Aprilsnar udenfor sæsonen?

Egentlig skulle dette indlæg have heddet ”Krænkelseskulturen breder sig”. Anledning er en artikel på forsiden af Kristeligt Dagblad for i dag, se her. Den handler om, at to forholdsvis fornuftige mennesker har klaget til biskoppen i Roskilde over, at sognepræst i samme stift, Poul Joachim Stender, i en bog har sagt, at ”antallet af sexede menighedsrådsmedlemmer er skræmmende lavt”. Dette udsagn er, hævder de, nedsættende overfor samtlige menighedsrådsmedlemmer, og biskoppen bør give sognepræsten en påtale for det.

Sammesteds, altså på forsiden, erfarer man, at de to journalister, der står bag artiklen, har indhentet udtalelser andetsteds fra. De har talt med en kirkeretsekspert, Kristine Garde, der også mener, at biskoppen må træde i karaktér, og de har henvendt sig til næstformanden for Landsforeningen af Menighedsråd, der ligefrem kalder udtalelsen en uforskammethed. Så efter at have læst forsiden, forstår man, at der så sandelig er noget galt med både biskop og præster i Roskilde stift. Godt man ikke bor dèr!

Nå, men da tiden var inde, til (nej, ikke til at ”hun skulle føde”, som skrevet står i evangeliet, men til) at jeg skulle ud og vaske op, fik jeg tid til at tænke lidt over tingene. Som andre ”opvaskemaskiner” véd, kan man, når man ellers har tilrettelagt arbejdsgangen med omtanke, få mange ting til at svirre rundt i hjernen, mens man vasker op. Det kan måske endda sommetider blive en terapeutisk behandlingsmetode. I dette tilfælde blev jeg mere og mere klar over, at de to teologer måtte have taget gas på ”Kristeligheden”. Det kan simpelthen ikke passe, at de føler sig stødt over Stenders udtalelser, tænkte jeg, mens jeg tørrede af; den er da kun til at grine af. Så der må være tale om en aprilsnar udenfor sæsonen. De kan ikke mene det alvorligt. Der er sandsynligvis tale om, at de vil vise, hvor dræbende for al sund debat det er, når man evig og altid føler sig krænket. Og minsandten, hvor morsomt, at avisen var hoppet på limpinden! Jeg var lige ved at tørre hænderne i viskestykket og lette på hatten for dem (nå nej, jeg vasker trods alt ikke op med hat på, men alligevel!)

Og så fik jeg mig igen anbragt i lænestolens trygge favn med en god frokost indenfor rækkevidde, og så var det tid til at gå videre i min avislæsning. Og hvad måtte mit øje skue? På side 4 ser jeg, at den er god nok. De to klagende teologer mener det alvorligt. Oven i købet kan man på netudgaven af avisen se den klage, de har indsendt til biskoppen (se her). Og hillemænd, hvor de tager det (og sig selv) alvorligt! Jeg blev så ved samme lejlighed klar over, at jeg rent ud havde glemt, at de tidligere havde klaget over Stender. Måske man skulle begynde at tage nogle piller for en bedre hukommelse!

Og så skulle jeg naturligvis have skiftet overskriften ud til det andet: ”Krænkelseskulturen breder sig”. Men jeg nøjedes med at sætte et spørgsmåltegn bagved ”aprilsnar udenfor sæsonen”. For hvor ville jeg dog ønske, at det hele var en aprilsnar! Jeg har tidligere hævdet, at vi danskere, når muslimer anklager vore kvinder for at være ludere, ikke gør andet end at vi trækker på skuldrene og tænker vort (se her). Underforstået: de dømmer sig selv med den slags udtalelser, de kære muslimer! Det samme skulle jo vore to rethaveriske og retvillehavende teologer have gjort.

