Syndefald i koranen

Jamen, muslimerne kender ikke noget til noget syndefald. Hvordan kan der så findes en syndefaldsberetning i koranen? Det kan der, fordi Muhammed har sjusket lidt med teologien, da han formede koranens ord. Han har ladet lidt for meget af den bibelske syndefaldsberetning gå med over i koranen.

I bibelen findes der kun én syndefaldsberetning. Den står i 1 Mos 3,1-19. Og i det gamle testamente er der tale om en myte, dvs., der er tale om en fortælling, der skildrer nogle af menneskets grundvilkår. Den vil sige, at det onde er en realitet, og den vil sige, at mennesket ikke kan erklære sig uskyldigt i det onde; mennesket selv lod sig friste til at bryde tillidsforholdet til Gud. Det fik som konsekvens, at menneskene så, at de var nøgne; det førte med sig, at Adam skød skylden over på Eva; det endte med, at Adam og Eva blev fordrevet fra Paradis. Fra nu af skulle Eva føde sine børn med smerte, fra nu af skulle Adams arbejde med at skaffe sig føden være besværliggjort. Og altså: dette ”fra nu af” gjaldt hele menneskeheden. Det ligger der i, at der er tale om en myte. Hvert menneske gennemlever syndefaldet og opdager, at det barndommens paradis, det troede at leve i, lever det ikke i, og bliver videre klar over, at det er dets egen skyld, at det er gået sådan.

Sådan ser de muslimske teologer imidlertid ikke på sagen. Jeg har det følgende fra en udmærket bog, der findes på nettet (se her). Den hedder ”A Struggle that Led to Conversion” og er skrevet af Emir Rishawi. I det afsnit i bogen, der handler om synd og frelse, skildrer han de muslimske teologers opfattelse af de beretninger om syndefaldet, der findes i koranen, eller, jeg skal vist rettere sige, de beretninger om Adam og Evas synd. For sagen er, at muslimerne ikke mener, der er tale om et syndefald. Der er tale om, at Adam og Eva forbrød sig mod et bud, Gud havde givet dem, derefter angrede de og bad om tilgivelse, så tilgav Gud dem, og så var den sag ude af verden. Der er i det muslimske teologiske vokabular ikke tale om nogen arvesynd, og der er følgelig ikke brug for nogen guddommelig frelse.

Sagen er for de muslimske teologer sådan set logisk nok. De hæfter sig ved en række koranord, der fortæller, at det er enkeltmennesket selv, der må bære ansvaret for de onde eller gode gerninger, det gør. F.eks. henviser de til sura 6:164, hvor det hedder: ”Hvad hver enkelt begår, kommer over ham selv; ingen skal bære en andens byrde”. Og de henviser til sura 17,13: ”Vi har lagt ethvert menneske dets skæbne om halsen”. Og også sura 74,38 kan bruges: ”Enhver skal stå til ansvar for det, han har bedrevet”. Og ud fra sådanne koransteder og ud fra deres egen logiske fornemmelse hævder de, at Adam og Evas overtrædelse var deres og deres alene. Den berørte ingen andre end dem.

Problemet for dem er blot, at sådan står der ikke i koranen. Man må faktisk ud fra de tre steder, hvor beretningen står, næsten nødvendigvis få den tanke, at der i koranen, som i det gamle testamente, er tale om en myte, altså er tale om noget, der vedrører alle mennesker, ikke kun Adam og Eva. Det viser Emir Rishawi med en ganske sjov iagttagelse. Men der er meget mere end lige denne ene iagttagelse, han kommer med, der er værd at hæfte sig ved.

De tre koransteder har jeg anbragt nedenfor i det nærmeste, man kan komme en synoptisk opstilling. Med bogstaverne A, B og C betegner jeg de tre tekster. Med tal fra 1 til 14 betegner jeg tekstdele i de enkelte tekster, således at A10, B10 og C10 er de tekstdele, der tænkes at være ens. Man kan således se, at C2 og C3 er tekstdele, som C har for sig selv.

Oversættelsen har jeg selv foretaget fra en engelsk oversættelse, der findes på en udmærket hjemmeside til studiebrug, der hedder ”Yet another Quran Browser” på adressen: http://www.quranbrowser.com/ . Jeg har benyttet mig af den oversættelse, der er lavet af Sale.

Når jeg ikke har kunnet bruge den udmærkede danske oversættelse, der findes på denne adresse (http://forlagetvandkunsten.dk/97507/search/ ), skyldes det, at jeg er nødt til, for at få Rishawis pointe frem, at lave en lidt klodset oversættelse. (fortsættes på den anden side af nedenstående tekster)

Fra sura 2,35-38:
A1: [2:35] Og Vi sagde: ‘O Adam, du og din hustru må bo i haven og spise så mange af dens frugter, som I vil. Men nærm jeg ikke dette træ, for så vil I blive regnet blandt overtrædere’.
A4: [2:36] Men Satan fik dem til at forspilde [paradiset] og drev dem bort fra det, de havde været i.
A10: [2:36] Så sagde Vi: ‘Kom alle ned herfra! Den ene skal være den andens fjende. Og I skal alle få en plads på jorden og leve dèr til en tid’.
A11: [2:37] Og Adam lærte [bønnens] ord fra sin herre, og han vendte sig mod ham, for han har let ved at tilgive og være nådig.
A14: [2:38] Og Vi sagde: ‘Kom alle ned herfra! Herefter skal der komme en vejledning til jer fra mig, og enhver, der følger min vejledning, skal ikke frygte, ejheller få sorg’.

