Tosomhedens sejr

Først læste jeg Karen M. Larsens indlæg imod Henrik Højlund, se her. Og det lød da meget fornuftigt. At tro, som Højlund tilsyneladende gjorde, at nogen i vore dage går hen og bliver gnostikere, nej, den er for tyk.

Så læste jeg den kronik af Steffen Ringgaard Andresen og Ulla Salicath, som Højlund kritiserede, se her. Og så blev jeg da lidt interesseret i, hvad Højlund mon egentlig havde sagt. For ærlig talt, den teologi, de to kronikører lægger for dagen, forekommer mig noget tyndbenet. Skulle virkelig forskellen mellem gammel og ny testamente kunne uddestilleres i dette, at det ny testamente ophæver alle menneskelivets former? Det minder om de første kapitler i Kierkegaards ”Kjerlighedens Gjerninger”. Og det er i min mund ikke nogen anbefaling.

Og så kastede jeg mig over Henrik Højlunds blog, se her. Jeg vil ikke sige som han, at kronikken er udtryk for en moderne form for gnosticisme. Men jeg kan godt se pointen. Når de to i kronikken f.eks. skriver: ”Mennesket er født af ånd, og det får selv Paulus til at udfolde en vision om mennesket som en ny skabning i Kristus, hvor “det ikke kommer an på at være jøde eller græker, på at være træl eller fri, på at være mand eller kvinde, for I er alle én i Kristus Jesus, og hører I Kristus til, er I også Abrahams afkom, arvinger i kraft af Guds løfte”. (Galaterbrevet 3, 28-29)”, så lyder det som en uskyldig fortolkning af det kendte udsagn om alles ligeværd, men pas på! Fortsættelsen lyder: ”Selv Paulus, der er så optaget af pragmatiske løsninger, og som i Første Korintherbrev fastholder, at en vis orden må opretholdes i menighederne, hvortil ægteskabet hører, lader her ånden ophæve ordningen og forskellen mellem etnicitet, køn og stand.”

Og så er vi derhenne, hvor også jeg må stå af. Ånden ophæver ikke ”ordningen”, hvis der med ”ordningen” menes ægteskabet. Det er stadig sådan, ånd eller ikke ånd, at de to køn tænkes at smelte sammen til slægtens formering. Oven i købet tænkes ånden at sammenknytte de to ægtefæller på en så stærk måde, at skilsmisse bliver utænkeligt; både Jesus og Paulus formaner til at forblive sammen trods uenigheder. Nå ja, jeg véd godt, at nogle kredse (og det er da muligt, at Højlund hører hjemme i de kredse) har forvandlet det, der er en formaning til et bud. Men det er og bliver en fejltolkning.

Dertil kommer, at når de to kronikører synes at ville ophæve ægteskabet som ordning, skyldes det, at de så mener at kunne få ny testamente til at anerkende hvilke som helst former for samliv. Og så sniger de lige så stille det homoseksuelle samliv ind i kulissen. Men den er dog for tyk. Eller altså: den argumentation er for tyndbenet. Hvorfor dog ikke stå ved, at tingene udvikler sig? Vi bliver klogere, også klogere, end man var på nytestamentlig tid. Blandt andet har vi fundet ud af, at nogle mennesker, uden at de selv kan gøre for det, bliver tiltrukket af én af samme køn, ligesom de heteroseksuelle tiltrækkes af én af modsat køn. Og så må vi da kunne leve som de mennesker, Jesus har tænkt sig, vi skulle leve som; nemlig som mennesker, der selv kan tage stilling og ikke skal have en lovbog fra himlen til at afgøre sagerne for os. Eller, kan jeg sige, vi må bruge den gyldne regel for egen regning og risiko, og spørge os selv: Hvis jeg var homoseksuel, hvordan ville jeg så ønske, at andre så på mig og det samliv, jeg fører med min elskede? Og svaret på det spørgsmål er naturligvis, at jeg ville ønske, at mit samliv blev betragtet som det, det var: et kærlighedens fællesskab, hvor vi begge ønsker at holde sammen til døden, nøjagtig ligesom ægtefolk ønsker det. Og ikke sandt, så siger den gyldne regel tydeligt nok, at så må jeg også betragte de homoseksuelle på den måde. Mit ønske formulerer det, jeg skal rette mig efter.

