Skidt med teologien

Så skal man til det igen! Så har der igen været et angreb på mit gamle fag, teologien! Så er der igen en person, der udtaler sig, som om teologien aldrig havde eksisteret!

Jeg tænker på det interview, som Jes Stein Petersen havde i Deadline, 2. sektion, med en engelsk forfatter, der hed Pullmann. Han skulle være meget berømt, have skrevet indtil flere skønlitterære bøger, og sidst har han så begået en bog, der handlede om modsætningen mellem Jesus og Kristus. På bagsiden af den danske oversættelse var det noteret, at bogen her er en roman. Så mener forfatteren vist, at han har garderet sig. Så gør det ikke så meget, at det hele ikke sådan er helt korrekt efter teologernes mening. Tror han da!

Den om modsætningen mellem Jesus og Kristus er nu hørt før. Og den har tidligere givet anledning til store teologiske kontroverser. Fra disse kontroverser foreligger mange interessante iagttagelser af simpel litterær og historisk karaktér, som han kunne have draget nytte af. Men hele interview’et igennem fik man indtryk af, at han behandlede stoffet, som om han var den første, der har iagttaget denne modsætning. Han måtte derfor lade Jesus og Kristus være to tvillingbrødre, hvoraf Jesus var den gode, han, som havde det ægte og gode budskab, de gode formuleringer, de gennemtænkte lignelser, hvorimod Kristus var den onde, som i den bedste hensigt, for at udbrede det udmærkede budskab, Jesus havde, udstyrede ham med undergørende kræfter, lod ham ikke blot lide døden, men også opstå fra de døde.

Og det er jo som sagt noget, man har hørt før. Vor tid er ikke glad for mirakler og den slags overnaturlige hændelser. Så når han med denne metode, hvor han anskuer Jesus og Kristus som to tvillingbrødre, får mulighed for at bortradére alle underne fra Jesu forkyndelse, og selvfølgelig også fjerne opstandelsen, så har han ikke kunnet lade være med at benytte sig af lejligheden. Men altså, skal det være en nyhed? Skulle det være noget, den gode Pullmann har fundet på? Sjovt nok kendte man også til det i min ungdom, hvor vi dog ikke havde læst Pullmann, ja, hvor han vel dårlig havde fået dun på hagen.

Når Kristus betegnes som skurken i historien, skyldes det, så vidt jeg kunne forstå på interview’et, at det var gennem hans gerning, at kirken fik politisk magt. Pullmann nævnte kejser Konstantin den Store som et afskrækkende eksempel. Fra da af begyndte kirken at få magt, og fra da af blev det farligt. For noget af det værste, man kan komme ud for i tilværelsen, er en kirke, der mener at have Gud bag sig, når den vil gennemtvinge sin vilje. Jovist, det kan der da være noget om. Sandt nok har kirken en række forfærdelige ting på sin samvittighed af netop den grund. Men at man igen skal høre nogen stille moderne islam og moderne kristendom op ved siden af hinanden, som om begge religioner i lige grad stræber efter at indskrænke menneskers frihed, det er dog besynderligt. Han undlod klogeligt at sætte tal på dem, der er dræbt ved muslimsk terror, for det ville nok se altfor overvældende ud, men han fik dog nævnt den enlige kristne terrorist, der blev dømt og henrettet, fordi han dræbte en amerikansk abortlæge. Og ikke sandt, så kan de to religioner sidestilles, vi tænkes åbenbart at være så dumme, at vi ikke lægger mærke til forskellen i antal.

Han boede i Oxford, og vi skulle ind imellem interview’et have et kort indblik i alle Oxfords lyksaligheder. Og der var mange spændende ting at bide mærke i. Men når han fremhæver tre lutherske biskopper, der blev brændt på bålet i Oxford, fordi de ikke ville afsværge deres tro, stedet er i dag markéret med et kors i gaden, så er det alligevel mærkeligt, at han i sin fortælling om historien fuldstændig kan springe op og falde ned på Luther himself.

Og når han med sin roman åbenbart ønsker at påvise, hvor skadeligt det er for samfundet, hvis Kristus vinder over Jesus, hvilket i hans lidt besynderlige vokabular jo altså betyder, at det er skadeligt, hvis religionen skal gennemføres politisk, så er det da så meget mere besynderligt, at han helt kan undlade at nævne den Luther, der netop satte skel mellem kejseren og paven, mellem verdslig og gejstlig øvrighed. Hvis det er det, han vil påvise, så skulle Luther jo være hans helt. For han fratog kirken dens politiske magt. Han fastslog, at ‘det er imod Helligånden at brænde kættere’, hvilket var med til at indbringe ham en bulle fra paven, en bulle, der sjovt nok netop krævede, at han skulle brændes.