Fra sura 7:19-23:
B1: [7:19] Men hvad dig angår, Adam, så kan du og din hustru bo i paradiset og spise dets frugt, hvornår I vil. Men nærm jer ikke dette træ, for så vil I blive regnet blandt overtrædere.
B4: [7;20] Men Satan fortalte dem, at han ville afsløre deres nøgenhed for dem – den var skjult for dem.
B5: Og han sagde: ‘Jeres herre har ikke forbudt dette træ for jer af anden grund, end at I ellers vil blive engle og opnå udødelighed’.
B6: [7:21] Og han svor for dem og sagde: ‘Sandelig, jeg er én af dem, som råder jer godt’.
B7: [7:22] Og han fik dem til at falde med sit bedrag. Og da de havde spist af træet, blev det klart for dem, at de var nøgne. Og de begyndte at sætte paradisets blade sammen for at dække sig.
B8: Og deres herre kaldte på dem: ‘Forbød jeg ikke dette træ for jer! Og sagde jeg ikke til jer, at Satan er jeres visse fjende!’
B9: [7:23] De svarede: ‘O herre, vi har handlet uretfærdigt med vore egne sjæle. Og hvis du ikke tilgiver os og er nådig imod os, er det sikkert, at vi vil høre til blandt fortabte’.
B10: [7:24] Han sagde: ‘Kom alle ned herfra! Den ene skal være den andens fjende. Og I skal alle få en plads på jorden og leve dèr til en tid’.
B12: [7:25] Han sagde: ‘Deri skal I leve, deri skal I dø, og derfra skal I tages bort [til opstandelsen].
B13: [7:26] O Adams børn. Vi har sendt tøj ned til jer for at skjule jeres nøgenhed og ordentlige klæder. Men at iføre sig fromhed er bedre. Det er ét af Guds tegn, om I dog ville lægge vægt på det’.

Fra sura 20:117-123.
C2: [20:117] Og Vi sagde: ‘O Adam, sandelig han [djævelen] er både din og din hustrus fjende. Pas derfor på, at han ikke skal få jer ud af paradiset! For så får I det elendigt!
C3: [20:118] Sandelig, vi har sørget for dig herinde, så du ikke skal sulte, ejheller skal du være nøgen! [20:119] Og der er også sørget for dig, at du ikke skal tørste eller føle middagsheden.
C4: [20:120] Men Satan hviskede onde forslag til ham og sagde: ‘O Adam, skal jeg føre dig til evighedens træ, og et herredømme, som ikke slår fejl?’ [20:121] Og de spiste begge deraf. Og det blev klart for dem, at de var nøgne. Og de begyndte at sy paradisets blade sammen for at dække sig.
C9: [20:121] Således blev Adam ulydig mod sin herre og blev forført. [20:122] Derefter godtog hans herre ham, vendte sig imod ham og vejledte ham.
C10: [20:123] Og han sagde: ‘Kom ned herfra, begge to, den ene skal være den andens fjende. Men herefter skal der komme vejledning til jer fra mig. Og enhver, der følger min vejledning, skal ikke fejle, ejheller skal han være ulykkelig.

(fortsat fra før teksterne):
Rishawis pointe er, at koranarabisk ikke blot, som de europæiske sprog, opererer med éntal og flertal, den har tillige en særlig form, der hedder total. Altså, når to mennesker tiltales, bruges der en anden form, end når flere mennesker tiltales. Og det, der har undret ham, er nu, at der i to af de tekster, vi har for os, står flertal og ikke total, skønt det dog kun er Adam og Eva, Gud taler til. Hvis det var total, skulle der stå: ihbita. Men der står: ihbitu, hvilket er flertal. Man kan se det på ovenstående under A10 og B10. For at få det frem, har jeg oversat: ”Kom alle ned herfra!”

Han er naturligvis ikke den første, der har undret sig over det. Det har også fromme muslimske fortolkere gjort. Nogle af dem forklarer det med, at flertalsformen er mere ærefuld. Men, spørger Rishawi, hvorfor skulle Gud dog tiltale Adam med en særlig ærefuld form, just som han har overtrådt budet? Andre siger, at også slangen og djævelen jo var til stede, deraf flertalsformen. Men, siger Rishawi med henvisning til A14, skal der da komme vejledning også til slangen og djævelen? Det er da umuligt. Og så ser han den fortolkning som den eneste mulige, at flertalsformen skyldes, at alle Adams efterkommere tænkes at være omfattet af det, Gud siger; i min formulering: der er tale om en myte, der omhandler menneskeslægtens skæbne, ikke blot Adams og Evas skæbne.

