Den moderne blindgyde: Er Gud til?

Det kunne være sjovt, om vi i vor diskussion med de moderne hel- eller halvateister kunne nå ud over det spørgsmål, der standser al diskussion: Er Gud til? For når man begynder med det spørgsmål, når man aldrig længere, og det er da sådan set lidt ærgerligt.

”Du kan ikke bevise, at Gud er til”, siger den ene part. ”Og du kan ikke bevise, at han ikke er til”, siger den anden part. Og så kommer man ikke videre.

Alligevel har dette spørgsmål redet os i den vestlige verden som en mare fra omkring midten af 1800-tallet. Før den tid diskuterede man også på livet løs. Og man diskuterede alle spørgsmål, gik hele mennesketilværelsens problemer igennem, med skarphed og stringens. Blot gjorde man det indenfor den fælles ramme, som var udstukket af en form for gudstro. Ikke, at man ikke udfordrede denne ramme. Igennem hele middelalderen gjorde man næsten ikke andet. Her forsøgte man at stille tro og fornuft overfor hinanden med ofte meget overraskende resultater. Men man fik ikke den tanke, at der ikke fandtes en åndelig verden. Og man fastholdt, at denne verden dog på én eller anden måde var underlagt en ‘første årsag’: Gud.

Denne ramme blev imidlertid brudt. Og lad så være, at dette stillede os kristne forkyndere overfor en ret vanskelig opgave, værre er det måske, at det løsnede hele den forudgående del af tænkningens historie fra nutiden: man blev moderne, og det moderne var det ikke-kristelige; derfor var der ingen grund til filosofisk at beskæftige sig med middelalderens eller oldkirkens kirkefædre, de led jo alle af den vrangforestilling, at Gud var til. Nej, må vi så bede om de gamle græske tænkere, Platon og Aristoteles! At de i lige så høj grad var præget af religiøse forestillinger, det så man stort på, for deres forestillinger var ikke kristne. Og at oldkirkens kristne tænkere i høj grad havde beskæftiget sig med de gamle grækere, taget stilling til dem, fået dem indarbejdet i en kristen sammenhæng, det var man også ligeglad med, for sammenhængen var jo kristen, og man selv var ikke-kristen. Ud til højre med dem!

Men OK, nu har vi altså denne forestilling om, at Gud nok ikke er til, hvis man får kikket nøjere efter. Og nu står så vi kristne forkyndere overfor den kendsgerning, at mange af vor samtidige affærdiger al vor tale med den indvending: ”Jamen, jeg tror ikke på Gud! Du kan godt spare dig ulejligheden!” Hvad så?

Ja, så skal vi gøre det samme, som vi vel efterhånden har lært at gøre med de mange underberetninger i det ny testamente. Her er vi hørt op med at prøve at bevise, at det da vist godt kan tænkes, at det og det under har fundet sted. I stedet har vi lært at spørge: Hvad bruger evangelisten dette under til? Hvad er det, han vil have frem ved at fortælle denne beretning? På samme måde ville det være formålstjenligt, om både vi selv og vore modstandere, i stedet for at gå i gang med det sædvanlige uløselige spørgsmål: ”Er Gud til?”, tog hul på en anden og mere relevant problematik: ”Hvad bruger vi kristne gudsbegrebet til?”

Jeg har tidligere i to blogindlæg angrebet Richard Dawkins for hans to såkaldte dokumentarudsendelser på DR2, baseret på hans egen aggressive ateisme, se her og her. I forbindelse med hans form for ateisme kan jeg ikke nægte, at det irriterede mig ikke så lidt, at han slog de tre monoteistiske religioner, islam, jødedom og kristendom, sammen i én pulje og behandlede dem ens. Det mener jeg er en utilladelig forenkling. Jeg vil i hvert fald ikke forsvare islam og alt, hvad muslimer foretager sig. I stedet vil jeg påpege forskellen mellem kristendom og islam. Én af forskellene kan udtrykkes således: den kristne kender sandheden med så stor sikkerhed, at han tør lade sig slå ihjel for sandheden, muslimen kender den med så stor sikkerhed, at han tør slå ihjel for sandheden.