Men nej, Luther nævnedes ikke. Ligesom nutidens kirke skulle stilles lige med den islam, der søger at gennemtvinge sine politiske mål med terror – Pullmann skelner ikke mellem de forskellige religioner, det er ham nok, at de, tåbelige som de er, alle tror på, at der er en Gud til – sådan skulle alle kirkeafdelinger skæres over én kam – de nordiske lutherske kirker og den anglikanske kirke, der ser det som et ideal ikke at have politisk indflydelse, ligestilledes med både de krasse folk fra bibelbæltet i USA og den katolske kirke, der begge, omend på forskellig måde, godt vil have lidt at sige i politisk henseende.

Nå, alt dette er vel for én, der bare kender minimalt til forholdene, med til at afsløre hans himmelråbende uvidenhed. Men det må vist også siges at være med til at afsløre den ateisme, som han repræsenterer, i dens totale ligegladhed med al teologi, ja, i dens besynderlige formening om, at det næsten er skamfuldt at vide noget om teologi overhovedet. Og det må siges: man havde bestemt indtryk af, at han gjorde sig umage for ikke at kunne skammes ud for at have den slags viden.

Kun et enkelt eksempel til sidst! Jeg véd såmænd ikke, om det var det værste, men det er ét blandt mange. Han hævdede, at noget af det, han ville med sin bog, var, at han ville have folk til at læse bibelen, eller mere præcist evangelierne selv, så de selv kunne danne sig et indtryk af, hvad Jesus ville.

Jamen, véd manden da ikke, at det netop var det, Luther sigtede mod? Luther oversatte bibelen til tysk, Luther opfordrede folk til selv at se efter, hvad der stod, og alle lutheranere, kalvinistere og andet kristent godtfolk har sidenhen fabrikeret bibler i massevis, solgt dem i millionvis, udbredt dem overalt, hvor de kunne komme til det. Med samme ædle formål som det, han påstår, han har: at folk selv skulle sætte sig ind i sagerne. Det er i sandhed mærkeligt, at denne kendsgerning tilsyneladende er gået hen over hovedet på ham.

Og er han ikke klar over, at det, der prædikes over hver søndag i kirkerne, netop er ord af Jesus? Sådan har det været fra kirkens første begyndelse. Den har aldrig forsøgt at lægge skjul på, hvad Jesus har sagt. Evangeliebøgerne har været åbne, der er blevet læst op af dem, man har prædiket over dem.

Nå, manden kan vel være en udmærket forfatter trods alt dette. Men noget tyder på, at en ateist måske ikke er den bedste vejleder til at sige noget om de kristne evangelier, i hvert fald ikke, hvis der er tale om én af de ateister, der sætter en ære i at vide så lidt som muligt om teologi.

Dette indlæg blev udgivet i ateisme. Bogmærk permalinket.

7 svar til Skidt med teologien

  1. Jytte Ibsen siger:

    Selvfølgelig skal man have forstand på teologi for at kunne udtale sig om den Richardt Riis, men jeg, teologisk uforstandige, hilser en bog som Pullmanns velkommen, for det kan jo godt være, at der er noget rigtigt i at herliggørelsen af mennesket Jesus er med til at skabe et diffust billede af den egentlige skaber.

    Jeg tror næppe Jesus havde så ophøjede tanker om sig selv, og jeg tror bestemt han havde mere øje for Gud end det teologisk er rigtigt at have.

    Mvh. Jytte Ibsen
    http://www.troja.eftertanke.dk

  2. Ricardt Riis siger:

    @ Jytte Ibsen!
    Hvad jeg har imod Pullmann, stammer udelukkende fra interview’et. Og det irriterende ved ham for en teolog er måske mest det, at han ikke vil være ved, at han bevæger sig ind på teologiens område. Det kan være sandt nok, som han hævder, at kirken ikke skal have politisk magt, sådan som den fik det efter Konstantin, men for det første blev evangelierne til længe før Konstantin, altså på et tidspunkt, hvor kirken ikke havde nogen udsigt til nogensinde at få politisk magt; Jesu påståede tvillingebror, Kristus, kan på det tidspunkt ikke have arbejdet for at kirken skulle blive en magtfaktor; Pullmanns tanker hænger ikke sammen. Og for det andet overser han fuldstændig, at den Luther og de kirker, der fulgte i hans fodspor, ikke ønskede, at kirken skulle have politisk magt.

