonisering’, som datidens teologer lagde ned over ‘tyrken’ dengang, og så den overdrivelse og dæmonisering, som nutidens ‘muslimske’ mujahediner lægger ned over Vesten. Skal vi tale latin, parallelliserer han datidens lutherske islamofobi med nutidens ‘muslimske’ occidentofobi. Og den parallel er egentlig ganske sjov.

Vi havde dengang et ganske overmægtigt rige, nemlig Det osmanniske Rige, Tyrkiet. Alle de europæiske stater ønskede at stå sig godt med dette rige. Mange afgørelser, som egentlig kun havde med Europa at gøre, blandede osmannerne sig i. Og grænserne til deres rige var præget af grænsestridigheder; det ene land efter det andet faldt ind under deres herredømme. Dette mægtige naborige blev af de lutherske teologer udråbt til ‘blodhunde, antikrist, djævelen, mordere’ osv.

I vore dage har vi efter Sovjetunionens fald kun én supermagt, overmægtig i forhold til alle andre og specielt i forhold til den muslimske verden. Det har skabt en reaktion i denne verden, anført af de mujahediner, der blev ledige, efter at Sovjet havde tabt i Afghanistan. De udviklede en retorik, der minder om de lutherske teologers i 1500-tallet. De ”forbinder alt vestligt med djævlen, onde kræfter, vantro og opfordrer til aggression og voldelig kamp. De påstår, at Vesten har til hensigt at erobre de muslimske lande (ligesom kristne teologer fra den tid påstod, at tyrkerne ville udrydde kristendommen)”, skriver Naveed.

Og det er det, der forekommer mig interessant, oven i købet måske frugtbart. For det første giver det nu Naveed lejlighed til ganske utvetydigt at tage afstand fra de ”muslimske” ekstremister, der vender sig imod alt vestligt. Det havde man måske nok forventet, at han ville gøre under alle omstændigheder, men læg mærke til, at denne afstandtagen får en særlig dimension, fordi han sammenligner dem med de lutherske teologer. De blev jo – ganske vist fejlagtigt – af Lausten beskrevet som sygelige. Så ved denne sammenligning får hans afstandtagen ekstra dybde.

Mere interessant er nok sammenligningen, fordi den tillægger dagens vestlige magter lige så gode motiver, som han tillægger datidens osmanner. De lutherske teologers beskrivelse af osmannerne var ifølge Lausten (og følgelig ifølge Naveed) stærkt overdreven. De vidste godt, at ”tyrkerne havde en tolerancepolitik overfor de besejrede folk”. Det betyder jo så omvendt, når vi overfører tankegangen til nutidens vestlige magter, at ligeså lidt som tyrkerne var interesseret i at udslette kristendommen, ligeså lidt er amerikanerne ude på at udslette islam i f.eks. Irak. Det er dog en positiv erkendelse at høre fra en muslim, og man kan kun ønske sig, at denne erkendelse bliver vidt udbredt også blandt vort lands muslimer: vi er ikke ude på at fratage jer jeres religiøse rettigheder.

Men mest interessant er vel sammenligningen, hvis man på egen hånd går lidt videre, end Naveed gør. Så vidt jeg kan se, er det en historisk kendsgerning, at det osmanniske rige følte sig forpligtet af religionen islam til at få stadig nye lande ind under halvmånen, altså til at føre jihad, hellig krig. Og hvis datidens kristne teologer så sådan på ‘tyrken’: ”først Konstantinopel, så Grækenland, så Serbien og store dele af Balkan, så det halve af Ungarn, med det krigsheld, ‘tyrken’ har, bliver det snart vores tur”, og hvis de så sådan på ‘tyrken’ med en vis ret, så bevirker sammenligningen, at vi må spørge: er det sådan, muslimer opfatter os i Vesten? Tror de, som mujahedinerne, at vi er ude på at erobre deres områder? Tror de, at vi vil underlægge dem vores kultur? Er det derfor, de vender sig så kraftigt imod alt vestligt?

For det er jo ikke blot mujahedinerne, der er imod alt vestligt. Det er også almindelige muslimer i store dele af den muslimske verden. Det er også muslimer i mange af vore ghettoer. Og det, som min private sammenligning, der går ud over Naveeds, men er inspireret af hans, får mig til, er nu at gribe lidt i egen barm: Er der grund til, at muslimer ser sådan på os?