Muslimen bruger nemlig gudsbegrebet på den måde, at han sætter det bag den koranske åbenbaring: den og ingen anden er det, der er udtryk for sandheden, og det en sandhed, der er absolut. Det følger af, at han mener, det er Gud, der åbenbarer sig i koranen. For Gud, det er, at der er noget ubetinget til, Gud, det er, at der findes en absolut sandhed. Så absolut er denne sandhed, mener muslimen, at når der i koranen står, at man skal forsvare Guds sag med sværdet, altså sætte livet ind på at udbrede islam gennem ”hellig krig”, så både må og skal man som god muslim slå ihjel i Guds navn. Det gjorde Muhammed selv, og det gør hans menighed efter ham.

Det gør den kristne derimod ikke (når kristendommen forstås ret, og det er den dog i den henseende blevet i det meste af kristendommens historie). Han må kun lade sig slå ihjel for sandhedens skyld. Og det er langt vanskeligere. Og det er tilsvarende formentlig meget sjældnere, at de kristne lever op til dette krav.

Men hvad vil det sige at lade sig slå ihjel for sandhedens skyld? Det vil sige ikke at lade sig tvinge til at sige noget, som man véd er usandt. Jamen, hvordan véd man, om noget er sandt eller usandt? Det véd man fra sin samvittighed. Eller det véd man, når man anvender den gyldne regel: at hvad man ønsker, at andre skal gøre mod én selv, det skal man gøre mod dem (Matt 7,12). Blot kan man altid kun anvende det, man finder frem til på den måde, på sig selv, man kan aldrig tvinge andre til at godtage det. Ja, man må afstå fra vold til gennemførelsen af sin livsopfattelse i lige så høj grad, som Jesus gjorde det: han blev mødt med den jødiske lovs krav om at opgive sine meninger – de gik jo imod den jødiske lov, åbenbaret på Sinai af ingen ringere end Gud selv. Og her har vi den jødiske anvendelse af gudsbegrebet: det blev i tilfældet Jesus anvendt til at dømme ham og kræve ham henrettet. For åbenbaringen på Sinai mente jøderne at have med en sådan sikkerhed, at de kunne slå ihjel i Guds navn.

Det gælder både datidens jøder og nutidens muslimer: når de slog kættere ihjel, var det i overensstemmelse med deres gudsopfattelse. Men når kristne slog kættere ihjel, var det imod den kristne gudsopfattelse. For den kristne sætter Guds absoluthed bag sproget og sprogets virkemåde. Når den kristne bekender sin tro på den treenige Gud, siger han, hvis det må være mig tilladt at udelade en masse mellemregninger: ‘Jeg tror på, at sproget har kræfter i sig til at styre enkeltmennesket og menneskeheden frem mod fuldkommengørelsen’. Og denne tro har konsekvenser; for tror man på sprogets kræfter, må man jo også lade sproget virke, dvs. at slå kættere ihjel bliver en umulig ting (Luther sagde, at det er imod Helligånden at brænde kættere, se her).

Dette: at tale om, hvad man bruger gudsbegrebet til, i stedet for at tale om, hvorvidt Gud er til eller ej, kan også være praktisk i en anden henseende. For der er jo andre mennesker end muslimer og jøder (altså jøderne på Jesu tid), som mener at kende sandheden med en sådan vished, at de kan tillade sig at slå andre mennesker ihjel. Lad mig bare nævne to almindelige mennesketyper fra forrige århundrede: kommunister og nazister. Begge disse bevægelser slog mennesker ihjel ud fra, hvad deres teorier sagde dem. Men teorierne var ikke religiøse teorier, de var – mente de selv – videnskabelige teorier. Kommunisterne mente at have fundet de vises sten (eller altså: den videnskabelige sandhed) med hensyn til, hvordan samfund udvikler sig, og nazisterne var så sikre på, at darwinismen også gjaldt i samfundsforhold, så de af den grund så sig nødsaget til at lade tyskerne – som det herrefolk, de mente, tyskerne var – prøve at tilkæmpe sig magten over de ”laverestående” folk.