    Når han ikke vil være ved, at han i virkeligheden driver teologi, kan det skyldes, at han, hvis han gjorde det, skulle læse langt flere teologiske bøger. Det slipper man ikke for ved at kalde sin frembringelse en roman. Problemerne ligger der jo stadig og råber efter en løsning.

    Du driver forresten også teologi, selv om du kalder dig teologisk uforstandig. Jo, for du mener, at Jesus ikke havde så høje tanker om sig selv. Jeg, der er teolog, hører øjeblikkelig mine medteologer (eller modteologer) indvende: Hvor véd du det fra? Og du kan naturligvis ikke slippe for denne indvending bare ved at erklære dig for teologisk uforstandig.

    Problemet er, at evangelierne er den kristustroende menigheds bearbejdelse af de overleverede Jesus-ord. Denne menighed har forstået Jesu ord som den korsfæstede og opstandne frelsers ord. Og hvor meget eller hvor lidt den har ændret og tilfilet dem for at kunne tyde dem sådan, aner vi intet om. Derfor er opfordringen til at læse evangelierne for derigennem at finde frem til Jesus, før Kristus begyndte at udsmykke ham, tom. Den Jesus findes ikke.

    Jeg skal ikke her bringe noget løsningsforslag til det problem. Men at det er der, og at det ikke forsvinder ved, at man lukker øjnene, det forekommer mig indlysende.
    Venlig hilsen
    Ricardt Riis.

  3. Jytte Ibsen siger:

    Ja, hvor ved jeg det fra? Hvad Jesus tænkte om sig selv kan jeg naturligvis ikke vide, men ud fra hvad Jesus angiveligt har sagt om sig selv og faderen, er det sandsynligt, at jeg har ret.
    Mvh. Jytte Ibsen

  4. Jytte Ibsen siger:

    Jeg kan egentlig godt forstå ateismens fremmarch, ligesom jeg godt kan forstå, hvis teologisk forstandige ryster på hovedet, men der er meget der taler for, at når teologien går ind, går den logiske sans ud.

    Fandt dette gamle blog indlæg:

    BILLEDER
    Et billede af et billede er et billede. Det er motivet i billedet, der er afgørende for, hvad billedet ligner. Billedet af Jesus viser os et menneske af kød og blod, der efter sigende var Guds udtrykte billede. Jesus lignede Gud, som ingen havde set. Mange så Jesus, men ingen anså Jesus for at være Gud. Og sådan kan et billede af et billede fortone sig til noget uklart, hvis ikke motivet i det første billede står knivskarpt.

    Det historiske rids, der findes om Jesus, beretter ikke om Jesus som Skaberen af alt. Tværtimod talte Jesus i de overleverede beretninger om Skaberen, alias Faderen, alias Gud, der således ikke kunne være ham selv, men den indgroede viden om og tro på Jesus som Gud gør det muligt at se bort fra en så indlysende og veldokumenteret kendsgerning.

    Det er ikke vanskeligt at se Jesus som en sædemand, der smed om sig med visdomsfulde frø, men gøres der forsøg på at få Jesus til at fremstå som en ganske almindelig mand, reagerer skriftkyndige voldsomt mod andres ejendommelige mistolkning af evangeliet.

    Forfatteren Dan Brown er nok den person i vor tid, der har fået flest verbale pisk fra skriftkyndig side – og det blot over en tænkt historie, hvor Maria Magdalene sættes i forbindelse med Jesus som dennes ægteviv.

    Maria Magdalene fremstår efter kristen opfattelse som skøge, og med datidens kvindesyn, som Paulus efter sigende udviste, stiller nutidens kristne vældige krav til sig selv for at få bugt med den sandsynlige mulighed, der stilles til skue ad fiktionens vej.

    Den sælsomme kritiske røst har forfatteren Marianne Fredriksson, et menneske med stor indsigt, helt undgået. I hendes bog “Ifølge Maria Magdalene” trækkes læseren gennem bemærkelsesværdige tankeeksperimenter om Jesus liv her på jord.

