Historiske sammenstød

Apropos civilisationernes sammenstød, som jeg omtalte forleden, så så jeg i forgårs (22-8) anden del af en serie om ”hvide slaver”, dvs slaver, som muslimske slavejægere har fanget i Europa og ført til Nordafrika (første del, sidste søndag, missede jeg desværre). Disse slavejægere har huseret imod Europas kyster og grænser i århundrederne helt frem til 1830’erne, forlød det. Og det kan man da kalde et sammenstød, der vil noget.

Vi hørte om raid’et mod Vestmannaøerne ved Island i 1627, som jeg tidligere har omtalt, se her. Vi hørte om et angreb på et svensk handelsfartøj på et andet tidspunkt. I begge tilfælde kom der en historie ud af det, fordi henholdsvis den danske og den svenske konge løskøbte de arme mennesker, der var endt som slaver i Tunis eller Marokko. Og så må det jo være gået som i vore dage med sørøverne ud for Somalias kyst: når de får penge, får de også blod på tanden til at fortsætte deres piratvirksomhed. I hvert fald skal vi helt op til begyndelsen af 1800-tallet, før dette uvæsen standsede, så vidt jeg véd derved, at amerikanerne, der i 1779 var blevet sig selv og ikke længer sejlede under engelsk flag og derfor ikke var beskyttede af den afgift, englænderne betalte til de nordafrikanske fyrster, nægtede at betale, gik i land med en mindre hær og brændte pashaens by af. Så holdt sørøveriet op. Men indtil da var det ikke færre end 1 million europæere, der var endt på slavemarkederne i Nordafrika. Langt de færreste blev løskøbt, og da vi kun har beretninger fra dem, der blev løskøbt, véd vi ikke noget om de andre.

Lad mig nævne to ting af de mange, det var værd at hæfte sig ved! Den første er, at slaverne holdt sammen efter etnicitet. Det har selvfølgelig som forudsætning, at de blev anbragt sammen. Men det hørte med til det muslimske samfund, at man opdelte folk. Så de ydre betingelser for et folkeligt sammenhold var til stede. Dette folkelige sammenhold gav naturligvis styrke. Men det gjorde det også vanskeligt for den enkelte at skaffe sig privat fordel ved at konvertere til islam. For konvertering blev betragtet som forræderi af de andre. Og de andres agtelse ville man nødig miste. Sine folkefæller var jo trods alt det eneste, man havde tilbage af sin tidligere tilværelse. Trods dette folkelige sammenhold nævner udsendelsen, at formentlig de fleste gik over til islam, som tiden gik, og man ikke fik løsepenge hjemmefra. Det var fordele at opnå ved gøre det, ja, det var måske i en del tilfælde den eneste mulighed for at redde livet.

Denne iagttagelse vender vi lige 180 grader. Så får vi et indtryk af, hvordan muslimer føler her i landet. Vi er imod ghettodannelse af enhver art. Jovist, men netop i ghettoen føler man sig tryg, ligesom danskerne i Nordafrika følte sig tryggest sammen med andre danskere. I vore dage lokker vi ikke med fordele, hvis man går over til kristendommen. For både vi kristne selv og vores sekulære regering regner med, at en sådan overgang skal være en fuldstændig fri sag. Der skal ikke lokkes med noget. Men blandt andet denne folkelige samhørighedsfølelse, som jo da er noget positivt, og som vi dog bør være med til at fremme, gør det ikke blot på den måde næsten umuligt at forlade islam og gå over til eksempelvis kristendommen, det fik endda være, den gør også integrationen til en langt mere langvarig proces. Men vi har efter min mening ikke andet at gøre end at vente og vente og vente. Jo, én ting mere kan vi gøre: vi kan standse en tilvandring fra de lande, hvis indbyggere har sværest ved at integrere sig, og det vil i alt væsentligt sige, fra muslimske lande.