Vi kan også sige, at de to bevægelser var pseudoreligiøse bevægelser, netop fordi de mente at kende sandheden så absolut. Kristendommen mener også at kende sandheden på absolut måde. Men sandheden ligger i sproget selv, det er – med johannesevangeliets udtryk – Ordet, der er sandheden. Den Jesus, der netop hos Johannes kaldes ”Ordet”, siger om sig selv, at han er vejen, sandheden og livet. Men den Jesus kendte ‘kun’ sandheden med en sådan styrke, at han lod sig slå ihjel for dens skyld, han slog ikke andre ihjel, skønt han kendte sandheden. Og det skyldtes, at den sandhed, han kendte, krævede størst mulig frihed for at kunne gøre sin virkning.

Viser alt dette ikke, at det i bedste fald er intetsigende at spørge, om Gud er til eller ej, i værste fald vildledende? ‘Vildledende’? Jo, for man glemmer, at det farlige ikke ligger i religionen (forudsat, at man kalder kristendommen en religion), men i den måde, en religion anvender gudsbegrebet på, det vil sige: det farlige ligger i det, man sætter gudsbegrebets absoluthed bag, også om man ikke bruger ordet ”Gud” i sin gøren-absolut. Sætter man det bag en åbenbaret lov fra 600-tallet, sætter man den bag en samfundsmodel fra 1800-tallet, eller sætter man den bag en socialdarwinistisk teori fra 1900-tallet? I alle disse tre tilfælde er det absolutheden, der er det farlige, det er den, der snyder mennesker til at tro på disse ”religioner”, ikke gudsbegrebet i sig selv.

For dette begreb kan også, som kristendommen gør det, sættes bag sproget og sprogets kræfter. Man kan også regne med, at det absolutte, det, der fortjener ordet ‘guddommelig’, er den retfærdighed, sproget giver os at kæmpe for, den kærlighed, sproget lægger hen til os at bønfalde om, den tillid, sproget forudsætter i alle sine ytringer. Og så bliver det hele jo egentlig ganske naturligt. For sådan véd vi jo, at sproget fungérer. Kun det står tilbage for os, at vil vi kæmpe med Ordets våben, da må vi også være villige til at lide for Ordets skyld, som Jesus var det. Det har vi ikke lært endnu, ja det afstår vi normalt fra i det hele taget at tale om. Men det er måske deri, kirkens fejl består, skønt der – Gud bedre det – stadig er martyrer, der bliver dræbt, fordi de holder fast i deres overbevisning imod magthavernes vold; jeg tænker bl.a. på de mange journalister, der i diverse diktaturstater forsøger at være vidner om sandheden.

Der kan altså iagttages et vist interessefællesskab mellem kristendommen, således forstået, og den form for humanisme, der vil kæmpe for ytringsfrihed, et interessefællesskab, der bunder i, at begge mener, at sproget skal have frit løb i samfundene. Men så længe kirken glemmer al tale om, at det koster noget at kæmpe for, at Ordet skal gennemtrænge sind og samfund, og så længe humanisterne kun interesserer sig for at nedgøre alt, hvad der har med kristendom at gøre, vil det nuværende falske skel mellem gudløs og kristen nok fortsætte med at gøre sin skadelige virkning.

Advertisements
Dette indlæg blev udgivet i ateisme. Bogmærk permalinket.

4 svar til Den moderne blindgyde: Er Gud til?

  1. Henrik Pedersen siger:

    Tak for et interessant indlæg – jeg bliver dog nødt til at sige at jeg ikke mener at spørgsmålet “findes gud” er det vigtigst for ateisterne i den moderne debat, for selvfølgelig kan man ikke bevise at der ikke findes nogen form for gud (selvom mange guder kan modbevises).
    Det de højtråbende ateister ikke bryder sig om er, at lade nogen del af samfundet basere sig på noget som der ikke er gode argumenter for er sandt. Det gælder ikke bare religion, men også 100 andre ting: sygehusvæsnet skal ikke tilbyde behandling baseret på overtro osv. osv.
    Så religion/gudstro skal ikke have nogen indflydelse i samfundet.

    Der er jo visse former for kristendom som siger det samme, men kirke og stat er stadig ikke adskilt, folketinget åbner med en gudstjeneste (jeg så heller de åbnede med et foredrag om biologi), teologer er overrepræsenteret i EtiskRåd og meget mere. I de lande de allermeste højtråbende ateister befinder sig, er situationen endnu værre – derfor råber de højere.