    Efter Jesus død nedskriver Maria Magdalene fortolkninger af Jesus ord. Hun er klar over at “det meste er blevet misforstået og tilpasset eksisterende fordomme”, og det kan sagtens siges i en bog, hvor Maria Magdalene spørges, om hun har tænkt over, “hvorfor hverken Peter eller Paulus spurgte nærmere om det forhold”, hun havde til Jesus.

    Det står lysende klart for Maria Magdalene. “Deres Gud måtte ikke have brug for en kvinde”, en opfattelse der svarer ganske godt til virkeligheden. Gud blev til mennesket Jesus, men jordiske fristelser i form af kvindekønnet passer ikke ind i billedet af kristenhedens Gud.

    Det ville ellers være interessant, hvis der fandtes efterkommere af et så prægtigt menneske, som Jesus uden tvivl var.

    Det er en tanke, Tom Egeland leger med i bogen “Cirklens ende” – “en lavmælt bog om en gåde”, skriver Egeland i sit efterord – for “tænk hvis en arkæolog fandt en skat, som indeholdt et ældgammelt manuskript, som ville ændre verdenshistorien.”

    Sandsynligheden for at der eksisterer megagamle skrifter er til stede. Måske er de endnu ikke fundet – eller også er de.

    Arkæologen Bjørn Beltø søger på nænsom vis at værne om et sådan muligt fund. Under en udgravning, hvor han assisterer som kontrollant, findes et skrin af det pureste guld. Han skjuler skrinet, og undervejs i den tænkte historie finder Tom Egeland mange teologisk ukorrekte aspekter om Jesus frem. Perlerækker af tankespind – såsom:

    at Jesus slet ikke døde på korset
    at Jesus og Maria Magdalene flygtede til Frankrig
    at Jesus der skrev om sit liv, sit virke, sin tro og tvivl
    at Jesus og Maria Magdalene fik 7 børn
    at Jesus kunne være stamfar til Europas kongelige slægter.

    Fem år har det taget Tom Egeland at skrive denne enestående fiktive historie, der lige så godt kan indeholde sandheder om Jesus liv og levned.

    Hvad guldskrinet indeholder holdes skjult, men tanken om at indholdet kunne være et “Jesus evangelium” luftes godt og grundigt med mange bevingede ord, der må skratte fælt i ørerne hos teologisk forstandige og kristenkyndige mennesker.

    Det er flot gjort, for det får læseren til at tænke sit.

    Kan det være sandt, at Jesus ikke døde på korset?
    Hvorfor fik Jesus eddike lige før han udåndede?
    Hvorfor egentlig give en døende noget opkvikkende?
    Døde Jesus lidt for hurtigt, når det ellers vides, at korsfæstelse indebar en langsommelig og pinefuld død?
    Var Pontius Pilatus mon overtalelsesvenlig til at spille de korsfæstelsesivrige et puds?

    Ifølge de legitime skrifter var det Pontius Pilatus meget imod at fælde netop den dødsdom. Så det har vel ikke været helt umuligt for en så magtfuld mand, der trods alt så sig nødsaget til at efterkomme det folkelige krav, at organisere en fingeret og hurtig nødløsning.

    Opstandelsen blev stor, da Jesus ikke lå i sin grav. Måske ligger hans legemlige rester begravet i Frankrig. Hvem ved?

    Det gør kristenheden. Jesus tog hjem til sin Far. Det ved man fra skrifterne, der er skrevet meget længe efter, at Jesus angiveligt skulle være død på korset.

    Jesus kom som frelser og forsoner. Det er svært for mange at forlige sig med tanken om, at skaberværkets mester har så ringe indflydelse på at skabe ro og orden i det jordiske kaos.

    Vi har en mægtig mand i USA, der opfører sig som en “omvendt” Pontius Pilatus. Han snakker med sin Gud og handler selvfølgelig efter egen bedste overbevisning, selv om befolkningen der, og mange andre steder i verden, nærmest skriger la’ vær’.

    Økonomisk velstand præger store dele af verden, men ikke alle er lige så rige som os. Nød og elendighed søges afhjulpet. Vi har et godt kristent selvbillede at tage vare på, men mange steder går det så som så med den helt store tilslutning til kristenheden.