Den anden ting, man kan gøre opmærksom på ud fra udsendelsen i går, er, at det måske ikke har været så svært at omvende sig til islam. Hos islam er Gud en magtgud. Og når en hvid slave ser, hvor dårligt den kristne Gud, som jo ikke tænkes at være en magtgud, men en ordgud, har været til at beskytte ham i Europa, må han så ikke indrømme, at tilværelsen er baseret på den kraft, der ligger i magt, ikke på den kraft, der ligger i sproget. Det drejer sig ikke om at overbevise med ord, det drejer sig om at overbevise med magt. Det er muslimernes enorme overmagt, der får dem til at sende slavejægere så langt mod nord som til Island, det er deres magt, der afholder europæerne fra at slå igen, så de i stedet køber sig fred gennem årlige afgifter til pashaen, og det er også magtsprog, der styrer de samfund, de hvide slaver befinder sig i: mænds magt over kvinder, riges magt over fattige, fries magt over slaver, herskeres magt over undersåtter. Og spørgsmålet er: kan det være anderledes? Er det ikke tilværelsens egen orden, disse samfund er rettet ind efter? Man kan godt forstå, at det ser sådan ud for en kristen slave, hvis gud ikke kunne redde ham. Den Kristus, der lod sig forhåne, piske og henrette i håb om at kunne påvirke sine bødlers samvittighed, ser man ikke noget håb ved. Ordguden, som han repræsenterer, måtte vige for Muhammeds magtgud i disse menneskers forestillinger.

Dog er det, som vi véd, ikke tilværelsens egen naturlige orden, de muslimske samfund var indrettet efter, det var den ‘åbenbaring’, Muhammed mente at have fået, og som var blevet nedfældet i koranen, der var grundlag for samfundene. Denne ‘åbenbaring’ var ganske genial, for den satte nogle mennesker til at herske over andre, og det har de, der således blev udvalgt, altid gerne accepteret. Den opererede med forskelle mellem mennesker, først og fremmest forskellen mellem rene og urene, altså mellem troende og vantro, mellem fredens område, hvor de troende befandt sig, og krigens område, hvor de kristne var. Og ingen tvivl om det, krigens område hed det, fordi de troende var forpligtet på hele tiden at føre krig mod de vantro. Det er også betegnende, at pirateriet var statsligt organiseret, det var altså en del af den ‘jihad’, som fyrsten skulle gennemføre som en god muslimsk fyrste.

Nu har det så vist sig, at de kræfter, der slippes løs i samfundene, når mennesker lukkes ud af deres fastlagte rammer og gives frihed til selv at finde deres plads i tilværelsen, sådan som det skete i Europa især fra 1700-tallet og fremefter, er langt stærkere end de kræfter, selv det bedst organiserede muslimske rige kan opvise. Ordguden har vist sig betydelig stærkere end magtguden. Men mærkeligt er det i sandhed, at magtguden i den grad følger med, når mennesker fra de muslimske lande emigrerer til Europa. Hænger det mon sammen med, at magtgudstankegangen er indbygget i de religiøse skikke, muslimerne har? Jeg mener, der er ingen fornuftig grund til at undlade at spise svinekød og til at faste i ramadanen. Men netop når man bøjer sig og adlyder i det daglige, skønt man ikke får nogen begrundelse, bøjer man sig for et magtsprog.

Ordguden, derimod, argumenterer: ”Døm selv om det, jeg siger”, som Paulus siger det (1 Kor 10,15). Slaven forstår ikke, hvad hans herre gør, men vi, de kristne, er ikke slaver, men venner, siger Jesus hos Johannes. (Joh 15,15).

Blot burde vi gøre os mere klart, at det er ordguden og ikke magtguden, der er vores Gud? Men det er en anden snak. Alt i alt: Udmærket at få denne ukendte side af historieforløbet opfrisket! Så kan vi vel foreløbig slippe for at høre om korstogene!

Advertisement