    De manglende argumenter er også forklaringen på at man slår kristendom/jødedom/islam sammen under et: der er ikke meget bedre argumenter for den ene religion end for den anden. At indholdet i nogle religioner er mere tiltalende end andre, det er sådan set irrelevant.

    Din pointe med ateisternes forkærlighed for de (sikkert nok ganske religiøse) gamle grækere er interessant. Jeg tror det skyldes at de gamle græskere egentlig ikke lod guderene blande sig i menneskenes liv (sådan som jeg husker det fra oldtidskundskab), og grækerne troede vist ikke på en absolute, gudsgivet sandhed. Grækerne tilskrevet mennesket mange af de ideer som andre religioner siger blev dikteret i hellige skrifter. Det er selvfølgelig også muligt at vi ateister bare ikke har forstand nok på historien.

    Jeg ved godt at du (i modsætning til så mange andre troende) ikke sammenkæder evolutions-teorien med nazisme, men jeg synes alligevel jeg vil kommentere det du skriver. Det er muligt at nazisterne sagde at deres racehygiene var inspireret af darwinisme, men jeg har svært ved at se hvordan det skulle gå til. Hvis de virkelig var inspireret af evolution, så ville Hitler+venner vel have lænet sig tilbage og ventet på at mutationer og naturlig udvælgelse ville have udslettet jøderne over nogle 1000 generation. Det var ikke helt det der skete. Nazismen var nok mere inspireret af arvelighedslærens grundlægger Mendel. Det er bare min opfattelse.

    Du har nok ret i at hvad menneskesyn angår er der da sikkert kortere imellem visse former for kristendom, og ateistisk humanisme. Men jeg synes bestemt ikke at du har ret i at ateisterne kun er interesseret i at nedgøre kristendommen – der er du lidt for nærtagende.

  2. Ricardt Riis siger:

    @ Henrik Pedersen!
    Lad mig begynde med dette citat: ”De manglende argumenter [for, at Gud er til, rr] er også forklaringen på at man slår kristendom/jødedom/islam sammen under et: der er ikke meget bedre argumenter for den ene religion end for den anden”. Det var ellers et hovedargument for mig: at man, når man vender sig imod gudstanken i sig selv, får anbragt skellet mellem ret og vrangt forkert. Det, jeg foreslår ateisterne, er, at de i stedet skelner mellem dem, der har en teori, der i den grad er absolut, at de af teorien får lov til at slå de mennesker ihjel, der ikke deler denne teori, og dem, der har en ligeledes absolut teori, der direkte forbyder at slå mennesker af en anden mening ihjel. Men enten har du ikke forstået min argumentation, eller også vender du dig imod den på en måde, jeg ikke helt kan finde ud af.

    Så skriver du: ”Det er muligt at nazisterne sagde at deres racehygiene var inspireret af darwinisme, men jeg har svært ved at se hvordan det skulle gå til”. Det behøver du heller ikke kunne se for at kunne forstå min argumentation. Det væsentligste er, at nazisterne havde en teori, som de mente gav dem ret til at slå andre mennesker ihjel. Det er nok til, at jeg anbringer dem på den forkerte side af det skel, jeg har opstillet. På den side anbringer jeg også islam og kommunismen. Men langt størsteparten af kristendommen anbringer jeg på den rigtige side af skellet. Der er enkelte rabiate højrefløjskristne i USA, som mener, at deres kristentro giver dem lov til at slå abortlæger ihjel. Men de er meget få, antallet står slet ikke i forhold til de mange muslimske selvmordsbombere, eller til de mennesker, der dræbes i Nigeria og Pakistan, fordi de er kristne, eller til de mennesker, der mener, at frafaldne muslimer bør slås ihjel.

    Du har opdaget, at visse former for kristendom mener, at samfundet ikke skal basere sig på noget, som der ikke er gode argumenter for er sandt. Og det er da en begyndelse: så sætter altså også du skel mellem de forskellige religioner, hurra! Det var for øvrigt Luther, der først gav udtryk for den tanke, at statsmagten ikke skulle baseres på kristentroen, men på fornuften. Det er også hans tanker, jeg holder mig til (suppleret med Grundtvigs lignende forestillinger), når jeg mener, at dommen imod kors i de italienske klasseværelser sådan set var korrekt nok. Når jeg siger ‘sådan set’, skyldes det, at man ud fra de samme præmisser må fratage alle muslimske lærerinder, ansat i den offentlige skole, retten til at bære muslimsk tørklæde. Og den slags vil jeg da sådan set helst have skal afgøres lokalt.