Men det var egentlig ikke dèr, jeg ville hen. Jeg ville i stedet gøre opmærksom på det mærkelige forhold, at det i vore dage i den grad er en selvfølge, at et seksuelt forhold er et forhold mellem to, at det overhovedet ikke falder de homoseksuelle ind, at det skulle være anderledes. Som Inge Lise Petersen sagde det, da hun i sin tid var formand for Kirkeligt Samfund, og vi debatterede homoseksualitet: det er jo i virkeligheden en mægtig cadeau til ægteskabet og dets værdigrundlag, at det netop er det, de homoseksuelle vil efterligne (refereret efter hukommelsen). De vil ikke leve i løse forhold, de vil aflægge løfte om samliv til døden skiller. De vil heller ikke leve i flerseksuelle forhold, nej, den ægteskabelige tosomhed har vundet overalt i vort samfund, også i de homoseksuelles idealdannelse.

Og hvorfor så ikke sige, at det er på det punkt, at det ny testamente har vundet over det gamle? Hvorfor ikke lade det være en afgørende forskel mellem det ny og det gamle testamente? Åh ja, jeg véd godt, at det monogame ægteskab blev almindelig blandt jøderne, også før Kristi komme. Jeg véd godt, at det var den almindelige form for ægteskab også blandt grækerne og romerne. Så man skal måske nøjes med at sige, at det ny testamentes menneskeforståelse byggede videre på eller gav indhold til det monogame ægteskab. Men det skete altså på en måde, som gjorde en tilbagevenden til polygamiet umulig.

Hvorfor? Ja, blandt andet, fordi det ny testamente stillede ægtefællerne lige. Og blandt andet, fordi det ny testamente talte om frelse ved tro, det vil sige: det ægte personforhold til Gud var et tillidsforhold; derfor var også det ægte forhold mellem mennesker et forhold, baseret på tillid, på fortrolighed, på indlevelse. Og et sådant forhold tåler ikke, at en tredje person blandes ind i det, for så kan fortroligheden ikke opretholdes.

Hvis det ægte forhold mellem mennesker kunne udmøntes gennem lovbestemmelser, hvis man kunne frelses ved lovgerninger, for at bruge et nytestamentligt udtryk, så ville man kunne operere med to eller flere hustruer (eller to eller flere mænd). For så kan tingene gøres op efter retfærdighedens målestok, så kan man udmåle det, man skal deles om, i millimeter og træffe en totalretfærdig afgørelse. Ja, så kan man måske oven i købet slå en handel af med den anden, for det er jo retfærdighedens målestok, der gælder. Sådan som det fortælles om nogle af de ældre af Muhammeds hustruer, at de slog en handel af med den noget yngre Aisha, så de gav afkald på den nat, de skulle have sammen med Muhammed, naturligvis mod visse modydelser fra Aishas side. Hvad Muhammed sagde til det, fortæller historien ikke noget om. Men at han måske af og til har ført et noget anstrengende liv, kan man godt forestille sig.

Og hans liv og den mandsoverordning, det byggede på, er jo så blevet til eksempel for alle muslimer. Men når kvinders og mænds ligestilling er grundlaget, når trosretfærdiggørelse er det, man bygger på, så må det monogame ægteskab sejre. Og altså sejre, ikke i kraft af nogen lovregel, men i kraft af selvfølgelighed.

Det er den selvfølgelighed, der er så selvfølgelig, at vi slet ikke skænker det en tanke, at de homoseksuelle har overtaget den uden at blinke. Men er det da ikke en stor, stor anerkendelse af det monogame ægteskab, når de sådan automatisk går ind på dette ægteskabs betingelser? Og burde vi ikke glæde os over det i stedet for at skændes om velsignelse og skriftsteder og ritualer? Det er jo dog kærlighed, det drejer sig om, ikke, som Andresen og Salicath synes at mene, en formløs kærlighed, der kunne rette sig mod hvem som helst, men en kærlighed, der retter sig mod dette bestemte menneske, en kærlighed, der lever i tosomhedens form, en form, hvor netop fortrolighed, indlevelse, gensidig tillid kan udfolde sig.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Samfundsforhold. Bogmærk permalinket.

3 svar til Tosomhedens sejr

  1. dcv2 siger:

    Hej Ricardt,

    Nu er der jo også Lukas 20v35-36, der i høj grad relaterer sig til diskussionen. Hos Paulus er der en klar skelnen mellem verden som den er nu og som den bliver. Jeg er da klart uenig med Henrik Højlund, men 100% fremmed for NT er tanken ikke. Han blander bare det nutidige og det hinsides sammen.

  2. dcv2 siger:

    Ups jeg mener jeg er uenig med Ringgaard Andresen og Ulla Salicath.

  3. Maria siger:

    Et smukt indlæg, RR.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s