Hvad ligger der f.eks. i Stenders udtalelser, som nu er kommet på forsiden af Kristeligt Dagblad, om, at ”antallet af sexede menighedsrådsmedlemmer er skræmmende lavt”? Der er jo, så vidt jeg har forstået, ikke tale om, at Stender bygger denne påstand på nogen spørgeskemaundersøgelse blandt menighedsrådsmedlemmer. Han har altså kun sine egne iagttagelser at holde sig til. Og de indskrænker sig vel til de menighedsråd, han selv er medlem af, og til det, han kan se, når han f. eks. er til stiftsstævne i Roskilde Stift. Dèr må man altså forestille sig, at han ser sig grundigt omkring, og til sin store ærgrelse opdager, at der ikke er nogen kvinder, han kan flirte med. Og det er selvfølgelig ærgerligt for ham. Men det kunne jo også hænge sammen med, at han selv slet ikke har den sex-appeal, som han går og tror. Dog, den tanke synes ikke at have strejfet ham. Men tager man den med i betragtning, så opdager man, at den udtalelse, som nogen føler dybt sårende, ja ligefrem uforskammet for menighedsrådsmedlemmer, faktisk falder tilbage på ham selv på højst håndgribelig måde og får ham til at se lidt fjoget ud.

Men jeg må også her til sidst indrømme, at der er noget i den seneste udvikling, der er gået min næse forbi. Den almindelige djøficering (hvorved menes, at alt skal gøres op i regler og bestemmelser) synes at være gået langt videre, end jeg havde troet mulig. Jeg har nok været klar over, at en biskop havde mulighed for at gribe ind overfor en præst i sit stift, hvis han foretog sig ting, som var en præst uværdige, hvis han forbrød sig mod det, der med et fint ord hedder ”dekorum”. Men jeg har hidtil troet, at det var en mulighed, biskoppen havde som myndighedsperson, og at det ikke var op til andre at blande sig i, hvordan biskoppen udøvede denne mulighed. Men på denne sag kan jeg forstå, at enhver person, hvor perifert han end er berørt af det, har ret til at indsende en klage til biskoppen og fortælle ham, hvordan han skal udøve den myndighed, han har.

Det er jo, hvad vore to teologer har gjort: De har fortalt biskoppen, hvordan og hvor han skal bruge sin myndighed. Og man forstår på det hele, at hvis ikke han udøver den ganske efter reglerne, så er der noget galt. Det, der i gamle dage hed skønsomhed, det er nu en by i Rusland. Nej, i dag er det sådan, at findes der ikke regler for det, der skal gøres, så må der øjeblikkelig skaffes regler for det. Så vi véd, hvad vi har at rette os efter. Og så vi véd, hvad vi kan holde biskopperne fast på. Men hov, var det ikke farisæerne, der ville have regler for alting? Har vi ikke i den ene prædiken efter den anden gjort grin med de nøjeregnende og millimeterretfærdighedstænkende farisæere?

Hm!

Jeg tror, jeg håber, at biskoppen af Roskilde stift vil svare de to nogenlunde som så: I har, skønt I ikke hører ind under den myndighed, jeg har som biskop, frivilligt givet jer ind under den med jeres klage. Derfor vil jeg træde i karaktér som biskoppelig myndighed og iført min bispekåbe, som jeg har på nu, give jer følgende kirkeligt/kristelige befaling: Le! Tag jer et godt gammeldags grin over Poul Joachim Stender og hans ordvalg og optræden! Og har I kræfter tilovers (for der skal les længe og inderligt over dette, bare det, at han tror, han kan overgå Højsangen i beskrivelse af det erotiske livs herligheder), har I le-kraft til overs, så le af jer selv, le af, at I overhovedet kunne drømme om nogen anden reaktion på hans bog end latterens.

Og hvis der ikke er bestemmelser, der muliggør den følgende reaktion, så må sådanne bestemmelser på timen indføres: Så snart den ene eller anden af de to teologer overskrider grænsen til Roskilde stift, vil de være at pågribe og anbringe i gabestok foran Roskilde domkirkes hovedindgang, ikke med hænderne, men med fødderne i stokken. Derefter aftages sko og strømper, og de kildes med en gåsefjer på deres bare fodbalder, indtil de overgiver sig og ler. Er det ikke nok med en gåsefjer, må en strudsfjer anvendes, dog kun i op til to minutter af hensyn til FN’s torturkonvention.

Se, sådan træder en biskop i karaktér!

Advertisement