    Men når vi på den måde kan blive enige om, at samfundet skal være sekulært, hvad er så egentlig problemet? Du siger, at ”religion/gudstro skal ikke have nogen indflydelse i samfundet”. Jeg vil korrigere det (eller måske kun præcisere det): religion skal ikke have nogen indflydelse på statens styrelse, argumenterne i folketinget skal baseres på fornuft, ikke på tro, dommene skal afsiges efter et ikke-religiøst regelsæt, osv. Men religion i øvrigt har naturligvis den indflydelse i samfundet, som antallet af religiøse mennesker berettiger til. Det skal naturligvis være tilladt at holde gudstjeneste, både for muslimer og kristne og andre, og ad den vej kan religion ikke undgå at blive i hvert fald i nogen grad synlig.

    Man kan måske sige, at det er uheldigt, at kirke og stat ikke er blevet skilt ad endnu, men det er nok i virkeligheden værst for kirken. Og at folketinget indleder med en gudstjeneste, nå ja, lad det være en rest fra en kristen enevældes tid; hvis folket bliver ateistisk, vil det vel ophøre af sig selv. Er teologer overrepræsenteret i Etisk Råd? Muligvis for øjeblikket, men det var da vist ikke altid været sådan? Men igen: kan man ikke nøjes med at lytte til deres argumentation? Er den fornuftig nok, hvorfor skal det så komme dem til skade, at de er teologer?

    Du mener, at ”i de lande de allermeste højtråbende ateister befinder sig, er situationen endnu værre – derfor råber de højere”. Her véd jeg ikke rigtig, hvad du tænker på. England, USA? Her befinder sig i hvert fald en del højtråbende ateister. Men er situationen ‘værre’, dvs. mindre sekulariseret, dèr? Ikke, så vidt jeg kan se.

    Det, det drejer sig om for mig, er at fastholde samfundsfriheden, først og fremmest ytringsfriheden. Derfor sætter jeg skellet et andet sted end ateisterne, både de højtråbende og de mere beskedne. Ja, jeg vil oven i købet sige, at når det kommer til det at kæmpe for ytringsfriheden, er der mange andre humanister, som jeg har mere fidus til end disse højtråbende ateister. For knap et årstid siden skrev jeg, som før antydet, om Richard Dawkins i anledning af to udsendelser, han havde på DR2: ”Man fik næsten fornemmelsen af, at hvis Dawkins havde magt som han havde agt, ville det ikke vare længe, før vi fik tvungne statsskoler med tvunget antireligiøst pensum, så sikker var han på, at hans ateisme ville være det bedste for de stakkels børn”. Der var nemlig i udsendelsen en del udtryk, der kunne tyde på noget i den retning. Og så bliver denne ateisme direkte farlig.

    Nå, farlig og farlig, der er nu nok kun tale om en papirtiger.

  3. Henrik Pedersen siger:

    Jo, jeg forstår godt din argumentation. Jeg tror (og er villig til at vædde på) at de fleste ateister skelne mellem indholdet i religionerne, selv Dawkins som du raser imod. Men religionernes grundlæggende påstande, og præmissen for store dele af hvad religionener prædiker, er ca. lige falske for alle religioner.
    Det tjener ikke noget specielt formål at fremhæve den procentdel af de troende som har fornuftige mennesker, når man ønsker at gøre opmærksom på alt det skidt som kommer fra resten af de troende. Jo, måske at undgå at støde folk som dig, du har vist en tendens til at tro at Dawkins retter sin kritik næsten direkte mod dig.

    Jeg skulle måske nok have sagt at religion ikke bør have indflydelse på “statens styrelse” istedet for “samfundet”. Jeg håber mine eksempler viste at det var i den retning jeg tænkte.

    Din ide om at Dawkins måske ville foretrække antireligiøse skoler, kan jeg ikke kommentere, andet end at sige at jeg tit føler at de fleste troende vil have tvungen kristendom/islam indoktrinering i skolerne. Og det er også farligt. Jeg antager dog at det bare er mine fordomme som farver mit syn, måske du burde gøre det samme.

