Det rifbjergske hvalflæsk

Han kan noget med sproget, den Rifbjerg. Se bare overskriften på den kronik, han i går (4-7 10) havde i Politiken (se her): ”Hvalflæsk”! Ja, rigtig gættet! Klaus Rifbjerg skriver om hvalen i Vejle fjord og al den opmærksomhed, den vakte. Den opmærksomhed sammenstiller han med den mangel på opmærksomhed, det vækker, når vore døde soldater kommer hjem fra Afghanistan. Da gribes han af fortvivlelse og raseri over, at endnu et liv er spildt i en meningsløs krig. Og han undrer sig over sine egne følelser, det ene sæt, medlidenhed med den døende hval, har han fælles med andre danskere, det andet sæt, fortvivlelse over den krig, vi har indblandet os i, står han, synes han, besynderlig alene med.

Jeg véd ikke, hvor mange danskere der deler disse sidste følelser. Jeg gør. Men al Rifbjergs sprogekvilibrisme til trods, jeg synes ikke, han får sagt det godt nok. Hans modstand mod krigen bliver, når han skal formulere den, til en, bevares, sproglig set elegant, men forstandsmæssig set fattig pacifisme. Han nøjes med at skildre krigens gru – som de kyniske siger: ”shit happens” – og tænker så tilbage på sine sommerferieophold på Langeland under krigen, hvor man med velbehag spiste jordbær med rigtig fløde på og bagefter gik op på bakken og skuede over mod ødelæggelsen af Kiel, det sidste også med velbehag, for hvad, det var jo bare de fordømte tyskere, der fik, hvad de fuldt ud havde fortjent.

Men vi er da vel nødt til på én eller anden måde at sige, at den krig var nødvendig. Og retfærdig. Eller hur? Vi kan da ikke gemme os bag en passiv pacifisme, der lader andre slås for den frihed, vi nyder, og bagefter snyde os til på én gang at glæde os over friheden og betragte al krig som ond. Vi må, for mig at se, skelne mellem en krig, der er retfærdig, og én, der ikke er. Der er masser af mennesker, der gør nar af den skelnen, jeg véd det godt. Men får ikke krigsgale præsidenter lettere ved at føre os i krig, når vi ikke foretager den skelnen?

I hvert fald var det ikke vanskeligt for præsident Bush efter den 11. september at angribe Taliban i Afghanistan. Han ønskede at fremstå som en leder, der kunne udvise lederskab, og anså det for en helt naturlig ting at bruge militær magt for at stække al-Qaida. Inden længe var der så lige så mange døde afghanske civile, som der var døde amerikanske civile ved angrebet den 11. september. Og tallet stiger stadig, altså tallet på de afghanske civile. Var det en ukristelig tanke om hævn, den kristne præsident lod sig lede af?

Eller var det det militært-industrielle kompleks i USA, der pressede på for at få krige til at afprøve deres våben i. Eller skyldtes hans reaktion de mange tegneseriefigurer, der oversvømmer Amerika, hvor hovedpersonen altid kæmper retfærdighedens sag og aldrig gør noget forkert – skurkene er skurke, heltene helte – skyldes det, at de bagom ryggen på beslutningstagerne har indflydelse på landets udenrigspolitik. Nok er det, Jesu råd om at vende den anden kind til har man fuldstændig overhørt i Guds eget land. Det er ikke et råd om pacifisme, men det er råd om ikke altid at holde på sin ret, i dette tilfælde: et råd om at afprøve alle andre muligheder, før der indledes en krig. Har du ret til at angribe Taliban i Afghanistan, fordi de låner hus til al-Qaida? Måske, men derfor er det ikke sikkert, du skal gøre det.

USA kunne udmærket have nøjedes med at indføre de mange efterretningsmæssige tiltag, man gennemførte. Det er jo dem: ekstra tjek på flyrejsende, brud på e-mail hemmeligheden, undersøgelse af internethjemmesider, udspionering af mistænksomme personer, osv., det er jo dem, mere end det er angrebet i Afghanistan, der har forhindret nye terrorangreb i USA. Og de terrorangreb, der er kommet i Europa, i London og i Madrid, har krigen i Afghanistan jo altså ikke afværget.

