Ud af Afghanistan? Selvfølgelig!

Forleden blev jeg klar over, at jeg var enig med Carsten Jensen. Det har jeg været længe med hensyn til krigen i Afghanistan, men nu blev det slået fast med syvtommersøm, at sådan er det.

Det er Naser Khader, der på sin blog på Berlingske Tidende har gjort opmærksom på nogle udtalelser af Carsten Jensen, der forarger ham utrolig meget, se her. Carsten Jensen bliver spurgt, om han, når han nu går ind for, at vi skal trække os ud af Afghanistan, også vil acceptere, at Taleban så muligvis får magten i landet. Dertil svarer han: ”Jeg tror ikke, at afghanerne får det bedre under Taleban. Men stillet over for valget mellem et lovløst kaos og et fanatisk styre med lov og orden, så foretrækker jeg det sidste. Der er ikke noget samfund, der kan fungere under kaos og lovløshed”. (Se interview’et med Carsten Jensen her). Dette er genuint luthersk, bortset fra, at Luther ikke siger ‘Jeg foretrækker’, men ‘Det er Guds vilje’. Det er Guds vilje, at et menneske skal indordne sig under øvrigheden, ligegyldig hvor uretfærdig den er. Luther mener dog også, at fornuften er i stand til at indse dette. For alt andet er bedre end borgerkrig.

Jeg har tidligere anvendt denne tankegang på Irak, og ‘bevist’ rigtigheden af denne betragtning ved at opregne, hvor mange mennesker der døde under Saddam Hussein, sammenlignet med, hvor mange der er døde under de indbyrdes stridigheder, der er fulgt efter hans fald. Tallet er til fordel for Saddam. Men tankegangen lader sig naturligvis også anvende på Afghanistan. Og det er i virkeligheden det, Carsten Jensen gør, uden dog at være klar over, at Luther er enig med ham, hvilket måske også rager ham en papand, jeg véd det ikke.

Interview’eren fortsætter: ”Så ugemagasinet Time har ret: Alternativet til krigen i Afghanistan er en ung pige med afskåren næse?” Spørgsmålet henviser til et billede, der var uden på ugemagasinet Time. Billedet viste en ung pige, der havde fået sin næse skåret af af Taleban. Man kan godt se, hvor køn hun egentlig er. Men unægtelig skæmmes hendes udseende af den manglende næse. Det er altså det, vi skal vælge imellem: Enten krig eller kvinder i Afghanistan med afskårne næser.

Til det spørgsmål svarer imidlertid Carsten Jensen: ”Nej, for alternativet er selvfølgelig, at hun tager en burka på. Så er der ikke nogen, der piller ved hende. Det går jeg ikke ind for, men sådan er det bare…” Og det er dette svar, der gør Khader aldeles mundlam. Dog ikke mere mundlam, end at han i det følgende kan gentage de gængse argumenter for krigen i Afghanisten, som efterhånden har dannet sig: Vi er der for at indføre demokrati, for at give kvinderne ligeret, for at forhindre, at den multinationale terrorbevægelse breder sig. For vinder al-Qaeda i Afghanistan, vil tilsvarende grupper i Jemen og Somalia få blod på tanden: nu kan også vi håbe på at vinde.

Og Khader påpeger også de ting, der er opnået ved NATO’s indsats: piger går i skole, kvinder kommer ud på arbejdsmarkedet og kan i det hele taget bevæge sig frit, fodboldbaner kan bruges til fodbold og ikke, som under Taleban, til offentlige henrettelsespladser. Alt det vil forsvinde, hvis vi overlader landet til Taleban. Og de største tabere bliver pigerne og kvinderne. ”Vi lader dem fejgt i stikken”, siger han.

Måske! Men hvor er deres naturlige beskyttere henne? Hvad laver deres brødre, fædre og mænd i et Taleban-styret Afghanistan? Hvorfor skal det være os fremmede, der skal beskytte deres kvinder, noget, de dog selv skulle være de første til at gøre? Se, det er, som det hedder, et godt spørgsmål. Og svaret på det spørgsmål er naturligvis, at alle disse mandspersoner er muslimer ligesom talebanerne. De er måske ‘kun’ moderate muslimer. De ville egentlig helst leve i et samfund, hvor de kan gebærde sig frit. Men når fanatiske muslimer kommer til dem og siger: Der står sådan og sådan i koranen, så har de intet svar. For der står forfærdelige ting i den bog. Og er man moderat muslim, har man ikke mange kroge i koranen at hænge sin hat på. Så nej, vi lader ikke de afghanske kvinder i stikken. Hvis nogen lader dem i stikken, er det deres brødre og mænd, som affinder sig med, at talebanerne overtager magten i deres land.

Der var en iransk modstandskvinde, der sagde det ret tydeligt for nylig: skal tingene ændres i Iran, er det iranerne selv, der skal gøre det. Og det her hun ret i. Indgreb udefra batter intet. Vi udenforstående kan blot stå med al vores gode vilje og kikke på. Griber vi ind, vil det uvægerlig blive opfattet som nykolonialisme, som Vestens forsøg på igen at skaffe sig indflydelse i landet.

I Iran kan man måske håbe på (for landets egen skyld, ikke for vores) at der vil være tilstrækkelig mange mennesker med vilje til i givet fald at sætte livet til, så der kan komme en ændring i styret. I Afghanistan tror jeg, det bliver betydelig vanskeligere. For dèr er man vant til at vise solidaritet, ikke med landets regering, men med sin stamme.

Hvordan det end går, om vi kommer ud med æren i behold eller med halen mellem benene, om Karsai og ligesindede beholder magten i landet eller Taleban vinder den tilbage, vi må mere og mere gøre os klart (hvad vi burde have vidst hele tiden), at hverken vi eller amerikanerne kan eller må fungere som verdens politibetjent, at hverken vi eller de kan ændre muslimers tankegang, i hvert fald ikke med magt, og at både vi og de betragtes som besættere i Afghanistan.