  4. Ricardt Riis siger:

    @ Henrik Pedersen!
    Du siger, at du forstår min argumentation. Jeg tvivler. For lige efter at du har sagt, at de fleste ateister skelner mellem indholdet af religionerne, siger du, at de grundlæggende påstande er lige falske for alle religioner. Og så giver jeg ikke meget for din forståelse.

    For med den ‘iagttagelse’ er vi ikke kommet ud af blindgyden. Jeg forlanger ikke, at du skal tro på min religions trossætninger. Jeg forventer end ikke, at du skal prøve at leve dig ind i dem. Men jeg mener nok, man kan forvente, at du erkender den forskel mellem eksempelvis islam og kristendom, at mens det myldrer med muslimske terrorister og muslimske trusler mod det frie ord, har man til dato kun kunnet finde to eller tre kristne terrorister.

    Du må hjertensgerne mene, at min religions grundlæggende påstand er falsk. Og du må for mig gerne føje til, at den er lige så falsk som muslimernes grundlæggende påstand eller som buddhisternes grundlæggende påstand. Men jeg spørger om, hvad galt der er ved, at store kristne religionssamfund holder fast ved noget, som du betragter som falsk, når de ikke skader andre.

    Og de skader altså ikke andre med deres trospåstande. Du vil ikke fremhæve de fornuftige troende mennesker, men i stedet gøre opmærksom på alt det skidt, som kommer fra resten af de troende. Udmærket! Men så gør det! Hvad er det for noget skidt, du tænker på? Du har i dit første indlæg nævnt, at det, ateisterne har imod de troende, ikke er, at de tror på Gud, nej, ateisterne vil blot, at samfundet skal være sekulært. Og du har siden nævnt en tre-fire ting, som du mener bør laves om, for at samfundet kan blive rigtig sekulært. Alt sammen småting. Og jeg spørger igen: Er det det hele? Du er godt klar over, at vi lutheranere går ind for et sekulært samfund. Altså, vor trosopfattelse er ikke blot ikke skadelig, den ligefrem understøtter den samfundsforståelse, du har. Hvorfor skal vi så slås i hartkorn med muslimerne, som bestemt ikke understøtter den samfundsforståelse?

    ”Resten af de troende”, siger du. Taler vi om de store kristne trossamfund, er det mindre end en tiendedel promille, der har sympati for kristne terrorister. Eller ser du anderledes på procentfordelingen mellem fornuftige kristne og dem, fra hvem der kommer så meget skidt? Det gør du vist. Men jeg foretrækker at forholde mig til det, jeg kan iagttage, og ikke til det, jeg tænker mig til.

    Det er selvfølgelig pænt gjort af dig, at du vil undgå at støde folk som mig. Men ærlig talt, jeg foretrækker folk, der taler lige ud af posen og ikke tager hensyn til, hvordan de tror, jeg vil reagere; jeg reagerer som regel anderledes, end de tror. Du tror f.eks., at jeg er for nærtagende eller at jeg mener, at Dawkins retter sin kritik direkte mod mig.

    Jeg indrømmer, at jeg godt kan lyde lidt ‘stram i betrækket’ overfor Dawkins. Men det skyldes, at han efter min mening snyder på vægten. Og skal man have en ordentlig debat, kræves det, at man afholder sig fra alle luskede argumenter. Det gør Dawkins ikke. Og som sagt: det irriterer mig. Dawkins påstår, at han i sine to tv-udsendelser vil påvise, at religion er farlig. Og han væver op og væver ned, finder frem til de mest obscure religiøse sekter, men lige lidt hjælper det: at religion ligefrem skulle være farlig, er lige så ubevist ved slutningen af de to udsendelser som ved begyndelsen.

    Du taler om ‘alt det skidt, som kommer fra resten af de troende’, og jeg fornemmer, at denne rest i dine øjne er ganske stor, skal vi sige 70%. Men du er lige så resultatløs som Dawkins. Af ‘skidt’ har du kun påvist de få ting, der kan mangle i den fuldkomne sekularisering af vort samfund. Og som sagt: det er peanuts.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s