Det er der faktisk. Jeg mindes det, An-Naim hævdede om Afghanistan-krigen. Det er snart længe siden, jeg beskæftigede mig med denne mærkværdige muslimske lærde (sidst i et angreb på Tim Jensen, se her). Han hævder, at man ved fortolkning af koranen skal benytte sig af en omvendt abrogationsmetode. Hvor de fleste vil lade de krigeriske Medina-vers ophæve de fredelige Mekka-vers, vil han gøre det omvendte. Det sætter ham i stand til at få koranen til at understøtte både demokrati, menneskerettigheder og folkeret. Men så er det, han siger, at netop det amerikanske angreb på Afghanistan gør det næsten umuligt for ham at få sine medmuslimer til at tro på nogen folkeret. For efter hans mening var der ikke nogen god folkeretslig begrundelse for dette angreb.

Det vil jeg give ham ret i. Jeg har hele tiden ment, at Vesten ville have stået langt stærkere, moralsk set, hvis man f.eks. havde genopbygget de to tårne og sagt til alle terrorister: ”Kom bare an! Prøv, om I kan misbruge vor frihed! Den giver vi ikke slip på!”, hvis man altså havde lagt vægt på, at angrebet var et fejt og lusket angreb, ikke en ærlig kamp, mand til mand. At det forholdt sig sådan, og at angrebet ville være mislykkedes, hvis passagererne havde vidst, hvad der ventede dem, beviste det fjerde flys skæbne, det, der styrtede ned i Pennsylvanien, fordi passagererne gik til modangreb. Der var altså et særdeles godt grundlag for et stærkt moralsk modangreb. I stedet foretog man et militært modangreb i Afghanistan. Det var en fejl. Og nu sidder vi i moradset.

Man kan også nævne Irak-krigen og konflikten i Palæstina som noget, der kan give næring til en opfattelse af Vesten hos muslimerne, som ligner den opfattelse, europæerne i sin tid havde af ‘tyrken’.

Der er dog også forskelle. Det vil der jo næsten altid være, når man laver den slags historiske sammenligninger. Det kan være sandt nok, at det osmanniske rige tillod de kristne folkeslag, der blev erobret, at beholde deres kristendom med visse begrænsninger. Men folkene skiftede dog status fra at være frie til at være undertvungne. Og dette, at osmannerne havde en religiøs pligt til at undertvinge stadig nye områder, stod ikke til debat. Omvendt har Vesten ikke noget religiøst krav om erobring af muslimske områder. Vil man se Afghanistan- og Irakkrigen som udslag af vestlig imperialisme, og vil man sige, at kolonitiden var kendetegnende for den samme imperialisme, må man huske på, at der jo siden har fundet en afkolonisering sted, og den kan man vel ikke karakterisere som udslag af vestlig imperialisme.

Det kan også være sandt nok, at både de datidige lutherske teologer og de nutidige mujahediner bruger stærke ord om fjenden. Men det er ikke sandt, hvad Naveed skriver, at ”Ord er magt, og hvis ord fodrer ens frygt og had, så kan de tilvejebringe stor menneskelig lidelse og kaos”. Det kan godt være, både frygten for og hadet mod tyrkerne blev fodret på reformationstiden, men de handlinger, der opfordredes til, var udelukkende forsvarshandlinger. Der blev ikke opfordret til terrorhandlinger, og der blev ikke udsendt selvmordssoldater ind på muslimsk område. Der blev kun på baggrund af de stærke ord opfordret til bod og bedring, og den opfordring blev rettet til de kristne selv, ikke til muslimerne.

Det kan imidlertid nutidens mujahediner ikke nøjes med. De vil udføre terror, og denne terror skal helst være rettet mod vestlige mennesker og værdier. Oven i købet har de ændret den muslimske etik, så det nu er tilladt at begå selvmord, hvilket gør det vanskeligere at bekæmpe dem.

Så der er altså forskelle, både hvad angår den stormægtige fjende, henholdsvis det osmanniske rige og Vesten, og hvad angår de forbandelsesudspyende teologer. Men alligevel!

Dette indlæg blev udgivet i Islam versus kristendom. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.