Såvidt Rishawi. For egen regning skal jeg føje et par iagttagelser til som den vantro hund, jeg er. Jeg tror jo ikke et øjeblik på, at koranen stammer fra Gud. Nej, det er Muhammed, der har opsnappet dele af de bibelske beretninger og brugt dem, når han i sin tranceagtige tilstand formulerede koranens ord. Og her er det ganske morsomt, at han, selv om den bibelske myte sådan set modsiger den vejledning, han kommer med – for mennesket er ikke ondt i sig selv, ifølge islam – så kan han alligevel ikke lade være med at viderebringe de træk, der gør beretningen til en myte om menneskeslægtens skæbne.

Det er nu for det første flertalsformen i A10 og B10. Og lidt mere prekært bliver det derved, at dette ikke stammer fra den hebraiske original, for hebraisk kender ikke noget til en form, der hedder total. Nej, det er Muhammed selv, der har skullet danne flertalsformen ud fra, hvordan han forstår fortællingen. Så han forstår den sikkert som en myte.

Dernæst er, som man kan se, tanken om nøgenhed bevaret. Det er jo noget af det, der giver fortællingen mytisk karaktér. For alle mennesker har jo i dag tøj på. Og nøgenhed er for alle noget skamfuldt noget. Men hvordan gik det til, at mennesket ene af alle dyr fik den idé at skulle have tøj på? Ja, myten giver sit svar på det, og Muhammed viderebringer i hvert fald delvist mytens svar.

Og endelig er der også i koranen bevaret den forestilling, som givetvis hører med i den bibelske myte: at mennesket blev dødeligt ved at spise at den forbudte frugt. Det antydes med bemærkningen om, at mennesket skal bo på jorden og ‘leve dèr til en tid’, altså ikke evigt. Eller, som det hedder B12: på jorden skal mennesket leve og dø og derfra tages bort til opstandelsen. Her synes også den forestilling levende tilstede, at beretningen handler om alle mennesker.

Til sidst det næsten vigtigste: Muslimerne ser ofte ned på os, fordi vi i det ny testamente har tre synoptiske evangelier, hvor Jesu ord ofte afviger en del fra hinanden. I modsætning dertil, siger de, har de i koranen Guds eget ord som en nøjagtig kopi af de tavler, der befinder sig i himlen.

Men når man ser den synoptiske opstilling, jeg har lavet over de forskellige steder, hvor syndefaldsberetningen står, så tvinges man næsten til at sige, at dette jo ligner vore synoptiske evangelier på en prik. Der er forskellige beretninger i den samme koran, og de stemmer ikke overens. Ved en sammenstilling som ovenstående kan man se forskellene, som man kan se forskellene på det samme Jesus-ord i de forskellige evangelier. Den ene har ikke noget at lade den anden høre.

Men det er i virkeligheden langt værre for muslimerne end det ser ud til ved første øjekast. For vi kristne har jo ikke påstået, at vi har Jesu ord i ren form med 100%’s garanti. Vi har hele tiden, netop fordi der var tre udgaver af det samme Jesus-ord, måttet lytte os frem til ånden i ordet. Men muslimerne, der påstår, at de i koranen har Guds egne ufejlbarlige ord, de kommer virkelig i klemme, når tingene sådan sættes op ved siden af hinanden. Bevares, en del af forskellene kan forklares med en forskellig sammenhæng, en lidt forskellig vinkling. Men når Gud citerer sig selv, så burde der være 100%’s overensstemmelse. Hvad der blot ikke er. Sammenlign A10 med B10 og C10! ‘Kom alle ned herfra!’ hedder det i A10 og B10, mens det i C10 hedder: ‘Kom begge ned herfra!’ Det er forståeligt, at Muhammed ikke helt har styr på, hvad han tidligere har påstået var Guds skinbarlige ord. Så man kan godt bære over med ham, at han forandrer flertal til total. Men man kan ikke forestille sig, at Gud ikke skulle være klar over, hvad han tidligere har åbenbaret. Og derfor viser denne forskel, at det er Muhammed og ikke Gud, der er forfatter til koranen.

For os ingen overraskelse. Men for de fleste muslimer den rene blasfemi. Dog, logikken er klar nok.

Advertisements
Dette indlæg blev udgivet i Islam. Bogmærk permalinket.

2 svar til Syndefald i koranen

  1. MP siger:

    Der er desuden her et argument imod nødvendigheden af at iføre sig slør (eller tøj i det hele taget) som muslim i disse vers:

    “B13: [7:26] O Adams børn. Vi har sendt tøj ned til jer for at skjule jeres nøgenhed og ordentlige klæder. Men at iføre sig fromhed er bedre. Det er ét af Guds tegn, om I dog ville lægge vægt på det’. ”

    Ikke at dét har noget med dit tema at gøre. Jeg lagde blot lige mærke til, at hvis man som muslim er træt af slør, har man noget at henvise til dér.

  2. Morten - - - siger:

    Ja, for den rene er jo alting rent.

    – – –

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s