    Det kan, med lidt god vilje, kun komme til at gå fremad for den danske præstestand – med en ny kristusbevidsthed til følge, når en teologisk kapacitet som professor, dr. theol. Svend Andersen underviser kommende præster i, at Jesus opstandelse bør tages med et vist gran salt. Deri er en Hr. Jørn Nielsen, og andre gode kristne, ikke helt enige. Hele 14 procent tror på Jesus opstandelse, skriver Jørn Nielsen, der syntes at ane en vis åndshovmodighed hos visse teologer. (TV2’s textTV 8. april 2007).

    Åndsfattige, som dele af kristne menigheder er, kan gerne blive i troen på Jesus opstandelse, men hvad med alle de andre fantastiske fortællinger, som Jesus efter sigende kom med om sin Gud?

    Er det mon blot poetisk snik snak?

    Hvis ikke må Jesus sandelig anses for at være et livsklogt menneske, der udbredte læren om den Gud, som kristenheden ikke har.

    Trods alt er der håb forude, for som Tom Egeland skriver i sin bog: “Ved at kombinere historisk, sociologisk, antropologisk, politisk og teologisk viden kan et nyt Jesus-billede opstå.”
    —–

    Mvh. Jytte Ibsen

  5. Ricardt Riis siger:

    @ Jytte Ibsen!
    Du synes at være begejstret for Tom Egelands bog ”Cirklens ende”. Men du har svært ved at skelne mellem fiktion og historisk virkelighed. Du mener vist, at hans skildring af Jesu liv har lige så stor sandsynlighed for sig som normalhistorikernes skildring.

    Lad os se på det! Først det med, at Jesus ikke skulle være død på korset. Det er den samme påstand, vi møder i koranen. Her er tanken dog kombineret med en påstand om, at Gud tog ham op til sig. Så nogen tilværelse efter år tredive får Jesus ikke af Muhammed. Derimod fornemmer man tydeligt, at Muhammed har en teologisk pointe med at nægte korsfæstelsen: han vil på én gang fastholde, at Jesus er en stor profet, og at en profet ikke kan svigtes af Gud i døden, og det ville Jesus være blevet, hvis han var endt på korset.

    Det er mig ikke klart, om du eller Tom Egeland har en tilsvarende teologisk pointe med at nægte, at Jesus skulle være død på korset. Det er ikke utænkeligt: du taler nedsættende om teologerne, og du skriver, at det er svært for mange at forlige sig med, at skaberen har så ringe indflydelse i det jordiske kaos. Tja, det er sandt, at spørgsmålet om Guds retfærdighed, stillet overfor verdens uretfærdighed, altid har været et kors for teologerne. Men er det dog ikke nærmere sin løsning, dette kors, når man hævder, at Guds søn delte vore vilkår helt ind i døden, også om det var en uretfærdig død? Nå, det mener du vist ikke.

    Du har fem spørgsmål, som du er kommet til at tænke over ved læsning af Egelands bog:
    Kan det være sandt, at Jesus ikke døde på korset?
    Hvorfor fik Jesus eddike lige før han udåndede?
    Hvorfor egentlig give en døende noget opkvikkende?
    Døde Jesus lidt for hurtigt, når det ellers vides, at korsfæstelse indebar en langsommelig og pinefuld død?
    Var Pontius Pilatus mon overtalelsesvenlig til at spille de korsfæstelsesivrige et puds?

    Spørgsmålene synes at skulle lede os frem til den konklusion, at Jesus ikke døde på korset, han fik noget opkvikkende og blev ved Pilatus’ mellemkomst taget ned af korset. Derfor var graven tom søndag morgen, da kvinderne kom derud. Og Jesus selv må vel så i hemmelighed have forladt landet, vist sammen med Maria Magdalene, og dertil være taget af sted uden at nævne det for sine disciple, skønt han jo ellers var bundet stærkt til dem, for at slå sig ned i Frankrig. Hvor han så kunne blive stamfader til en stor og mægtig kongeslægt.

    Men det er jo alt sammen lutter fiktion. Der synes ikke at være nogen teologisk pointe, blot er det båret af et ønske om at sige noget nyt og sensationelt. Og man kan naturligvis mene, at det er dumt af os teologer ikke at gå ind på den tanke, det sensationelle kan jo altid samle folk. Jeg kan nu ikke lade være med at tænke på, at det hele giver bagslag, når det bevises, at det alt sammen er én stor løgn, baseret på ingen ting.