Man havde desforuden alle tiders chance for at fremhæve amerikanernes mod og snarrådighed i kraft af det, der skete i det fjerde fly, det fly, der blev forsinket 40 minutter i afgangen, og hvor passagerne derfor blev klar over, hvad der var sket i New York, hvilket gjorde, at de prøvede at overmande flykaprerne. Jeg er stadig fuld af beundring for de amerikanere, der i det fly tog affære og, selv om flyet styrtede ned i Pennsylvania, hindrede det i at blive fløjet ind i én eller anden bygning og slå mange amerikanere ihjel.

Faktisk kunne man godt have bygget sit forsvar mod fremtidige terrorister op på den menige amerikaners mod og opmærksomme iagttagelsesevne. For det, der skete den 11. september, var en éngangsforeteelse. Når det trick er brugt én gang, kan det ikke bruges mere. Det byggede jo på, at passagererne skulle føres bag lyset, de skulle tro, at dette var en ‘normal’ flykapring, hvor det ville ende med, at de fleste af dem ville overleve. Men når sandheden er kommet for en dag, som det skete, da flyene fløj ind i World Trade Center, så vil alle passagerer ved den næste flykapring forestille sig det værste og derfor, som passagererne i det fjerde fly, forsøge at overmande kaprerne. Resultatet af 11. september er da også, at der så at sige ikke har fundet nogen flykapringer sted efter den dato. Jo, for også flykaprere véd nu, at passagererne véd, at det muligvis kan være en selvmordsaktion.

Men man kan da ikke nægte, at USA havde ret til at angribe Afghanistan? Jo, det kan man. Dette, at Frankrig gav husly til Khroumeiny før kuppet i Iran, gav ikke shahens Iran ret til at angribe og besætte Frankrig – hvis altså vi forestiller os, at det havde haft magt til det. Det var shahens efterretningsvæsen, der skulle have beskyttet ham mod oprør. Eller – endnu bedre – det var hans indenrigspolitik, der skulle have sørget for, at der ikke var nogen af hans undersåtter, der følte trang til oprør; det er svært med en muslimsk befolkning, jeg véd det, men det var alligevel dèr, han skulle have sat ind.

Og sådan er det også USA’s efterretningsvæsen, der skal sørge for at gribe terroristerne, før de slår til. Hvilket ikke er nogen umulig opgave; vi har jo set, hvordan de efterhånden har slået til overfor ikke så få af disse mærkelige væsener. Så den påstand, at vi må være i Afghanistan for at forhindre, at terroristerne kommer til os, holder ikke.

Der er et par ting mere, som Rifbjerg kun antyder, men som jeg mener, man er nødt til at behandle mere indgående. Den ene er, at det er svært at komme ud af en krig. Man mærker en djævelsk logik, når én eller anden ledende person siger, at hvis vi trækker os ud nu, vil alle vore ofre have været forgæves. Altså: uanset, at de mål, vi satte os, slet ikke er opfyldt, uanset, at der ikke er nogen udsigt til, at de opfyldes foreløbig, selve dette, at nogle af vore er blevet dræbt, gør, at vi ikke kan trække os ud. Ellers vil jo det offer, vedkommende har bragt, det, der patetisk hedder ‘den højeste pris’, have været forgæves. Det er vel ikke just sådan, som det var i gamle dage, at man skulle trække sig ud ‘med æren i behold’, men det er dog sådan, at man skal kunne fastholde, at de, der er døde, har været med til at ‘gøre en forskel’. Og det kan være en ganske svær manøvre for politikere at gennemføre.

Den anden ting er, at krig altid forråer mennesker. Den forråer både de soldater, der er med i den, og os, der hører om de mennesker, der bliver dræbt. Når én af vore bliver dræbt, kan det være en bagvendt trøst, at der også dræbes mange talibanere. Og man skal altså være et meget ædelt menneske, hvis ikke man tænker, at det har de godt af. Åh ja, jeg véd godt, at forsvarets personel altid virker professionelle, og sikkert også selv søger at fremstå som professionelle soldater, der kun slår ihjel, når det er nødvendigt. Men jeg tror alligevel, at det er en del af officerernes professionalisme, at de lader et vist had til fjenden gøre soldaterne kampberedte. Og jeg kan godt forestille mig, at et sådant had ikke sådan lige kan slukkes, når først der er blevet tændt for det.

