Civilisationernes sammenstød

Ayaan Hirsi Ali har i en artikel Kristeligt Dagblad den 21-8 10 genoptaget en tanke, som oprindelig blev fremført af Samuel Huntington, tanken om, at verdens store civilisationer uvægerlig vil bevæge sit i retning af et sammenstød. Der vil, sagde han, forekomme et ”Clash of civilizations”.

Denne tanke af Huntington har i første omgang mødt stærk modstand, især fra den dannede elite i Europa og USA. Man kunne med sin bedste vilje ikke forstå andet, end at hele den øvrige verden da med største selvfølgelighed ville lade USA være den ledende nation og stræbe det bedste, de kunne, efter at efterabe og om muligt følge lige i hælene på dette beundringsværdige land. Sammenstød? Ikke tale om.

Det er ved at ændre sig, siger Ali. Tingene flytter sig. Og de flytter sig ikke til gunst for Vesten. Ikke blot er kineserne ved at opnå en selvtillid, byggende på deres egen, ikke på vores kultur, muslimerne er det også. Og deres kultur kan gå hen og blive farlig for os. For nu foregår kampen ikke som en militær kamp mellem stater, nu foregår den som en kulturel kamp mellem befolkningsgrupper indenfor grænserne af Vestens egne lande. Og vi skal på ingen måde regne med, at alle som tiden går automatisk tilslutter sig de vestlige idealer. Vor civilisation kan faktisk godt gå under. Og derfor er det pinende nødvendigt, at vi for det første gør os klart, at vi befinder os midt i en kulturkamp, og for det andet bestræber os på at fastholde vor egen kultur, f.eks. ved ikke længer at være så fuldstændig selvpinerisk selvkritiske, som vi plejer at være.

Alt det kan jeg godt give Hirsi Ali ret i. Men når hun så drager den konklusion, at vi bør nægte at give muslimer ret til at bygge en moske i nærheden af Ground Zero i New York, så mener jeg, hun tager afgørende fejl. Derom om lidt!

Jeg vil også godt gøre opmærksom på en artikel i Information den 21-8 10 (som heller ikke er tilgængelig på nettet, beklager!), hvori Frederik Stjernfelt gennemgår en bog af en amerikansk journalist Paul Berman. Paul Berman langer ud efter de mange intellektuelle, der her i Vesten går islams ærinde. Det var det samme under den kolde krig, siger han. Også da var der mange intellektuelle, der faldt for marxismen, også i dens sovjetiske skikkelse. De godtog ikke de mange påvisninger af udemokratiske og despotiske tilstande i Øst, de mente, at man af hensyn til den indre fred med kommunisterne skulle undlade at lade sandheden komme frem.

Nu ser vi så det samme mønster med hensyn til islam. Der er en række intellektuelle (han nævner Timothy Garton Ash og Ian Buruma) som på enhver måde er rede til at tage muslimer i forsvar, også – synes det – imod deres egen intellektuelle redelighed. Konsekvent rakker de ned på Hirsi Ali og roser Tariq Ramadan. Berman har undersøgt deres angreb på Ali og kan konstatere, at det eneste, de har at bebrejde hende, er hendes ‘stil’, hendes ‘tone’. Derimod er det, efter Bermans mening, fuldstændig uholdbart, at de roser Ramadan. Han er mest interessant for alt det, han ikke siger: Han tager ikke afstand fra sin bedstefars omgang med nazistiske ideologier, fra jødehadet i den muslimske propaganda, og kan alligevel i disse vesterlandske intellektuelles øjne gå som en moderat muslim.

Men det farligste ved Ramadan er nok hans sproglige fordrejninger. Berman påviser, hvordan ‘reformisme’ betyder noget ganske andet i Ramadans mund end i vores: Han mener en reform af islam tilbage til den radikale teksttro version fra det 7. århundrede. Og ved ‘frihed’ forstår han – og det er en farligere fordrejning – ikke som vi den individuelle frihed, men religionens frihed til at underkue dens medlemmer.

Tilbage til Hirsi Ali. Hun ser fire begivenheder som tegn netop på civilisationernes sammenstød: Byggeriet af en moské ved Ground Zero, udsmidningen af amerikanske missionærer i Marokko, minaretforbudet i Schweiz og burkaforbudet i Frankrig. Og jeg går gerne med til, at alt dette kan ses som et tegn på civilisationer, der støder sammen. Men dermed ikke sagt, at vi i Vesten reagerer ret ved at gøre, som vi har gjort. Mig forekommer det i hvert fald, at både minaretforbudet og burkaforbudet er muslimske reaktioner, hvor der skulle have været tale om kristne reaktioner.

Hvis vi tager Ramadans ‘fordrejning’ at vort udmærkede begreb ‘frihed’, så går Ramadan ud fra – ligesom, tror jeg, uhyre mange muslimer – at hvis de skal have religionsfrihed i vore lande, vil det betyde, at de skal have frihed for det muslimske SAMFUND, ikke for den enkelte muslim. Mange muslimer begynder med forestillingen om et samfund og bestemmer individet derudfra, hvor vi gør det omvendte. Sådan har de igennem de mange hundrede år opbygget deres samfund: hver religion sit byområde og hver religion sit ansvarsområde; de kristne under deres biskop, jøderne under deres rabbi, og muslimerne under deres emir. Så går tingene op, mener de, så hersker der al den tolerance, som samfundet kan tåle.