    Tag det med eddiken! I Matt 27,34 hedder det, at de gav ham vin med malurt i, blot ville han ikke drikke det. I Mark 15,23 er det vin krydret med myrra; men han drak det ikke. Hos Lukas er det soldaterne, der håner ham og rækker ham eddike (Luk 23,36). Ifølge Johannes siger Jesus, at han er tørstig, og han får så rakt en svamp, dyppet i eddike, og umiddelbart derefter dør ham.

    Ligger der nogen betydning i dette, eller er det bare en tilfældig detalje, der er smuttet med ind i fortællingen? Ja, hvis man stiller det samme spørgsmål til den detalje, at soldaterne kaster lod om hans klæder, kan man give det svar, at denne detalje også nævnes i Sl 22,19. Så de ældste kristne har udlagt Sl 22 om den lidelse, som Herrens udvalgte skulle igennem. Det ses tydeligst af Joh 19,24, hvor det direkte hedder, at det, at de kastede lod om hans klædning, skete, for at skriften skulle opfyldes; og så citeres Sl 22,19. Men hos Johannes ses den samme opfyldelse af skriften i dette, at Jesus siger: Jeg tørster. Og ganske rigtigt står der i Sl 22,16, at Herrens tjener siger: ”Min gane er tør som et potteskår”.

    Så altså, hos Matthæus og Markus ser det ud som en tilfældig detalje. På den anden side henviser også de til Sl 22, det er dem, der har de forfærdelige indledningsord til den gammeltestamentlige salme: ”Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?” Så det kan godt være, at de har tænkt på Sl 22, da de skrev det om vinen, der blev givet ham. Men ellers, hvis man er meget kritisk, er det kun Johannes, der har en tydelig sammenknytning af Jesu tørst og Sl 22. Men ingen af evangelisterne giver som begrundelse, at man ville give Jesus noget opkvikkende. For den sags skyld fortæller de heller ikke, at man ville give ham noget smertestillende.

    Så er der Pilatus’ rolle. Ifølge Matt 27,19 havde hans hustru haft onde drømme på grund af Jesus. Ifølge de andre evangelister var han blot en nogenlunde retfærdig mand, der ikke var til sinds at dømme nogen uskyldig. Han forsøgte jo f.eks. at få Barabbas henrettet i stedet for Jesus. Det forsøg mislykkedes. Men skulle han virkelig kunne komme på den tanke, at han skulle kunne få Jesus taget ned af korset? Og hvordan skulle han gøre det, uden at nogen lagde mærke til det, selv hvis han havde det til hensigt? Johannesevangelisten fortæller, at man var nødt til at slå de korsfæstede ihjel sidst på eftermiddagen, for de måtte ikke hænge på korset sabbaten over. Det slår hul i din forestilling om, at Jesus døde ‘for hurtigt’. Til overflod går soldaterne hen og knuser knoglerne på de to andre korsfæstede, blot gør de det ikke på Jesus, for han var allerede død. Og at han virkelig var død, sikrer de sig ved at stikke et spyd op i kroppen på ham.

    Så beretningen hos johannesevangelisten kan du ikke bruge, når du vil hævde, at Jesus ikke døde på korset. De andres beretning heller ikke. De fortæller alle det, der for disciplene var helt uforståeligt: at deres herre og mester skulle dø en forsmædelig død på korset. Og Matthæus modsiger dig på endnu et punkt. Dette evangelium fortæller, at Pilatus satte vagt ved graven, fordi nogen havde påstået, at han ville stå op fra de døde (Matt 27,62-66). Det gør man ikke, hvis man har hjulpet ham ned af korset, før han døde. Du må altså forkaste alle samtidige kilder, og i stedet opstille din egen hypotese, fuldstændig ud i det blå. Godt nok siger teologer mange mærkelige ting. Men så tossede er de som regel ikke. De plejer at holde sig nogenlunde til kilderne. Det gør Tom Egeland derimod ikke. Og du heller ikke.

    Så altså, tag Egelands fantasifostre som sjove og måske interessante tanker, men lad være at se ned på alle de mange, der har så megen historisk sans, at de holder sig til kilderne.
    Venlig hilsen
    Ricardt Riis.

  6. Jytte Ibsen siger:

    Tak for kommentaren Richardt Riis. Den var lige ved at forbigå min opmærksomhed. Det er lidt ærgeligt, at indlæg har kort levetid på forsiden, men vil jeg kigge nærmere på det du skriver, og måske ender en kommentar til dig som et nyt blogindlæg.