Man så det i slutningen af Anden Verdenskrig. Vi er vant til at betragte de allierede, i hvert fald englænderne og amerikanerne, som professionelle i den forstand, at de roligt og afdæmpet tog de nødvendige beslutninger. Men det er et glansbillede. Også de var præget af had til tyskerne, ligesom russerne var det. Bombardementet af Dresden i midten af februar 1945, hvor krigen var afgjort, var overflødigt, men blev alligevel gennemført. Hvorfor? Jo, det blev såmænd gennemført af had til tyskerne, eller fordi man ville ‘give dem en lærestreg’. Begge dele lidet professionelt. Og når Montgomery efter krigen kunne anbefale, at tyskerne i den britiske zone kun skulle have 800 kalorier om dagen, fordi de ikke gav fangerne i Bergen-Belsen koncentrationslejren mere, så var også en sådan udtalelse bestemt af et had, som der endnu ikke var blevet slukket for. Yderst menneskeligt, ja, og yderst forståeligt. Og vi danskere er ikke anderledes. Også derfor skal vi ud af Afghanistan.

Til sidst skriver Rifbjerg: ”hvor ville det dog være befriende, hvis nogen sagde: Skrub ud af det vanvittige land, glem den afsindige krig, brug pengene til noget andet end rustne bæltekøretøjer og livsfarlige mandskabsvogne, drop de kampfly og vupti, gælden er betalt, de sytten milliarder eller atten eller otteogtyve eller mere er hjemme, vi kan koncentrere os om svanerne og de rigtige hvaler med god samvittighed, ingen kommer hjem i kiste, ingen melder sig på rekrutteringskontorerne, for der er ingen, Danmark er atter frit, vi har tabt i Dybbøl, men fred være med det, vi var selv ude om det, sommeren er over os, og nattergalen synger, så syng da, Danmark, lad hjertet tale, hørte I det? HJERTET!”

Det er smukt og det er gribende, men det er også for letkøbt. Den pacifisme, der oven i købet understøttes med det danskeste af alle argumenter: at vi kan spare penge, den er for sølle, for uigennemtænkt, for frelst. For det kan da godt være, vi skal have kampfly; det er da meget muligt, at vi skal gribe ind forskellige steder rundt om i verden; hvad vi gjorde i Bosnien, var da ikke helt tosset; der kan komme en situation, der kræver militær magt.

Jovist, også jeg ser helst, at ingen kommer hjem i kiste, også jeg gribes af ækelhed ved alle krigens detaljer, også jeg føler afsky ved dem, der kommer om ved det bare ved at sige ”shit happens”. Men jeg er dog klar over, at vi sommetider er nødt til at lade ”shit” ske, alternativet er for skræmmende. Blot vil jeg mene, at vi skal prøve at gøre os nogle tanker om, hvilken krig der kan kaldes retfærdig og hvilken ikke. Og vi skal gøre det, uanset, hvor mange der gør nar af os. For jeg kan godt få den mistanke, at når nogen er imod tankerne om den retfærdige krig, skyldes det, at sådanne tanker lægger for store begrænsninger på valgmulighederne. Men netop det vil for mig at se være den største fordel ved sådanne overvejelser. En langt større tilbageholdenhed, før en krig udløses, kan kun være en fordel. Er det ikke også en lære, vi kan drage af Afghanistan-eventyret?

Advertisements
Dette indlæg blev udgivet i Samfundsforhold. Bogmærk permalinket.

Et svar til Det rifbjergske hvalflæsk

  1. CA siger:

    Forsvarskrige kan forsvares. Bin Laden indledte sin “krig” d. 11-9. USA bad derpå Taleban udlevere Osama Bin Laden og andre fra Al-Quieda-netværket. Taleban derimod fnøs og gav ordrer til at beskytte Bin Laden med alle midler, hvorpå tungere våben blev sendt ud til fjerne egne i Afghanistan.

    Da Taleban på den måde forbrødrede sig med Al-Quieda kan krigen forsvares som forsvarskrig.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s