Og ud fra samme tankegang handler vi, når vi siger, at ‘muslimerne’ vinder frem i Vesten, vi må gøre noget, lad os forbyde burkaer og minareter! Vi hopper uden at tænke over det på den muslimske limpind. For vi tænker med sådanne forbud ligesom de i samfund, ikke i individer.

Det samme sker herhjemme, når man fra visse sider prøver at indføre et forbud mod at faste i skolen. Man beskærer den enkeltes frihed til fordel for samfundet, i dette tilfælde det danske samfund og dets skolevæsen, der på den måde slipper for de mange problemer med fastende og derfor uoplagte elever.

Jamen, hvad skal vi så gøre? Skal vi bare lade stå til i denne kamp mellem civilisationer?

Åh nej! Men vi skal bruge det våben, som vores civilisation har fået i fødselsgave, nemlig ordet. Vor kultur nedstammer fra den Jesus, der lod sproget selv gøre sin gerning. Så overbevist var han om sprogets eller ordets kræfter, at han fandt sig i at lide døden for sandheden skyld. Ordet skulle nok klare sig. Hvad han jo fik ret i. Også vi skal lade sproget selv virke. Vi skal overdænge muslimer med velvilje og tilladelser, vi skal give dem al den frihed, vore samfund bare kan trække. Men samtidig skal vi ikke – som vi har gjort altfor længe, inspireret af vor folkelige elite – holde os tilbage fra at kritisere islam.

Det gælder moskébyggeriet i New York. Enhver anden religion, tror jeg, ville være yderst tilbageholdende med, ja næsten flov over at komme med forslag om at bygge religiøse bygninger netop dèr, hvor deres religion har sin skændselsplads. Men ikke islam! Ok nej, fræk som en slagterhund tilbyder man et ‘fredens hus’ i New York på det, der for newyorkerne næsten er hellig grund. Og fordi vi giver hver religion frihed, hvor tåbelig den så end opfører sig, skal de naturligvis have lov til det, som de da også har fået. Men muslimerne skal ikke slippe! Vi må blive ved og blive ved med at fastholde, at flykaprerne brugte koranen som udgangspunkt for deres afskyelige og fejge handling. Og vi må blive ved og blive ved med at kræve af dem, der tilhører denne ‘fredens religion’, at de tager afstand fra sådanne selvmordsangreb, at de atter og atter pointerer, at det er uislamisk at begå selvmord, ligegyldigt hvor mange ‘vantro’ man dræber, og at de koranvers, som de brugte, skal forstås helt anderledes, hvordan man så vil bevise det.

Og det gælder skolebørns faste. Det viser sig jo at gå meget bedre, end man kunne frygte. En fornuftig snak med forældre til mindreårige kan ofte gøre underværker. Og det er helt fint, synes jeg, at vi opretholder respekten for skolen ved at sige, at vi ikke vil støtte børnene i deres faste, hvis vi kan se, at de får det dårligt og sygner hen; så vi forbeholder os ret til at give dem noget at drikke eller noget at spise. Og vi vil også som danskere modsætte os alle forsøg på gruppepres, hvor vanskeligt det end kan være i de større klasser. Vi går nemlig ind for individets, ikke det religiøse samfunds frihed.

Ligeledes er fastende chauffører, taxa-chauffører eller buschauffører, ikke noget, vi kan tage let på. Vi véd fra undersøgelser i muslimske lande, at ulykkesfrekvensen stiger under ramadanen. Så alle fromme forsøg på at sige, at da det er Allah, der har bestemt, at vi skal faste, så vil han også beskytte os imod ulykker under fasten, kan modbevises med klare fakta. Men før vi giver os til at lave love imod specielt muslimerne, var det måske en idé at få vognmændene til at sørge for, at så mange af deres muslimske chauffører som muligt får ferie under ramadanen eller på anden måde fjernes fra rattet i den tid, de faster. Det må kunne ordnes med lidt fleksibilitet. Men det kan naturligvis ikke ordnes, hvis muslimer pure nægter, at der er et problem.

Jo, vi står i en kulturkamp. Men vi fra vestlig side må for alt i verden kæmpe med vore egne våben, våben, der siger frihed for den enkelte, våben, der siger forståelse for og accept af kendsgerninger.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Islam versus kristendom. Bogmærk permalinket.

3 svar til Civilisationernes sammenstød

  1. Claes siger:

    Tanker om civilisationernes kamp hænger nok sammen med bibeltroendes tanker om de sidste tider, hvor nationerne samles til kamp i Josafats dal. Den sidste store kamp inden dommen.

  2. dcv2 siger:

    Jeg sammenligner vor tid til det vestromerske riges sidste dage og folkevandringerne.

  3. Ricardt Riis siger:

    Jeg mener nu, at Huntington og dermed også Hirsi Ali er hverken bibelske eller historiske i deres betragtninger. Det er ren matematik: befolkningsudvikling m.m. og ren sociologi: mulighed for samfundsmæssig sameksistens, eller rettere manglende muligheder for dette. Det får de blot ikke uden videre ret af. Jeg mener, jeg kan godt se, at de muslimske stater og de vestlige lande ser vidt forskelligt på mange ting, specielt, hvis man er opmærksom på de forskellige betydninger, man lægger ind i de samme ord, og jeg kan også forstå, at dette kan føre til sammenstød mellem Vesten og islam. Men hvorfor skulle der komme et tilsvarende sammenstød mellem Vesten og Kina, eller mellem Vesten og Indien? Og at det hele står foran sit umiddelbare sammenfald, det forekommer mig lidet sandsynligt, bibel eller ikke bibel.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s