    Mvh. Jytte Ibsen

  7. MP siger:

    @ Jytte Ibsen, du skriver:

    “Det ville ellers være interessant, hvis der fandtes efterkommere af et så prægtigt menneske, som Jesus uden tvivl var.”

    Hvorfor ville det være interessant, om Jesus havde efterladt DNA? Han havde jo søskende under alle omstændigheder, de fik sikkert børn, så der eksisterer da troligt nok efterkommere af selve slægten… men hvem tror på, at visdom og moralsk storhed er genetisk – biologisk – bestemt? Det smager rigtig meget af racisme.

    Dette vakte afsky hos mig, fra jeg først læste Dan Browns bog i sin tid. (Tom Egeland har jeg ikke læst.) For igen: Hvorfor skulle det overhovedet give en ‘kongeslægt’ særlig kvalitet, at den fysisk nedstammede fra Jesus? Hvert enkelt menneske er et individ af forskellig moralsk kvalitet alt efter sine personlige valg – med mindre man da mener, at visse folkeslag, eller visse slægter, er “renere” eller bedre end andre. ‘Helligt blod’, som Dan Brown m. fl. helt utilsløret kalder det.

    I Jesus-tilfældet skulle det særligt interessante vel afhænge af, om man mener, at han faktisk var Guds søn – en krydsning af helligånden og Maria. I så fald ville hans gener naturligvis være unikke; af dem ville man i så fald kunne drømme om at skabe en overmenneskeslægt, hvis man havde den slags lyster. Tænk engang – gudegener!

    Men hvis man tænder på den idé, synes jeg, man skulle ransage sit hjerte en smule for, om man ikke er røget ud af en virkelig ubehagelig tangent, uden at man lagde rigtig mærke til det.

    Dan Brown er i øvrigt ikke særlig konsekvent på dette punkt, for i sin bog samt i interviews hævder han flere gange, at han (og/eller hans fiktive helte) kun anser Jesus for et menneske som andre.

    Og så må man igen spørge: Hvad er i så tilfælde overhovedet det interessante ved idéen om Jesus-efterkommere? Der findes et væld af efterkommere af profeten Muhammed; er deres eksistens særlig benovende? En person som f. eks. Gandhi fik også børn, for at tage en (næsten) nutidig skikkelse, der ligesom Jesus er blevet berømt som et “prægtigt menneske” i spirituel forstand (det er vel det, du mener med vendingen). Ville du gide at tage ned for at besøge hans børne- og oldebørn i Indien? Tja, det ville da være helt fint at gøre; men er de særligt hellige pga. deres blod og afstamning?

    På den ene side er en vis dosis ‘royalitets-fascination’ jo noget, mange har, ellers ville damebladene om de kongelige og kendte jo ikke sælge. En stemning a la “Orv, dronningen trykkede MIN hånd” er da også som oftest en uskyldig ting. Og det ER vel en spirituel eller metafysisk længsel, der dybest set ligger til grund for denne relativt harmløse hobby. En længsel efter at røre ved noget højere. Det er vel også sådan en længsel, der ligger bag drømmen om en Jesusslægt. “Hvis blot man kunne komme til at røre lidt ved Jesus, komme lidt tættere på denne vidunderlige person på en eller anden måde…”

    Fint nok.

    Men en”hellig blodlinje”? Jeg havde både troet og håbet, at den afskyelige idé var blevet skrinlagt efter Hitlers død.

    Nu er den så dukket op, i et “gyldent skrin”, som du skriver, lanceret som et fantastisk numinosum.

    PS. Jeg håber, du ikke forstår ovenstående som et forsøg på at gøre nar ad din glæde ved disse bøger. Det er ikke meningen. Jeg har stor respekt for, hvor forfriskende litteratur, film og anden kunst kan være for tanken og fantasien, og hvordan de kan åbne for nye vinkler på ting, man troede, man vidste hvad var. Jeg finder som sagt bare den underliggende racisme hos Dan Brown og hans “medforfattere på blodbølgen” aldeles uappetitlig; og så kan jeg heller ikke se, at der er noget reelt åndeligt indhold i det, der lanceres som en fantastisk afsløring?

    Din kritik af den mægtige mand i USA kan jeg derimod godt tilslutte mig 🙂

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.